Omsluttet af hans kærligheds arme

Mine kære søstre, hvilken storslået mulighed det er for mig at tale til jer ved denne vigtige hjælpeforeningskonference. Vi har i aften lyttet til vidunderlige taler fra søstre med stor tro og store evner. Jeg ønsker, at Hjælpeforeningens præsidentskab ved, at vi har fuldstændig tillid til dem. Vi værdsætter dem på alle måder. Vi er taknemlige for det tema, de har valgt fra Mormons Bog i 2 Nefi – »i evighed omsluttet af hans kærligheds arme« (se 2 Ne 1:15). Kvinderne i Hjælpeforeningen er bogstavelig talt i evighed omsluttet af vor Herres arme.

Efter min mening er det den bedste kvindeorganisation i verden. Den har guddommelig oprindelse. Joseph Smith talte og handlede som profet, da han organiserede Hjælpeforeningen i 1842. På det tidspunkt sagde han: »Kristi kirkes organisation var ikke fuldkommen, før kvinderne blev organiseret« (Sarah M. Kimball, »Early Relief Society Reminiscences«, 17. mar. 1882, Relief Society Record, 1880-1892, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges arkiver, s. 30).

I dag er Hjælpeforeningens medlemstal omkring de 5 millioner. Den er organiseret i mange lande, og der undervises på mange sprog. Den favner alle Kirkens kvinder på 18 år og derover. Blandt disse er der ugifte unge kvinder, kvinder, der aldrig er blevet gift, der er enker og fraskilte, kvinder med ægtemænd og familier, der er ældre kvinder, hvoraf mange har mistet deres evige ledsager.

En ven, som ikke er af vores tro, sagde engang til mig: »SDH står for Søsterkærlighed, Deltagelse og Hengivenhed«. Hvad står Hjælpeforeningen egentlig for? Hvad betyder den? Lad mig prøve at sige noget om det.

Hjælpeforeningen står for kærlighed. Hvor er det dog bemærkelsesværdigt at være vidne til gode kvinders indbyrdes kærlighed. De omgås hinanden i kærlighed og med venskab og respekt for hinanden. Denne organisation er faktisk det eneste sted for mange kvinder, hvor de har mulighed for at opbygge venskaber.

Det er kvinders naturlige instinkt at række ud i kærlighed til dem, der har et behov og er i nød. Kirkens velfærdsprogram er beskrevet som præstedømmebaseret, men det kunne ikke fungere uden Hjælpeforeningen.

Hjælpeforeningen står for uddannelse. Det er enhver kvindes forpligtelse i denne kirke at få al den uddannelse, hun kan. Det højner hendes liv og øger hendes muligheder. Det giver hende evner, der kan bruges på arbejdsmarkedet, hvis hun skulle få brug for det.

Sidste uge modtog jeg et brev fra en enlig mor, som jeg gerne vil læse for jer. Hun siger følgende:

»Det er 10 år siden, du nævnte vores familie ved oktoberkonferencen i 1996 … De trøstende og opmuntrende ord, som du kom med til mig og andre enlige søstre, har jeg brugt som en rettesnor i min hverdag. Den sætning, der er blevet mit motto og valgsprog er: ›Gør jeres allerbedste,‹ og det er netop, hvad mine sønner og jeg prøver at gøre.

Alle mine fire sønner er blevet studenter og har gennemført seminar. To af dem har været på fuldtidsmission. Vi arbejder alle for at klare os selv og på altid at være oprigtige og trofaste i evangeliet. Det er dejligt at vide, at vi selv har klaret os de sidste mange år … Der er en vis tilfredsstillelse i, at man igen kan stå på egne ben og sørge for sin families behov …

Jeg blev opfordret til at igen at gå på college … Det er virkelig en udfordring at arbejde fuldtids og gå i skole om aftenen. Det har udvidet mit livsperspektiv og hjulpet mig til at blive et bedre menneske. Min familie, medlemmer i menigheden og kolleger har støttet mig meget. Jeg tager afgangseksamen i december.

