Vend jer mod Herren

For mange år siden så jeg noget hjerteskærende – der udviklede sig til en tragedie. Et ungt par nærmede sig fødslen af deres første barn. De var forventningsfulde og begejstrede over denne store begivenhed i deres liv. Under fødslen opstod der nogle komplikationer og barnet døde. Det knuste hjerte blev til sorg, sorgen blev til vrede, vreden blev til bebrejdelse, og bebrejdelsen blev til hævn mod den læge, som de mente, var ansvarlig. Forældre og andre i familien blev dybt engageret. Sammen søgte de at ødelægge lægens omdømme og karriere. Efterhånden som uger og måneder med bitterhed fortærede familien, vendte de deres bitterhed mod Herren. »Hvordan kunne han lade denne forfærdelige hændelse ske?« De afviste kirkelederes og medlemmers gentagne indsats på at trøste dem åndeligt og følelsesmæssigt. Med tiden fjernede de sig fra Kirken. Det har nu påvirket fire generationer af familien. Hvor der engang var tro og hengivenhed for Herren og hans kirke, har familien i flere årtier ikke været åndeligt aktive.

I livets sværeste øjeblikke findes der ofte kun én kilde til fred. Fredsfyrsten, Jesus Kristus, rækker sin nåde ud med denne invitation: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28). Han lover yderligere: »Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver« (Joh 14:27).

Min farmor og farfar havde to børn, en søn (min far) og en datter. Da min far havde tjent på mission og aftjent sin værnepligt i Hawaii, vendte han i 1946 tilbage til øerne for at etablere sig professionelt og opfostre sin familie. Hans forældre og søster boede i Salt Lake City. Hans søster blev gift i 1946, og fire år senere var hun gravid. Det er noget ganske særligt for forældre, når deres datter (i dette tilfælde deres eneste datter) skal føde for første gang. Ingen vidste, at hun ventede tvillinger. Sørgeligt nok, så døde både hun og tvillingerne under fødslen.

Min farmor og farfar var sønderknuste. Deres sorg fik dem dog øjeblikkeligt til at vende sig mod Herren og hans forsoning. Uden at dvæle ved hvorfor dette var sket og hvem man kunne bebrejde, fokuserede de på at leve et retskaffent liv. Min farmor og farfar var ikke rige, de var ikke blandt den sociale elite, de havde ikke fremtrædende stillinger i Kirken – de var blot hengivne sidste dages hellige.

Da de gik på pension i 1956, flyttede de til Hawaii for at være sammen med deres eneste efterkommere. I de efterfølgende årtier elskede de deres familie, tjente i Kirken, og mest af alt nød de blot at være sammen. De kunne ikke lide at være væk fra hinanden og talte endda om, at den, der døde først, måtte finde en måde, så de hurtigt kunne blive genforenet. Tæt på deres 90 års fødselsdag og efter 65 års ægteskab døde de begge med få timers mellemrum af naturlige årsager. Som deres biskop ledte jeg deres begravelse.

Farfar Arts og farmor Lous trofasthed, især når de mødte udfordringer, har nu påvirket fire generationer. Det har direkte påvirket deres søn (min far) og min mor, da mine forældres egen datter, deres yngste barn, døde på grund af komplikationer, der opstod under fødslen. Som 34-årig døde hun 10 dage efter fødslen og efterlod fire børn, fra 10 dage til 8 år gammel. På grund af det eksempel, som de havde set i den tidligere generation, vendte min forældre sig – uden tøven – mod Herren for at finde trøst.

Overalt i verden og blandt Kirkens medlemmer findes der stor glæde og stor smerte. Begge dele er en del af planen. Uden den ene ville vi ikke kende den anden. »Menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25) og »det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt« (2 Ne 2:11) modsiger ikke hinanden, men fuldender hinanden. Alma den Yngre sagde, da han beskrev, hvad han følte, når han vendte sig mod Herren: »Min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været!« (Alma 36:20).

