Vi følger Jesus Kristus

Det er et betydeligt ansvar at tale på en påskesøndag til sidste dages hellige over hele verden, som elsker vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus. Vi fejrer denne morgen hans sejr over døden. Vi sætter pris på vores forståelse og dybtfølte påskønnelse af Frelserens villige sonoffer på vore vegne. Hans underkastelse af sin Faders vilje vandt den strålende sejr over døden og er den allerstørste begivenhed i menneskehedens historie. Jeg påskønner denne mulighed for at tale om at følge Frelseren.

De to sidste dage af Frelserens jordiske tjenestegerning forud for hans korsfæstelse er yderst betydningsfulde og overgår på visse måder vores fatteevne. Så meget af det, der er afgørende for vores evige skæbne, skete om torsdagen og dernæst fredagen, den dag Kristus blev korsfæstet. Den sidste nadver, et påskemåltid, den »oprettede mindefest for Israels udfrielse af trældommen«, blev holdt torsdag aften.¹ Ordinancer og lærdomme af stor betydning blev indført ved den sidste nadver. Jeg nævner blot tre. For det første indførte Frelseren nadverordinancen. Han tog brødet, brød det, takkede for det og gav det til sine disciple, idet han sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.«² På den måde indstiftede han nadveren. For det andet lagde han overvældende vægt på lærdomme, der viser, at kærlighed er et princip, der går forud for alt andet. Han sagde: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«³ For det tredje blev »Helligånden … lovet til apostlene« som en anden talsmand⁴, gennem Kristi forbøn eller ledelse.

Frelseren udførte derefter forsoningen. Han påtog sig »menneskehedens syndebyrde« og »de rædsler, som Satan … kunne bibringe.«⁵ I den sammenhæng udholdt han de ulovligt gennemførte rettergange og de frygtelige og tragiske begivenheder, der ledte til hans korsfæstelse. Det kulminerede til sidst i Kristi opstandelse i triumf på påskesøndag. Kristus fuldførte sin hellige mission som Frelser og Forløser. Vi vil opstå fra døden, og vores ånd vil blive genforenet med vores legeme. Afhængig af personlig værdighed kan vi, ved hans nåde, få den herlige mulighed for at komme tilbage til Guds nærhed.⁶

Profeten Joseph Smith sagde om disse påske-begivenheder, som jeg lige har beskrevet: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«⁷

Mens vi glæder os over den himmelske betydning af Getsemane og Golgata, har vores fokus altid været på den opstandne Herre. Frederic Farrar, den engelske teolog og troende, bevidnede, at den tidligste generation af troende i den oprindelige, kristne kirke fejrede Frelseren som »den opstandne, den evige, den herliggjorte Kristus,« og »betragter ham, ikke som én på korset, men som én på tronen.«⁸

Præsident Gordon B. Hinckley lærte os, at vores budskab til verden er, at Herren lever! Symbolet på Kristus blandt de sidste dages hellige skal findes i den måde, som vores tro og efterlevelse af hans evangelium kommer til udtryk på.⁹

Når vi grunder over, hvad det betyder at være kristen i dag, kan vi tænke på, hvad vores rolle som disciple kræver af os. Jeg foreslår, at vi overvejer og på passende måder efterligner det, som Frelseren gjorde i de sidste to dage af sit jordiske liv.

Tænk for det første på Frelserens indstiftelse af nadveren. Frelseren vidste, hvad der skulle ske ham. Hans hellige mission som forsoner, der begyndte med krigen i himlen i den førjordiske tilværelse, skulle udfolde sig den aften og den næste dag. Men selv om rettergangene, forårsaget af hans fjender, lå lige foran ham, var der ikke det mindste tegn på, at han forberedte et forsvar mod de usande beskyldninger. I stedet indstiftede Frelseren den hellige nadverordinance for sine disciple. Når jeg overvejer den højtidelige begivenhed, bliver jeg dybt rørt. Nadvermødet er det helligste af alle møder i Kirken. Frelseren indstiftede efter sin opstandelse nadveren blandt nefitterne.¹⁰ Hvis vi vil være hans disciple og være forpligtede medlemmer af hans kirke, må vi erindre og have ærbødighed for nadveren. Den gør det muligt for os hver især, med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, at udtrykke vores villighed til at følge Frelseren, omvende os og blive en hellig ved Kristi forsoning.¹¹ Nadveren gør det muligt for os at bevidne over for Gud, at vi vil huske hans Søn og holde hans befalinger, når vi fornyr vores dåbspagt.¹² Dette forøger vores kærlighed til og værdsættelse af både Faderen og Sønnen.

