En missionærs guddommelige kald

God aften, mine kære brødre i præstedømmet. I aften vil jeg gerne tale om missionærtjeneste. Jeg retter min tale mod den store hær af unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme og som er forsamlet i hele verden, samt til deres fædre, bedstefædre og præstedømmeledere, som passer på dem.

Missionering er et emne, der ligger mit hjerte meget nært, ligesom det gør for ethvert medlem i De Halvfjerds’ otte kvorummer, som Herren har udpeget til at gå »i forvejen … til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen«.¹ Missionering er Kirkens hjerteblod og den velsignelse, der frelser liv for alle, der tager imod budskabet.

Da Mesteren virkede blandt menneskene, kaldte han fiskere i Galilæa og bad dem forlade deres garn og følge sig, da han sagde: »Jeg [vil] gøre jer til menneskefiskere.«² Herren gav disse kaldelser til ydmyge mænd, så andre gennem dem ville høre hans evangeliums sandheder og komme til ham.

I juni 1837 kaldte profeten Joseph Smith apostlen Heber C. Kimball til at tage på mission i England. Ældste Kimballs kaldelse kom, mens de begge sad i templet i Kirtland, og Joseph talte med guddommelig myndighed: »Bror Heber, Herrens Ånd har hvisket til mig: ›Lad min tjener Heber tage til England og forkynde mit evangelium og åbne døren til frelse i denne nation.‹«³

Denne Åndens hvisken er et eksempel på, hvordan kaldelsen til Herrens tjenere kommer, når missionærer sendes ud i missionsmarken.

I dag drager missionærer ud to og to, sådan som Herren har anvist, og bringer det samme budskab, med den samme guddommelige kaldelse til at tjene, fra Guds profet. Vores profet, præsident Thomas S. Monson har sagt om alle dem, der er kaldet til at tjene: »Det er jeres livs chance at tjene som missionær. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke at være tilskuere, men deltagere på præstedømmetjenestens scene.«⁴

Scenen er jeres, mine kære drenge i Det Aronske Præstedømme. Er I beredte og villige til at spille jeres rolle? Herren har brug for, at enhver dygtig ung mand forbereder og igen forpligter sig fra og med i aften til at være værdig til en kaldelse fra Guds profet til at tjene på mission.

Jeg husker med varme følelser hele vores families store glæde, da to af vores børn modtog deres kaldelse til at tjene som fuldtidsmissionærer. Spænding og forventning fyldte vores hjerte, da de åbnede deres særlige brev fra Guds profet. Vores datter Jenessa blev kaldet til Detroit-missionen i Michigan, og vores søn Christian blev kaldet til Moskva syd-mission i Rusland. Hvilke ydmyge og spændende oplevelser på samme tid!

Da søster Rasband og jeg havde privilegiet af at præsidere over New York City nord-missionen for adskillige år siden, forundredes jeg over missionærerne, der ankom til New York City.

Da jeg interviewede dem på deres første dag på mission, havde jeg en dyb følelse af taknemlighed for hver enkelt missionær. Jeg følte, at deres kaldelse til vores mission var guddommeligt bestemt til dem, og til mig som deres missionspræsident.

Efter at have afsluttet vores missionskaldelse blev jeg kaldet af præsident Gordon B. Hinckley til at tjene som halvfjerdser i Kirken. En del af min første oplæring som ny generalautoritet indebar, at jeg fik mulighed for at sidde sammen med medlemmer fra De Tolv, da de kaldte missionærer til at tjene i en af de over 300 missioner i denne store kirke.

Med præsident Henry B. Eyrings opmuntring og tilladelse vil jeg gerne fortælle jer om en oplevelse, som var meget speciel for mig, og som jeg havde sammen med ham for adskillige år siden, da han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Hver apostel har nøglerne til riget og udøver dem under vejledning og på forespørgsel af Kirkens præsident. Ældste Eyring tildelte missionærer deres missionsmark, og som en del af min oplæring blev jeg inviteret til at observere.

Jeg mødtes med ældste Eyring en tidlig morgen i et lokale, hvor adskillige, store computerskærme var blevet forberedt til mødet. Der var også en ansat fra missionsafdelingen, som var blevet bedt om at hjælpe til den dag.

Først knælede vi sammen ned i bøn. Jeg husker, at ældste Eyring brugte meget oprigtige ord, da han bad Herren velsigne ham til med »fuldkommen« sikkerhed at vide, hvor missionærerne skulle kaldes til. Ordet »fuldkommen« siger meget om den tro, som ældste Eyring udviste den dag.

Da processen begyndte, dukkede et billede af den missionær, der skulle kaldes, op på computerskærmene. Efterhånden som hvert billede dukkede op, var det for mig, som om missionæren var sammen med os i lokalet. Ældste Eyring hilste dernæst på missionæren med sin venlige og elskelige røst: »God morgen, ældste Reier eller søster Yang. Hvordan går det?«

Han fortalte mig, at han i sit sind godt kunne lide at tænke på, hvor missionærerne skulle afslutte deres mission. Det hjalp ham til at vide, hvortil de skulle kaldes. Ældste Eyring studerede derpå biskoppens og stavspræsidentens kommentarer, lægebemærkninger og andre punkter i forbindelse med hver missionær.

