Institut
Lektion 17, Lærerens hæfte: Forbliv trofast trods modgang og sorger


»Lektion 17, Lærerens hæfte: Forbliv trofast trods modgang og sorger«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte, 2019

»Lektion 17, Lærerens hæfte«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte

Lektion 17, Lærerens hæfte

Forbliv trofast trods modgang og sorger

I perioden fra 1837 til 1839 oplevede de hellige en bølge af frafald i Kirtland i Ohio og voldelig forfølgelse i Missouri. Denne lektion vil hjælpe eleverne til at afgøre, hvordan de kan vende sig til og stole mere helhjertet på vor himmelske Fader og Jesus Kristus i svære tider og modgang.

Forslag til undervisningen

Nogle medlemmer i Kirtland i Ohio forlod Kirken, mens andre forblev trofaste.

Indled lektionen med at bede eleverne om at beskrive, hvordan folk, de kender, har tacklet svære prøver i deres liv. Du kan også spørge, hvad de lærer af sådanne eksempler.

Bed eleverne om at overveje de prøver som de eller deres kære oplever for tiden, og overveje, hvad Herren måske ønsker at lære dem i dag om at tackle sådanne prøvelser.

  • Hvilke udfordringer og prøvelser oplevede de tidlige hellige i Ohio? (Du kan eventuelt henvise eleverne til deres forberedelsesmateriale, hvis de skal hjælpes med at huske det). Hvad kan vi lære af dem, der blev ramt af prøvelser i Ohio?

Mind eleverne om, at Thomas B. Marsh, der var præsident for De Tolv Apostles Kvorum, i sommeren 1837 rejste fra Missouri til Kirtland for at mødes med medlemmer af det kvorum og med profeten Joseph Smith.

  • Hvilke udfordringer og bekymringer oplevede Thomas B. Marsh, inden han kom til Kirtland?

Forklar, at efter Thomas B. Marsh og Joseph Smith havde mødt hinanden og var kommet overens om deres uenigheder, modtog profeten en åbenbaring fra Herren til Thomas. Bed eleverne om at læse eller gennemgå Lære og Pagter 112:10-15 for sig selv og se efter de råd og principper, som Herren underviste Thomas B. Marsh og andre medlemmer af de Tolvs Kvorum om. Lad dem fortælle om, hvad de finder frem til.

Hjælp om nødvendigt eleverne til at finde og drøfte et princip fra vers 13 ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad lovede Herren, at han ville gøre for dem af De Tolv, der valgte ikke at forhærde deres hjerte, når deres tro blev prøvet? (Når eleverne har svaret, så vis eller skriv følgende princip på tavlen: Hvis vi ikke forhærder vores hjerte, når vores tro bliver prøvet, vil Herren være med os og hjælpe os til dybere omvendelse).

  • Hvorfor forhærder nogle mennesker mon deres hjerte, når deres tro bliver prøvet? Hvad er faren ved at gøre det?

  • Hvornår har I set nogle tackle en prøve på deres tro med et blødt hjerte og et åbent sind? Hvad har I bemærket, at der skete med den person, der handlede således?

Profeten Joseph Smith blev velsignet for sin trofasthed under sine prøvelser i fængslet i Liberty.

Vis følgende spørgsmål: Hvorfor tillader Gud, at der sker dårlige ting for gode mennesker?

Spørg eleverne, om de nogensinde har tænkt over eller er blevet stillet dette spørgsmål. Forklar, at Joseph Smith stillede et lignende spørgsmål, efter han uretmæssigt var blevet fængslet i Liberty i Missouri. Når eleverne drøfter Josephs oplevelse, så bed dem om at overveje, hvordan de ville svare, hvis en ven stillede dem det spørgsmål.

Vis følgende billede af fængslet i Liberty:

Billede
Fængslet i Liberty om vinteren, af Al Rounds
Billede
Kopi af fængslet i Liberty

Spørg eleverne, om de kan huske, hvilke begivenheder der førte til, at Joseph Smith kom i fængsel i Liberty. (Henled om nødvendigt eleverne til afsnit 3 af forberedelsesmaterialet).

