Læs en historie om Jesus

Når man får til opgave at tale hen mod afslutningen af generalkonferencens sidste møde, så lytter man til hvert eneste ord og spekulerer på, hvilken del af min tale en anden vil holde, før det bliver min tur. Der tildeles ikke emner, der er ingen samordning af temaer. Herrens måde er, selvfølgelig, altid den bedste måde. Han tager hver enkelt talers personlige, bønsomme indsats og skaber en åndelig symfoni fuld af åbenbaring og kraft. Gentagne temaer, princip, der bygger på princip, profetiske advarsler, opløftende løfter – den guddommelige harmoni er et mirakel! Jeg vidner om, at vi til denne konference har hørt og følt Herrens sind og vilje.

Præsident Thomas S. Monson har beskrevet den opvoksende slægt som »den bedste nogensinde«¹ og har sagt til vore unge: »I er kommet til jorden i en storslået tid. Jeres muligheder er næsten ubegrænsede.«² Men han advarede også: »Vi er placeret på jorden i en vanskelig tid.«³ »Det er en tid med eftergivenhed, hvor samfundet generelt rutinemæssigt ignorerer og bryder Guds love.«⁴ Vi er omgivet af så meget, der har til formål at aflede vores opmærksomhed. »Modstanderen benytter ethvert middel til at fange os i sit net af falskhed.«⁵

Vi holder den opvoksende slægt i vore arme. De kommer til denne jord med vigtige ansvar og store, åndelige evner. Vi kan ikke være overfladiske med hensyn til, hvordan vi forbereder dem. Vores udfordring som forældre og lærere er ikke at skabe en åndelig kerne i deres sjæl, men snarere at puste til flammen i den åndelige kerne, der allerede gløder ved ilden fra deres førjordiske tro.

Denne eftermiddag ønsker jeg at understrege et barns bøn i en primarysang:

I vore dages verden har hvert barn, hver unge mand og unge pige brug for selv at blive omvendt til sandheden. Hver især har brug for sit eget lys, sin egen »standhaftige og urokkelige«⁷ tro på Herren Jesus Kristus, uafhængig af forældre, de unges ledere og opbakning fra venner.

Historien om Jesus kan være som en stormvind henover troens gløder i vore børns hjerte. Jesus sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet.«⁸ Historierne om Jesus, der fortælles igen og igen, medfører tro på Herren Jesus Kristus og styrker vidnesbyrdets fundament. Kan I komme i tanker om en mere værdifuld gave til vore børn?

Er Jesu Kristi liv og lærdomme indgroet i vore børns sind og sjæl? Tænker de over Frelserens liv, når de spekulerer på, hvad de skal gøre i deres eget liv? Det bliver vigtigere og vigtigere i årene fremover.

Har jeres børn forestillet sig det førjordiske råd,⁹ hvor Jesus – den største af alle – sagde: »Her er jeg, send mig«?¹⁰ Ser de deres egen villighed til at tjene for at følge hans eksempel?

Tænker de på hans ydmyge fødsel,¹¹ hvor verdens Frelser ligger i en stald?¹² Hjælper hans omstændigheder dem til bedre at forstå den rette værdi af materielle ejendele?

Ved de, at Jesus ofte belærte om at »bed[e], og I skal få«?¹³ Strømmer hans taknemlige¹⁴ bønner og hans bønner til sin Fader¹⁵ gennem vore børns sind, når de knæler i bøn med deres egne bekymringer?

Har vi fortalt dem om den kærlighed, Jesus har for børn, hvordan han holdt dem i sine arme, bad for dem og græd?¹⁶ Ved vore børn, at Jesus står klar »med åbne arme for at tage imod [dem]«?¹⁷

Får de styrke fra historien om Jesus, der faster¹⁸ – når vi underviser dem i fasteloven?

Kender vore børn i deres egen ensomhed til den ensomhed, som Frelseren følte, da hans venner forlod ham, og da han spurgte sine apostle: »Vil I også gå jeres vej?«¹⁹

Har vore børn følt kraften i Frelserens mirakler? Jesus helbredte den spedalske,²⁰ gjorde den blinde seende.²¹ Han bespiste de 5000,²² stilnede søen²³ og oprejste Lazarus fra de døde.²⁴ Tror vore børn på, at »det er ved tro, at mirakler udvirkes«,²⁵ og beder de om mirakler i deres eget liv?

Har vore børn hentet mod fra Frelserens ord til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun«?²⁶

Kender vore børn til hans fuldkomne liv,²⁷ hans uselviske tjenestegerning, forræderiet mod ham og hans grusomme korsfæstelse?²⁸ Har vi vidnet for dem om visheden af hans opstandelse,²⁹ hans besøg hos nefitterne på det amerikanske fastland³⁰ og hans tilsynekomst for profeten Joseph Smith i den hellige lund?³¹

Ser de frem til hans majestætiske tilbagevenden, hvor alt bliver sat i orden, og hvor hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus er Kristus?³²

Siger vore børn: »Læs en historie om Jesus, én jeg har kær«?³³

Til de unge og børnene: Lev op til jeres vigtige ansvar og storslåede, åndelige evner. Stræb efter at vide mere om Jesus, åbn skrifterne. Et forslag kunne være at læse Johannesevangeliet igen og derpå tale om det med jeres forældre, lærere og hinanden.

Til fædre og mødre, bedstefædre og bedstemødre og til dem uden egne børn, der kærligt påvirker børn og unge, er mit råd at tale hyppigere om Jesus Kristus. I hans hellige navn er der stor åndelig kraft. »Der … [er ikke] noget andet navn eller nogen anden vej … hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi … navn.³⁴

Til mødre, der opdrager deres børn uden en far i hjemmet, jeg lover jer, at når I taler om Jesus Kristus, vil I føle himlens kraft velsigne jer.

