Profeter i landet igen

Kort tid efter Carolyn Rasmus blev ansat ved Brigham Young-universitetet, inviterede en gruppe af hendes nye venner hende til en lørdag at tage med på vandretur i bjergene ved Provo. Carolyn var ikke medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men hun følte sig særligt velkommen i sin nye kreds af kollegaer. Hun tog med glæde med dem på vandretur.

Mens solen langsomt steg op, gjorde vandrerne på bjergskråningen det samme. Da klokken nærmede sig 10, begyndte gruppen at finde steder at sidde ned. Carolyn tænkte: »Det her er skønt. Hvordan kunne de vide, at jeg havde brug for en pause?« og så begyndte hun også at lede efter et behageligt sted at holde pause. Men deltagerne virkede usædvanligt alvorlige med hensyn til denne pause – nogle tog blyanter og notesbøger frem, mens én ivrigt indstillede en transistorradio.

Dét, der skete derefter, skulle for altid blive et vendepunkt i hendes liv. Én af hendes venner sagde: »Carolyn, vi vil gerne forklare dig noget. I dag er det den første lørdag i oktober, og for os betyder det ikke kun dejligt vejr og farvestrålende efterårsløv, men også Kirkens generalkonference. Som sidste dages hellige stopper vi op og lytter, uanset hvor vi er, eller hvad vi laver. Så derfor vil vi sidde her omgivet af egetræer og fyrretræer, se ud over dalen neden under og lytte til Guds profeter i et par timer.«

»Et par timer!« tænkte Carolyn. »Jeg vidste ikke, at der var nogle af Guds profeter, der stadig levede, og jeg vidste bestemt ikke, at der var nok til at tale i to timer!« Hun vidste slet ikke, at de ville gøre holdt igen klokken 14.00 den eftermiddag i endnu to timer og derpå opfordre hende til at stille ind på radiokanalen derhjemme i endnu fire timer den følgende dag.

Resten er historie. En læderindbunden udgave af skrifterne, som Carolyn fik af sine elever, kærlighed fra venner og familie i den SDH-menighed, hun begyndte at komme i, og de åndelige oplevelser, som vi ønsker, at alle, der finder vej til evangeliets lys, får, førte til, at Carolyn blev døbt og bekræftet som medlem af Kirken. Resten er, som de sagde, historie. Med hendes indførelse i generalkonferencen den dag, hvor hun sad højt på bjerget øst for universitetet, har søster Rasmus oplevet sin egen opfyldelse af Esajas’ profetiske indbydelse: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.«¹

Vi nærmer os afslutningen på endnu en fantastisk generalkonference. Vi er blevet velsignet med at høre budskaber fra vore ledere, herunder og især præsident Gordon B. Hinckley, den mand vi opretholder som Guds talerør på jorden, vores levende profet, seer og åbenbarer. Ligesom profeterne har gjort det i uddelingerne fra Adams tid til i dag, har præsident Gordon B. Hinckley billedligt set indsamlet os til en slags verdensomspændende sidestykke til dalen Adam-ondi-Ahman, har elsket og undervist os og skænket os sin velsignelse.²

Jeg tør med sikkerhed sige, at den bøn, som alle brødrene og søstrene har haft for os, når de har talt denne weekend, er, at generalkonferencen har været lige så opløftende for os alle, og om nødvendigt, noget, der har forandret vores liv, ligesom den gjorde for søster Rasmus og flere tusinde af andre, som hvert halve år gør, som der står i salmen: »Vi lytter til profetens røst og ordet sendt fra Gud.«³

Lad mig med mit eget udtryk for mit vidnesbyrd og taknemlighed for budskabet i og betydningen af generalkonferencen foreslå tre erklæringer, som disse halvårlige indsamlinger har til hele verden.

For det første erklærer de ivrigt og utvetydigt, at der atter er en levende profet på jorden, som taler i Herrens navn. Vi har virkelig brug for sådan vejledning! Vores tid er oprørt og svær. Vi oplever krige internationalt og lidelse indenlandsk. Medmennesker overalt omkring os står over for personlige hjertesorger og sorg i familien. Utrolig mange kender til frygt og problemer af enhver art. Det minder os om, at da tågerne af mørke indhyllede de rejsende i Lehis syn af livets træ, indhyllede de alle deltagerne – både retfærdige og uretfærdige, de unge sammen med de ældre, de nyomvendte sammen med de erfarne medlemmer. I den allegori står alle over for modgang og møje, og kun jernstangen – Guds erklærede ord – kan føre dem sikkert igennem. Vi har alle brug for den stang. Vi har alle brug for det ord. Ingen er sikker uden det, for i dets fravær kan alle »[falde] ind på forbudne stier, og [blive] væk.«⁴ Hvor er vi taknemlige for at have hørt Guds stemme og mærket styrken fra jernstangen til denne konference de forgangne to dage.

Det sker ikke så tit, men i årenes løb har nogle kilder påstået, at generalautoriteterne i deres erklæringer er ude af trit med virkeligheden, at de ikke kender til tidens problemer, og at nogle af deres retningslinjer og fremgangsmåder er forældede og irrelevante for vor tid.

