Håndtering af mentalt helbred

Selv om vores familie har nydt rige velsignelser, mens vi med glæde har vandret på pagtsstien, har vi også stået over for meget høje bjerge. Jeg vil gerne dele nogle meget personlige erfaringer om psykisk sygdom. Disse omfatter klinisk depression, alvorlig angst, bipolar lidelse, ADHD – og nogle gange en kombination af dem alle. Jeg deler disse personlige oplevelser med de involverede personers godkendelse.

I løbet af mit virke har jeg mødt hundredvis af personer og familier med lignende oplevelser. Nogle gange spekulerer jeg på, om den ødelæggende sygdom, der dækker landet, som omtales i skrifterne, måske også omfatter psykiske sygdomme.¹ Den er verdensomspændende, dækker alle kontinenter og kulturer og berører alle – unge, gamle, rige og fattige. Kirkens medlemmer er ikke blevet undtaget.

Samtidig lærer vores lære os, at vi skal stræbe efter at blive som Jesus Kristus og blive fuldkomne i ham. Vores børn synger: »Jeg prøver at bli’ som Jesus«.² Vi længes efter at være fuldkomne, ligesom vor himmelske Fader og Jesus Kristus er fuldkomne.³ Fordi psykisk sygdom kan påvirke vores opfattelse af fuldkommenhed, er det stadig alt for ofte et tabu. Som følge heraf er der for megen uvidenhed, for megen lidelse i stilhed og for megen fortvivlelse. Mange føler sig overvældet, fordi de ikke lever op til de opfattede standarder og fejlagtigt tror, at de ikke har nogen plads i Kirken.

For at bekæmpe et sådant bedrag er det vigtigt at huske, at »Frelseren elsker hvert eneste af sin Faders børn. Han forstår fuldt ud den smerte og kamp, som mange oplever, når de lever med en bred vifte af psykiske udfordringer. Han led ›smerter og lidelser og fristelser af enhver art … [tog] sit folks smerter og sygdomme på sig‹ (Alma 7:11; fremhævelse tilføjet; se også Hebr 4:15-16; 2 Ne 9:21). Fordi han forstår alle lidelser, ved han, hvordan han kan »helbrede dem, hvis hjerte er knust‹ (Luk 4:18; se også Es 49:13-16).«⁴ Udfordringer er ofte tegn på et behov for yderligere værktøjer og støtte og er ikke en karakterbrist.

Tillad mig at dele nogle af de observationer, jeg har gjort mig, mens vores familie gennemgik prøvelser.

For det første vil mange mennesker sørge med os; de vil ikke dømme os. På grund af alvorlige panikanfald, angst og depression vendte vores søn hjem fra sin mission efter kun fire uger. Som hans forældre havde vi svært ved at håndtere skuffelsen og sorgen, fordi vi havde bedt så meget for, at han skulle få succes. Som alle forældre ønsker vi, at vores børn skal trives og være lykkelige. En mission skulle være en vigtig milepæl for vores søn. Vi spekulerede også på, hvad andre ville tænke.

Uden at vi vidste det, var vores søns tilbagevenden uendeligt meget mere ødelæggende for ham. Læg mærke til, at han elskede Herren og ønskede at tjene, men alligevel kunne han ikke af grunde, som han selv havde svært ved at forstå. Han befandt sig snart i en total håbløshed og kæmpede med dyb skyldfølelse. Han følte sig ikke længere accepteret, men følte sig åndeligt følelsesløs. Han blev opslugt af tilbagevendende tanker om døden.

I denne irrationelle tilstand troede vores søn, at den eneste mulighed, der var tilbage, var at tage sit eget liv. Det krævede Helligånden og en legion af engle på begge sider af sløret for at redde ham.

Mens han kæmpede for sit liv og i denne uhyre vanskelige tid, gjorde vores familie, menighedsledere, medlemmer og venner alt for at støtte og hjælpe os.

Jeg har aldrig følt en sådan overstrømmende kærlighed. Jeg har aldrig før følt mere kraftfuldt og på en så personlig måde, hvad det betyder at trøste dem, der har brug for trøst. Vores familie vil altid være taknemmelig for denne støtte.

Jeg kan ikke beskrive de utallige mirakler, der ledsagede disse begivenheder. Vores søn overlevede heldigvis, men det har taget lang tid og krævet megen medicinsk, terapeutisk og åndelig behandling for ham at blive helbredt og acceptere, at han er elsket, værdsat og nødvendig.

