Giv hellighed til Herren

Sidste år, mens jeg tjente i områdepræsidentskabet for Nordasien, blev jeg ringet op af præsident Russell M. Nelson, der inviterede mig til at tjene som andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd. Han inviterede elskværdigt min hustru, Lori, til at deltage i samtalen. Da vi afsluttede opkaldet, var vi stadig i choktilstand, da min hustru spurgte: »Hvad laver Det Præsiderende Biskopråd egentlig?« Efter lidt tids overvejelse svarede jeg: »Jeg ved det ikke helt!«

Et år senere – og efter dyb ydmyghed og taknemmelighed – kan jeg besvare min hustrus spørgsmål med større forståelse. Det Præsiderende Biskopråd fører blandt andet tilsyn med Kirkens velfærdsarbejde og humanitære arbejde. Dette arbejde strækker sig nu over hele kloden og velsigner flere af Guds børn end nogensinde før.

I Det Præsiderende Biskopråd bliver vi hjulpet af vidunderlige kirkeansatte og andre, heriblandt Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, der tjener med os i Kirkens velfærds- og selvhjulpenhedskomité. I vores egenskab af medlemmer i komiteen har Det Første Præsidentskab bedt mig – såvel som søster Sharon Eubank, der talte til os i går aftes – om at dele opdateringer vedrørende Kirkens seneste humanitære indsats med jer. De bad også specifikt om, at vi udtrykker deres store taknemmelighed – fordi, brødre og søstre, det er jer, der har gjort disse humanitære indsatser mulige.

Billede

Humanitære bidrag

Billede

Yderligere humanitære bidrag

Da vi med bekymring observerede tidlige økonomiske påvirkninger af Covid-19-krisen i hele verden, kunne vi nemt have forventet en nedgang i de bidrag, de hellige var i stand til at give. Vores egne medlemmer er trods alt ikke immune over for pandemiens tilbageslag. Forestil jer vores følelser, da vi så netop det modsatte! De humanitære bidrag i 2020 viste sig at være de højeste nogensinde – og bevæger sig mod et endnu højere niveau i år. Som følge af jeres gavmildhed har Kirken kunnet udføre den største indsats siden den humanitære fonds begyndelse med over 1.500 projekter relateret til Covid-lindring i mere end 150 lande. Disse bidrag, I allerede har givet så uselvisk til Herren, er blevet omdannet til livgivende mad, ilt, medicinske forsyninger og vacciner til dem, der måske ellers ikke kunne have fået dem.

Billede

Flygtninge

Billede

Flygtninge

Billede

Flygtninge

Lige så betydningsfuldt som bidrag af varer er det enorme bidrag af tid og energi, som Kirkens medlemmer donerer til humanitære sager. Selv mens pandemien har hærget, har naturkatastrofer, civile uroligheder og økonomisk ustabilitet været kompromisløse og har fortsat drevet millioner af mennesker fra deres hjem. FN rapporterer, at der nu er flere end 82 millioner tvungne flygtninge i verden.¹ Tilføj det til de millioner andre, der vælger at flygte fra fattigdom eller undertrykkelse i en søgen efter et bedre liv for sig selv og deres børn, så kan I begynde at se et glimt af denne globale situations størrelsesorden.

Jeg er glad for at kunne rapportere, at takket være så manges frivillige timer og talenter, driver Kirken velkomstcentre for flygtninge og immigranter flere steder i USA og Europa. Og takket være jeres bidrag, sørger vi for varer, finansiering og frivillige til at bidrage til lignende programmer, der drives af andre organisationer i hele verden.

Lad mig udtrykke min inderlige taknemmelighed til de hellige, der har rakt ud for at bespise, iklæde og blive ven med disse flygtninge og hjælpe dem med at blive etableret og selvforsynende.

I går fortalte søster Eubank jer lidt om de helliges vidunderlige indsats på dette område. Når jeg reflekterer over denne indsats, vender mine tanker sig mod princippet om offer og den direkte forbindelse mellem dette princip og de to største bud om at elske Gud og elske vores næste.

I nutidig brug har udtrykket offer fået en antydning af at »opgive« ting til Herren og hans rige. Men i gamle dage var betydningen af ordet offer nærmere forbundet med dets to latinske rødder sacer, der betyder »indviet« eller »hellig« og facere, der betyder »at gøre«.² Dermed betød offer i gammel tid bogstaveligt at gøre noget eller nogen hellig.³ Hvis man ser sådan på det, er offer en proces med at blive hellig og lære Gud at kende, ikke en begivenhed eller en rituel »opgivelse« til Herren.