Efter søster Stella Oaks mand gik bort, opfostrede hun tre små børn (herunder ældste Dallin H. Oaks³⁵) som enlig mor. Hun sagde engang: »Jeg fik at vide, at Herren elskede mig, og at jeg ville kunne leve op til mit hverv. Jeg følte mig favnet i kærlighed … og vidste, at han ville støtte os under den modstand, der måtte opstå.«³⁶

Jeg har en særlig appel til fædre: Jeg beder jer være en vigtig del af det at tale med jeres børn om Frelseren. De har brug for de bekræftende udtryk for jeres tro foruden deres mors.

Selv om der måtte være mange tidspunkter, hvor et barn ikke lytter med et troende hjerte, forbliver jeres vidnesbyrd om Jesus i hans eller hendes sjæl. Kan I huske historien om Alma, der havde valgt den forkerte vej? Da han kom tilbage, sagde han:

»Jeg … erindrede … min far [tale] … angående … [Jesu Kristi] … komme for at sone for verdens synder.

Da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig.«³⁷

Hvis et barn ikke lytter, så fortvivl ikke. Tiden og sandheden er på jeres side. På det rette tidspunkt vender jeres ord tilbage, som kom de fra himlen selv. Jeres vidnesbyrd forlader aldrig jeres børn.

Når I ærbødigt taler om Frelseren – i bilen, i bussen, ved middagsbordet, når I knæler i bøn, under skriftstudiet eller i sene nattesamtaler – ledsager Herrens Ånd jeres ord.³⁸

Når I gør jeres bedste, drypper Jesu vidnesbyrd blidt på jeres børns hjerte. De vil gå til deres himmelske Fader i ydmyg bøn og føle hans påvirkning gennem Helligåndens kraft. En stærkere, personlig tro på Jesus Kristus forbereder dem til de udfordringer, som de helt sikkert vil møde.³⁹

Jeg mødte Bill Forrest og Debbie Hutchings, da vi studerede på Brigham Young University. Bill var vendt hjem fra mission. Han og Debbie blev forelskede og blev viet i templet i Oakland i Californien. De bosatte sig i Mesa i Arizona og blev velsignet med fem sønner og to døtre. Bill og Debbie lærte deres børn at elske Herren Jesus Kristus, sådan som de elskede ham. Deres søn, ældste Daniel Forrest, der for tiden tjener i Oaxaca-missionen i Mexico, sagde: »Hver morgen sad vi uden undtagelse der ved bordet inden skole og læste og talte om skrifterne.«

Deres datter, Kara, der nu er gift og selv har to børn, husker stadig levende sin far, der kørte hende til de tidlige morgenaktiviteter i high school. Hun sagde: »Min far elskede at lære citater, skriftsteder og digte udenad, og på disse tidlige morgenture øvede vi os i at fremsige dem.« Et af hans yndlingsskriftsteder var: »Husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … [skal han] ingen magt … få over jer til at drage jer … på grund af den klippe, som I er bygget på.«⁴⁰

Langfredag i år 2000, for nøjagtig 10 år siden, virkede Bill Forrest som biskop i Estate Groves Menighed i Arizona. På vej til arbejde blev hans bil, kun 2 km hjemmefra, ramt af en stor grusvogn. Debbie og børnene kørte hjemmefra kort efter Bill og stødte uventet på den tragiske scene. Bill havde ikke overlevet ulykken. Denne elskede ægtemands og fars udødelige ånd var pludselig blevet taget hjem til ham, der overvandt døden, Guds Søn, hvis herlige opstandelse de skulle have fejret sammen den påskesøndag.

Hvordan fandt Debbie og hendes syv børn (den yngste var kun fem) den styrke, de havde brug for? Kara, der var 15 år på ulykkestidspunktet, fortalte mig for nylig: »Jeg er min mor og far så taknemlig for det, de lærte mig om Frelseren. De åbnede skrifterne for mig, bad med mig og var eksempler på Frelserens næstekærlighed, kærlighed og tålmodighed … Påske er en kær tid for mig hvert år, hvor jeg tænker på vor Frelsers liv, mission og opstandelse, og hvor jeg mindes min jordiske fars liv.«

Ældste Daniel Forrest sagde: »Jeg var ti år gammel, da min far gik bort. Det var en svær tid … Min mor har altid været et eksempel på Frelserens lærdomme. Jeg har min fars navneskilt med mig fra hans mission i Spanien. To af mine yndlingscitater fra min far er: ›To mennesker kan gøre hvad som helst, så længe det ene er Herren‹ og ›Frelseren må være vores fundament. Hvis ikke, kludrer vi i det.‹«

Tro på Jesus Kristus har fyldt familien Forrests børns hjerte. Denne påskeweekend, 10 år efter deres fars bortgang, savner de ham dybt, men dødens brod er opslugt i Kristus.⁴¹ De ved, at de, på grund af Frelserens ubetalelige gave, kan være sammen med deres jordiske far og deres himmelske Fader igen.

Læs en historie om Jesus.

Om et øjeblik vil vi høre fra Guds profet. Herren har om sin profet sagt: »Hans ord skal I tage imod … som kom det fra min egen mund.«⁴² Jeg vidner om, at præsident Thomas S. Monson er Herrens talerør på jorden.

Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, hele menneskehedens Frelser. Hans liv, hans forsoning, hans opstandelse og hans ventede tilbagekomst er så sikker og vis som den opgående sol. Hans navn være priset for evigt og altid.⁴³ I Jesu Kristi hellige navn. Amen.