Hjælp dem på deres vej hjem

Brødre og søstre, vor himmelske Fader ønsker og behøver vores hjælp til at bringe hans åndelige børn hjem til sig igen. Jeg taler i dag om unge, som allerede er i hans sande kirke, og derfor er begyndt på den snævre og trange sti for at vende tilbage til deres himmelske hjem. Han ønsker, at de tidligt får åndelig styrke til at forblive på stien. Og han behøver vores hjælp til at få dem hurtigt tilbage på stien, hvis de skulle begynde at vandre væk.

Jeg var ny som biskop, da jeg begyndte at se klart, hvorfor Herren ønsker, at vi styrker børn, når de er unge, og redder dem hurtigt. Jeg vil fortælle jer en historie om en ung person, som repræsenterer mange af dem, som jeg har forsøgt at hjælpe gennem årene.

Hun sad over for mig ved biskoppens skrivebord. Hun fortalte mig om sit liv. Hun var blevet døbt og bekræftet som medlem af Kirken, da hun var otte år. Der var ingen tårer i hendes øjne, mens hun fortalte om de mere end 20 år, der fulgte, men der var sorg i hendes stemme. Hun fortalte, at den negative spiral begyndte med valg om at være sammen med nogen, som hun troede, var spændende mennesker. Hun begyndte med at bryde det, der først virkede som mindre vigtige befalinger.

I begyndelsen følte hun lidt sorg og en smule skyld. Men samværet med hendes venner gav en ny følelse af at være vellidt, og derfor begyndte hendes sjældne beslutninger om at omvende sig at virke mindre og mindre vigtige. Efterhånden som alvoren af de befalinger, hun brød, blev større, syntes drømmen om et lykkeligt, evigt hjem at blegne.

Hun sad over for mig med en følelse, som hun kaldte elendighed. Hun ønskede, at jeg skulle redde hende fra syndens fælde, som hun følte sig fanget i. Men den eneste udvej for hende var at udøve tro på Jesus Kristus, at have et sønderknust hjerte, at omvende sig og derved blive renset, forandret og styrket gennem Herrens forsoning. Jeg bar mit vidnesbyrd for hende om, at det stadigt var muligt. Og det var det, men langt sværere end det ville have været at udøve tro tidligt i hendes liv på rejsen hjem til Gud, dengang hun første gang begyndte at strejfe om.

Vi hjælper altså Guds børn bedst ved at give dem muligheder for at opbygge tro på Jesus Kristus og hans gengivne evangelium, når de er unge. Og så må vi hjælpe til med at genopbygge den tro hurtigt, før den dæmpes, når de forlader stien.

Derfor kan I og jeg forvente en næsten uophørlig chance for at hjælpe de rejsende blandt Guds børn. Frelseren fortalte os, hvorfor det måtte være sådan, da han beskrev den farefulde rejse hjem for alle Guds åndelige børn gennem den tåge, som synd og Satan skaber:

»Gå ind ad den snævre port; for vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.

Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«¹

En kærlig himmelsk Fader forudså sine børns behov, og han placerede instruktioner og redningsfolk langs deres vej. Han sendte sin Søn, Jesus Kristus, for at mulig- og synliggøre en sikker vej. Han kaldte præsident Thomas S. Monson som sin profet i disse dage. Præsident Monson har siden sin ungdom ikke blot undervist i, hvordan man forbliver på stien, men også hvordan man redder dem, som er blevet ledt bort til sorg.

Vor himmelske Fader har placeret os ved en lang række poster for at styrke og, når det er nødvendigt, lede de rejsende i sikkerhed. Vores vigtigste og mægtigste opgaver ligger i familien. De er vigtige, fordi familien har mulighed for i begyndelsen af et barns liv at placere dets fødder solidt på vejen hjem. Forældre, brødre og søstre, bedsteforældre, tanter og onkler gøres til stærkere guider og redningsmænd af kærlighedens bånd, som udgør det helt centrale i en familie.

Familien har en fordel i de første otte år af et barns liv. I disse beskyttede år er Satans brug af mørkets tåge til at skjule stien, der fører os hjem, blokeret på grund af Jesu Kristi forsoning. I disse dyrebare år hjælper Herren familier ved at kalde primarylærere til at styrke børnene åndeligt. Han har også sørget for bærere af Det Aronske Præstedømme til at tilbyde nadveren. I disse nadverbønner hører børnene løftet om, at de en dag kan modtage Helligånden som vejleder, hvis de er lydige mod Guds befalinger. Derfor bliver de styrket til at modstå fristelse, når den kommer, og derefter engang i fremtiden til at drage ud for at redde andre.

Mange biskopper i Kirken bliver inspireret til at kalde de stærkeste medlemmer i menigheden til at betjene det enkelte barn i Primary. De forstår, at hvis børnene bliver styrket med tro og vidnesbyrd, er der mindre sandsynlighed for, at de skal reddes som teenagere. De forstår, at en stærk åndelig grundvold kan være afgørende hele livet.

