Generalkonference
Ren sandhed, ren lære og ren åbenbaring
Oktoberkonferencen 2021


Ren sandhed, ren lære og ren åbenbaring

Gør nu denne konference til en tid, hvor I kan nyde budskaber fra Herren gennem hans tjenere.

Mine kære brødre og søstre, velkommen til generalkonference! Sikke en glæde det er at være sammen med jer! I har været i mine tanker næsten konstant disse seneste seks måneder. Jeg har bedt om jer og for jer. I de seneste uger har jeg intenst bedt om, at denne konference måtte blive en tid med åbenbaring og refleksion for alle, der søger disse velsignelser.

Vi er glade for atter at kunne tale til jer fra Konferencecentret. De fleste af pladserne er stadig tomme, men tilstedeværelsen af nogle medlemmer af Tabernakelkoret er et vidunderligt skridt fremad. Vi byder jer alle velkommen til denne stort set virtuelle konference, uanset hvor I er.

Vi kæmper stadig med COVID-19s hærgen og dens varianter. Vi takker jer for at følge vores råd og råd fra sundhedseksperter og embedsmænd i jeres egne samfund.

Vi indkalder til hver generalkonference efter Herrens anvisninger.1 Formatet har ændret sig i årenes løb. Da jeg var meget yngre, varede konferencen tre eller fire dage. Senere blev konferencen reduceret til to dage. Hver tale er – dengang som nu – resultatet af oprigtig bøn og megen åndelig forberedelse.

Kirkens generalautoriteter og øverste ledere, der taler, vil fokusere deres budskaber på vor Frelser, Jesus Kristus, hans barmhjertighed og hans uendelige forløsende kraft. Der har aldrig været et tidspunkt i verdenshistorien, hvor kendskabet til vor Frelser er vigtigere for den enkelte eller mere relevant for enhver menneskesjæl. Forestil jer, hvor hurtigt de ødelæggende konflikter over hele verden – og i vores individuelle liv – ville blive løst, hvis vi alle valgte at følge Jesus Kristus og give agt på hans lærdomme.

I den ånd opfordrer jeg jer til at lytte til tre ting under denne konference: Ren sandhed, Kristi rene lære og ren åbenbaring. I modsætning til hvad nogle tvivler på, findes der virkelig noget, der er rigtigt og forkert. Der findes virkelig en absolut sandhed – en evig sandhed. En af vor tids plager er, at alt for få mennesker ved, hvor de skal henvende sig for at finde sandheden.2 Jeg kan forsikre jer om, at det, I vil høre i dag og i morgen, er den rene sandhed.

Kristi rene lære er kraftfuld. Den forandrer livet for alle, der forstår den og forsøger at anvende den i deres liv. Kristi lære hjælper os med at finde og holde os på pagtens sti. At holde sig på den smalle, men veldefinerede sti, vil i sidste ende kvalificere os til at modtage alt, hvad Gud har.3 Intet kan være mere værd end alt, hvad vor Fader har!

Endelig vil ren åbenbaring om de spørgsmål, I har i hjertet, gøre denne konference belønnende og uforglemmelig. Hvis I endnu ikke har bedt om hjælp fra Helligånden til at hjælpe jer med at høre, hvad Herren vil have jer til at høre i disse to dage, vil jeg opfordre jer til at gøre det nu. Gør nu denne konference til en tid, hvor I kan nyde budskaber fra Herren gennem hans tjenere. Lær, hvordan I kan anvende dem i jeres liv.

Dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi er hans pagtsfolk. Herren erklærede, at han ville fremskynde sit værk til sin tid,4 og han gør det i et stadigt stigende tempo. Vi har det privilegium at deltage i hans hellige værk.

Jeg nedkalder en velsignelse over alle, der søger større lys, kundskab og sandhed. Jeg udtrykker min kærlighed til jer alle i Jesu Kristi hellige navn. Amen.