Hjælpende hænder, frelsende hænder

Mine brødre og søstre, jeg er dybt taknemlig for muligheden for at tale ved denne konference. Jeg er taknemlig for præsident Thomas S. Monson, og jeg bærer vidnesbyrd om, at han er den levende Guds profet. Jeg er dybt imponeret over præsident Monsons vidunderlige eksempel. Han har tilbragt sit liv med at bruge sine hænder til at hjælpe og frelse andre.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker står over for katastrofer og har behov for hjælp på grund af ødelæggelser efter jordskælv, tsunamier, orkaner og andre naturkatastrofer. Kirken rækker ud til disse mennesker gennem humanitær hjælp. Kirkemedlemmer giver trofast gavmilde fasteofre hver eneste måned og yder tjeneste i kærlighedens ånd. De tilbyder bogstaveligt talt hjælpende hænder på Herrens måde. De følger Herrens befaling om »i alle forhold [at huske] de fattige og de trængende, de syge og de plagede, for den, der ikke gør dette, han er ikke min discipel« (L&P 52:40).

I dag vil jeg gerne fokusere på hænder, der hjælper og frelser åndeligt. Herrens gerning og herlighed er i sandhed »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Mange mennesker omkring os har brug for åndelig hjælp. Når vi giver en frelsende hånd til mindre aktive medlemmer, familier, hvor ikke alle er medlemmer og mennesker fra andre trossamfund, indbyder vi alle til at »komme til Kristus«.¹

Da jeg var nyomvendt, oplevede jeg en åndelig redningsaktion fra et trofast kirkemedlems frelsende hænder. Jeg voksede op i Matsumoto i Japan, der ligger tæt på, hvor de olympiske vinterlege i Nagano blev afholdt. Min hjemby ligner på mange måder Salt Lake City, en dal omringet af smukke bjerge. Da jeg var 17 år gammel, mødte jeg to amerikanske missionærer, ældste Carter og ældste Hayashi. Selvom vi var næsten jævnaldrende, var der noget vidunderligt ved ældsterne, som jeg aldrig havde følt før. De var flittige, glade og fyldt med kærlighed og lys. Jeg var dybt imponeret over deres egenskaber, og jeg ønskede at blive som dem. Jeg lyttede til deres budskab og besluttede mig for at blive døbt. Mine forældre, der begge var buddhister, var meget imod min dåb. Ved missionærernes og Herrens hjælp fik jeg deres tilladelse og blev på mirakuløs vis døbt.

Året efter begyndte jeg på universitetet i Yokohama. Jeg boede alene, langt væk fra min hjemby og de mennesker, som jeg kendte, og jeg blev ensom og forvildede mig væk fra Kirken. En dag modtog jeg et postkort fra et kirkemedlem derhjemme. Hun skrev, at hun havde hørt, at jeg ikke kom til kirkemøderne. Hun citerede et skriftsted og opfordrede mig til at komme tilbage til Kirken. Jeg blev overvældet af ordene i skriftstedet. Det hjalp mig med at indse, at jeg måske havde mistet noget vigtigt, og jeg tænkte over det og kæmpede i dagevis. Det fik mig også til at mindes et løfte, som missionærerne havde givet mig: »Hvis du læser Mormons Bog og i inderlig bøn spørger, om løftet i Moronis Bog er sandt, vil du gennem Helligåndens kraft kende sandheden.«²

Jeg indså, at jeg ikke bad af hele mit hjerte og besluttede mig for at gøre det. En morgen vågnede jeg tidligt, knælede ned i min lille lejlighed og bad oprigtigt. Til min overraskelse kom Helligåndens bekræftelse til mig som lovet. Mit hjerte brændte, min krop rystede, og jeg var fyldt med glæde. Gennem Helligåndens kraft lærte jeg, at Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus lever, og at de virkelig viste sig for Joseph Smith. Jeg forpligtede mig til at omvende mig i mit hjerte og trofast følge Jesus Kristus resten af mine dage.

Denne åndelige oplevelse ændrede fuldstændigt mit liv! Jeg besluttede mig for at tage på mission i taknemlighed til Herren og det kirkemedlem, som frelste mig. Efter min mission blev jeg beseglet i templet til en vidunderlig kvinde, og vi er blevet velsignet med fire børn. Det var ikke tilfældigt, at det var den selvsamme pige, der frelste mig ved at sende mig et postkort til den ensomme lejlighed i Yokohama for så mange år siden. Jeg er for evigt taknemlig for Herrens nåde og for dette kirkemedlems hjælp, der opfordrede mig til igen at komme til Kristus.³

Jeg ved, at mange af jer personligt rækker jeres kærlige og frelsende hænder ud hver dag. Dette omfatter en trofast hjælpeforeningssøster, der drager omsorg for ikke blot de søstre, som hun er udpeget til at besøge, men også alle søstre, som er syge eller på anden måde har brug for hjælp. Hun besøger dem ofte og har i årevis styrket manges tro. Jeg tænker på en biskop, som ofte besøgte enker og enkemænd i sin menighed. Den måde at yde hjælp på fortsatte han med i mange år, efter han var blevet afløst.

Jeg kender en præstedømmeleder, der bruger tid sammen med en ung mand, som har mistet sin far. Han kommer til hans aktiviteter, underviser ham i evangeliet og giver råd på en måde, som hans far ville have gjort. En anden familie glæder sig over at fortælle andre om evangeliet. Forældrene og børnene bærer hver især vidnesbyrd om evangeliet til dem omkring sig, og de er elsket af mange.

Som en del af en primaryaktivitet lægger mit femårige barnebarn en majskerne i en stor glasflaske, hver gang hun gør noget godt. Med høj røst synger hun denne primarysang, når hun ser efter noget godt at gøre hver dag: »Følg Guds profeter, følg Guds profeter, følg Guds profeter, de viser vej.«⁴

Jeg har ikke tid til at fortælle jer alt det gode, som jeg ser kirkemedlemmer gøre. De følger profetens råd – ikke af pligt, men af egen fri vilje, og de gør det anonymt og med glæde.

Somme tider føler vi, at vi er svage og mangler styrke til at frelse andre, men Herren minder os om dette: »Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

Jeg slutter med et citat af præsident Thomas S. Monson: »Mine brødre og søstre, vi er omgivet af andre, der har behov for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed – hvad enten de er familie, venner, bekendte eller fremmede. Vi er Herrens hænder her på jorden med mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han er afhængig af hver enkelt af os.«⁵

Må vi følge profetens råd og eksempel og hver eneste dag opsøge de trængende, så vi kan være Herrens hænder til at hjælpe og frelse hans børn, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.