Fortsæt i tålmodighed

At vente kan være svært. Det ved børn, og det gør voksne også. Vi lever i en verden med hurtig mad, chat, betalings-tv samt umiddelbare svar på de mest ligegyldige eller dybsindige spørgsmål. Vi kan ikke lide at vente. Nogle føler endda blodtrykket stige, når deres kø i supermarkedet bevæger sig langsommere end de andre.

Tålmodighed – evnen til at sætte vore ønsker på pause i et stykke tid – er en dyrebar og sjælden dyd. Vi vil have, hvad vi vil have, og vi vil have det nu. Derfor kan selve ideen om tålmodighed synes ubehagelig og til tider bitter.

Ikke desto mindre kan vi ikke behage Gud uden tålmodighed, vi kan ikke blive fuldkomne. Tålmodighed er i den grad en rensende proces, der højner forståelse, gør lykke dybere, koncentrerer handling og giver håb om fred.

Som forældre ved vi, hvor uklogt det ville være at tilfredsstille alle vore børns ønsker. Men børn er ikke de eneste, der bliver forkælede, når de bliver overøst med øjeblikkelig fornøjelse. Vor himmelske Fader ved, hvad gode forældre lærer at forstå over tid: Hvis børn nogensinde skal modnes og nå deres potentiale, må de lære at vente.

Da jeg var 10 år gammel, blev min familie flygtninge i et nyt land. Jeg havde altid været en god elev i skolen – dvs. indtil vi kom til Vesttyskland. Der blev min uddannelsesmæssige oplevelse betydeligt anderledes. Den geografi, vi lærte i min skole, var ny for mig. Den historie, vi lærte, var også meget anderledes. Før havde jeg lært russisk som mit andet sprog, nu var det engelsk. Det var svært for mig. Der var faktisk øjeblikke, hvor jeg virkelig troede, at min tunge ganske enkelt ikke var skabt til at tale engelsk.

Eftersom så meget af pensummet var nyt og mærkeligt for mig, sakkede jeg agterud. For første gang i mit liv begyndte jeg at spekulere på, om jeg simpelthen ikke var kvik nok til at gå i skole.

Heldigvis havde jeg en lærer, der lærte mig at være tålmodig. Han lærte mig, at vedholdende og stædigt arbejde – tålmodig ihærdighed – ville hjælpe mig med at lære.

Med tiden blev vanskelige emner forståelige – selv engelsk. Langsomt begyndte jeg at se, at hvis jeg arbejdede flittigt, kunne jeg lære. Det kom ikke hurtigt, men med tålmodighed kom det.

Af den oplevelse lærte jeg, at tålmodighed er langt mere end blot at vente på, at noget sker – tålmodighed krævede, at jeg arbejdede aktivt mod værdifulde mål og ikke blev mismodig, når resultaterne ikke viste sig straks eller uden anstrengelse.

Her har vi et vigtigt princip: Tålmodighed er ikke passiv resignation, ej heller er det mangel på handling på grund af vores frygt. Tålmodighed betyder aktivt at vente og udholde. Det betyder at holde fast ved noget og gøre alt det, vi kan – arbejde, håbe og udøve tro samt udholde genvordigheder med sjælsstyrke, selv når vores hjertes ønsker bliver udsat. Tålmodighed er ikke blot at holde ud, det er at holde ud aktivt!

Utålmodighed er på den anden side et symptom på selviskhed. Det er et karaktertræk hos den selvoptagede. Den stammer fra den alt for fremherskende tilstand kaldet »verdens navle«-syndromet, som leder folk til at tro, at verden drejer omkring dem, og at alle andre blot er statister i jordelivets store teaterstykke, hvori kun de har hovedrollen.

Hvor er det forskelligt fra den standard, mine kære brødre, som Herren har sat for os som præstedømmebærere.