Nogle bliver overvældet af store problemer. Andre lader små problemer blive store. Symonds Ryder var en religiøs leder, som havde hørt om Kirken og mødtes med Joseph Smith. Berørt af denne oplevelse tilsluttede han sig Kirken i juni 1831. Han blev kort tid efter ordineret til ældste og kaldet til at tjene på mission. I kaldelsesbrevet fra Det Første Præsidentskab og i den officielle bemyndigelse til at forkynde var hans navn blevet stavet forkert – med ét bogstav. Hans efternavn stod som R-i-d-e-r, ikke det korrekte R-y-d-e-r. Dette fik ham til at betvivle sin kaldelse og dem, som den kom fra. Han valgte ikke at tage på mission og faldt væk fra Kirken, hvilket snart førte til had og stærk modstand mod Joseph og Kirken. I marts 1832, da Joseph Smith og Sidney Rigdon blev hevet ud af deres hus om aftenen af en vred pøbel og smurt ind i tjære og fjer, hørte man en stemme råbe: »Simonds, Simonds, hvor er spanden med tjære?« (History of the Church, 1:262-263; der står virkelig Simonds). På mindre end 10 måneder gik Symonds Ryder fra at være en ivrig nyomvendt til at være leder af pøblen. Hans åndelige nedtur begyndte med fornærmelsen over, at hans navn var blevet stavet forkert – med et enkelt bogstav. Uanset problemets størrelse kan vores reaktion ændre den kurs, som vores liv tager.

Profeten Joseph Smith gav os en måde til at håndtere personlig tragedie og modstand. Denne guddommelige vejledning, (der til dels var en beskrivelse af Josephs liv frem til dette tidspunkt og også en advarsel), blev åbenbaret til ham, mens han befandt sig i umenneskelige omgivelser i fængslet i Liberty: Hvis »tåber skal gøre nar ad dig … Hvis du bliver bedt om at gennemgå modgang … hvis dine fjender falder over dig … hvis du skulle blive kastet i fangehullet eller i morderes hænder … og alle elementerne forener sig for at spærre vejen, og frem for alt, hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:1, 5-7). Dernæst den dybsindige udtalelse: »Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?« (vers 8). Dette blev efterfulgt af en tydelig vejledning og nogle store løfter. »Fortsæt derfor på din vej … frygt derfor ikke for, hvad mennesket kan gøre, for Gud vil være med dig for evigt og altid« (vers 9).

I de efterfølgende år fortsatte Joseph Smith med retskaffent at udholde et liv fyldt med modgang. Han gav os dette trosfyldte perspektiv: »Og med hensyn til de farer, som jeg er blevet pålagt at gennemgå, så synes de mig kun ringe … dybt vand er ikke desto mindre det, som jeg er vant til at svømme i … jeg … fryde[r] mig i prøvelser, for … Gud … [har] udfriet mig af dem alle, og vil udfri mig fremover« (L&P 127:2). Josephs tillid til at overkomme konstant modgang var baseret på hans evne til altid at vende sig mod Herren.

Hvis I føler, at I er blevet uretfærdigt behandlet – af en person (en i familien, en ven, et andet kirkemedlem, en kirkeleder, en kollega) eller af en omstændighed (et dødsfald blandt jeres kære, problemer med helbredet, økonomiske trængsler, misbrug, afhængighed) – så tag med det samme fat på problemet med al den styrke, som I besidder. »Fortsæt derfor på din vej« (L&P 122:9), at give op er ikke en udvej. Og vend jer straks mod Herren. Udøv al den tro, I har på ham. Læg jeres byrder på ham. Lad hans nåde lette jeres byrder. Vi bliver lovet, at vi ikke vil »lide nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38). Lad aldrig en timelig omstændighed hæmme jer åndeligt.

Jesus måtte i sin største forbilledlige gerning, forsoningen, stige ned »under alt« (L&P 88:6) og lide »alle menneskers smerter« (2 Ne 9:21). Vi forstår således, at forsoningen har et større formål end at sørge for et middel til at overvinde synd. Den største af alle Frelserens jordiske bedrifter giver ham kraften til at opfylde dette løfte: »Hvis I vil vende jer til Herren med hjertets faste forsæt og sætte jeres lid til ham og tjene ham med al sindets flid, hvis I vil gøre det, vil han … udfri jer af trældom« (Mosi 7:33).

Lad os vende os mod Herren, vor »lysende morgenstjerne« (Åb 22:16), når vi mindes denne påskemorgen. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han for stedse vil oplyse vores vej, sandheden og livet (se Joh 14:6). I Jesu Kristi navn. Amen.