De hellige skrifter: Guds kraft til vores frelse

De hellige skrifter er Guds ord givet til os for vores frelses skyld. Skrifterne er afgørende for at få et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium. De skrifter, som Gud har givet til os i disse sidste dage, er Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Disse hellige optegnelser bærer vidnesbyrd om Frelseren og fører os til ham. Det er derfor, at profeter som Enosh i tro anråbte Herren om at bevare skrifterne.

Vil I sammen med mig slå op først i Mormons Bog? Se på titelbladet. Vi læser, at den er »skrevet på befaling … ved profetiens og åbenbarelsens ånd.« Den er kommet »frem ved Guds gave og kraft«, og oversættelsen af den er »ved Guds gave« – ved Helligånden. Den viser, »hvilke store ting Herren har gjort« og har givet os, så vi kan »kende Herrens pagter« – så vi ikke bliver »forstødt for evigt.« Vigtigst af alt, så er den blevet skrevet for at overbevise os om, at »Jesus er Kristus, den evige Gud.«

Gå til indledningen på næste side. Her lærer vi, at denne profetiske optegnelse er »hellig skrift, der kan sammenlignes med Bibelen.« Den indeholder »det evigtvarende evangeliums fylde … frelsesplanen bliver skitseret, og [vi] får fortalt, hvad [vi] skal gøre for at opnå fred i dette liv og evig frelse i livet herefter.« Den lover os, at »alle, der vil komme til [Frelseren] og adlyde hans evangeliums love og ordinancer, kan blive frelst«.

Hvilken livsvigtig rolle spiller denne hellige bog i vore dage? Hvad er dens budskab med hensyn til formålet med alle skrifterne?

På side et i Nefis Første Bog – den allerførste bog i Mormons Bog – lærer vi, at Lehi i omkring 600 f.Kr. blev ledt af Gud til at tage sin familie og flygte ud i ørkenen. Men Lehi nåede ikke ret langt, før Herren befalede ham at sende hans sønner tilbage. Hvorfor? For at hente skrifterne, bronzepladerne, som var så vigtige, at Lehis sønner risikerede deres liv og mistede alle deres verdslige ejendele for at sikre sig dem! I sidste ende var det Herrens hjælp og Nefis tro, der på mirakuløs vis sørgede for, at pladerne kom dem i hænde. Da Nefi og hans brødre vendte tilbage, glædede deres far Lehi sig. Han begyndte at granske de hellige skrifter »fra begyndelsen«, og opdagede, »at de var ønskværdige, ja, endog af stor værdi … i og med, at [Lehi og hans efterkommere] kunne bevare Herrens befalinger for [deres] børn.«¹

Og bronzepladerne var virkelig en optegnelse over Lehis forfædre, der indeholdt deres sprog, slægtshistorie og, endnu vigtigere, Guds hellige profeters lærdomme om evangeliet. Da Lehi granskede pladerne, lærte han, hvad vi alle lærer, når vi studerer skrifterne:

• Hvem vi er.

• Hvad vi kan blive.

• Profetier til os og vore efterkommere.

• De befalinger, love, ordinancer og pagter som vi skal efterleve for at opnå evigt liv.

• Og hvordan vi skal leve for at holde ud til enden og vende tilbage til vor himmelske Fader med ære.

Så livsvigtige er disse sandheder, at vor himmelske Fader gav både Lehi og Nefi syn, der levende skildrede Guds ord som en jernstang. Både far og søn lærte, at den eneste måde at blive på den snævre og trange sti, der fører os til Frelseren, er ved at holde fast i denne stærke, ubøjelige og fuldstændig pålidelige vejleder.

Adskillige kapitler i Mormons Bog er helliget Lehi og Nefi, der anvender denne lærdom, hvor de gransker skrifterne og citerer fra dem. De ønsker tydeligvis, at deres familie og vi skal forstå skrifternes betydning, især Esajas’ profetier om gengivelsen af evangeliet og fremkomsten af deres optegnelse – Mormons Bog – i vore dage.