Når jeg har grundet over min patriarkalske velsignelse og fastet og bedt om det, har jeg været i stand til at sætte mig nogle realistiske mål i mit liv, der er blevet brugt som en vejviser til sammen med evangeliets principper at holde mig på sporet. Jeg deltager i møderne, beder dagligt og betaler min tiende. Jeg … tager min kaldelse som besøgslærer meget alvorligt …

Kirken er sand, og det er en ære og et privilegium at blive regnet som et værdigt og velsignet medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi bliver ledt gennem inspiration af en kærlig himmelsk Fader, som kender os og ønsker, at vi går fremad og udvikler os. Jeg takker dig for dine venlige og opmuntrende ord for 10 år siden og for de mange inspirerende ord, der stadig kommer fra Herren gennem hans tjenere. Jeg ved, at jeg er et Guds barn, og at mit liv er velsignet på grund af mit medlemskab af hans kirke.«

Hjælpeforeningen står for uafhængighed. Det bedste forråd består ikke i have velfærdskorn i siloer, men i forseglede dåser og flasker hjemme hos medlemmerne. Hvor er det skønt at se dåser med hvede og ris og bønner under sengen eller i spisekammeret hos kvinder, der har taget ansvaret for deres eget forråd. Måske smager den slags mad ikke så godt, men det er nærende, hvis det skal bruges.

Hjælpeforeningen betyder offer. Jeg bliver altid rørt over dette enkle vers af Anne Campbell, skrevet med tanke på hendes barn. Hun skriver:

Mange af jer er mødre. I er ansvarlige for opfostringen og opdragelsen af jeres børn. Når I bliver ældre og jeres hår bliver gråt, spørger I ikke til det smarte tøj, I engang havde på, de biler, I kørte i, eller de store huse, I boede i. Jeres brændende spørgsmål vil være: »Hvordan er det gået mine børn?«

Hvis det er gået dem godt, vil I være taknemlige. Hvis ikke, får I kun ringe trøst.

Jeg har et andet sted skrevet: »Må Gud velsigne jer, mødre. Når alle menneskets sejre, nederlag og bestræbelser er gjort op, når støvet fra livets kampe lægger sig, når alt det, vi har arbejdet så hårdt for i denne erobringens verden falmer for vore øjne, så vil I være der. I skal være der som den nye generations styrke, en konstant forbedrende, fremadrettet bevægelse af vores race« (One Bright Shining Hope, 2006, s. 18).

For nogle år siden ledte ældste Marion D. Hanks en paneldiskussion i Tabernaklet i Salt Lake City. I panelet var der en tiltrækkende og dygtig ung kvinde, som var fraskilt og mor til syv børn, der dengang var mellem 7 og 16 år. Hun sagde, at hun en aften gik over vejen for at aflevere noget til en nabo. Lyt til hendes ord, som jeg hu-sker dem:

»Da jeg vendte mig om for at gå hjem, kunne jeg se, at der var lys i mit hus. Jeg kunne høre genlyden af det, min børn havde sagt få minutter tidligere, da jeg var gået ud af døren. De sagde: ›Mor, hvad skal vi have til aftensmad?‹ ›Kører du mig hen på biblioteket?‹ ›Jeg er nødt til at få fat i noget A2-papir i aften.‹ Træt og udmattet så jeg hen på huset og så lys i alle værelserne. Jeg tænkte på alle de børn, som var derhjemme og ventede på, at jeg skulle komme og opfylde deres behov. Mine byrder syntes tungere end det, jeg kunne bære.

Jeg kan huske, hvordan jeg gennem tårerne så op mod himlen og sagde: ›Kære Fader, jeg kan ikke klare det i aften. Jeg er for træt. Jeg kan ikke klare det. Jeg kan ikke gå hjem og tage mig af alle de børn alene. Kan jeg ikke komme op til dig og være hos dig bare en enkelt nat? Jeg tager tilbage i morgen.‹

Jeg hørte egentlig ikke de ord, der blev svaret, men jeg hørte dem i mit sind. Svaret var: ›Nej, min ven, du kan ikke komme op til mig nu. Du ville ønske aldrig at komme tilbage. Men jeg kan komme ned til dig.‹«

Der findes så mange andre ligesom denne unge mor, der oplevede ensomhed og fortvivlelse i sit liv, men som var så heldig at have tro på Herren, som elsker og hjælper hende.

Hjælpeforeningen betyder tro. Den betyder at prioritere det vigtigste først. Den betyder fx at betale tiende.

Ældste Lynn Robbins fra De Halvfjerds fortæller denne beretning om en stavspræsident fra Panama.

Da en ung mand lige var vendt hjem fra sin mission, fandt han den pige, som han ønskede at gifte sig med. De var lykkelige, men fattige.

Så kom der en særlig svær tid, hvor de løb tør for mad og penge. Det var lørdag, og skabet var bogstavelig talt tomt. Rene var fortvivlet, fordi hans unge hustru var sulten. Han besluttede, at han ikke havde noget andet valg end at bruge deres tiendepenge til at købe mad for.

Da han forlod huset, stoppede hans hustru ham og spurgte ham, hvor han skulle hen. Han fortalte hende, at han ville købe noget mad. Hun spurgte ham, hvor han havde pengene fra. Han fortalte, at det var tiendepengene. Hun sagde: »Det er Herrens penge – dem bruger du ikke til at købe mad for.« Hendes tro var stærkere end hans. Han lagde pen-gene tilbage, og de gik sultne i seng den aften.

