En sand discipel

En stor folkeskare fulgte Frelseren, da han tjente ved Galilæasøens bred. For at flere kunne høre ham, steg han op i Peters fiskerbåd og bad om at blive bragt lidt ud fra bredden. Da han var færdig med at tale, bad han Peter, som havde fisket hele natten uden held, om at tage ud på søen og sætte garnene ud på dybt vand. Peter adlød, og han fangede så mange fisk, at garnene gik i stykker. Peter råbte på sine kammerater, Jakob og Johannes, om hjælp. Alle var forbløffede over mængden af fisk, der var blevet fanget. Jesus sagde til Peter: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Lukas fortæller os så: »Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.«¹ De blev Herrens disciple.

Ordet for discipel og ordet for disciplin kommer begge fra den samme latinske rod – discipulus, som betyder elev. Det fremhæver praksis eller øvelse. Selvdisciplin og selvbeherskelse er konstante og blivende egenskaber ved dem, der følger Jesus, som eksemplificeret i Peter, Jakob og Johannes, der virkeligt »forlod alt og fulgte ham.«

Hvad er en sand discipel? Det er først og fremmest at være lydig mod Frelseren. At være en sand discipel omfatter mange ting. Det er kyskhed. Det er tiende. Det er familieaften. Det er at holde alle budene. Det er at opgive alle de ting, som ikke er gode for os. Alt her i livet har en pris. Når man tager Frelserens store løfte om fred i dette liv og evigt liv i livet herefter i betragtning, så er dét at være en sand discipel prisen værd. Det er en pris, som vi ikke har råd til ikke at betale. Sammenligner man, er kravene til en sand discipel meget, meget mindre end de lovede velsignelser.

Kristi disciple modtager et kald, ikke kun om at opgive deres stræben efter verdslige ting, men om at bære korset dagligt. At bære korset betyder at følge hans bud og at opbygge hans kirke på jorden. Det betyder også selvbeherskelse.² Som Jesus af Nazaret lærte os: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.«³ »Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.«⁴

Ordene fra en elsket primarysang genlyder hos alle, som følger Mesteren:

Lad os tænke på nogle af de ting, som Jesus gjorde, og som vi alle kan gøre efter.

1. Jesus »færdedes overalt og gjorde vel.«⁶ Vi kan alle gøre noget godt hver dag – for et familiemedlem, en ven eller endda for en fremmed – hvis vi kigger efter mulighederne.

2. Jesus var den gode hyrde, som vågede over sine får og havde bekymringer for dem, som var fortabte.⁷ Vi kan opsøge de ensomme eller dem, som er mindre aktive og være venner med dem.

3. Jesus havde medfølelse for mange, også en fattig spedalsk.⁸ Vi kan også have medfølelse. I Mormons Bog bliver vi mindet om, at vi skal »sørge med dem, der sørger.«⁹

4. Jesus bar vidnesbyrd om sin guddommelige mission og om sin Faders store værk. Hvad os angår, kan vi alle »stå som Guds vidner til alle tider.«¹⁰

5. Jesus inviterede »de små børn [til at] komme til [ham].«¹¹ Vore børn har lige så meget brug for vores opmærksomhed og kærlighed, som vores omsorg.

Frelserens sande ledsagere skal være parate til at nedlægge deres liv, og nogle har været så privilegerede at kunne gøre det. Lære og Pagter råder os:

»Lad intet menneske være bange for at nedlægge sit liv for min skyld: for den, som nedlægger sit liv for min skyld, skal finde det igen.

