Frelserens vedvarende medfølelse

Et af de mest slående principper, som Frelseren underviste om under sin jordiske tjenestegerning, er at behandle andre med medfølelse. Lad os reflektere over dette princip og dets praktiske anvendelse ved at overveje beretningen om Jesu besøg hos farisæeren Simon.

Lukasevangeliet fortæller, at en bestemt kvinde, der blev betragtet som synder, kom ind i Simons hjem, mens Jesus var der. I ydmyg anger kom kvinden hen til Jesus, vaskede hans fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår og kyssede dem og salvede dem med en særlig salve.¹ Den stolte vært, der anså sig selv for at være moralsk overlegen i forhold til kvinden, tænkte ved sig selv med spot og hovmod: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«²

Farisæerens selvretfærdige indstilling førte til, at han uretfærdigt dømte både Jesus og kvinden. Men i sin alvidenhed kendte Frelseren Simons sind og udfordrede med stor visdom Simons nedladende holdning, og formanede ham for hans manglende høflighed med hensyn til at modtage en særlig gæst som Frelseren i hans hjem. Faktisk er Jesu direkte irettesættelse af farisæeren et vidne om, at Jesus virkelig besad profetiens gave, og at denne kvinde med et ydmygt og angerfuldt hjerte var angrende og tilgivet for sine synder.³

Som mange andre begivenheder under Jesu jordiske tjenestegerning viser denne beretning endnu engang, at Frelseren handlede barmhjertigt mod alle, der kom til ham – uden forskel – og især mod dem, der havde mest brug for hans hjælp. Den anger og ærbødige kærlighed, som kvinden viste Jesus, var bevis på hendes oprigtige omvendelse og ønske om at få forladelse for sine synder. Men Simons overlegenhed tillige med hans forhærdede hjerte,⁴ forhindrede ham i at udvise empati for den angrende sjæl, og han omtalte endog verdens Frelser med ligegyldighed og foragt. Hans holdning afslørede, at hans levevis ikke var andet end en streng og hul overholdelse af regler og ydre tilkendegivelser af hans overbevisninger gennem selvforherligelse og skinhellighed.^5.

Jesu medfølende og personlige omsorg i denne beretning viser et fuldkomment eksempel på, hvordan vi bør omgås vores næste. Skrifterne har utallige eksempler på, hvordan Frelseren, bevæget af sin dybe og vedvarende medfølelse, interagerede med mennesker på hans tid og hjalp dem, der led, og dem, der var »vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.«^6. Han rakte sin barmhjertige hånd ud til dem, der havde brug for lindring fra deres byrder, både fysisk og åndeligt.⁷

Jesu medfølende indstilling er rodfæstet i næstekærlighed,⁸ nemlig i hans rene og fuldkomne kærlighed, som er kernen i hans sonoffer. Medfølelse er et fundamentalt særkende ved dem, der stræber efter helliggørelse, og denne guddommelige egenskab sammenflettes med andre kristne karaktertræk som at sørge med dem, der sørger og have empati, barmhjertighed og venlighed.⁹ Udtryk for medfølelse med andre er faktisk kernen i Jesu Kristi evangelium og et tydeligt bevis på vores åndelige og følelsesmæssige nærhed til Frelseren. Desuden viser det graden af den indflydelse, han har på vores måde at leve på, og viser storheden af vores ånd.

Det er betydningsfuldt at bemærke, at Jesu medfølende handlinger ikke var lejlighedsvise eller pålagte tilkendegivelser baseret på en liste over opgaver, der skulle udføres, men daglige udtryk for, at han virkelig elskede Gud og hans børn og for hans vedvarende ønske om at hjælpe dem.

Jesus var i stand til at finde frem til folks behov, selv på afstand. Derfor er det for eksempel ikke overraskende, at umiddelbart efter at have helbredt en officers tjener¹⁰ rejste Jesus fra Kapernaum til byen Nain. Det var der, at Jesus udførte et af de mest kærlige mirakler i sin jordiske tjenestegerning, da han befalede en død ung mand, en enkes eneste søn, at rejse sig og leve. Jesus fornemmede ikke blot den fattige mors intense lidelser, men også de svære omstændigheder i hendes liv, og han blev rørt af oprigtig medfølelse med hende.¹¹

Ligesom den syndige kvinde og enken i Nain søger mange mennesker omkring os trøst, opmærksomhed, inklusion og enhver hjælp, som vi kan tilbyde dem. Vi kan alle være redskaber i Herrens hænder og handle barmhjertigt mod dem i nød, ligesom Jesus gjorde.

