Tro til at flytte bjerge

Mine brødre og søstre, lad mig først tage et personligt emne op.

Kirkens præsident tilhører hele Kirken. Hans liv er ikke hans eget. Hans mission er at tjene.

Som I alle ved, er jeg noget oppe i årene. Jeg blev 96 i juni. Jeg har erfaret fra flere kilder, at der er en hel del bekymring angående mit helbred. Jeg vil gerne sætte tingene på plads. Hvis jeg holder nogle måneder mere, har jeg tjent i en højere alder end nogen tidligere præsident. Jeg siger ikke dette for at prale, snarere med taknemlighed. I januar gennemgik jeg en større operation. Det var en elendig oplevelse, især for en, der aldrig før har været indlagt på et hospital. Efterfølgende var spørgsmålet, om jeg skulle gennemgå yderligere behandling. Det valgte jeg at gøre. Mine læger kalder resultatet mirakuløst. Jeg ved, at de gunstige resultater skyldes jeres mange bønner for mig. Jeg er jer dybt taknemlig.

Herren har ladet mig leve. Jeg ved ikke hvor længe, men uanset hvor lang tid jeg har igen, vil jeg fortsætte med at yde mit bedste i de opgaver, jeg har. Det er ikke let at præsidere over denne store og omfattende kirke. Intet undgår Det Første Præsidentskabs opmærksomhed. Ingen større beslutning træffes, og ingen midler anvendes uden deres godkendelse. Ansvaret og presset er stort.

Men vi fortsætter, så længe Herren ønsker det. Vi er, som jeg sagde i april, i hans hænder. Jeg har det fint, mit helbred er rimeligt godt. Når tiden er inde til en efterfølger, bliver overgangen let og i overensstemmelse med hans vilje, hvis kirke det er. Og således går vi fremad i tro – og tro er det emne, jeg gerne vil drøfte her til formiddag.

Lige fra begyndelsen er denne kirke gået fremad i tro. Tro var profeten Josephs styrke.

Jeg er taknemlig for den tro, der ledte ham ind i lunden for at bede. Jeg er taknemlig for troen til at oversætte og udgive Mormons Bog. Jeg er taknemlig for, at han kom til Herren i bøn, og fik svar i form af overdragelsen af Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme. Jeg er taknemlig for, at han i tro organiserede denne kirke og udstak kursen for den. Jeg takker ham, fordi han gav sit liv som et vidnesbyrd om sandheden af dette værk.

Tro er også den kraft, der tilskyndede Brigham Young. Jeg tænker ofte på den enorme tro, han udviste, da han førte an for et meget stort antal hellige, som bosatte sig i Salt Lake-dalen. Han vidste meget lidt om området. Han havde aldrig set det, bortset fra i et syn. Jeg formoder, at han havde studeret de sparsomme oplysninger, der fandtes, men han vidste næsten intet om jordforhold, vandet eller klimaet. Og alligevel, da han så det, sagde han uden tøven: »Det er det rette sted. Kør videre« (B.H. Roberts, A Comprehensive History of the Church, 3:224).

Og sådan har det været for alle Kirkens præsidenter. Når de har stået over for voldsom modstand, er de gået fremad i tro. Det kunne være græshopper, der ødelagde deres afgrøder. Det kunne være tørke eller frostgrader om foråret. Det kunne være forfølgelse fra landets regering. I den senere tid har det været et presserende behov for at yde nødhjælp til ofre for tsunamien eller jordskælv eller flodbølger flere forskellige steder. Det er alt sammen det samme. Hylder med nødhjælp er blevet tømt. Millioner af kontantbeløb er blevet givet til dem, der er i nød, uanset om de er medlemmer af Kirken eller ej – det er alt sammen gjort i tro.

I år er der et vigtigt jubilæum i Kirkens historie, som I alle ved. Det er 150-året for ankomsten af Willies og Martins håndkærrekompagnier og Hunts og Hodgetts vognkompagnier, som ledsagede dem.