Mormons Bog fortæller, hvordan flere civilisationer agtede eller ringeagtede skrifterne, begyndende med Lehis egen familie. Herren havde befalet Lehi at flygte ud af Jerusalem, fordi byen ville blive taget til fange af babylonierne, og at rejse over havet til det forjættede land i et guddommeligt konstrueret skib. Men Lehis børn blev delt op i to grupper, der var bitre modstandere. De, der fulgte den retskafne Nefi – nefitterne – beholdt skrifterne, da de forlod lamanitterne, og »deres sjæl [blev] oplyst af [Guds] evigtvarende ords lys«.²

Men Laman og Lemuel – og deres efterkommer lamanitterne – forka-stede skrifterne og vandrede i uvidenhedens, stridens og ødelæggelsens mørke. I omkring 400 e.Kr. afviste nefitterne også Guds ord, sank ned i vantro og blev udslettet og afsluttede således ca. 1000 års nefitisk civilisation.

Eters bog beretter om et folk, jereditterne, som forlod den gamle verden på Babelstårnets tid, ca. 2200 f.Kr. Herren ledte dem på en rejse over havet til det forjættede land i guddommeligt konstruerede fartøjer. Da jereditterne var retskafne, blev de velsignet, og da de forkastede Herrens ord og nægtede at omvende sig, holdt Herrens ånd op med at kæmpe med dem. Til sidst afveg de fra Herrens veje og udslettede hinanden i omkring 600 f.Kr. og afsluttede således ca. 1600 års jereditisk civilisation.

Lehi ankom til det forjættede land omkring tidspunktet for jereditternes udslettelse. Få år senere kom endnu et folk, Mulek og hans tilhængere, også til det forjættede land. De fandt den sidst kendte overlevende jeredit, en konge ved navn Coriantumr. Mulekitterne bragte ingen hellig skrift med sig, så omkring 400 år senere, da Mosija og nefitterne fandt dem, var mulekitternes sprog forvansket, og de havde mistet troen på deres Skaber. De vidste ikke, hvem de var. Da mulekitterne erfarede, at Herren havde sendt nefitterne sammen med bronzepladerne, som indeholdt jødernes hellige optegnelse, glædede de sig og tilsluttede sig den nefitiske civilisation.

Disse civilisationers skæbne, der er nedfældet i skrifterne, er et vidnesbyrd for hele verden: Hvis vi ikke har Guds ord og ikke klynger os til og følger Guds ord, begynder vi at følge ukendte stier og farer vild personligt, som familier og som nationer.

Ligesom røster fra støvet råber Herrens profeter til os på jorden i dag: Tag fat i skrifterne! Hold fast ved dem, følg dem, efterlev dem, glæd jer over dem og mæt jer med dem. Nøjes ikke med en lille bid. De er »Guds kraft til frelse«³, som fører os tilbage til vor Frelser, Jesus Kristus.

Hvis Frelseren var blandt os i kødet i dag, ville han undervise os ud fra skriften, på samme måde som han underviste, mens han gik på jorden. I synagogen ved Nazaret, »rakte [man] ham profeten Esajas’ bog … Da begyndte han at tale til dem og sagde: ›I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.‹«⁴ Senere, da saddukæerne og farisæerne stillede et svært spørgsmål, »svarede [Jesus] dem: ›I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt.‹«⁵ Og efter sin opstandelse, på vej til Emmaus, »sagde [de] til hinanden: ›Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?‹«⁶ For hans disciple dengang som nu lyder hans ord klart: »I gransker Skrifterne … og netop de vidner om mig«⁷ – et vidnesbyrd båret af Helligånden, for »ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«⁸

Brødre og søstre, jeg vidner om, at skrifterne er blevet »beskyttet og bevaret [til os] ved Herrens hånd … for et víst formål« hos ham.⁹ Lehi profeterede, at »disse bronzeplader aldrig skulle forgå; ej heller skulle de blive sløret mere af tiden.«¹⁰ Herren indgik pagt med Enosh om at bevare og bringe skrifterne frem, »når han anså tiden for at være inde.«¹¹ Om Mormons Bog skrev profeten Moroni, at den blev »skrevet og forseglet og skjult i Herren, for at de ikke skulle blive ødelagt.«¹² Skrifterne, som vi har, fremsætter profetier og løfter, og de er blevet opfyldt i vore dage.