Som præstedømmebærere og Herren Jesu Kristi repræsentanter må vi tjene andre på en måde, der stemmer overens med hans eksempel. Der er en grund til, at næsten alle lektioner om præstedømmeledelse til sidst ender i afsnit 121 i Lære og Pagter. I nogle få vers giver Herren et mesterligt kursus i præstedømmeledelse. »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed.«²

De karaktertræk og den fremgangsmåde, der beskrives i disse vers, er grundlaget for guddommelig tålmodighed og er uadskilleligt forbundet med at tjene effektivt i præstedømmet og som patriark. Disse egenskaber giver jer styrke og visdom til at højne jeres kaldelse, forkynde evangeliet, føre kvorumsmedlemmer ind i fællesskabet og yde den vigtigste præstedømmetjeneste – som jo er det kærlige virke inden for jeres hjems fire vægge.

Lad os altid huske, at en af årsagerne til, at Gud har betroet os præstedømmet, er for at hjælpe os med at forberede os til evige velsignelser ved at forædle vores natur gennem den tålmodighed, som præstedømmetjeneste kræver.

Eftersom Herren er tålmodig med os, så lad os være tålmodige med dem, vi tjener. Forstå, at de ligesom os er ufuldkomne. De begår fejl ligesom os. De ønsker ligesom os, at andre lader tvivlen komme dem til gode.

Giv aldrig op over for nogen. Og det indebærer ikke at give op over for jer selv.

Jeg tror, at vi alle på et eller andet tidspunkt kan identificere os med tjeneren i Kristi lignelse, der skyldte kongen penge og bønfaldt ham og sagde: »Hav tålmodighed med mig.«³

Israels børn ventede 40 år i ørkenen, før de kunne gå ind i det forjættede land. Jakob ventede syv lange år på Rakel. Jøderne ventede 70 år i Babylon, før de kunne vende tilbage og genopbygge templet. Nefitterne ventede på et tegn på Kristi fødsel, selv da de vidste, at hvis tegnet ikke kom, ville de omkomme. Joseph Smiths prøvelser i fængslet i Liberty var årsag til, at selv Guds profet begyndte at spekulere: »Hvor længe?«⁴

I hvert tilfælde havde vor himmelske Fader et formål med at kræve, at hans børn skulle vente.

Vi bliver alle bedt om at vente på vores egen måde. Vi venter på svar på bønner. Vi venter på ting, som på det tidspunkt kan forekomme så rigtigt og godt for os, at vi umuligt kan forestille os, hvorfor vor himmelske Fader vil udsætte svaret.

Jeg husker, da jeg forberedte mig på at blive uddannet som jagerpilot. Vi tilbragte en stor del af vores forberedende militæruddannelse med fysisk træning. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvorfor den endeløse løbetræning blev betragtet som en så afgørende forberedende del af at blive pilot. Ikke desto mindre så løb og løb vi, og vi løb lidt mere.

Mens jeg løb, begyndte jeg at lægge mærke til noget, der helt ærligt bekymrede mig. Gang på gang blev jeg overhalet af mænd, der røg, drak og gjorde alle den slags ting, der ikke hører hjemme i evangeliet, især ikke i visdomsordet.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Vent et øjeblik! Var det ikke meningen, at jeg skulle kunne løbe og ikke blive træt?« Men jeg var træt, og jeg blev overhalet af mennesker, der bestemt ikke fulgte visdomsordet. Jeg tilstår, at det bekymrede mig dengang. Jeg spurgte mig selv, om løftet var sandt eller ej?

Svaret kom ikke med det samme. Men til sidst lærte jeg, at Guds løfter ikke altid opfyldes så hurtigt eller på den måde, som vi håber på. De kommer i overensstemmelse med hans timing og på hans måde. År senere kunne jeg se tydelige beviser på de timelige velsignelser, de mennesker får, som adlyder visdomsordet – udover de åndelige velsignelser, der kommer med det samme på grund af lydighed mod enhver af Guds love. Når jeg ser tilbage, ved jeg med sikkerhed, at Herrens løfter altid bliver indfriet, selv om det måske ikke altid sker hurtigt.