Frelseren lagde også vægt på kærlighed og enighed og sagde, at vi skulle kendes som hans disciple, hvis vi har kærlighed til hinanden. I lyset af de evigtvarende konsekvenser af forsoningen, som han skulle til at foretage, kræver sådan en befaling vores lydighed. Vi tilkendegiver vores kærlighed til Gud, når vi holder hans befalinger og tjener hans børn. Vi forstår ikke fuldt ud forsoningen, men vi kan bruge vores liv til at prøve på at være mere kærlige og venlige, uanset hvilken modgang vi møder.

Frelserens befaling til sine disciple om at elske hinanden – og den dramatiske og virkningsfulde måde, hvorpå han under det sidste måltid underviste i dette princip – er en af de mest gribende og smukke episoder fra de sidste dage af hans liv på jorden.

Han underviste ikke i en klasse om etisk adfærd. Dette var Guds Søn, som bønfaldt sine apostle og alle disciple, som ville komme efter dem, om at mindes og følge denne yderst vigtige lærdom. Hvordan vi forholder os til og behandler hinanden er en målestok for vores villighed til at følge Jesus Kristus.

Når vi lytter til talerne ved denne konference, vil vi blive rørt i vores hjerte og beslutte eller forpligte os til at være bedre. Men mandag morgen vender vi tilbage til arbejdet, skolen, nabolaget og en verden, der i mange tilfælde er i tumult. Mange i denne verden er bange for og vrede på hinanden. Selv om vi forstår disse følelser, må vi føre et ordentligt sprog og være respektfulde i vores omgang med andre. Det gælder især, når vi er uenige. Frelseren lærte os at elske selv vore fjender.¹³ Størstedelen af vore medlemmer efterlever det råd. Alligevel er der nogle, som føler, at det er vigtigere at give udtryk for deres personlige vrede eller dybtfølte meninger end at opføre sig, således som Jesus Kristus levede og underviste. Jeg opfordrer hver eneste af os til personligt at indse, at den måde, vi er uenige på, er den virkelige målestok for, hvem vi er, og om vi virkelig følger Frelseren. Det er i orden at være uenige, men det er ikke i orden at være ubehagelige. Vold og vandalisme er ikke svaret på vore uenigheder. Hvis vi viser kærlighed og respekt, selv under vanskelige forhold, bliver vi mere som Kristus.

Frelserens løfte om at sende Helligånden til apostlene er af allerstørste betydning i erkendelsen af Helligåndens fremtrædende rolle, som det tredje medlem af Guddommen. Helligånden er en person bestående af ånd, Talsmanden, som vidner om Faderen og Sønnen, som åbenbarer sandheden om alt og helliggør dem, der har omvendt sig og er blevet døbt. Han omtales som forjættelsens hellige Ånd og som sådan bekræfter han for hver enkelt, at retskafne handlinger, ordinancer og pagter er acceptable for Gud.¹⁴ De, som er beseglet ved forjættelsens hellige Ånd, modtager alt, hvad Faderen har.¹⁵

Vi lever i en støjende og stridbar verden, hvor det praktisk taget er muligt at se eller lytte til informationer, musik og tilmed det rene vrøvl hver eneste af vore vågne timer. Hvis vi ønsker at få inspiration fra Helligånden, må vi finde tid til at tage den med ro, overveje, bede og leve, så vi er værdige til at få og handle efter hans tilskyndelser. Vi kan alle undgå væsentlige fejltagelser, hvis vi lytter til hans advarsler. Som medlemmer er det vores privilegium at modtage lys og kundskab fra ham lige indtil den fuldkomne dag.¹⁶

Forsoningens prøvelser, som Frelseren oplevede i Getsemane og på korset, er et stort eksempel for os. Han oplevede mentale, fysiske og åndelige lidelser, der overgår vores forstand. I haven bad han til sin Fader og sagde: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«¹⁷ Som hans disciple vil der være tidspunkter, hvor vi vil blive prøvet og uretfærdigt forfulgt og uretmæssigt hånet og opleve timelige og åndelige storme af en størrelsesorden, der forekommer os uudholdelige, og møde det bitre bæger, som vi beder om må gå os forbi. Ingen er undtaget fra livets storme.

