Institut
Lektion 23, Klassens forberedelsesmateriale: Joseph Smiths profetiske mission og martyrium


»Lektion 23, Klassens forberedelsesmateriale: Joseph Smiths profetiske mission og martyrium«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte, 2019

»Lektion 23, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen – Lærerens hæfte

Lektion 23, Klassens forberedelsesmateriale

Joseph Smiths profetiske mission og martyrium

Billede
Bror Joseph, af David Lindsley.

Tænk på de personer i skrifterne, der var villige til at ofre deres liv for at gøre Herrens vilje. Hvad lærer sådanne ofre jer om disse personers vidnesbyrd og overbevisning? Når I studerer profeten Joseph Smiths mission og martyrium, så tænk over, hvordan hans indsats og arv har påvirket jeres liv.

Afsnit 1

Hvilke begivenheder førte til fængslingen af profeten Joseph Smith i fængslet i Carthage?

»Joseph og Hyrum er døde. [John] Taylor såret … Jeg har det godt.« Disse ord er en del af den besked, Willard Richards sendte til Emma Smith og andre hellige i Nauvoo, blot timer efter Joseph og Hyrum Smith blev brutalt myrdet i fængslet i Carthage om aftenen den 27. juni 1844 (Willard Richards letter, Carthage Jail, 27. juni, 1844, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City). Forestil jer de tanker og følelser, Emma og de hellige kan have haft, da de læste disse ord.

De helliges voksende politiske og økonomiske påvirkning blev anset som en trussel af de nærtliggende samfund. I sommeren 1844 var modstanden mod Joseph Smith og Kirken taget voldsomt til. Nogle, der havde forladt Kirken, sammensværgede sig for at opildne offentlig modstand mod profeten. Nogle borgere i Illinois talte om at fordrive de hellige ud af staten, mens andre lagde planer om at dræbe profeten.

Den 10. juni 1844 gav Joseph Smith, som var Nauvoos borgmester, og Nauvoos byråd ordre til at destruere Nauvoo Expositor og den trykpresse, som den blev trykt på. Nauvoo Expositor var en anti-mormonsk avis, der bagvaskede profeten og andre hellige og som opfordrede til ophævelsen af Nauvoos byrettigheder. Byens embedsmænd frygtede, at udgivelsen ville medføre et angreb fra pøbelhobens side. Som følge af borgmesterens og byrådets handling fremsatte myndighederne i Illinois en ubegrundet anklage mod profeten, hans bror Hyrum og andre af Nauvoos embedsmænd om oprør. Illinois’ guvernør, Thomas Ford, gav ordre til, at mændene skulle stilles for retten i Carthage i Illinois, amtets hovedby, og lovede dem beskyttelse. Joseph vidste, at hvis han tog til Carthage, ville hans liv være i stor fare på grund af de pøbelhobe, der truede ham …

Den 24. juni bød Joseph og Hyrum deres familier farvel og red sammen med andre af Nauvoos embedsmænd mod Carthage. (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 523-525)

Udfør en eller begge af følgende aktiviteter:

  1. Se videoen »Ministry of Joseph Smith: Sealed His Testimony with His Blood« (1:14).

  2. Studér resten af afsnit 1.

Da profeten rejste med andre til Carthage, profeterede han om sit martyrium.

Billede
ikon, studie

Forbered jer til klassen

Studér Lære og Pagter 135:4.

Joseph og Hyrum »overgav sig dagen efter frivilligt til amtets embedsmænd i Carthage. Efter brødrene var blevet løsladt mod kaution for den oprindelige tiltale, blev de uforskyldt anklaget for forræderi mod staten Illinois, arresteret og fængslet i Carthage for at afvente en høring. Ældste John Taylor og Willard Richards, de eneste medlemmer af De Tolv, der ikke var på mission på det tidspunkt, sluttede sig frivilligt til dem« (Lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 525).

Billede
Carthage fængslets ydre

Afsnit 2

Hvad skete der i fængslet i Carthage?

Udfør en eller begge af følgende aktiviteter:

  1. Se videoen »Joseph Smith – Genoprettelsens profet«, der skildrer scenen med Joseph og Hyrum Smiths død, fra tidskode 0:00 til 3:20.