Og den, som ikke er villig til at nedlægge sit liv for min skyld, er ikke min discipel.«¹²

Vi læser i Apostlenes Gerninger om disciplen Stefanus, som er »fuld af nåde og kraft, [og] gjorde store undere og tegn blandt folket.«¹³ Stefanus mødte fjendtlige tilhørere i Jerusalem, som falsk anklagede ham for blasfemi, selvom han havde forvandlet sig foran dem. Stefanus bar vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed, og da han bad dem omvende sig, var der flere i folkeskaren, som angreb ham. »Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side.«¹⁴ Og selv da de stenede ham til døden, var hans sidste ord: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!«¹⁵

I Kirkens tidlige dage i Mexico blev to trofaste ledere, som var Kristi disciple, martyrer på grund af deres tro. De to, hvis liv blev taget, var Rafael Monroy og Vicente Morales.

Under Den Mexicanske Revolution var Rafael Monroy præsident for den lille gren i San Marcos i Mexico, og Vicente Morales var hans førsterådgiver. Den 17. juli 1915 blev de pågrebet af Zapatistas. De fik at vide, at deres liv ville blive skånet, hvis de ville aflevere deres våben og fornægte deres mærkelige religion. Bror Monroy fortalte dem, der tog ham til fange, at han ikke havde nogen våben og tog kun sin Bibel og sin Mormons Bog op af lommen. Han sagde: »Señores, her er de eneste våben, som jeg nogen sinde bærer; de er sandhedens våben mod fejltagelse.«

Da der ikke blev fundet nogen våben, blev brødrene grusomt tortureret for at få dem til at røbe, hvor der var våben gemt. Men der var ikke nogen våben. Bevogtet blev de så ført til udkanten af den lille by, hvor de, der havde fanget dem, stillede dem op ved et stort asketræ foran en henrettelsespeloton. Den kommandohavende officer tilbød dem frihed, hvis de ville fornægte deres religion og slutte sig til Zapatistas, men bror Monroy svarede: »Min religion er kærere for mig end mit liv, og jeg kan ikke fornægte den.«

De fik så at vide, at de skulle skydes og blev spurgt, om de havde et sidste ønske. Bror Rafael bad om, at han måtte få lov til at bede, inden han skulle henrettes. Der, i sine bødlers tilstedeværelse, knælede han ned og med en stemme, som alle kunne høre, bad han Gud velsigne og beskytte sine kære og sørge for den lille, kæmpende gren, som ville blive efterladt uden leder. Da han afsluttede bønnen, brugte han Frelserens ord, da han hang på korset og bad for sine bødler: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«¹⁶ Så skød henrettelsespelotonen både bror Monroy og bror Morales.¹⁷

For nogle år siden tog jeg til Mexico for at omdanne et stavspræsidentskab. Da jeg foretog interviewene, var jeg så privilegeret at møde en af Rafael Monroys efterkommere. Jeg var imponeret over dybden af denne mands vidnesbyrd og hans forpligtelse mod evangeliet. Da jeg spurgte ham, hvad der var sket med resten af bror Monroys efterkommere, sagde han, at mange af dem havde været på mission og fortsat var trofaste i Kirken.

I Kirkens tidlige dage nedlagde andre disciple end Joseph Smith og Hyrum Smith deres liv for Jesu Kristi evangelium. Edward Partridges trofasthed, Kirkens første biskop, ses i Lære og Pagter.¹⁸ Den 20. juli 1833 sad Edward hjemme hos sin svagelige hustru, som lige havde født. Tre pøbelmedlemmer brød ind og trak ham ud til gadens kaos og derefter hen på torvet, hvortil de allerede havde bragt Charles Allen. En pøbelhob på 300 krævede gennem deres talsmand, at Edward og Charles enten gav afkald på deres tro på Mormons Bog eller forlod amtet. Edward Partridge svarede: »Hvis jeg må lide for min religion, er det ikke mere, end hvad andre før mig har gjort. Jeg er ikke bevidst om at have såret nogen i dette amt og vil derfor ikke samtykke i at forlade det. Jeg har ikke gjort noget for at støde nogen. Hvis I mishandler mig, sårer I en uskyldig mand.« Pøbelhoben oversmurte så Edward og Charles fra isse til tå med meget varm tjære, der indeholdt perleaske, en kødædende syre, og så smed de fjer på, der sad fast på den brændende tjære.¹⁹

Profeten Joseph Smith karakteriserede Edwards død nogle år senere i en alder af 46 år med disse ord: »Han mistede livet som en konsekvens af forfølgelserne i Missouri, og han er en af de mange, hvis blod vil blive krævet af deres hænder.«²⁰ Edward Partridge efterlod en arv, der lever videre i en stor og retskaffen gruppe efterkommere.