Vi kan alle hjælpe. Bedstemødre, bedstefædre og hvert eneste medlem, som kender et barn, kan hjælpe. Det kræver ikke en formel kaldelse i Primary. Og alderen er heller ingen begrænsning. En sådan kvinde sad som yngre i Primarys hovedbestyrelse og var med til at skabe VDR-mottoet.

Hun blev aldrig træt af at tjene børnene. Hun underviste i Primary i sin menighed, efter eget ønske, indtil hun var næsten 90 år. De små børn kunne mærke hendes kærlighed til dem. De så hendes eksempel. De lærte af hende de enkle principper i Jesu Kristi evangelium. Og frem for alt lærte de, på grund af hendes eksempel, at føle og genkende Helligånden. Og når de gjorde det, så var de godt på vej til den tro, der modstår fristelse. Der var mindre sandsynlighed for, at de skulle reddes, og de ville være forberedt på at komme andre til hjælp.

Jeg lærte at kende styrken af enkel tro på bøn og Helligånden, da vore børn var små. Vores ældste søn var endnu ikke døbt. Hans forældre, primarylærere og præstedømmeledere havde forsøgt at hjælpe ham med at mærke og genkende Ånden og vide, hvordan man får dens hjælp.

En eftermiddag havde min hustru kørt ham hjem til en kvinde, som underviste ham i at læse. Vores plan var, at jeg skulle samle ham op på vej hjem fra arbejde.

Hans undervisning sluttede tidligere, end han forventede. Han var sikker på, at han kendte vejen hjem. Så han begyndte at gå. Han fortalte bagefter, at han var fuldstændig sikker og var lidt glad ved tanken om at klare turen alene. Da han havde gået en lille kilometer, begyndte det at blive mørkt. Han begyndte at fornemme, at han stadig var meget langt hjemmefra.

Han kan stadig huske, at lysene fra bilerne, som fór forbi ham, var sløret af hans tårer. Han følte sig som et lille barn, ikke den selvsikre dreng, der var begyndt at gå alene hjem. Han forstod, at han havde brug for hjælp. Så huskede han noget. Han vidste, at han burde bede. Derfor gik han væk fra vejen og hen mod nogle træer, som han knap kunne se i mørket. Han fandt et sted at knæle ned.

Gennem buskene kunne han høre nogle stemmer, der kom hen mod ham. To unge havde hørt ham græde. Da de kom nærmere, spurgte de: »Kan vi hjælpe dig?« Han fortalte dem grådkvalt, at han var faret vild, og at han gerne ville hjem. De spurgte, om han kendte sit telefonnummer eller adresse. Det gjorde han ikke. De spurgte, om han vidste, hvad han hed. Dét vidste han. De boede i nærheden og tog ham med hjem. De fandt vores navn i telefonbogen.

Da jeg fik opringningen, kom jeg omgående til undsætning og var taknemlig for, at venlige mennesker var blevet placeret langs hans vej hjem. Og jeg har været overmåde taknemlig for, at han lærte at bede i tro på, at der ville komme hjælp, da han var faret vild. Den tro har ført ham i sikkerhed og bragt ham flere redningsfolk, flere gange end han kan tælle.

Herren har forberedt et mønster for redning og redningsfolk i sit rige. Herren har i sin visdom inspireret sine tjenere til at placere nogle af de stærkeste redskaber til at styrke os og til at placere de bedste redningsfolk, når vi gennemgår teenageårene.

I kender to virkningsfulde programmer, som Herren har tilvejebragt. Den ene, for unge piger, hedder Personlig fremgang. Den anden, for Det Aronske Præstedømme, hedder Pligt mod Gud. Vi opfordrer de unge i den opvoksende generation til at indse deres eget potentiale til at opbygge stor åndelig styrke. Og vi bønfalder dem, som holder af disse unge, om at leve op til det, som Herren kræver af os, for at hjælpe dem. Og eftersom Kirkens fremtid afhænger af dem, så er vi alle interesseret.

De to programmer er blevet forbedret, men deres formål forbliver uforandrede. Præsident Monson sagde det på denne måde: Vi må »lære, hvad vi bør lære, gøre, hvad vi bør gøre, og være, hvad vi bør være.«²

Hæftet Personlig fremgang for de unge piger fremsætter tydeligt formålet for dem: »Programmet Personlig fremgang bruger Unge Pigers otte værdinormer for at hjælpe dig til fuldt ud at forstå, hvem du er, hvorfor du er her på jorden, og hvad du bør gøre som Guds datter for at forberede dig til den dag, du tager til templet og indgår hellige pagter.«

Hæftet fortsætter med at sige, at unge piger vil »indgå forpligtelser, holde dem og rapportere om din fremgang til en forælder eller leder.« Det lover også: »De mønstre, som du følger, når du arbejder med Personlig fremgang – såsom bøn, skriftstudium, tjeneste og dagbogsskrivning – bliver daglige personlige vaner. Disse vaner vil styrke dit vidnesbyrd og hjælpe dig til hele livet at lære og forbedre dig.«³

Programmet Pligt mod Gud for de unge mænd i Det Aronske Præstedømme er blevet styrket og mere fokuseret. Det bliver samlet i en enkelt bog for alle tre embeder i Det Aronske Præstedømme. De unge mænd og deres ledere vil få et eksemplar af denne nye bog. Den er et stærkt redskab. Den vil styrke de unge mænds vidnesbyrd og deres forhold til Gud. Den vil hjælpe dem med at lære og ønske at opfylde deres pligter i præstedømmet. Den vil styrke deres forhold til deres forældre, blandt kvorummets medlemmer og til deres ledere.