Herren har sagt: »[Næstekærlighed] ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.«⁴ Herren ønsker, at vi bliver hellige,⁵ besidder næstekærlighed⁶ og lærer ham at kende.⁷ Apostlen Paulus belærte: »Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.«⁸ I sidste ende ønsker Herren vores hjerte; han ønsker, at vi bliver en ny skabning i Kristus.⁹ Og han sagde til nefitterne: »I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.«¹⁰

Billede

Helliget Herren

Offer handler mindre om at »opgive« og mere om at »give til« Herren. Indgraveret over indgangen til alle vores templer er ordene: »Helliget Herren: Herrens hus.« Når vi holder vores pagter ved offer, bliver vi helliggjort gennem Jesu Kristi nåde, og ved det hellige tempels alter giver vi med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd vores hellighed til Herren. Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Det eneste helt personlige, som vi kan lægge på Guds alter, er at indordne vores vilje [eller hjerte¹¹] under hans … Men når du og jeg endelig underkaster os ved at lade vores vilje opsluges i Guds vilje, giver vi ham virkelig noget!«¹²

Når vores offer på andres vegne ses ud fra perspektivet med at »opgive«, kan vi se det som en byrde og blive mismodige, når vores ofre ikke anerkendes eller belønnes. Men når vi ser det ud fra det perspektiv at »give til« Herren, bliver vores ofre på andres vegne gaver, og glæden ved gavmildt at give bliver en belønning i sig selv. Befriet fra behovet for andres kærlighed, anerkendelse eller påskønnelse bliver vores offer det reneste og dybeste udtryk af vores taknemmelig og kærlighed til Frelseren og vores næste. Enhver hovmodig følelse af selvopofrelse erstattes af følelser af taknemmelighed, gavmildhed, tilfredshed og glæde.¹³

Noget bliver helliggjort – om det er vores liv, vores ejendele, vores tid eller vores talenter – ikke ved bare at opgive det, men snarere ved at indvie¹⁴ det til Herren. Kirkens humanitære arbejde er sådan en gave. Det er produktet af de helliges kollektive, indviede ofre, en tilkendegivelse af vores kærlighed til Gud og hans børn.¹⁵

Billede

Søster Canfield med dem, hun tjener

Steve og Anita Canfield er repræsentanter for sidste dages hellige i hele verden, der selv har erfaret de transformerende velsignelser ved at give til Herren. Som velfærds- og selvhjulpenhedsmissionærer blev Canfield-parret bedt om at hjælpe i flygtningelejre og immigrantcentre i hele Europa. Søster Canfield havde haft en karriere som indretningsdesigner i verdensklasse, der blev hyret af rige kunder til at forskønne deres luksushjem. Pludselig blev hun kastet ind i en verden, der var det fuldstændig modsatte, idet hun tjente blandt mennesker, der havde mistet næsten alt med hensyn til jordiske ejendele. Med hendes ord byttede hun »marmor gangstier ud med jordgulve« og ved at gøre det, fandt hun en umådelig grad af tilfredshed, da hun og hendes mand begyndte at blive venner med – og snart elske og omfavne – dem, der havde brug for deres hjælp.

Canfield-parret sagde: »Vi følte ikke, at vi havde ›opgivet‹ noget for at tjene Herren. Vores ønske var helt enkelt at ›give‹ ham vores tid og energi for at velsigne hans børn, på hvilken som helst måde han fandt det passende at bruge os. Idet vi arbejder side om side med vores brødre og søstre, blev ydre udseende – enhver forskel i baggrund eller ejendele – ophævet for os, og vi så helt enkelt hinandens hjerte. Der findes ingen form for karrieremæssig succes eller materiel gevinst, der ville kunne svare til, hvordan disse oplevelser, at tjene blandt de ydmygeste af Guds børn, berigede os.«

Canfield-parrets historie og så mange andre lignende har hjulpet mig til at påskønne teksten til en enkel, men dybsindig primarysang:

Ja, vi er hver især små, men sammen kan vi fremskynde at give til Herren og vores medmennesker; uanset hvor vi tager hen, bliver liv beriget og velsignet.

Tredje vers af sangen er lidt mere ukendt, men slutter med denne invitation:

Kære brødre og søstre, når vi lever for Gud og andre ved at give af vores midler, vores tid, ja, endda os selv, efterlader vi verden lidt grønnere, efterlader vi Guds børn lidt gladere og i processen bliver vi lidt helligere.

Må Herren velsigne jer rigt for de ofre, I giver til ham så frit.

Jeg vidner om, at Gud lever. »Hans navn [er] Hellighedens Menneske.«¹⁷ Jesus Kristus er hans Søn, og han er giver af alle gode gaver.¹⁸ Må vi gennem hans nåde og overholdelse af vores pagter ved offer blive helliggjort og altid give mere kærlighed og hellighed til Herren.¹⁹ I Jesu Kristi hellige navn. Amen.