Bliv et redskab i Guds hænder

Min morfar, Alma Benjamin Larsen, var kun 34 år gammel, da han en morgen vågnede op og bemærkede, at han havde problemer med at se. Kort efter mistede han sit syn fuldstændigt. Bedstefar havde været på mission og var et trofast medlem af Kirken. Han var gårdmand med hustru og tre børn, og han kunne ikke forestille sig et liv uden at kunne se. Bedstefars hustru og små børn måtte nu bære de ekstra byrder med at hjælpe til på gården, og pengene blev få.

I denne tid med fysisk mørke blev mange mennesker et redskab i Guds hænder til at hjælpe min blinde bedstefar. En oplevelse, der havde stor indflydelse på hans familie, fandt sted i 1919. Det var et år med økonomisk meget svære tider for alle mennesker i den by, hvor bedstefar boede. Gårde blev overtaget af banker, og forretninger gik neden om og hjem. Der var et stort lån i gården, og bedstefar modtog en meddelelse, hvori der stod, at han skulle betale 1170 kr., hvis lånet skulle fortsætte et år til. For ham var betalingen af den regning ligesom at bede om et skålpund kød. Næsten alle stod i samme situation, og det syntes umuligt at få fat i så mange penge. Hvis han havde samlet alt det sammen, som hans gård kunne byde på – heste, køer og maskiner – kunne han ikke have solgt det for 1170 kr. Bedstefar bad en nabo om at slagte to eller tre af sine køer, og han solgte dem og nogle andre varer. Han havde lånt mange penge ud til sine naboer med aftale om, at de skulle betale ved slutningen af året, men ingen af hans skyldnere var i stand til at betale ham. Familiens økonomiske situation var trøstesløs.

Bedstefar skrev i sin dagbog: »Jeg glemmer aldrig den kolde aften lige før jul i 1919. Det så ud til, at vi ville miste vores gård. Min datter, Gladys, lagde et stykke papir i hånden på mig og sagde: ›Det kom med posten i dag.‹ Jeg gav det til hendes mor og spurgte, hvad det var. Min hustru læste dette for mig: ›Kære bror Larsen, du har været i mine tanker hele dagen i dag. Jeg spekulerer på, om du har økonomiske problemer. Hvis du har, har jeg 1200 kr., du kan få.‹ Brevet var underskrevet ›Jim Drinkwater‹. Jim var en lille, forkrøblet mand og den sidste på jorden, som nogen kunne forestille sig havde så mange rede penge. Jeg tog hen til ham den aften, og han sagde: ›Bror Larsen, jeg modtog en trådløs besked fra himlen her til morgen, og jeg kunne ikke få dig ud af hovedet hele dagen. Jeg var sikker på, at du havde økonomiske problemer.‹ Bror Drinkwater gav mig 1200 kroner, og vi sendte de 1170 kroner til banken, og for de sidste 30 kroner købte vi støvler og tøj til børnene. Julemanden kom virkelig det år.«

Min bedstefar fortsatte derefter med at bære sit vidnesbyrd: »Herren har aldrig svigtet mig. Han har rørt andres hjerter, ligesom han rørte bror Drinkwaters hjerte. Jeg bærer vidnesbyrd om, at den eneste tryghed og sikkerhed, som jeg nogensinde har fundet, er kommet ved at prøve at holde Herrens befalinger og opretholde og støtte denne kirkes autoriteter.«

Jeg har tænkt på Jim Drinkwater mange gange og spekuleret på, hvordan han blev én, som Herren kunne stole på. Jim var en lille, forkrøblet mand, som Gud stolede på ville hjælpe en blind gårdejer med et stort forfaldent afdrag og tre børn. Jeg har lært en hel del af min bedstefars oplevelse med Jim Drinkwater. Jeg har lært, at en person ikke behøver have en kirkekaldelse, en opfordring til at hjælpe nogen eller endog et godt helbred for at blive et redskab i Guds hænder. Hvordan bliver I og jeg så et redskab i Guds hænder? Profeterne og skrifterne lærer os hvordan.

For det første må vi have kærlighed til Guds børn. Da den lovkyndige spurgte Frelseren: »Mester, hvad er det største bud …?«, svarede Frelseren:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« (Matt 22:36-39).