  • Hvordan var forholdene for Joseph Smith og de andre i fængslet i Liberty?

Mind eleverne om, at profeten Joseph Smith sad fængslet i Liberty mere end fire måneder under en streng vinter. Få en elev til at læse Lære og Pagter 121:1-3 højt. Lad resten af klassen følge med og se efter, hvilke spørgsmål profeten stillede i dette bønlige brev.

  • Hvad viser disse spørgsmål om, hvad Joseph Smith måske har følt på det tidspunkt?

  • Hvordan kan den tid have været en prøve på Josephs tro?

Mind eleverne om, at Joseph Smith sendte to breve til Kirken, mens han var i fængsel. Del dem op i små grupper. Bed dem om at gennemgå eller læse Lære og Pagter 121:7-10; 122:7-9 og derefter sige, hvilke udtryk eller principper, der falder dem i øjnene.

Bed efter passende tid nogle få elever om at fortælle klassen om et udtryk eller princip, de har drøftet i gruppen. Overvej at vise disse principper eller udtryk eller skrive dem på tavlen. Nogle af de principper, som eleverne finder frem til, kan udtrykkes eller opsummeres på følgende måder: Når vi vender os til Herren og stoler på ham i vores prøvelser, vil han velsigne os med åbenbaring, trøst og opmuntring. Hvis vi forbliver trofaste, kan trængsler og modgang tjene os til gavn og erfaring.

  • Hvordan kan de principper og udtryk, I fandt frem til, hjælpe nogle, der oplever modgang eller en trosprøve?

Som en del af jeres drøftelse kan du vise følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum og bede en studerende om at læse den højt.

I kan have hellige, dybtgående belærende oplevelser og åbenbaringer med Herren i den mest ulykkelige tid i jeres liv – i den værste situation, mens I udholder de mest smertefulde uretfærdigheder, når I står over for de mest uoverstigelige forhindringer og den værste modstand, I nogensinde har mødt …

Hændelserne i vinteren 1838-1839 lærer os, at enhver erfaring kan blive en forløsende erfaring, hvis vi holder os tæt knyttet til vor himmelske Fader igennem besværlighederne. Disse svære erfaringer lærer os, at et menneske drevet til det yderste er Guds muligheder, og hvis vi vil være ydmyge og trofaste, hvis vi vil være troende og ikke forbande Gud for vores problemer, kan han vende de uretfærdige, inhumane og invaliderende fængsler i vores liv til templer – eller i det mindste til en situation, der kan give os trøst og åbenbaring, guddommelig ledsagelse og fred. (Se Jeffrey R. Holland, »Lektier fra fængslet i Liberty« BYU-foredrag, 2009. sep. 28, ChurchofJesusChrist.org/broadcasts).

  • Hvad tror I, at det betyder, at prøver kan blive »forløsende« erfaringer?

  • Hvordan kan det at udholde livets prøvelser med trofasthed hjælpe os til at blive mere som vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus?

  • På hvilke måder har I vendt jer til og stolet mere helhjertet på vor himmelske Fader og Jesus Kristus i svære tider, der har prøvet jeres tro? Hvad har I lært af det?

Lad eleverne fortælle en klassekammerat, hvordan de ville svare på det spørgsmål, du viste tidligere om, hvorfor Gud tillader, at der sker dårlige ting for hans børn.

Giv derefter eleverne en opfordring til at vise de ord og udtryk, de valgte fra de skriftsteder, de drøftede tidligere, på et sted, hvor de ofte kan se dem eller at lære dem udenad eller dele dem på sociale medier. Bær vidnesbyrd om, at når vi vender os til Frelseren i vores trængsler, vil han give os fred og trøst og gøre vores omvendelse dybere.

Til næste gang

Når du afslutter lektionen, kan du overveje at forklare, at en af de største kvindeorganisationer i verden i dag, Hjælpeforeningen, blev grundlagt i 1842 af profeten Joseph Smith. Lad eleverne vide, at når de forbereder sig til klassen næste gang, vil de få mulighed for at lære mere om, hvordan og hvorfor denne verdensomspændende organisation blev stiftet. Tilskynd eleverne til at komme forberedt på at fortælle, hvad de har lært.