Et forsvar og et tilflugtssted

Den 26. juli 1847 på deres tredje dag i dalen (den anden var sabbatsdag) klatrede Brigham Young sammen med medlemmer fra De Tolv og andre op på en høj omtrent to kilometer fra, hvor jeg står nu. De syntes, at det ville være at godt sted at rejse et banner for folkeslagene. Heber C. Kimball havde et gult tørklæde på. Det bandt de på Willard Richards spadserestok og løftede det op som et banner for nationerne. Brigham Young navngav stedet Ensign Peak.¹

Så steg de ned til deres faldefærdige vogne, som indeholdt de få ting, de havde slæbt 3200 kilometer, og til deres trætte medrejsende. Det var ikke det, de ejede, som gav dem styrke, men dét de vidste.

De vidste, at de var Herrens Jesu Kristi apostle. De vidste, at præstedømmet var givet dem af himmelske budbringere. De vidste, at de havde budene og pagterne, som gav mulighed for evig frelse og ophøjelse for hele menneskeheden. De var sikre på, at Helligåndens inspiration var med dem.

De skyndte sig at anlægge haver og opføre læskur mod vinteren, som stod for døren. De gjorde klar til de andre, som allerede var på vej over prærien til dem på dette nye indsamlingssted.

En åbenbaring, som blev nedskrevet ni år tidligere, vejledte dem således: »Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene;

og så det, at de samler sig i Zions land og i hendes stave, må tjene som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden« (L&P 115:5-6).

De skulle være »lyset«, »standarden.«

Den standard, fastsat gennem åbenbaring, er indeholdt i skrifterne i Jesu Kristi evangeliums lærdomme. De principper, vi følger for evangelisk levevis, er grundlagt på lærdomme, og standarderne følger disse principper. Vi er gennem pagt bundet af standarder, som administreres gennem evangeliets ordinancer af dem, som har modtaget præstedømmets myndighed.

Disse trofaste brødre var ikke frie, og vi er ikke frie til at ændre standarderne eller til at ignorere dem. Vi skal efterleve dem.

Det er ikke nogen kur eller trøst bare at sige, at de ikke betyder noget. Vi ved alle, at de betyder noget for »menneskene er tilstrækkeligt undervist til, at de kender godt fra ondt« (2 Nefi 2:5).

Hvis vi gør vores bedste, bør vi ikke miste modet. Når vi kommer til kort, som vi gør, eller snubler, som vi kan komme til, er der altid hjælp at hente i omvendelse og tilgivelse.

Vi skal undervise vore børn i de moralske standarder for at undgå enhver form for umoral. De dyrebare kræfter i deres jordiske legeme »[skal kun] anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lov[formeligt] viet som ægtemand og hustru.«² Vi må være fuldstændig tro i ægteskabet.

Vi skal efterleve tiendeloven. Vi bør passe vore pligter i Kirken. Vi samles hver uge til nadvermøde for at forny vore pagter og gøre os fortjent til de løfter, der er i disse enkle og hellige bønner over brødet og vandet. Vi bør ære præstedømmet og være lydige mod dets pagter og ordinancer.

Disse brødre på Ensign Peak vidste, at de skulle leve ydmygt og antage Kristi billede i deres ansigtsudtryk (se Alma 5:14).

De vidste, at stave skulle være et forsvar og et tilflugtssted, men på det tidspunkt var der ikke en eneste stav på jorden. De vidste, at deres kald var at opbygge Zions stave blandt alle jordens folkeslag.

Måske tænkte de på, hvilken slags vrede eller uvejr som kunne udøses over dem, som de ikke allerede havde oplevet. De havde udholdt brutal forfølgelse, vold og overgreb. Deres hjem var blevet brændt ned, og deres ejendomme frataget dem. De var blevet fordrevet fra deres hjem igen og igen. De vidste dengang, som vi ved det nu, at der ikke ville være nogen ende på modstanden. Den antager forskellige former, men den ophører aldrig. Der var ingen ende på de udfordringer, som de tidlige sidste dages hellige stod overfor. Nye udfordringer ville være anderledes, men bestemt ikke mindre, end dem, de havde mødt på vejen.