Jeg kender en lille pige, der blev født med en meget alvorlig læbe-gane-spalte. Hun skulle have den første af en lang række operationer på den anden dag af sit liv. Bevæget af en ægte medfølelse med dem, der oplever den samme udfordring, søger denne pige og hendes forældre at støtte, forstå og yde følelsesmæssig hjælp til andre, der står over for denne svære realitet. De skrev for nylig til mig og fortalte: »På grund af vores datters udfordring havde vi mulighed for at møde vidunderlige mennesker, der havde brug for trøst, støtte og opmuntring. For nogen tid siden talte vores datter, der er 11 år nu, med forældrene til en baby med den samme udfordring. Under denne samtale tog vores datter et øjeblik det mundbind af, som hun havde på på grund af pandemien, så forældrene kunne se, at der er håb, selvom barnet stadig har lang vej igen i løbet af de næste par år for at løse problemet. Vi er meget taknemlige for muligheden for at vise vores medfølelse med dem, der lider, ligesom Frelseren gør for os. Vi føler, at vi lindrer vores smerte, hver gang vi lindrer andres smerte.«

Mine kære venner, når vi bevidst stræber efter at inkorporere en medfølende indstilling i vores måde at leve på, som Frelseren var et eksempel på, vil vi blive mere opmærksomme på andre menneskers behov. Med den øgede følsomhed vil ægte interesse og kærlighed gennemstrømme vores handlinger. Herren vil anerkende vores indsats, og vi vil helt sikkert blive velsignet med muligheder for at være redskaber i hans hænder til at blødgøre hjerter og hjælpe dem, som har »nedhængende hænder«.¹²

Jesu formaning til farisæeren Simon gjorde det også klart, at vi aldrig bør dømme vores næste hårdt og grusomt, fordi vi alle har brug for forståelse og barmhjertighed for vores ufuldkommenheder fra vor kærlige himmelske Fader. Var det ikke præcis det, Frelseren sagde ved en anden lejlighed, da han sagde: »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?«¹³

Vi er nødt til at overveje, at det ikke er let at forstå alle de omstændigheder, der bidrager til en persons holdning eller reaktion. Udseende kan være bedragerisk, og ofte repræsenterer det ikke en persons adfærd. I modsætning til dig og mig er Kristus i stand til klart at se alle facetter af en given situation.¹⁴ Selv om Frelseren kender alle vores svagheder, som han gør, fordømmer han os ikke overilet, men fortsætter med at arbejde med os med barmhjertighed over tid og hjælper os med at fjerne bjælken fra vores øje. Jesus ser altid på hjertet og ikke på udseendet.¹⁵ Han erklærede selv: »Døm ikke efter det ydre.«¹⁶

Tænk nu over Frelserens vise råd til de tolv nefitiske disciple angående dette spørgsmål:

»Og vid I, at I skal være dette folks dommere i overensstemmelse med den dom, som jeg giver jer, og som skal være retfærdig. Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«¹⁷

»Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomne, ligesom jeg, eller jeres Fader som er i himlen, er fuldkommen.«¹⁸

I denne sammenhæng fastsætter Herren en dom over dem, der påtager sig, at dømme andres formodede ufuldkommenheder uretfærdigt. For at kvalificere os til at dømme retfærdigt må vi stræbe efter at blive som Frelseren og medfølende se på den enkeltes ufuldkommenheder, selv gennem hans øjne. I betragtning af, at vi stadig har lang vej at gå for at opnå fuldkommenhed, ville det måske være bedre, hvis vi sidder ved Jesu fødder og bønfalder om nåde for vores egne ufuldkommenheder, ligesom den angrende kvinde i farisæerens hus gjorde, og ikke bruger så meget tid og energi på at ordne de formodede ufuldkommenheder hos andre.

Mine kære venner, jeg vidner om, at når vi stræber efter at indarbejde Frelserens medfølende eksempel i vores liv, vil vores evne til at rose vores næstes dyder øges, og vores naturlige instinkt til at dømme deres ufuldkommenheder vil mindskes. Vores fællesskab med Gud vil vokse, og vores liv vil helt sikkert blive sødere, vores følelser mere milde, og vi vil finde en aldrig ophørende kilde til lykke. Vi vil blive kendt som fredsstiftere,¹⁹ hvis ord er lige så milde som duggen på en forårsmorgen.

Jeg beder til, at vi vil blive mere langmodige og mere forstående over for andre, og at Herrens barmhjertighed i fuldkommen sagtmodighed vil lindre vores utålmodighed over for deres ufuldkommenheder. Det er Frelserens opfordring til os. Jeg vidner om, at han lever. Han er enhver discipels fuldkomne eksempel på barmhjertighed og tålmodighed. Jeg bærer mit vidnesbyrd om disse sandheder i Frelserens, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.