Som den mindste af dem, der er blevet opretholdt til at bevidne ledelsen af Kirken på første hånd, siger jeg med al min sjæls inderlighed, at jeg aldrig i mit personlige eller professionelle liv har arbejdet sammen med nogen gruppe, som er så meget med, som har så indgående kendskab til de problemer, vi står overfor, som studerer fortiden så grundigt, er så åbne over for at overveje at indføre noget nyt, og så omhyggeligt, tankefuldt og bønsomt forholder sig til alt derimellem. Jeg vidner om, at den fornemmelse denne gruppe mænd og kvinder har for moralske og samfundsmæssige spørgsmål, overgår enhver tænketank eller ekspertgruppe, jeg kender noget sted på jorden, som beskæftiger sig med disse emner. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, hvor helt igennem gode de er, hvor hårdt de arbejder, og hvor ydmygt, de lever. Det er ikke nogen ubetydelig sag for denne Kirke at erklære til verden, at vi har profeti, seergaver og åbenbaring, men det er det, vi erklærer. Det er et sandt lys, der skinner i en mørk verden, og det skinner fra disse møder.

For det andet så kalder disse konferencer til handling ikke kun i vores eget liv, men også for så vidt angår andre omkring os – dem, som er fra vores egen familie og tro, og dem, som ikke er det. I formiddag mindede præsident Hinckley os meget bevægende om, at det er 150-året for de håndkærrekompagnier, der, samtidig med at generalkonferencen samledes i oktober 1856 her i Salt Lake-dalen, vaklede de sidste frysende kilometer i Nebraska og kort efter skulle strande i Wyomings ufremkommelige snemasser. Han citerede for os præsident Brigham Youngs inspirerende generalkonferencetale til de hellige: »Tag af sted og hent de mennesker, som nu er på sletterne, hertil.«⁵

Lige så sikkert som redningen af dem i nød var emnet for generalkonferencen i oktober 1856, så er det også emnet for denne konference og den sidste konference og den, som kommer næste forår. Det er måske ikke snestorme og begravelser i den frosne jord, som vi står overfor til denne konference, men der er stadig mange derude, som har behov – de fattige og de trætte, de modløse og de modfaldne, dem, som er faldet »ind på [de] forbudte stier«, som vi nævnede tidligere, og de skarer, som »bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den.«⁶ De er allesammen derude med matte knæ og nedhængende hænder⁷ og dårligt vejr forude. De kan kun reddes af dem, der har mere og ved mere og kan hjælpe mere. Vær ikke kede af at spørge: »Hvor er de?« De er overalt, til højre og til venstre for os, i vores bydel og på arbejdspladsen, i alle lokalsamfund og amter og lande i denne verden. Tag jeres forspand og vogn, last den med jeres kærlighed, jeres vidnesbyrd og en åndelig sæk mel, kør så i en hvilken som helst retning. Herren vil lede jer til dem, som er i nød, hvis I blot vil modtage Jesu Kristi evangelium, som der er blevet undervist i til denne konference. Åbn jeres hjerte og jeres hænder for dem, som er fanget i det 21. århundredes modstykker til de steder, hvor håndkærrekompagnierne strandede. Når vi gør det, ærer vi Mesterens gentagne inderlige bøn for de fortabte får, de tabte mønter og de fortabte sjæle.⁸

Endelig, så er en generalkonference i Kirken en erklæring til hele verden om, at Jesus er Kristus, at han og hans Fader, vores allesammens Gud og Fader, viste sig for drengen og profeten Joseph Smith som opfyldelsen af det fordums løfte om, at den opstandne Jesus af Nazaret atter skulle oprette sin kirke på jorden og »komme igen på samme måde, som [de hellige i Juda] har set ham fare op til himlen.«⁹ Denne konference og alle andre konferencer som denne er en erklæring om, at han steg ned til jorden i fattigdom og ydmyghed for at opleve sorg og afvisning, skuffelse og død, for at vi kan blive frelst fra selvsamme skæbne i løbet af vores liv, for »ved hans sår blev vi helbredt.«¹⁰ Denne konference forkynder det kærlige messianske løfte for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk om, at »hans trofasthed varer til evig tid.«¹¹

Til alle jer, som tror, at I er fortabte eller uden håb, eller som tror, at I har gjort alt for meget, som var alt for forkert alt for længe, til alle dem af jer, som frygter, at I er strandet et eller andet sted på livets kolde slette og er kørt galt med jeres håndkærre på vejen, proklamerer denne konference Jahves ufravigelige budskab: »[Min] hånd er stadig strakt ud.«¹² »Jeg rækker min arm ud til dem,« siger han, »[og selvom de] forkaster … mig … vil jeg [alligevel] være barmhjertig mod dem … hvis de vil omvende sig og komme til mig, for min arm er rakt ud hele dagen lang, siger Herren, Hærskarers Gud.«¹³ Hans nåde varer evigt, og hans hånd er stadig udstrakt. Hans kærlighed er Kristi rene kærlighed, den næ-stekærlighed, der aldrig hører op, den medfølelse, der varer ved, selv når al anden styrke forsvinder.¹⁴

Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus, som rækker ud, redder os og er nådig, om at dette er hans forløsende kirke, der bygger på hans forløsende kærlighed, og at der, som Mormons Bogs profeter erklærede, »kom … profeter, som var sendt af Herren, blandt folket [for at sige dette] … [ja] der kom igen profeter i landet.«¹⁵ Jeg bærer vidnesbyrd om, at præsident Gordon B. Hinckley i enhver henseende er en sådan profet, en mand, hvis liv og røst, vi værdsætter, og en mand, som vi har bedt meget for. Han vil nu afslutte denne halvårlige indsamling. For sådan en velsignelse og så mange flere, takker jeg personligt ved generalkonferencetid. I Jesu Kristi navn. Amen.