  2. Læs følgende historie fra De hellige: Jesu Kristi Kirkes historie i de sidste dage:

Tiden gik langsomt den eftermiddag i fængslet i Carthage. I sommervarmen havde mændene smidt jakkerne og åbnet vinduet for at lade en brise komme ind. Udenfor … bevogtede otte mænd fængslet, mens resten af militsen havde en lejr i nærheden. En anden vagt sad lige på den anden side af døren.

Billede
Det indvendige af fængslet i Carthage

Stephen Markham, Dan Jones og andre løb ærinder for Joseph. Blandt de mænd, der havde været der aftenen forinden, var det kun Willard Richards og John Taylor, der stadig var sammen med Joseph og Hyrum. Tidligere på dagen havde besøgende smuglet to våben ind til fangerne – en revolver og et enskuds skydevåben – i tilfælde af et angreb. Stephen havde også efterladt en robust stok, som han kaldte »slyngelbankeren«.

For at lette stemningen og få tiden til at gå, sang John en britisk salme …

[Kort tid efter John Taylor sang salmen for anden gang] hørte fangerne en raslen ved døren og knald fra tre eller fire skud. Willard kiggede ud af det åbne vindue og så hundrede mænd dernede, med ansigter sorte af mudder og krudt, storme indgangen til fængslet. Joseph greb en af pistolerne, mens Hyrum tog den anden … Alle fire mænd pressede sig op ad døren, da pøblen løb op af trapperne og forsøgte at tvinge sig ind.

Skyderi kunne høres fra gangen, da pøblen skød mod døren … En kugle splintrede gennem træet. Den ramte Hyrum i ansigtet, og han vendte sig og tumlede væk fra døren. En anden kugle ramte ham i lænden …

»Bror Hyrum!« skreg Joseph. Han greb sin revolver, åbnede døren nogle få centimeter og skød en enkelt gang. Flere kugler fløj ind i værelset og Joseph skød helt vilkårligt mod pøblen, mens John [Taylor] brugte en stok til at slå geværløb og bajonetter ned gennem døråbningen.

Billede
Greater Love Hath No Man (Større kærlighed har ingen), af Casey Childs

Da Josephs revolver havde klikket to eller tre gange, løb John hen til vinduet og forsøgte at klatre over den dybe vindueskarm. En kugle fløj gennem værelset og ramte ham i benet, hvilket fik ham til at miste balancen. Hans krop blev lam, og han faldt mod vindueskarmen, og hans lommeur smadrede 16 minutter over fem.

»Jeg er ramt!« skreg han.

John slæbte sig over gulvet og rullede ind under sengen, da pøblen blev ved med at skyde. En kugle trængte ind i hans hofte og fjernede en del af kødet. To kugler til ramte hans håndled og knoglen lige over hans knæ.

I den anden side af værelset kæmpede Joseph og Willard for at lægge al deres vægt mod døren, mens Willard slog geværløb og bajonetter væk foran sig. Pludselig smed Joseph sin revolver på gulvet og løb mod vinduet. Mens han kravlede over vindueskarmen, ramte to kugler ham i ryggen. Endnu en kugle susede gennem vinduet og borede sig ind under hans hjerte.

»O Herre, min Gud,« råbte han. Hans krop tumlede forover, og han faldt med hovedet først ud af vinduet.

Willard skyndte sig gennem værelset og stak sit hoved ud, da hagl fløj forbi ham. Nedenfor så han pøblen myldre omkring Josephs blødende krop …

Joseph Smith, Herrens profet og seer, var død. (Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, bind 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 548-552; se også L&P 135:1-2)

Billede
ikon, eftertanke

Eftertanke i forberedelse til klassen

Hvad er jeres tanker og følelser, når I tænker på det offer, Joseph og Hyrum Smith var villige til at yde for deres vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium?

Afsnit 3

Hvordan har Joseph Smiths profetiske mission velsignet mit liv?

Under De Tolv Apostles Kvorums ledelse blev en skriftlig bekendtgørelse af martyriet forberedt ud fra ældste John Taylors og ældste Willard Richards’ øjenvidneberetninger. Denne bekendtgørelse står nu i Lære og Pagter 135.

Billede
ikon, studie

Forbered jer til klassen

Studér Lære og Pagter 135:3. Overvej at markere ord eller udtryk, I synes er betydningsfulde.

Billede
ikon, nedskriv

Nedskriv jeres tanker

Tænk over jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og den måde, hans profetiske mission har påvirket og velsignet jeres liv. Overvej at skrive jeres tanker ned i jeres dagbog.