Alligevel er det, der kræves af de fleste af os, ikke at dø for Kirken, men at leve for den. For mange kan det være endnu sværere at leve et kristent liv hver dag end at nedlægge sit liv. Under krigstiden lærte jeg, at mange mænd var i stand til at udføre store, uselviske, heroiske og ædle handlinger uden at tage hensyn til andres liv. Men da krigen var forbi, og de kom hjem, kunne de ikke klare livets daglige byrder og blev gjort til slaver af tobak, alkohol, narkotika eller udsvævelser, som i sidste ende bevirkede, at de forspildte deres liv.

Nogle siger måske: »Jeg er en ukompliceret person. Jeg har ingen anseelse eller position. Jeg er ny i Kirken. Mine talenter og evner er begrænsede. Mit bidrag er lille.« Eller de siger måske: »Jeg er for gammel til at forandre mig. Jeg har allerede levet mit liv. Hvorfor skulle jeg prøve?« Det er aldrig for sent at forandre sig. At være en sand discipel kommer ikke af fremstående stilling, rigdom eller stor lærdom. Jesu disciple kom fra alle sociale lag. Dog kræves det af en sand discipel, at man fornægter ugudelige overtrædelser og nyder, hvad præsident Spencer W. Kimball har kaldt »tilgivelsens mirakel.«²¹ Dette kan kun komme gennem omvendelse, hvilket betyder, at vi fornægter synd og beslutter hver dag at følge sandheden og retfærdigheden. Som Jesus Kristus har sagt: »Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«²²

Mange mener, at prisen for at være en sand discipel er for dyr og for byrdefuld. For nogle omfatter det at skulle give afkald på for meget. Men korset er ikke så tungt, som det lader til at være. Gennem lydighed opnår vi langt større styrke til at bære det.

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet: så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let.«²³

Vores sande som disciple kommer, når vi med sikkerhed kan sige, at hans veje er blevet vore veje.

Velsignelserne ved at være en sand discipel er allerede til rådighed for alle, som er villige til at betale prisen. At være en sand discipel giver vores liv formål, så snarere end at vandre formålsløst rundt, vil vi gå urokkeligt på den lige og snævre sti, der leder os tilbage til vor Himmelske Fader. At være en sand discipel giver os trøst i sorgfulde tider, fred med samvittigheden og glæde i tjeneste, alt sammen noget, som hjælper os med at blive mere som Jesus.

Som Frelserens sande disciple kommer vi i vores hjerte og sind til at kende og tro på de frelsende principper og ordinancer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Som sande disciple kommer vi til at værdsætte profeten Joseph Smiths dybsindige mission i at gengive de frelsende principper i vores tid. Vi frydes over, at præstedømmets nøgler og myndighed er blevet overdraget Kirkens præsidenter fra profeten Joseph Smith til vor nuværende profet, præsident Gordon B. Hinckley.

Vi er taknemlige for, at vi ved at være Frelserens sande disciple kan komme til at nyde hans løfte om »fred i denne verden«²⁴ med tilfredshed og lyksalighed. Som sande disciple er vi i stand til at modtage den åndelige styrke, som vi har brug for til at klare livets udfordringer.

En af livets og evighedens største velsignelser er at blive regnet som én af Herren Jesu Kristi hengivne disciple. Jeg har et stærkt vidnesbyrd om denne sandhed, som jeg vidner om i Jesu Kristi navn. Amen.