Jeg erkender, at ikke alle sådanne hændelser ender som vores. Jeg sørger med dem, der har mistet deres kære alt for tidligt, og som nu sidder tilbage med følelser af sorg og ubesvarede spørgsmål.

Min næste observation er, at det kan være svært for forældre at identificere deres børns problemer, men vi må søge at uddanne os. Hvordan kan vi kende forskel på de vanskeligheder, der er forbundet med normal udvikling, og tegn på sygdom? Som forældre har vi den hellige opgave at hjælpe vores børn med at navigere i livets udfordringer, men kun få af os er specialister i mental sundhed. Ikke desto mindre skal vi passe på vores børn ved at hjælpe dem med at lære at være tilfredse med deres oprigtige indsats, når de stræber efter at opfylde passende forventninger. Hver af os ved fra vores egne personlige mangler, at åndelig udvikling er en løbende proces.

Vi forstår nu, at »der findes ikke en enkel universalkur til følelsesmæssig og mental velvære. Vi vil opleve stress og uro, fordi vi lever i en falden verden med en falden krop. Derudover kan mange medvirkende faktorer føre til en diagnose af psykisk sygdom. Hvad vores mentale og følelsesmæssige velbefindende end er, så er fokus på vækst sundere end at være optaget af vores mangler.«⁵

For min hustru og mig er der en ting, som altid har hjulpet os, nemlig at holde os så tæt på Herren som muligt. Set i bakspejlet kan vi nu se, hvordan Herren tålmodigt har vejledt os gennem tider med stor usikkerhed. Hans lys ledte os skridt for skridt gennem de mørkeste timer. Herren hjalp os til at se, at den enkelte sjæls værdi er langt vigtigere i den evige plan end enhver jordisk opgave eller præstation.

Igen, ved at uddanne os om psykisk sygdom forbereder vi os på at hjælpe os selv og andre, der måske kæmper med det. En åben og ærlig samtale med hinanden vil bidrage til, at dette vigtige emne får den opmærksomhed, det fortjener. Når alt kommer til alt, går information forud for inspiration og åbenbaring. Disse alt for ofte usynlige udfordringer kan ramme alle, og når vi står over for dem, virker de uoverkommelige.

En af de første ting, vi skal lære, er, at vi bestemt ikke er alene. Jeg inviterer jer til at studere emnet mental sundhed i afsnittet Life Help i appen Gospel Library. Læring vil føre til mere forståelse, mere accept, mere medfølelse og mere kærlighed. Det kan mindske tragedier og samtidig hjælpe os med at udvikle og håndtere sunde forventninger og sunde interaktioner.

Min sidste observation: Vi skal hele tiden passe på hinanden. Vi skal elske hinanden og være mindre fordømmende – især når vores forventninger ikke umiddelbart bliver opfyldt. Vi bør hjælpe vores børn og unge med at føle Jesu Kristi kærlighed i deres liv, også når de selv har svært ved at føle kærlighed til sig selv. Ældste Orson F. Whitney, der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, rådgav forældre om, hvordan de kunne hjælpe deres børn i vanskeligheder: »Bed for jeres … børn: hold dem fast med jeres tro.«⁶

Jeg har ofte tænkt over, hvad det betyder at holde fast i dem med tro. Jeg tror, at det omfatter enkle handlinger af kærlighed, mildhed, venlighed og respekt. Det betyder at lade dem udvikle sig i deres eget tempo og at bære vidnesbyrd for at hjælpe dem til at føle vor Frelsers kærlighed. Det kræver, at vi tænker mere på dem og mindre på os selv eller andre. Det betyder som regel at tale mindre og lytte meget, meget mere. Vi skal elske dem, give dem styrke og rose dem ofte i deres bestræbelser på at lykkes og at være trofaste mod Gud. Og endelig bør vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at holde os tæt på dem – ligesom vi holder os tæt på Gud.

Til alle, der er personligt berørt af psykisk sygdom, hold fast i jeres pagter, selv om I måske ikke føler Guds kærlighed i øjeblikket. Gør alt, hvad der står i jeres magt, og stå så »stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret.«⁷

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Frelser. Han kender os. Han elsker os, og han vil vejlede os. I løbet af vores families prøvelser har jeg lært, hvor tæt han er på os. Hans løfter er sande:

Når vi ved, hvor sikker vores grundvold er, må vi altid med glæde erklære:

I Jesu Kristi navn. Amen.