Brigham Young sagde, at når noget opstod, som han ikke helt kunne forstå, plejede han at bede Herren: »Giv mig tålmodighed til at vente, indtil jeg selv kan forstå det.«⁵ Og så ville Brigham blive ved med at bede, indtil han kunne fatte det.

Vi må lære, at vores forståelse ifølge Herrens plan kommer »linje på linje og forskrift på forskrift«.⁶ Kort sagt får man kundskab og forståelse, når man betaler tålmodighedens pris.

Ofte forstås vore nuværende dybe dale kun ved at se tilbage på dem fra bjergene af vore erfaringer ude i fremtiden. Ofte kan vi ikke se Herrens hånd i vores liv, før længe efter prøvelserne er forbi. Ofte er de vanskeligste tider i vores tilværelse vigtige byggesten, der danner grundlaget for vores karakter og baner vejen for fremtidige muligheder, forståelse og lykke.

Tålmodighed er en guddommelig egenskab, der kan helbrede sjæle, åbne for skatte af kundskab og forståelse og forvandle almindelige mænd og kvinder til hellige og engle. Tålmodighed er virkelig en af Åndens frugter.

Tålmodighed betyder at holde fast ved noget til enden. Det betyder at udsætte umiddelbar tilfredsstillelse til gengæld for fremtidige velsignelser. Det betyder at beherske vrede og holde uvenlige ord tilbage. Det betyder at modstå ondt, selv når det ser ud til at gøre andre rige.

Tålmodighed betyder at acceptere det, der ikke kan ændres, og møde det med mod, værdighed og tro. Det betyder at være »villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [os], ligesom et barn underordner sig sin far«.⁸ I sidste ende betyder tålmodighed at være »fast og bestandig, og urokkelig i at holde Herrens befalinger«⁹ hver time hver dag, selv når det er svært at gøre det. Med Johannes Døbers ord: »Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«¹⁰

Det er en proces at blive fuldendt i tålmodighed. Frelseren selv sagde, at I med tålmodighed vinder jeres liv.¹¹ Eller for at anvende en anden oversættelse af den græske tekst: I jeres tålmodighed vinder I herredømmet over jeres sjæl.¹² Tålmodighed betyder at forblive i troen og vide, at det sommetider er, mens vi venter, frem for når vi modtager, at vi udvikler os mest. Det gjaldt på Frelserens tid. Det gælder også i vor tid, for vi får befaling i disse sidste dage om at »fortsæt[te] … i tålmodighed, indtil I bliver gjort fuldkomne«.¹³

Jeg vil omskrive den fordums salmist, at hvis vi venter tålmodigt på Herren, bøjer han sig ned til os. Han hører vore råb om hjælp. Han fører os op af undergangens grav og sætter vore fødder på fast klippegrund. Han lægger en ny sang i vores mund, og vi vil synge en lovsang til vor Gud. Mange omkring os vil se det, og de skal stole på Herren.¹⁴

Mine kære brødre, tålmodighedens fuldendte værk kan koges ned til dette: Hold befalingerne, stol på Gud vor himmelske Fader, tjen ham i sagtmodighed og med kristuslignende kærlighed, udøv tro og håb på Frelseren og giv aldrig op. De lektier, vi lærer på grund af tålmodighed, udvikler vores karakter, løfter os og øger vores glæde. De hjælper os til at blive værdige præstedømmebærere og vor Mester Jesu Kristi trofaste disciple.

Det er min bøn, at tålmodighed vil være et karakteristisk træk hos os, der bærer den almægtige Guds præstedømme, at vi modigt vil stole på Herrens løfter og hans timing, at vi vil opføre os over for andre med den tålmodighed og medfølelse, som vi selv søger efter, og at vi vil fortsætte i tålmodighed, indtil vi bliver gjort fuldkomne. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.