Evangeliet gør os glad

Jeg voksede op på Tahiti. Min far og mor blev medlemmer af Kirken, da jeg var lille, men jeg blev ikke døbt med det samme. Da jeg var 11 år, tog jeg til Primary en onsdag eftermiddag. Vi sad på en stråmåtte under et mangotræ, mens min primarylærer fortalte os historien om den første åbenbaring. Mens hun talte, begyndte mit hjerte at hamre. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at Joseph Smiths første åbenbaring var sand, og at han var en rigtig profet. Efter den åndelige oplevelse fortalte jeg mine forældre: »Jeg har et vidnesbyrd, og jeg vil døbes.«

Fra den dag, hvor jeg blev døbt, og indtil jeg gik ud af skolen, var jeg det eneste medlem af Kirken på min skole. Mine klassekammerater sagde: »Ryger du ikke? Drikker du ikke? Så er du ikke en mand, men en tøsedreng!«

Ved skoleårets afslutning, da jeg gik i 11. eller 12. klasse, havde nogle af mine klassekammerater spiritus med til en fest. De fangede mig og holdt mig og ville hælde champagne i munden på mig. De ville ikke gøre mig fortræd, de ville bare lave lidt sjovt. Heldigvis slap jeg væk. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg har efterlevet visdomsordet. Nogle af mine klassekammerater er siden døde, men jeg er taknemlig for stadig at være i live, rask og i stand til at tjene Herren.

En af mine klassekammerater blev meget velhavende, da han blev voksen. Han sagde engang: »Jeg beundrer dig. Min familie har mange penge, men vi er ikke så lykkelige, som du er.« Jeg synes, at det var en kompliment til alle sidste dages hellige. Han kunne se, at det gjorde os lykkelige at efterleve evangeliet.

Jeg tjente som præsident for Suva-missionen på Fiji. En dag gik jeg sammen med to ældster på øen Kiribati, da en mand kom hen til os. Han var fuld. Jeg ville genne ham væk, men han så mit navneskilt og kaldte mig ved navn. »Præsident Tefan, jeg vil gerne indbyde dig og dine missionærer til middag hjemme hos mig.«

Jeg tænkte: »Åh nej, måske ved han ikke, hvad han gør.« Jeg vendte mig mod ældsterne og spurgte: »Hvad siger I? Har I lyst til at tage imod indbydelsen?« De sagde, at de gerne ville tage med ham. Jeg følte mig tilskyndet til at tage imod hans tilbud.

Den følgende aften nød vi en dejlig kinesisk middag med kylling, fisk, andet kød og nudler. Missionærerne var lykkelige, for det var noget andet end deres daglige menu, som bestod af ris og fisk. Da vi havde spist, takkede jeg manden og sagde: »Nu har jeg en gave, som jeg gerne vil tilbyde dig. Hvad vil du sige til, at disse missionærer forkynder Jesu Kristi evangelium for dig?«

Han sagde, at han ikke var interesseret, men missionærerne måtte godt undervise hans hustru og deres 18-årige søn. Tre måneder senere blev den 18-årige søn døbt. Et år senere blev hustruen døbt, og manden begyndte at komme i Kirken. Han bad mig om en velsignelse til at holde op med at ryge og drikke, og han var i stand til at holde op. Sidste gang jeg besøgte den familie, var sønnen blevet optaget på BYU–Hawaii med et fuldt stipendium, og han havde også modtaget en missionskaldelse til Hongkong.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med den familie, så er jeg glad for, at jeg ikke jog den »fulde mand« væk, men i stedet fulgte Åndens tilskyndelse og tog imod middagsinvitationen, åbnede min mund og bad ham om at lytte til evangeliet.

Jeg vil opfodre jer børn til at åbne munden – invitér jeres venner med i kirke, så de kan høre om evangeliet. I ved aldrig, hvilke mirakler det kan føre til.