Han kiggede dernæst på en anden skærm, som viste områder og missioner fra hele verden. Til slut kaldte han alt efter Åndens tilskyndelse missionæren til den ene eller den anden missionsmark.

Fra andre af De Tolv har jeg lært, at denne metode er almindelig og typisk foregår hver uge, når Herrens apostle kalder snesevis af missionærer til at tjene over hele verden.

Eftersom jeg har tjent som missionær i mit eget land i missionen i de østlige stater for en del år siden, blev jeg dybt berørt af denne oplevelse. Eftersom jeg havde tjent som missionspræsident, var jeg også taknemlig for endnu et vidnesbyrd i mit hjerte om, at de missionærer, jeg havde taget imod i New York City, blev sendt til mig ved åbenbaring.

Efter at have kaldet nogle få missionærer vendte ældste Eyring sig om mod mig, mens han tænkte over en bestemt missionær og sagde: »Nå, bror Rasband, hvor tror du, den missionær skal hen?« Jeg blev chokeret! Jeg antydede stille over for ældste Eyring, at jeg ikke vidste det, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne vide det! Han så direkte på mig og sagde ganske enkelt: »Bror Rasband, udvis større opmærksomhed, og så kan også du vide det.« Efter det trak jeg min stol lidt tættere på ældste Eyring og computerskærmen.

Et par gange mere, efterhånden som processen fortsatte, vendte ældste Eyring sig om mod mig og sagde: »Nå, bror Rasband, hvor føler du, denne missionær skal hen?« Jeg nævnte en bestemt mission, og ældste Eyring så eftertænksomt på mig og sagde: »Nej, der skal det ikke være!« Han fortsatte så med at kalde de missionærer dertil, hvor han følte sig tilskyndet.

Da vi nærmede os afslutningen af det møde, dukkede et billede af en vis missionær frem på skærmen. Jeg fik den stærkeste tilskyndelse, den stærkeste den morgen, om, at den missionær, der var foran os, skulle kaldes til Japan. Jeg vidste ikke, at ældste Eyring ville spørge mig om ham, men forbavsende nok spurgte han. Jeg sagde temmelig forsigtigt og ydmygt til ham: »Japan?« Ældste Eyring svarede straks: »Ja, lad os kigge der.« På computerskærmen kom missionerne i Japan til syne. Jeg vidste øjeblikkeligt, at missionæren skulle til Sapporo-missionen i Japan.

Ældste Eyring spurgte mig ikke om det nøjagtige navn på missionen, men han kaldte den missionær til Sapparo-missionen i Japan.

Inderst inde blev jeg dybt rørt og oprigtig taknemlig over, at Herren lod mig opleve tilskyndelsen om, at jeg vidste, hvor den missionær skulle hen.

Ved slutningen af mødet bar ældste Eyring sit vidnesbyrd for mig om den kærlighed, som Frelseren har for hver eneste missionær, der bliver kaldet til at gå ud i verden og forkynde det gengivne evangelium. Han sagde, at det er på grund af Frelserens store kærlighed, at hans tjenere ved, hvor disse vidunderlige, unge mænd og kvinder, ældre missionærer og missionærægtepar skal tjene. Jeg fik et yderligere vidnesbyrd den morgen om, at alle missionærer, der kaldes i denne kirke og udpeges eller omplaceres til en bestemt mission, bliver kaldet ved åbenbaring af Herren, Gud den Almægtige, gennem en af disse hans tjenere.

Jeg afslutter med Herrens ord til brødrene Whitmer, som spillede en væsentlig rolle i genoprettelsens første dage. De var vidner til guldpladerne, og deres skrevne vidnesbyrd står foran i hver eneste Mormons Bog. De var blandt den første flok missionærer, der blev kaldet af Guds profet i 1829, til at forkynde Herren Jesu Kristi evangelium.

I indledningen til afsnit 14 i Lære og Pagter står der: »Tre af Peter Whitmer seniors sønner, der hver for sig havde modtaget et vidnesbyrd om værkets ægthed, blev dybt optaget af spørgsmål om deres egen personlige pligt.«

Til John og Peter Whitmer jun. sagde Herren dette: »For mange gange har du ønsket at få at vide af mig, hvad der ville være af størst værdi for dig.«⁵

Jeg formoder, at mange af jer unge mænd har stillet jer selv det samme spørgsmål. Her er Herrens svar: »Og se nu, jeg siger dig, at det, der vil være af størst værdi for dig, vil være at kundgøre omvendelse for dette folk, så du kan bringe sjæle til mig, så du kan hvile sammen med dem i min Faders rige.«⁶

På dette tidspunkt i jeres liv, mine unge venner, er en missionskaldelse fra Herren det vigtigste arbejde, I kan udføre. Forbered jer nu, lev retskaffent, lær af jeres familie og kirkeledere. Kom og vær sammen med os om at opbygge Guds rige på jorden – tag imod jeres guddommelige kaldelse i »så stor en sag.«⁷ Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.