Næste morgen fik de ikke morgenmad, og de tog fastende i kirke. Rene gav deres tiende til biskoppen, men han var for stolt til at fortælle biskoppen, at de havde behov for hjælp.

Efter møderne forlod han og hans hustru kirkebygningen og begyndte at gå hjemad. De var ikke nået ret langt, før et nyt medlem kaldte på dem fra sit hus. Denne mand var fi-sker og fortalte dem, at han havde flere fisk, end han selv kunne nå at bruge. Han pakkede fem små fisk ind i avispapir til dem, og de takkede ham. Da de fortsatte hjemad, blev de stoppet af et andet medlem, som gav dem tortillas. Så stoppede endnu én dem og gav dem en pose ris. Nok et medlem så dem og gav dem nogle bønner.

Da de nåede hjem, havde de mad nok til to uger. De blev endnu mere overraskede, da de pakkede pakken med fisk ud og fandt to meget store fisk og ikke de fem små, som de syntes, de havde set. De skar fiskene ud i portioner og opbevarede dem i deres nabos fryser.

De har gentagne gange båret vidnesbyrd om, at de aldrig siden har været sultne.

Mine kære søstre, alle disse vidunderlige egenskaber, som Hjælpeforeningen står for, indebærer i evighed at være omsluttet af hans kærligheds arme.

Det er det, vi alle ønsker. Det er det, vi alle håber på. Det er det, vi alle beder om.

Og nu, mine kære søstre, blot et par afsluttende ord. Jeg minder jer om, at I ikke er andenklasses borgere i Guds rige. I er hans guddommelige skaberværk. Mænd bærer præstedømmet. Jeres rolle er en anden, men også yderst vigtig. Uden jer ville vor Faders plan for lykke blive tilintetgjort og være uden nogen egentlig betydning. I udgør 50 procent af Kirkens medlemsskare og er mødre til de andre 50 procent. Ingen kan uden videre affærdige jer.

Forleden modtog jeg et brev fra en kær ven. Hun hedder Helen, og hendes mand hedder Charlie. Hun skriver blandt andet:

»I dag holdt Charlie og jeg tale ved nadvermødet. I min tale fortalte jeg om det råd, du gav mig, da jeg gik til afgangseksamen på Idaho Falls High School og havde planlagt at fortsætte på Ricks College. Du sagde til mig, at jeg skulle gå på Kirkens universitet i Hawaii, hvor der ville være en større chance for at møde en ung mand af kinesisk herkomst, som jeg kunne gifte mig med.

Jeg fulgte dit råd og begyndte på universitet i Hawaii, hvor jeg mødte Charlie, som jeg blev gift med. Vi har været gift i 37 år og har fem børn. Alle vore fem børn har været på mission … Tre af vore børn er blevet gift i tem-plet i Hawaii. Vi har to ugifte børn, og vi håber, at de snart vil finde en værdig person, de kan bringe til templet. Vi har seks pragtfulde børnebørn og to mere på vej.

Jeg er blevet velsignet med en trofast mand, som ærer sit præstedømme og har været værdig til at tjene Herren som biskop, stavspræsident og missionspræsident. Det har været et privilegium for mig at støtte ham i alle disse kirkekaldelser. Jeg har virket som stavens hjælpeforeningspræsident i næsten fem år.

Når jeg i dag tæller mine mange velsignelser, kan jeg ikke lade være med at tænke på den store indflydelse, som du har haft på mit liv. Jeg ønsker blot, at du skal vide, at jeg fulgte dit råd, og derfor er mit liv blevet rigt velsignet. Jeg takker dig, fordi du har taget dig tid til at følge min færd, da jeg forlod Hong Kong for at flytte til Amerika.«

Det er, hvad Hjælpeforeningen gør for kvinder. Den giver dem mulighed for vækst og udvikling. Den giver dem rang af dronninger i deres hjem. Den giver dem status og anseelse og et sted, hvor de udvikler sig, når de udøver deres talenter. Den giver dem stolthed og vejledning med hensyn til familielivet. Den får dem til at værdsætte deres gode, evige ledsager og deres børn mere.

Hvor er Hjælpeforeningen dog en storslået organisation. Dens lige findes ikke noget sted i hele verden.

Må Herren velsigne hver eneste af jer med de vidunderlige evner, der kommer af at deltage i denne betydningsfulde organisation, Hjælpeforeningen. Om dette beder jeg ydmygt i Jesu Kristi hellige navn. Amen.