Meget er blevet skrevet angående dette, og jeg behøver ikke gå i detaljer med det. I kender alle historien. Det er tilstrækkeligt at sige, at de, som drog af sted på den lange rejse fra de britiske øer til Salt Lake-dalen, påbegyndte deres rejse i tro. De havde kun ubetydelig eller slet ingen viden om, hvad de indledte sig på. Men de gik fremad. De indledte deres rejse med store forventninger. Deres forventninger dalede hen ad vejen i takt med, at de bevægede sig vestpå. Da de påbegyndte den trættende rejse langs Platte-floden og derpå gennem Sweetwater-dalen, tog døden mange af dem i sit frygtindgydende greb. Deres mad blev rationeret, deres okser døde, deres håndkærrer brød sammen, og de havde utilstrækkeligt med sovetæpper og tøj. Storme rasede. De søgte ly, men de fandt intet. Uvejret hærgede omkring dem. De døde bogstaveligt talt af sult. Mange døde og blev begravet i den frosne jord.

Heldigvis mødte de Franklin D. Richards, som var på vej fra England. Han havde en lettere vogn med heste og kunne rejse meget hurtigere. Han fortsatte til denne dal. Det var på præcis denne tid af året. Generalkonferencen var i gang. Da Brigham Young modtog nyhederne, stillede han sig øjeblikkeligt op foran forsamlingen og sagde:

»Jeg vil nu give dette folk emnet og temaet for de ældster, som skal tale i dag og i løbet af konferencen, og det er, at på denne den femte dag i oktober 1856 er der mange af vore brødre og søstre, som befinder sig på sletterne med håndkærrer. Der er sandsynligvis mange, der er 1.100 km herfra, og de skal bringes hertil. Vi skal sende dem hjælp. Emnet er derfor: ›Bring dem hertil!‹ Jeg ønsker, at de brødre, der skal tale i dag, forstår, at deres emne er de mennesker, der er på sletterne, og at det, det drejer sig om for dette samfund, er at hente dem og bringe dem hertil, før vinteren kommer …

Jeg vil kalde på biskopperne i dag – jeg kan ikke vente til i morgen, eller til dagen efter – til at samle 60 gode spand muldyr og 12 eller 15 vogne. Jeg vil ikke sende okser, det skal være gode heste og muldyr. De findes i dette i territorium, og vi skal have fat i dem, og også 12 tons mel og 40 gode kuske … 60 eller 65 gode spand muldyr, eller heste, med seletøj …

Jeg kan fortælle jer,« sagde han, »at jeres tro, religion og trosbekendelse aldrig kan frelse blot én af jeres sjæle i Guds celestiale rige, medmindre I fører sådanne principper ud i livet, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og bring de mennesker, som nu er på sletten, hertil, og tag jer nøje af det, vi kalder timeligt, eller timelige pligter, for ellers er jeres tro forgæves. Den forkyndelse, I har hørt, vil være forgæves for jer, og I skal synke ned i helvede, medmindre I tager jer af det, vi fortæller jer« (Deseret News, 15. okt. 1856, s. 252).

Med det samme blev heste og muldyr og stærke vogne tilbudt. Mel i overflod blev bragt frem. Varmt tøj og tæpper blev hurtigt samlet sammen. Inden for en dag eller to bevægede de læssede vogne sig østpå gennem sneen.

Da redningsmændene nåede de plagede hellige, var de som engle fra himlen. Folk græd af taknemlighed. De, som trak håndkærrer, fik i stedet vogne, så de kunne rejse meget hurtigere til Salt Lake City.

Omkring to hundrede døde, men tusind blev reddet.

Blandt dem, som oplevede disse frygtelige forhold på sletten, var min hustrus oldemor. Hun kom hertil med Hunts vognkompagni.