Nu tælles Zions stave i tusinder og findes over hele jorden. Medlemmerne tælles i millioner, og tallet stiger. Ingen af delene kan holdes tilbage, for det er Herrens værk. Nu har vi medlemmer i 160 lande, og de taler mere end 200 forskellige sprog.

Nogle lever i en uudtalt angst for det, der venter os og vore børn i verden. Den bliver mørkere og mørkere, hvad angår moral og åndelighed. Hvis vi samles i Kirken, efterlever evangeliets principper, lever rene liv, holder visdomsordet og passer vore præstedømme og andre pligter, behøver vi ikke at leve i frygt. Visdomsordet er en nøgle til både fysisk sundhed og åbenbaring. Undgå te, kaffe, alkohol, tobak og narkotika.

Vi kan leve, hvor vi vil, og gøre vores bedste for at skabe et liv, hvad enten det er beskedent eller i overflod. Vi er frie til at gøre det, vi ønsker, med vores liv, sikre på bekræftelse af og endog indgriben fra den Almægtige, og forsikret om konstant åndelig vejledning.

Hver stav er et forsvar og et tilflugtssted og en standard. I en stav findes alt det, der er nødvendigt for frelse og ophøjelse for dem, som er under dens indflydelse, og templerne har aldrig været tættere på.

Der har ikke været nogen ende på modstanden. Der er misforståelser og misvisende udlægninger af os og vores historie, noget af det er ondskabsfuldt og i allerhøjeste grad i modstrid med Jesu Kristi belæringer og hans evangelium. Af og til er gejstlige, ja, selv kirkelige organisationer i mod os. De gør det, vi aldrig ville gøre. Vi angriber ikke, kritiserer ikke og går aldrig i mod andre, som de gør det mod os.

Selv i dag genfortælles og gentages disse latterlige historier så mange gange, at folk tror på dem. En af de mest fjollede af dem er, at mormoner har horn.

For år tilbage var jeg til en videnskabelig konference på et universitet i Oregon. Til stede var en katolsk biskop, en rabbiner, en episkopalsk præst, en evangelisk præst, en unitarisk gejstlig og jeg.

Rektoren for skolen, dr. Bennett, havde inviteret til morgenmad. En af dem spurgte mig, hvilken kone jeg havde taget med. Jeg fortalte, at valget havde stået mellem én. I et kort øjeblik tænkte jeg, at jeg var blevet udset som den, der skulle gøres til grin. Så var der en, der spurgte den katolske præst, om han havde taget sin kone med.

Det næste spørgsmål blev jeg stillet af dr. Bennett: »Passer det, at mormoner har horn?«

Jeg smilede og svarede: »Jeg reder mit hår, så man ikke kan se dem.«

Dr. Bennett, som var total skaldet, tog sig til hovedet med begge hænder og sagde. »Åh, så kan du aldrig gøre mig til mormon!«

Mærkeligst af alt er, at ellers intelligente mennesker påstår, at vi ikke er kristne. Dette viser, at de kun kender lidet eller intet til os. Det er et sandt princip, at man ikke kan hæve sig selv ved at rakke andre ned.

Nogle mener, at vore høje standarder forhindrer vækst. Det er lige modsat. Høje standarder virker som en magnet. Vi er alle Guds børn og tiltrækkes af sandheden og af det gode.

Vi står over for udfordringer i opdragelsen af vore børn i en verden, som formørkes af ondskabens skyer. Nogle af vore medlemmer er urolige og tænker af og til: Er der noget sted, hvor jeg kan slippe væk fra det hele? Er der en anden by eller et andet land, som er sikkert, hvor man kan søge ly? Generelt er svaret nej. Forsvaret og tilflugtsstedet er der, hvor medlemmerne bor nu.

Mormons Bog profeterer: »Ja, og da skal værket begynde med Faderen som den, der bereder den vej, hvorved hans folk kan blive samlet hjem til deres arveland« (3 Ne 21:28).

De, som kommer ud af verden og ind i Kirken, holder budene, ærer præstedømmet og er aktive, har fundet tilflugt.

