O, vær vise

Brødre og søstre, mens jeg for nyligt studerede Mormons Bog, var der en af profeten Jakobs lærdomme, der fangede min opmærksomhed. Som I nok husker, var Jacob en af fader Lehis to sønner, som blev født i ødemarken, efter familien forlod Jerusalem. Han var øjenvidne til mirakler, og han oplevede også sin familie blive opløst af ulydighed og oprør. Jakob kendte og elskede Laman og Lemuel, ligesom han kendte og elskede Nefi, og spliden mellem dem var indgående og personlig. For så vidt angik Jakob, handlede det ikke om ideologi, filosofi eller teologi. Det handlede om familie.

De alvorlige kvaler i Jakobs sjæl bliver tydelige, idet han udtrykker sin store bekymring for, at folket vil »forkaste profeternes ord« angående Jesus Kristus og »forkaste … Guds kraft og Helligåndsgaven … og drive spot med den store forløsningsplan« (Jak 6:8).

Og så lige før han tager afsked, siger han otte enkle ord, som er det skriftsted, som mit budskab bygger på denne formiddag. Jakobs bøn var: »O, vær vise; hvad mere kan jeg sige?« (Jak 6:12).

De af jer, som er forældre eller bedsteforældre har nok en fornemmelse af, hvad Jakob må have følt på det tidspunkt. Han elskede sit folk, til dels fordi de også var hans familie. Han havde undervist dem så tydeligt, han kunne, og med al sin sjæls energi. Han advarede dem, så det ikke kunne misforstås, om, hvad der ville ske, hvis de valgte ikke at »træd[e] ind ad den snævre port og fortsæt[te] på den vej, som er trang« (Jakob 6:11). Han kunne ikke komme i tanke om andet, han kunne sige for at advare, inderligt opfordre, inspirere og motivere. Derfor sagde han enkelt og dybsindigt: »O, vær vise; hvad mere kan jeg sige?«

Jeg har mødt medlemmer af Kirken i mange lande i verden. Jeg er imponeret over ånden og energien hos så mange af vore medlemmer. Hjerter bliver rørt, og liv bliver velsignet. Værket går hastigt frem, og det er jeg dybt taknemlig for. Men jeg ser mange måder, hvorpå medlemmer af Kirken må være meget vise i alt, hvad vi gør.

Herren har i sin uendelige visdom grundlagt sin kirke således, at den fungerer med lægmand. Det betyder, at vi har fået til opgave at våge over hinanden og tjene hinanden. Vi skal elske hinanden, som vor Fader i himlen og Herren Jesus Kristus elsker os. Vore kaldelser og omstændigheder ændres fra tid til anden og giver os forskellige og enestående muligheder for at tjene og udvikle os. Størstedelen af Kirkens ledere og lærere er ivrigt engagerede i at leve op til deres ansvar. Det er sandt, at nogle gør en mindre indsats end andre, men der gøres næsten altid en oprigtig indsats for at yde meningsfyldt tjeneste i evangeliet.

Af og til ser vi nogle, som lægger så stort et arbejde i deres tjeneste i Kirken, at deres liv kommer ud af balance. De begynder at tro, at de programmer, de leder, er vigtigere end de mennesker, de tjener. De gør deres tjeneste mere indviklet med unødigt pynt, der optager for meget tid, koster for mange penge og dræner for meget energi. De nægter at uddelegere eller at lade andre udvikle sig inden for deres respektive ansvarsområder.

Som følge af at de bruger for meget tid og energi på deres tjeneste i Kirken, kan evige familieforhold lide skade. Erhvervsevnen kan lide under det. Det er ikke sundt, hverken åndeligt eller på anden vis. Selv om der kan komme tidspunkter, hvor vore kirkekaldelser kræver en mere intensiv indsats og større fokusering end normalt, bør vi stræbe efter en passende balance. Vi bør aldrig lade vores tjeneste erstatte den opmærksomhed, som andre vigtige prioriteter i vores liv kræver. Husk kong Benjamins råd: »Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til« (Mosi 4:27).

Tillad mig at foreslå seks måder, hvorpå vi kan tjene både vist og godt?

