Så sikker en grundvold

Mine kære brødre og søstre, både jer, som jeg kan se, og jer, som er forsamlet over hele verden, jeg beder om jeres tro og bønner i den opgave og det privilegium, det er at tale til jer.

I 1959, ikke længe efter jeg begyndte at tjene som præsident for Den Canadiske Mission, som har hovedsæde i Toronto i Ontario i Canada, mødte jeg N. Eldon Tanner, en fremtrædende canadier, som bare nogle få måneder senere blev kaldet som assistent til De Tolv Apostles Kvorum, så til De Tolvs Kvorum og derefter som rådgiver til fire af Kirkens præsidenter.

På det tidspunkt, hvor jeg mødte ham, var præsident Tanner direktør for det umådelige Trans-Canada Pipelines, Ltd., og præsident for Calgary Stav i Canada. Han var i Canada kendt for sin hæderlighed. Under det første møde snakkede vi blandt andet om de kolde canadiske vintre, hvor storme raser, hvor temperaturerne kan blive langt under frysepunktet i flere uger ad gangen, og hvor isnende vinde sænker disse temperaturer endnu mere. Jeg spurgte præsident Tanner, hvorfor ve-jene og motorvejene i det vestlige Canada stort set forblev intakte under sådanne vintre; de viste ingen eller få tegn på revner eller sprækker, mens vejenes overflade i mange områder, hvor vintrene er varmere og mildere, får revner og sprækker og huller.

Han sagde: »Svaret ligger i, hvor dybt vejbelægningerne går. For at de skal forblive stærke og hele, er det nødvendigt at lægge underlaget meget dybt. Når underlaget ikke er dybt nok, kan overfladen ikke modstå vejrets ekstremiteter.«

I løbet af årene har jeg ofte tænkt på denne samtale og på præsident Tanners forklaring, for i hans ord ser jeg en dyb anvendelse på vores liv. Kort sagt: Hvis vi ikke har en dyb grundvold i troen og et solidt vidnesbyrd om sandheden, så kan vi få problemer med at modstå modgangens stride storme og isnende vinde, som uundgåeligt vil komme til os alle.

Det jordiske liv er en tid, hvor vi prøves, en tid at vise os værdige til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærvær. For at vi kan blive prøvet, er vi nødt til at tage udfordringer og vanskeligheder op. Disse kan knække os, og vores sjæls overflade kan revne og smuldre – det sker, hvis vores tros grundvold og vores vidnesbyrd om sandheden ikke ligger dybt i os.

Vi kan kun stole på andres tro og vidnesbyrd i en begrænset periode. I sidste ende skal vi have vores egen stærke og dybe grundvold, ellers vil vi være ude af stand til at modstå livets storme, som vil komme. Sådanne storme kommer i forskellige former. Vi kan blive mødt med sorg og hjertesorg fra et vildfarent barn, som vælger at vende sig væk fra stien, der leder til evig sandhed, og hellere rejser ned ad en glat bakke belagt med fejltagelser og desillusionering. Sygdom kan ramme os eller vore kære, hvilket medfører lidelse og somme tider død. Ulykker kan efterlade grusomme erindringsmærker eller slukke liv. Døden rammer de aldrende, som går på deres vaklende fødder. Dens kalden høres af dem, som næppe er nået halvvejs gennem livets rejse, og ofte bringer den de små børns latter til ophør.

Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen, intet daggry, der kan bryde nattens mørke. Vi føler os omgivet af smerterne fra et knust hjerte, skuffelserne fra knuste drømme og desperationen over svundne håb. Vi samles for at udtrykke den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead?« (Jer 8:22). Vi er tilbøjelige til at se vore egne, personlige uheld med pessimismens forvrængede prisme. Vi føler os efterladte, sorgbetyngede og alene.