Nu er min hustru begravet på kirkegården i Salt Lake City i nærheden af sin oldemors grav. Mary Penfold Goble døde i sin datters arme, da hun ankom til dalen den 11. december 1856. Hun blev begravet dagen efter. Hun havde mistet tre af sine børn på den lange rejse. En af hendes døtre, som overlevede, havde alvorlige forfrysninger i fødderne.

Sikken historie. Den er fuld af lidelse og sult og kulde og død. Den er fuld af beretninger om iskolde floder, som man var nødt til at vade igennem, om skrækkelige snestorme, og om den lange, langsomme opstigning ad Rocky Ridge. Efter dette jubilæumsår bliver den måske nærmest glemt. Men forhåbentlig vil den blive fortalt utallige gange for at minde de kommende generationer om de lidelser og om den tro, som vore forgængere gennemgik. Deres tro er vores arv. Deres tro er en påmindelse for os om den pris, de betalte for den tryghed, vi nyder godt af i dag.

Men tro udvises ikke kun gennem store heltegerninger som håndkærrepionerernes vandring. Det udvises også i de små, men betydelige hændelser. Lad mig fortælle jer om en sådan hændelse.

Da templet i Manti i Utah for 120 år siden var under opførelse, arbejdede George Paxman som snedker. Han og hans unge hustru, Martha, havde et barn og ventede det næste.

Mens han var ved at sætte en af templets tunge, østvendte døre op, fik George indeklemt brok. Han havde frygtelige smerter. Martha lagde ham i en vogn og kørte ham til byen Nephi, hvor hun satte ham på toget og tog ham med til Provo. Der døde han. Hun afviste at blive gift igen og forblev enke i 62 år, hvor hun forsørgede sig selv ved at sy.

Tillad mig at afvige fra denne beretning for at fortælle, at da jeg blev forlovet med min hustru, gav jeg hende en ring. Da vi blev gift, gav jeg hende en vielsesring. Hun gik med dem i mange år. Men en dag lagde jeg mærke til, at hun havde taget dem af og i stedet havde denne lille vielsesring af guld på. Den havde tilhørt hendes bedstemor. Hun havde fået ringen af sin mand, George. Ringen var det eneste, han efterlod i dette liv. En forårsdag gjorde Martha huset rent. Hun bar alle møblerne ud for at kunne gøre huset grundigt rent. Da hun havde rystet halmen i madrassen, så hun ned, og ringen var væk. Hun ledte meget omhyggeligt overalt. Den var det eneste fysiske minde om hendes elskede mand. Hun rodede gennem halmen med fingrene, men kunne ikke finde ringen. Hun begyndte at græde. Hun knælede ned og bad Herren om at hjælpe sig med at finde ringen. Da hun åbnede øjnene, så hun ned, og dér var den.

Nu holder jeg den i min hånd. Den er for lille til, at I alle kan se den. Den er af 18 karat guld, gammel, ridset og bøjet. Men den står for tro, en enkes tro, da hun i sin nød bønfaldt Herren. En tro som denne er kilden til aktivitet. Den er roden til håb og tillid. Det er denne enkle tro, som vi alle har så meget brug for.

I det fortsatte arbejde for denne store sag, er større tro det, vi har mest brug for. Uden den ville værket gå i stå. Med tro kan ingen standse værkets fremgang.

Frelseren har sagt: »Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer« (Matt 17:20).

Til sin søn Helaman sagde Alma: »Prædik omvendelse og tro på Herren Jesus Kristus for dem; lær dem at ydmyge sig og at være sagtmodige og ydmyge af hjertet; lær dem at modstå alle Djævelens fri-stelser med deres tro på Herren Jesus Kristus« (Alma 37:33).

Må Herren velsigne os med tro på denne store sag, som vi er en del af. Må tro være som et lys, der om natten leder os ved dets skær. Må det gå foran os som en skysøjle om dagen.

Om dette beder jeg ydmygt i hans navn, som er vor tros styrke, nemlig Herren Jesus Kristus. Amen.