For det første, fokuser på menne-sker og principper – ikke på programmer. Noget af det vigtigste, vi kan gøre gennem Jesu Kristi evangelium, er at opbygge mennesker. At tjene mennesker på rette vis kræver en indsats for at forstå dem som enkeltpersoner – deres personlighed, deres styrker, deres bekymringer, deres håb og drømme – så den rette hjælp og støtte kan ydes. Rent ud sagt er det meget nemmere kun at lede programmer, end det er at forstå og virkelig tjene mennesker. Hovedformålet med Kirkens lederskabsmøder bør være at drøfte, hvordan man tjener menne-sker. De fleste rutinemæssige udvekslinger af oplysninger og samordninger kan nu håndteres via telefonsamtaler eller almindelig post, så dagsordener til rådsmøder og præsidentskabsmøder kan have fokus på menneskers behov.

Vores mål bør altid være at anvende Kirkens programmer til at opløfte, opmuntre, bistå, hjælpe, undervise, elske og fuldkommengøre mennesker. »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Programmer er redskaber. Ledelsen af dem samt besættelse af stillinger i forbindelse med programmet må ikke prioriteres højere end de mennesker, som det skal velsigne og tjene.

For det andet, vær nyskabende. Når vi arbejder på at højne vore kaldelser, bør vi søge Åndens inspiration til at løse problemerne på den måde, som bedst hjælper de mennesker, vi tjener. Vi har instruktionshåndbøger, og retningslinjerne deri bør følges. Men inden for den ramme er der en betydelig mængde muligheder for at tænke, være kreative og for at gøre brug af individuelle talenter. Befalingen om at højne vore kaldelser er ikke en befaling om at pynte på og komplicere dem. At være nyskabende betyder ikke nødvendigvis at udvide; meget ofte betyder det at forenkle.

Fordi handlefrihedens evige princip giver os frihed til at vælge og tænke selv, bør vi blive stadig bedre til at løse problemer. Vi begår måske en fejl af og til, men så længe vi følger evangeliets principper og retningslinjer, kan vi lære af de fejl og blive mere forstående over for andre og bedre til at tjene dem.

At være nyskabende betyder også, at vi ikke behøver at få besked på alt, hvad vi skal gøre. Herren har sagt: »[D]et er ikke passende, at jeg giver befaling i alt; for den, som skal tvinges i alle situationer, han er en lad og ikke en klog tjener« (L&P 58:26). Vi har tillid til, at I, brødre og søstre, anvender inspiration. Vi har tillid til, at I gør det inden for rammerne af Kirkens retningslinjer og principper. Vi har tillid til, at I vil være vise, når I rådfører jer med hinanden for at hjælpe med at opbygge tro og vidnesbyrd i deres liv, som I tjener.

For det tredje, fordel arbejdet og uddelegér ansvar. Der er forskel på at være ansvarlig for at få arbejdet gjort og på at gøre arbejdet selv. Fx bør den tid være ovre, hvor ældsternes kvorumspræsident føler, at han selv bør gennemføre den hjemmeundervisning, som andre ikke har fået gjort. Det samme gælder hjælpeforeningspræsidenter for så vidt angår besøgsundervisning. Det er ikke alene uklogt, det er heller ikke hjemme- eller besøgsundervisning. Hjemmeundervisning drejer sig ikke om tal eller om at rapportere antallet af besøg i et hjem – antal besøg og tal er kun en målestok. Hjemmeundervisning handler om kærlighed til mennesker og tjeneste og omsorg for vor himmelske Faders børn.

Opgaver bør gives, ansvar bør uddelegeres, og medlemmerne bør få mulighed for at varetage deres forvaltning, så godt de kan. Rådgiv, vejled, overbevis, motivér – men gør ikke arbejdet for dem. Giv andre mulighed for at gøre fremskridt og udvikle sig, selv om det somme tider medfører knap så perfekte resultater i rapporterne.

For det femte, udeluk skyld. Jeg håber, at det siger sig selv, at skyld ikke er en passende motiveringsteknik for ledere og lærere i Jesu Kristi evangelium. Vi bør altid motivere gennem kærlighed og oprigtig påskønnelse, og ikke ved at fremkalde skyldfølelse. Jeg kan godt lide tanken om at »fange andre i at gøre noget rigtigt.«

Alligevel er der nogle, som oplever skyldfølelser som følge af deres tjeneste i Kirken. Disse følelser kan opstå, når vores tid og opmærksomhed er delt mellem konkurrerende krav og prioriteter. Som dødelige kan vi simpelthen ikke gøre alt på én gang. Derfor bør vi gøre alt »med visdom og orden« (Mosi 4:27). Ofte betyder det, at man midlertidigt udsætter at give én prioritet opmærksomhed for at tage sig af en anden. Somme tider kræver familien ens fulde opmærksomhed. Andre gange kommer arbejdsmæssige ansvar først. Og der er tidspunkter, hvor kaldelser i Kirken kommer først. En god balance opstår, når man gør det, man skal, i rette tid, og ved ikke at udsætte vores forberedelse eller vente på at opfylde vore ansvar til sidste sekund.