Begge disse programmer placerer et stort ansvar på de unges egen indsats. De opfordres til at lære og til at gøre noget, der vil være en udfordring for enhver. Når jeg tænker tilbage på min egen ungdom, så mindes jeg ikke at blive udfordret så meget. Det skete, at jeg nogle få gange blev bedt om at leve op til sådanne prøver, men kun engang imellem. Med disse programmer forventes pålidelighed, en stor indsats og opsamling af lærdom og åndelige erfaringer gennem årene.

Ved nærmere eftertanke forstod jeg, at indholdet af disse hæfter er en fysisk repræsentation af Herrens tillid til den opvoksende generation og til alle os, som elsker dem. Og jeg har set tegn på, at denne tillid er berettiget.

På besøg har jeg set de aronske præstedømmekvorummer i aktion. Jeg har set unge mænd følge mønstrene for at lære, lægge planer om at gøre det, som Gud ønsker af dem, og derpå gå videre til det, de har forpligtet sig til at gøre, og fortælle andre, hvordan det har forandret dem åndeligt. Og når jeg så på og lyttede, blev det klart, at fædre, mødre, ledere, venner og tilmed naboer i en menighed blev rørt af Ånden, når de hørte unge vidne om, hvordan de var blevet styrket. De unge blev opløftet, da de bar vidnesbyrd, og det blev også de, som forsøgte at hjælpe dem.

Unge Pigers program har i sig det samme stærke redskab til at udvikle åndelig styrke hos de unge piger og til at give os mulighed for at hjælpe. Personlig fremgang hjælper unge piger med at forberede sig til at modtage templets ordinancer. De bliver hjulpet af eksemplet fra mødre, bedstemødre og enhver retskaffen kvinde, der omgiver dem i Kirken. Jeg har set, hvordan forældre hjalp en datter med at nå sine mål og drømme ved at lægge mærke til og værdsætte alt det gode, som hun gjorde.

For blot et par dage siden så jeg en mor stå sammen med sin datter, da de modtog belønningen for sammen at være blevet et eksempel på en fremragende kvinde. Og da de fortalte mig om, hvad det havde betydet for dem, følte jeg Herrens godkendelse og opmuntring til os alle.

Af al den hjælp, som vi kan give disse unge, vil den største være at lade dem mærke vores tillid til, at de er på vejen hjem til Gud, og at de kan klare det. Og det gør vi bedst ved at følges med dem. For stien er stejl og sommetider stenet, så de vil til tider føle sig modløse og tilmed snuble. De kan til tider blive forvirrede om deres destination og vandre efter evigt set mindre vigtige mål. Disse inspirerede programmer gør det mindre sandsynligt, for de vil lede den unge til at bede om og modtage Helligåndens ledsagelse.

Det bedste råd, som vi kan give unge, er, at de kun kan komme tilbage til vor himmelske Fader, når de bliver vejledt og irettesat af Guds Ånd. Så, hvis vi er kloge, vil vi opmuntre, rose og være et eksempel på alt, der indbyder til Helligåndens ledsagelse. Når de fortæller os om det, de gør og føler, må vi selv være kvalificeret til at have Ånden. Så vil de i vores ros og vores smil mærke Guds godkendelse. Og skulle vi føle behov for at give korrigerende råd, vil de mærke vores kærlighed og Guds kærlighed i det, ikke irettesættelse og afvisning, som kan tillade Satan at lede dem længere bort.

Det eksempel, som de har mest brug for fra os, er at gøre det, som de skal gøre. Vi må bede om at få Åndens gaver. Vi må overveje skrifterne og de levende profeters ord. Vi må lægge planer, som ikke blot er ønsker, men pagter. Og så må vi holde vore løfter til Herren. Og vi må løfte andre ved at fortælle dem om forsoningens velsignelser, som vi nyder godt af i vores liv.

Og vi må i vores eget liv være et eksempel på den stabile og langvarige trofasthed, som Herren forventer af dem. Når vi gør det, vil vi hjælpe dem med fra Ånden at mærke en vished om, at hvis de vil holde ud, vil de høre ordene fra en kærlig Frelser og himmelsk Fader: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde.«⁴ Og vi, der hjælper dem langs vejen, vil høre disse ord med glæde.

Jeg vidner om, at Herren elsker jer og hvert eneste af Guds børn. Dette er hans rige genoprettet med præstedømmenøgler gennem profeten Joseph Smith. Thomas S. Monson er Herrens profet i dag. Jeg lover jer hver især, når I følger inspireret vejledning i denne, Jesu Kristi sande kirke, at vores ungdom og vi, som hjælper og elsker dem, kan nå sikkert til vores hjem hos vor himmelske Fader og Frelseren, for at leve i familier og i glæde for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.