Se, ræk ud og kom til Kristus

I Minerva Teicherts pragtfulde maleri Kristus i rød kappe står menneskehedens Frelser med udstrakte arme og med nagleaftryk i sine hænder. Med ømhed og medlidenhed ser han ned på kvinden, som kæmper for at nå ham.

Jeg elsker den symbolske betydning af kvinder, der rækker ud for at nå Frelseren. Vi længes efter at være tæt på Herren, for vi ved, at han elsker os alle og i evighed ønsker at omslutte os med sin kærligheds arme.¹ Hans berøring kan helbrede åndelige, følelsesmæssige og fysiske lidelser. Han er vores Talsmand, forbillede, gode hyrde og vor Forløser. Hvem kunne vi ellers se hen til – hvem kunne vi ellers række ud efter – og hvem kunne vi ellers komme til – end til Kristus, »troens banebryder og fuldender«?²

Han erklærede: »Ja, sandelig … hvis I vil komme til mig, skal I få evigt liv. Se, min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg tage imod.«³ Hans løfte inviterer os ikke kun til at række ud efter ham, men også til at tage det allervigtigste næste skridt: At komme til ham.

Det er en meget motiverende og opmuntrende lærdom. Messias strækker sin barmhjertige arm ud mod os, altid ivrig efter at tage imod os, hvis vi vælger at komme til ham. Når vi så kommer til Frelseren med »hjertets faste forsæt,«⁴ føler vi meget personligt hans kærlige berøring.

En »kvinde«⁵ traf det valg og følte hans berøring. »Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og selvom hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, kunne hun ikke helbredes af nogen.

Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks ophørte hendes blødninger.

Jesus sagde: ›Hvem var det, som rørte ved mig?‹ Da ingen ville være ved det, sagde Peter: ›Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.‹

Men Jesus sagde: ›Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.

Da kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun skælvende frem, og hun faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt.

Han sagde til hende: ›Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!‹«⁶

Jeg har spurgt mig selv, hvad der måske ville være sket, hvis kvinden med blødninger ikke havde troet nok på Frelseren til at gøre sig den anstrengelse, som var nødvendig for at røre sømmen på hans kappe. I den skare kan jeg forestille mig, at det krævede en stor indsats at komme så tæt på ham. Alligevel blev hun stædigt ved »uden at tvivle«.⁷

På samme måde skal vi vise, at troen på Herren er trængt dybt nok ind i vores hjerte til at få os til at handle.

En ven fortalte mig om et tidspunkt, hvor hun var utrøstelig. Hun følte så stor sorg over en tragedie, som havde ramt familien, at hun en dag ikke engang kunne forlade sit hjem. Uanmeldt kom en søster fra Hjælpeforeningen til hendes dør og sagde: »Jeg følte, at du havde brug for mig.« Søsteren snagede ikke eller bad om detaljer, men omfavnede min ven og sagde: »Skal vi bede en bøn sammen?« Efter bønnen gik søsteren igen. Dette venlige og omsorgsfulde besøg bidrog i høj grad til at hele min vens knuste hjerte.

Denne kærlige hjælpeforenings-søster lyttede ikke blot til Ånden, hun handlede i overensstemmelse med denne tilskyndelse. Hun viste virkelig, at dyden fundet i Frelsens lærdomme havde rørt hende så dybt, at hun dagligt arbejdede på at blive kristuslignende. Hendes handlinger afspejlede hendes personlige forståelse af, at »kærligheden ophører aldrig«.⁸

Der er millioner af jer trofaste hjælpeforeningssøstre, der, ligesom denne medfølende søster, afspejler Kristi »evigtvarende«⁹ kærlighed, som er næstekærlighed. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Disse bemærkelsesværdige og vidunderlige og uselviske kvinders gerninger er utallige, når det drejer sig om at hjælpe dem, der har brug for det, at forbinde de sårede, at opmuntre og trøste de lidende … samt at opløfte dem, som er faldet og give dem styrke og opmuntring og vilje til at fortsætte.«¹⁰