Hvilken storslået velsignelse! For når vi ønsker at tale til Gud, beder vi. Og når vi ønsker, at han skal tale til os, gransker vi skrifterne, for hans ord udtales gennem hans profeter. Han vil derefter undervise os, når vi lytter til Helligåndens tilskyndelser.

Hvis I ikke har hørt hans røst tale til jer for nylig, så gå til skrifterne med nye øjne og ører. De er jeres åndelige livline. Bag jerntæppets mørke overlevede de hellige, fordi de hørte hans røst gennem skrifterne. I andre dele af verden fortsatte medlemmer, som i et stykke tid ikke kunne gå i kirke, med at tilbede Gud, fordi de hørte hans røst gennem skrifterne. Gennem alle krigene i det forgangne århundrede og i de konflikter, der raser i dag, overlever sidste dages hellige, fordi de hører hans røst gennem skrifterne. For Herren har sagt, at »skrifterne skal blive givet … til frelse for mine egne udvalgte; for de vil høre min røst og skal se mig og skal ikke sove og skal bestå på den dag, jeg kommer; for de skal blive gjort rene, ligesom jeg er ren.«¹³

For mere end to årtusinder siden skrev Esajas Guds ord: »Gå nu hen og skriv det på en tavle til dem, og optegn det i en bog, så det står der til kommende tider, et vidne for evigt og altid.«¹⁴ De tider er nu. Denne verden har brug for skrifterne i dag. Før Frelserens komme, var det nødvendigt, at alle Guds børn blev oplært i den forberedende moselov, som tillod »øje for øje og tand for tand.«¹⁵ Mange i denne verden lever stadig efter denne gruelige regel, og beviset for det findes omkring os.

Vi erklærer frimodigt, at svaret på disse sidste dages terror, ødelæggelse, ja, selv folkedrab, findes i skrifterne. Evangeliet i Det Gamle Testamente bliver opfyldt i Det Nye Testamente. Profetierne i Bibelen skete i Mormons Bog. Lære og Pagter og Den Kostelige Perle bærer vidnesbyrd om evangeliets fylde, der nu er på jorden.

Fra 1 Mosebog til Malakias og fra Moses til Abraham blev det profeteret, at Frelseren ville komme. Fra Matthæusevangeliet til Johannes’ Åbenbaring, fra Nefi til Moroni og fra Joseph Smith til vores elskede levende profet, præsident Gordon B. Hinckley, vidner alle profeterne om, at Jesus Kristus, den længe ventede Messias, er kommet og vil komme tilbage. I ham er »det gamle … hørt op, og alt er blevet nyt.«¹⁶ I de hellige skrifter kundgør hans nye og evigtvarende evangelium: »Du skal elske din næste som dig selv.«¹⁷ »Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer, og bed for dem, som foragteligt udnytter jer.«¹⁸ »Af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«¹⁹ For dette er vor Frelsers evangelium, han, som er salvet »for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og … for at sætte undertrykte i frihed«.²⁰

I slutningen af Mormons Bog ser Moroni symbolsk ud over den sidste rest af sit folk. Han vidste, at deres udryddelse kunne have været undgået, hvis de ikke havde glemt Guds hellige ord og mistet Herrens Ånd. Er det noget under, at Moroni skriver personligt til os, til jer og til mig, og bønfalder os om at gøre krav på skriftens velsignelser?

»Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.

Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«²¹

Vi lever i de sidste dage, brødre og søstre, i tidernes fylde. Vi må huske, at vi kan have kontrol over, hvem vi er, ligegyldigt hvor svær verden bliver. Ligesom dem i Første Nefi vil de oprigtige og trofaste være i stand til at modstå modstanderens brændende pile, når han bliver sluppet fri på denne jord.²² På trods af al verdens virvar, når Frelseren kommer til sit tempel, ligesom han gjorde i Mormons Bog, vil de, der er oprigtige og trofaste, være til stede. Må vi være blandt dem. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.