Derudover bør vi huske, at Kristus kom for at borttage skyld ved at tilgive dem, som omvender sig (se Alma 24:10). Han kom for at give bekymrede sjæle fred. »Fred efterlader jeg jer,« sagde han. »Min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27). Gennem den forunderlige forsoning opfordrer han os inderligt således: »Tag mit åg på jer … så skal I finde hvile for jeres sjæle« (Matt 11:29).

Når forsoningens kraft begynder at virke i vores liv, indser vi, at Frelseren allerede har båret vores skylds byrde. O, må vi være vise nok til at forstå, til at omvende os, når det er påkrævet, og til at give slip på vores skyld.

For det femte, bør vi med omtanke fordele vore ressourcer i form af tid, indkomst og energi. Jeg vil gerne afsløre en lille hemmelighed for jer. Nogle af jer ved det allerede. Hvis ikke, så er det på tide, I ved det. Lige meget hvilke behov, jeres familie har, eller hvilke ansvar, I har i Kirken, så er der ikke noget, der hedder »færdigt.« Der er altid mere, vi kan gøre. Der er altid et andet familieanliggende, som kræver opmærksomhed, endnu en lektion at forberede, endnu et interview at forestå og endnu et møde at deltage i. Vi skal blot være kloge og værne om vores helbred og følge det råd, som præsident Hinckley ofte har sagt om blot at gøre vores bedste.

Efter min mening er nøglen at kende og forstå sine egne evner og begrænsninger og derpå fastsætte farten, idet man fordeler og prioriterer sin tid, opmærksomhed og sine ressourcer til at hjælpe andre, herunder sin familie, i deres stræben efter evigt liv.

For det sjette, vil jeg sige et par ord til jer ledere om at give ansvar til medlemmerne, og især de nyomvendte. Præsident Hinckley har sagt, at ethvert nyt medlem af Kirken bør have et ansvar. Uanset hvilke ansvar, der bliver uddelt, bør de ikke overvælde de nye medlemmer, men bør i stedet give dem tilstrækkelig mulighed for at falde godt til i Kirken, idet de lærer om dens lærdomme og omgås venlige medlemmer. Det bør forankre dem i det gengivne evangelium gennem et øget vidnesbyrd og ved at yde meningsfyldt tjeneste.

Brødre og søstre, lad os fokusere på de enkle måder, hvorpå vi kan tjene i Guds rige, og altid stræbe efter at forandre liv, herunder vores eget. Det vigtigste i forhold til vore ansvar i Kirken er ikke de tal, der rapporteres, eller de møder, der bliver afholdt, men hvorvidt enkeltpersoner – betjent én ad gangen, ligesom Frelseren gjorde – er blevet opløftet og opmuntret og i sidste ende foran-dret. Vores opgave er at hjælpe andre til at finde den fred og den glæde, som kun evangeliet kan give dem. Med syv ord sammenfattede Jesus, hvordan vi kan opnå dette. Han sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).

Nutiden er på mange måder ligesom Jakobs tid. Mit råd er det samme som hans: »Omvend[] jer og kom[] med hjertets faste forsæt og hold[] fast ved Gud, ligesom han holder fast ved jer« (Jakob 6:5). Brødre og søstre, vær vise med hensyn til jeres familier. Vær vise, når I udfører jeres kaldelser i Kirken. Vær vise med jeres tid. Vær vise i afbalanceringen af jeres ansvar. O, vær vise, mine kære brødre og sø-stre. Hvad mere kan jeg sige?

Må Gud velsigne os med visdom til at elske hans Søn; Jesus Kristus, og med visdom at bidrage til at udføre hans værk. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at han lever. Dette er hans kirke. Vi beskæftiger os med hans værk. Må Herrens fred være med os. Og må vi med visdom opfylde vore ansvar. Det er min ydmyge bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.