Til et af vore møder for få uger siden mindede ældste Robert C. Oaks, en af de syv præsidenter for de Halvfjerds (pensioneret general og øverstbefalende for Natos luftstyrker i Centraleuropa) os om en aftale, som blev underskrevet af ti nationer, den 2. september 1945 om bord på slagsskibet Missouri i Tokyobugten, og som afsluttede Anden Verdenskrig. Nogle af os var i Asien på det tidspunkt. Ældste (general) Oaks har sagt: »I dag kan jeg ikke en gang forestille mig, hvor et sådant møde kunne finde sted eller en sådan aftale kunne underskrives for at afslutte den krig mod terrorisme og ondskab, som vi er involveret i. Det er ikke den slags krig.«

Vi skal ikke være bange, selv i en verden, hvor fjendtlighederne ingen ende vil tage. Den krig af modstand, som der er profeteret om i åbenbaringer, fortsætter i dag. Vi skal være glade og positive. Vi må ikke være bange. Frygt er det modsatte af tro.

Vi ved, at Kirkens aktiviteter centrerer sig om familien. Hvorend i verden medlemmerne befinder sig, bør de etablere en familie, hvor børn velkommes og påskønnes som »en gave fra Herren« (Sl 127:3). En værdig sidste dages hellig familie er et forbillede for verden.

Vi bør ikke kun opretholde de hø-jeste standarder, men hver af os bør også være et forbillede, et forsvar, et tilflugtssted. Vi skal lade vores »lys skinne for mennesker, så de ser [vore] gode gerninger og priser [vor] fader, som er i himlene« (Matt 5:16, se også 3 Ne 12:16).

Alle de tidligere generationers trængsler og anstrengelser har givet os Jesu Kristi evangeliums fylde i vore dage og myndigheden til at admini-strere og alt dertilhørende for at fuldføre tjenestegerningen. Alt samles i denne tidernes fyldes uddeling, i hvilken fuldendelsen af alle ting skal færdiggøres, og jorden forberedes til Herrens komme.

Vi er lige så meget en del af dette værk som de mænd, der løsnede det gule tørklæde fra Willards Richards spadserestok og steg ned fra Ensign Peak. Tørklædet, som de viftede med, var signalet til den store indsamling, som der var profeteret om i fordums og nutidige skrifter.

Vi omtaler Kirken som vores tilflugtssted, vores forsvar. Der er sikkerhed og beskyttelse i Kirken. Dens kerne er Jesu Kristi evangelium. Sidste dages hellige lærer at se ind i sig selv for at se Frelserens forløsende kraft til hele menneskeheden. De evangeliske principper, som der undervises i i Kirken, og som vi lærer om i skriften, bliver en personlig vejledning for os og vores familie.

Vi ved, at de hjem, vi og vore efterkommere danner, vil være det tilflugtssted – det »lys,« det »banner«, det forbillede for alle nationerne og det »ly« for uvejret, som der er talt om i åbenbaringer (se L&P 115:5-6; Es.11:12; 2 Ne 21:12).

Banneret, som vi alle samles om, er Jesus Kristus, Guds søn, Faderens Enbårne, hvis kirke dette er, og hvis navn vi vidner om, og hvis myndighed vi har.

Vi ser fremad i tro. Vi har set mange begivenheder i vores levetid, og der vil endnu komme mange, som vil stille store krav til vores mod og øge vores tro. Vi skal fryde os og glæde os, for stor bliver vores løn i himlene (se Matt 5:12).

Forsvar villigt Kirkens historie, og skam jer ikke ved Jesu Kristi evangelium, for det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror (se Rom 1:16).

Vi vil møde udfordringerne, for vi kan ikke undgå dem, og forkynde Jesu Kristi evangelium, og at han er vor Frelser og vores tilflugtssted, vor Forløser.

Hvis et godt brugt gult tørklæde var godt nok som banner for folkeslagene, så kan almindelige mænd, som bærer præstedømmet og almindelige kvinder og børn i almindelige familier, som gør deres bedste for at efterleve evangeliet overalt i verden, lyse op som et forbillede, et forsvar, et tilflugtssted uanset, hvad der skal udøses over verden.

»Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).

Kirken vil blomstre. Den vil sejre. Det er jeg helt sikker på. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.