Hvordan kan vi opbygge en grundvold, der er stærk nok til at modstå sådanne omskiftelser i livet? Hvordan kan vi bevare troen og vidnesbyrdet, som kræves, for at vi kan opleve den glæde, der loves de trofaste? Konstant og stadig anstrengelse er nødvendig. De fleste af os har oplevet en inspiration så stærk, at det bringer tårer op i vore øjne og en beslutsomhed om altid at være trofast. Jeg har hørt udtalelsen: »Hvis jeg kunne beholde sådanne følelser hos mig altid, ville jeg aldrig have problemer med at gøre det, jeg skal.« Sådanne følelser kan dog være flygtige. Inspirationen, vi føler under disse konferencemøder, kan formindskes og forsvinde, når det bliver mandag, og vi møder de daglige rutiner på arbejdet, i skolen, og når vi passer hjem og familie. Det kan let aflede vores opmærksomhed fra det hellige til det hverdagsagtige, fra det, som opløfter, til det, som, hvis vi tillader det, vil ødelægge vore vidnesbyrd, vores stærke grundvold.

Vi lever selvfølgelig ikke i en verden, hvor vi ikke oplever andet end det åndelige, men vi kan forstærke vores tros grundvold og vore vidnesbyrd om sandheden, så vi ikke vil vakle, og så det ikke vil slå fejl for os. I spørger måske, hvordan vi mest effektivt kan opnå og vedligeholde den grundvold, som vi har brug for for at overleve åndeligt i den verden, som vi lever i.

Tillad mig at nævne tre retningslinjer til at hjælpe os i vores søgen.

Forstærk først jeres grundvold gennem bøn. »Bøn er et hjertes indre sang, tænkt eller sagt i ord« (»Bøn er et hjertets indre sang«, Salmer og sange, nr. 75).

Lad os oprigtigt kommunikere med vor Fader i himlen, når vi beder. Det er nemt at lade vore bønner blive gentagelser, der udtrykker ord med lidt eller ingen omtanke bag dem. Når vi husker på, at hver enkelt af os bogstaveligt er Guds åndelige søn eller datter, vil det ikke synes os vanskeligt at nærme os ham i bøn. Han kender os; han elsker os; han ønsker det bedste for os. Lad os bede med oprigtighed og mening, hvor vi udtrykker vor taknemlighed og beder om de ting, som vi føler, er nødvendige. Lad os lytte efter hans svar, så vi kan genkende dem, når de kommer. Når vi gør det, vil vi blive styrket og velsignet. Vi vil komme til at kende ham og hans ønsker for vores liv. Ved at kende ham og ved at stole på hans vilje vil vores tros grundvold blive styrket. Hvis nogen af os har været sen til at lytte til rådet om altid at bede, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu. William Cowper erklærede: »Satan skælver, når han ser den svageste hellige på sine knæ« (i William Neil, red., Concise Dictionary of Religious Quotations, 1974, s. 144).

Lad os ikke forsømme vore familiebønner. Det er et stærkt afskrækkelsesvåben for synd og dermed det, der giver størst lykke og glæde. Det gamle ordsprog er stadig sandt: »Den familie, som beder sammen, bliver sammen.« Ved at vise vore børn bønnens eksempel, vil vi også hjælpe dem med at begynde at lægge deres egen dybe tros grundvold og vidnesbyrd, som de vil have brug for gennem hele deres liv.

Min anden retningslinje: Lad os studere i skriften og »grunde på den dag og nat,« som Herren råder os til i Josvabogen (1:8).

I 2005 påtog hundredtusindvis af sidste dages hellige sig Gordon B. Hinckleys udfordring om at læse Mormons Bog inden udgangen af året. Jeg tror, at december 2005 satte verdensrekord i timer tilbragt med at opfylde udfordringen i rette tid. Vi blev velsignet, når vi udførte opgaven; vore vidnesbyrd blev styrket, og vores kundskab voksede. Jeg vil tilskynde os alle til fortsat at læse og studere skrifterne, så vi kan forstå dem og anvende den lære, vi finder der, i vores liv. Jeg omskriver poeten James Phinney Baxter:

At bruge tid hver dag på skriftstudium vil, uden tvivl, styrke vores tros grundevold og vore vidnesbyrd om sandheden.