Joseph F. Smith sagde: »Næstekærlighed eller kærlighed er det største princip, der findes. Hvis vi kan række de undertrykte en hjælpende hånd, hvis vi kan hjælpe dem, der er modfaldne og sørger, hvis vi kan opløfte og forbedre menneskehedens tilstand, så er det vores mission at gøre det og en grundlæggende del af vores religion at gøre det« (i Conference Report, apr. 1917, s. 4). Når vi har kærlighed til Guds børn, får vi muligheder for at hjælpe dem på deres rejse tilbage til Herrens nærhed.

Mosijas sønners missionæroplevelser hjælper os også til at forstå, hvordan vi bliver et redskab i Guds hænder. »Og det skete, at de rejste i ødemarken i mange dage« (Alma 17:9). Vi må være villige til at rejse. Mosijas sønner var villige til at træde ud af deres miljø og gøre det, som var ubekvemt. Havde Ammon ikke været villig til at rejse ind i et fremmed land, der var beboet af et vildt, forhærdet og grusomt folk, ville han aldrig have fundet og hjulpet Lamoni og hans far, og mange lamanitter ville måske aldrig have lært om Jesus Kristus. Gud har bedt os om at rejse, tage på mission, acceptere kaldelser, invitere nogen til kirke eller hjælpe én, der har brug for det.

I Mosijas sønners stræben efter at hjælpe deres lamanitiske brødre, lærte de også vigtigheden af at faste og bede: »… de fastede meget og bad meget, at Herren ville skænke dem en del af sin Ånd til at ledsage dem og forblive hos dem, så de kunne blive et redskab i Guds hænder til, hvis det var muligt, at bringe deres brødre, lamanitterne, til kundskab om sandheden« (Alma 17:9). Ønsker vi virkelig at være et redskab i Guds hænder? Hvis vi gør, vil vores ønske gennemtrænge vore bønner og være fokus for vores faste.

Efter min bedstefar mistede synet, fastede og bad han om, at hvis han skulle forblive i mørke, at Herren da måtte give ham fred. Han fortæller, at næsten øjeblikkeligt »blev mit sind oplyst, og mørkets sky fjernede sig fra mig«. Han kunne se igen, ikke med fysiske, men med åndelige øjne. Senere blev Alma Benjamin Larsen kaldet som patriark, en kaldelse han havde i 32 år. Ligesom Mosijas sønner fastede og bad min bedstefar, og som følge heraf fik han mulighed for at velsigne tusinder af Guds børn.

Vi har, ligesom Jim Drinkwater og min bedstefar, også brug for at være modtagelige for Helligåndens tilskyndelser, for når vi ønsker at være et redskab i Guds hænder, kan vi modtage åbenbaring. Profeten Alma den Yngre fortæller os om åbenbaringer, som han modtog: »Jeg kender det, som Herren har befalet mig, og jeg fryder mig ved det … ja, og det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde« (Alma 29:9). Alma havde modtaget åbenbaring om, hvad han skulle gøre.

Jeg har en lille bog, som jeg har med mig, hvori jeg nedskriver den inspiration og de tanker, som jeg får fra Ånden. Den ser ikke ud af noget, og den bliver slidt og skal udskiftes fra tid til anden. Når der kommer tanker til mit sind, skriver jeg dem ned og prøver så at udføre dem. Jeg har erfaret, at mange gange, når jeg har gjort noget, der står på listen, var handlingen et svar på en anden persons bøn. Der har også været tidspunkter, hvor jeg ikke har gjort det, der stod på listen, og jeg erfarede senere, at der var én, jeg kunne have hjulpet, men jeg gjorde det ikke. Når vi får tilskyndelser med hensyn til Guds børn, og hvis vi skriver de tanker og den inspiration ned, vi får og så adlyder dem, øges Guds tillid til os, og vi får flere muligheder for at være et redskab i Guds hænder.

Sagt med præsident Fausts ord: »I kan være stærke redskaber i Guds hånd til at fremme dette store værk … I kan gøre noget for en anden person, som ingen anden, der er født på denne jord, kan gøre …« (»Redskaber i Guds hånd«, Liahona nov. 2005, s. 115). Gud skatter dem, der hjælper hans børn, meget højt. Jeg indbyder os alle til at følge profeternes råd og blive et redskab i Guds hænder og være blandt hans højt skattede personer, fordi vi har hjulpet hans børn.

I Jesu Kristi navn. Amen.