Vi forbereder os til Frelserens andet komme. Skriften siger tydeligt, at ingen ved, hvornår det sker. Imidlertid fortæller skriften os, at blandt de bitre bægre, som vi vil opleve i de sidste dage, er der »sted efter sted … jordskælv«¹⁸ og »havets bølger, der skyller over sine bredder«.¹⁹

Ødelæggende jordskælv og tsunamier har vi for nylig set sted efter sted i fx Chile, Haiti og på Stillehavsøerne. For et par uger siden havde præsiderende biskop H. David Burton, ældste Tad R. Callister og jeg mulighed for at mødes med hellige, der havde mistet familiemedlemmer som følge af den tsunami, der ramte østsiden af Samoa sidste år i september. Kirkebygningen var fyldt, og det var et følelsesladet møde. Vi kunne forsikre disse værdige medlemmer om, at de, på grund af Jesu Kristi forsoning, kan blive genforenet med deres kære, som de har mistet.

Stavspræsidenten, Sonny Purcell, kørte i sin bil, da han så den enorme bølge komme langt ude på havet. Han dyttede i hornet og stoppede børn, der var på vej til skole, og advarede dem og sagde, at de, så hurtigt de kunne, skulle løbe op på et højt sted, hvor de kunne være i sikkerhed. Børnene fulgte hans råd. Han kørte febrilsk, fandt sin 4-årige datter, fik hende ind i bilen og prøvede så at nå hen til sin mor. Før han kunne nå hen til sin mor, ramte vandmuren hans bil og førte den over 90 meter væk, hvor den satte sig fast i et træ. Han fik hurtigt anbragt sin datter oven på bilen og svømmede derpå hen for at redde sin mor, der klyngede sig til en gren på et andet træ i nærheden af deres hus. Med stor anstrengelse svømmede han med hende hen til bilen og i sikkerhed. Der var mange, der ikke var så heldige. De havde ikke tid til at komme til et højere sted og i sikkerhed. Mange mistede livet, især de yngre og ældre.

Vi fortalte de samoanske familier, at medlemmer over hele verden udtrykte kærlighed og omsorg og havde bedt for dem og bidraget med fasteoffer og humanitærhjælp til både medlemmerne og deres landsmænd. Det samme gælder for medlemmerne og deres landsmænd i Chile og i Haiti. Det gør vi, fordi vi følger Jesus Kristus.

Da vi mødtes med familierne på Samoa, var vigtigheden af åndeligt at komme op på et højere sted, leve et bedre liv og klynge sig til de frelsende ordinancer, meget tydelig. Frelserens eksempel og liv lærer os, at vi åndeligt skal undgå den lavere sti, hvor denne verdens ting hersker. Da jeg gav hånd til medlemmerne efter vores møde, fortalte en søster mig, at hendes familie ikke havde været i templet, og de havde mistet en datter. Hun fortalte med tårer i øjnene, at deres mål nu var at forberede sig på templets hellige ordinancer, så de kan være sammen for evigt.

Som jeg har tænkt over det, denne søster sagde, samt verdens nuværende tilstand, har jeg følt, at det er vigtigt at råde jer alle til at søge op på et højere sted, i ly og beskyttelse af templet.

Påskesøndag, den 3. april 1836, en uge efter indvielsen af templet i Kirtland, forrettede De Tolv omdelingen af Herrens nadver til medlemmerne. Efter en højtidelig og stille bøn viste Frelseren sig i al sin majestæt for profeten Joseph og Oliver Cowdery og indvarslede gennem Moses, Elias, profeten Elias gengivelsen af yderligere præstedømmenøgler, herunder den hellige beseglingsmagt, der forener familier i al evighed.²⁰

I dag denne påskemorgen fryder vi os over alt det, Frelseren har gjort for os. Han har gjort det muligt for os hver især at opnå frelse og ophøjelse. Men vi må, ligesom de samoanske børn, løbe så hurtigt, vi kan, til det højere sted, som han har givet os som sikkerhed og fred.

En måde at gøre det på er ved at efterleve vores levende profets, Thomas S. Monsons, belæringer. Han er et strålende eksempel på en, der følger Frelseren.

Denne herlige påskemorgen fyldes jeg af disse skattede ord, skrevet af Eliza R. Snow, en trofast tjener i genoprettelsens sag:

Som apostel bærer jeg mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever og er verdens Frelser og Forløser. Han har banet vejen til sand lykke. Om dette vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.