Lad os sammen tænke tilbage på glæden, som Alma oplevede, da han rejste sydpå fra Gideons land til Mantis land og mødte Mosijas sønner. Alma havde ikke set dem i nogen tid, og han var henrykt over at opdage, »at de stadig var hans brødre i Herren; ja, og de havde vokset sig stærke i kundskaben om sandheden, for de var mænd med en sund forståelse, og de havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord« (se Alma 17:1-2).

Må vi også kende Guds ord og leve vores liv i overensstemmelse dermed.

Min tredje retningslinje til at opbygge en stærk grundvold af tro og vidnesbyrd omfatter tjeneste.

Da jeg en morgen kørte på arbejde, passerede jeg et renseri, der havde et skilt i vinduet. Der stod: »Det er service, der tæller.« Skiltets budskab ville ganske enkelt ikke forlade mine tanker. Pludselig indså jeg hvorfor. Det er virkelig service, der tæller – i Herrens tjeneste.

I Mormons Bog læser vi om den ædle kong Benjamin. Med en inspireret leders sande ydmyghed fortæller han om sit ønske om at tjene sit folk og lede dem ind på retfærdighedens sti. Han sagde så til dem:

»Fordi jeg sagde til jer, at jeg havde tilbragt mine dage i jeres tjeneste, ønsker jeg ikke at prale, for jeg har blot været i Guds tjeneste.

Og se, jeg fortæller jer dette, for at I kan lære visdom; så I kan lære, at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:16-17).

Dette er tjenesten, der tæller, tjenesten, som vi alle er kaldet til: Herren Jesu Kristi tjeneste.

Langs jeres livs sti vil I se, at I ikke er de eneste rejsende. Der er andre, som har brug for jeres hjælp. Der er ben, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses.

For 13 år siden var det mit privilegium at give en velsignelse til en 12-årig ung pige, Jami Palmer. Hun havde lige fået diagnosticeret kræft og var bange og forvirret. Hun gennemgik senere operativ behandling og smertefuld kemoterapi. I dag er hun rask og er en munter, smuk 26-årig, som har opnået meget i sit liv. For nogen tid siden fik jeg at vide, at i hendes mørkeste tid, da fremtiden så noget grum ud, fik hun at vide, at hendes ben, hvor kræften befandt sig, ville kræve flere operationer. En længe planlagt vandretur med hendes klasse i Unge Piger op ad en ujævn sti til Timpanogos-hulen – den ligger i Wasatch-bjergene ca. 65 kilometer syd for Salt Lake City i Utah – var udelukket, tænkte hun. Jami fortalte sine venner, at de måtte tage på vandretur uden hende. Jeg er sikker på, at der var en klump i hendes hals og skuffelse i hendes hjerte. Men de andre unge piger svarede eftertrykkeligt: »Nej, Jami. Du kommer med os!«

»Men jeg kan ikke gå,« lød det forpinte svar.

»Jami, så bærer vi dig op til toppen!« Og det gjorde de så.

I dag er vandreturen et minde, men i virkeligheden er den så meget mere. James Barrie, en skotsk digter, sagde: »Gud gav os minder, så vi kan nyde junis roser i vores livs december« (omskrivning af James Barrie, i Laurence J. Peter, red. Peter´s Quotations: Ideas for Our Time, 1977, s. 335). Ingen af de dyrebare unge piger vil nogensinde glemme den uforglemmelige dag, da en kærlig himmelsk Fader kiggede ned med et godkendelsens smil og var ganske tilfreds.

Når han hverver os til sit værk, inviterer han os til at komme ham nærmere, og vi føler hans Ånd i vores liv.

Lad os alle huske hans kostbare løfter, når vi lægger en sikker grundvold i vores liv:

Må vi hver især gøre os fortjent til at modtage denne velsignelse, det beder jeg ydmygt om i vor Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.