Denne vilje til at fortsætte hen mod Frelseren kan somme tider kræve umiddelbar omvendelse. Det vil sige at erkende, at vi har begået fejl eller ikke har gjort, hvad vi kunne for at opmuntre eller hjælpe andre. Disse personlige kursændringer i tanker, handlinger eller ord er afgørende for alle, som ønsker at komme til Kristus. De repræsenterer individuelle valg om, hvordan vi vil røre hinanden bogstaveligt og symbolsk.

Vi kommer tættere på Frelseren, når vi omslutter andre med kærlige arme. Eller også gør vi det ikke. Vi lindrer følelsesmæssige eller fysiske sår. Eller også gør vi det ikke. Vi ser på hinanden med kærlighed snarere end med et kritisk blik. Eller også gør vi det ikke. Vi beder om tilgivelse for den skade, vi har forårsaget, selv hvis den var utilsigtet. Eller også gør vi det ikke. Vi gør det hårde åndelige arbejde ved at tilgive dem, som har fornærmet os. Eller også gør vi det ikke. Vi retter hurtigt vore fejl eller forsømmelser i personlige forhold, når vi indser dem. Eller også gør vi det ikke.

Ligesom jer ved jeg, hvad det betyder at foretage afgørende kursændringer. Jeg husker en gang, hvor jeg utilsigtet fornærmede en sø-ster fra min menighed. Jeg havde brug for forsoning på dette punkt, men jeg må tilstå, at min stolthed holdt mig fra at gå hen til hende og bede om hendes tilgivelse. Familie, andre forpligtelser og så videre – jeg fandt på mange undskyldninger for at udskyde min omvendelse. Jeg var sikker på, at tingene til sidst ville løse sig selv. Men det gjorde de ikke.

I stilheden af ikke bare én, men flere nætter, vågnede jeg med en klar opfattelse af, at jeg ikke fulgte den kurs, som Herren ønskede af mig. Jeg handlede ikke i overensstemmelse med min tro på, at hans barmhjertige arme virkelig var strakt ud mod mig, hvis jeg ville handle ret. Jeg bad om styrke og mod, ydmygede mig og gik hen til søsterens hus og bad om hendes tilgivelse. For os begge blev det en god, helbredende oplevelse.

Somme tider er en personlig kursændring noget så enkelt som at lade være med at bevæge sig hurtigt hen mod udgangen efter et kirkemøde – for i stedet at gå hen og hilse på den ensomme søster i forhallen, som vi ved vil tale længe. Ofte er det noget så langsigtet som regelmæssigt at hæve sig over vrede imod familiemedlemmer, som behandler os ubetænksomt – alt imens vi forsøger at opbygge positive forhold. Regelmæssigt bringer disse individuelle kursændringer, som er en afgørende form for omvendelse, »frugten fred og retfærdighed …«¹¹

I vores søgen efter retfærdighedens frugt er det ikke noget under, at vi, ligesom kvinderne i Minerva Teicherts storartet kunstværk, rækker ud mod Frelseren med længsel og tilbedelse, for vi ved, at han strækker »barmhjertighedens arm ud mod dem, der sætter deres lid til ham.«¹² Fordi dette herlige løfte er sandt, hvem kunne vi da ellers se hen til – hvem kunne vi ellers række ud efter – og hvem kunne vi ellers komme til – end til Kristus, verdens lys, Guds Lam, vor Messias?

Jeg ved, at »Retfærdighedens Søn rejse[r] sig med helbredelse i sine vinger«¹³ – ikke kun for kvinden med blødningerne, men også for hver eneste af os. Han vil vejlede og velsigne og indsamle os – hvis vi vælger at komme til ham. Må vi gøre det hver dag i vores liv.

I Jesu Kristi navn. Amen.