Begunstiget af Herren alle mine dage

COVID-pandemien har været en af de mange prøver og udfordringer, som Guds børn har været konfronteret med gennem verdenshistorien. I begyndelsen af dette år gennemlevede min elskede familie og jeg nogle mørke dage. Pandemien og andre ting forårsagede død og smerte i vores familie ved, at nogle af vores kære gik bort. Trods lægehjælp, faste og bønner gik både min bror Charly, min søster Susy og min svoger Jimmy på den anden af sløret i løbet af fem uger.

Nogle gange har jeg undret mig over, hvorfor Frelseren græd, da han så Maria græde af sorg over sin bror, Lazarus, der var død, selv når han vidste, at han havde magten til oprejse Lazarus, og at han snart skulle anvende sin magt til at redde sin ven fra døden.¹ Jeg forbløffes over Frelserens medfølelse og empati for Maria; han forstod den ubeskrivelige smerte, Maria følte ved at miste sin bror, Lazarus.

Vi føler samme intense smerte, når vi oplever den midlertidige adskillelse fra vores kære. Frelseren har fuldkommen medfølelse med os. Han bebrejder os ikke vores kortsynethed eller vores begrænsede evne til at forestille os vores evige rejse. Tværtimod har han medfølelse for vores sorg og smerte.

Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus ønsker, at vi nyder glæde.² Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet. Når vi har fokus på Guds frelsesplan … kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv.«³

Jeg husker, at da jeg var en ung missionær, var der en fabelagtig missionær, som jeg beundrede meget, der fik nogle rystende nyheder. Hans mor og yngre bror var omkommet i en tragisk ulykke. Missionspræsidenten gav missionæren mulighed for at tage hjem til begravelsen. Men efter missionæren havde talt med sin far i telefonen, besluttede han at blive og gøre sin mission færdig.

Billede

Besøger missionær på hospitalet

Kort tid efter, da vi tjente i samme zone, blev min kammerat og jeg ringet op; nogle tyve havde stjålet samme missionærs cykel og stukket ham ned med en kniv. Han og hans kammerat havde måttet gå til det nærmeste hospital, hvor min kammerat og jeg mødte dem. På vej til hospitalet sørgede jeg over denne missionær. Jeg forestillede mig, hvor nedbrudt han måtte være efter denne traumatiske oplevelse, og at han sikkert bare ønskede at rejse hjem nu.

Men da vi ankom til hospitalet, så jeg denne missionær ligge i sin seng, hvor han ventede på at blive kørt ind til operation – og han smilede. Jeg tænkte: »Hvordan kan han smile i en stund som denne?« Mens han igen kom til hægterne på hospitalet, delte han begejstret pjecer og eksemplarer af Mormons Bog ud til lægerne, sygeplejerskerne og de andre patienter. Selv midt i disse prøver, ønskede han ikke at tage hjem. Derimod tjente han lige til den sidste dag på sin mission med tro, energi, styrke og entusiasme.

I begyndelsen af Mormons Bog siger Nefi: »Jeg har set mange trængsler i løbet af mine dage, men alligevel er [jeg] blevet meget begunstiget af Herren alle mine dage.«⁴

Jeg tænker over de mange prøvelser, Nefi oplevede, mange af dem er medtaget i hans skrivelser. Hans prøvelser hjælper os til at forstå, at vi alle har vores mørke dage. En af disse prøvelser var, da Nefi fik besked på at vende tilbage til Jerusalem for at få fat i de bronzeplader, som Laban havde i sin besiddelse. Nogle af Nefis brødre var mænd af liden tro, og de slog tilmed Nefi med en kæp. Nefi oplevede andre prøvelser, da hans bue knækkede, og han ikke kunne skaffe mad til sin familie. Senere da Nefi fik befaling om at bygge et skib, gjorde hans brødre nar af ham og nægtede at hjælpe. Trods disse og mange andre prøvelser i løbet af sit liv, anerkendte Nefi altid Guds godhed.

Billede

Nefi bundet på skibet

Da Nefis familie krydsede havet på vej mod det forjættede land, begyndte nogle i hans familier »at gøre sig lystige«, tale usømmeligt og glemme, at det var Herrens kraft, der havde bevaret dem. Da Nefi irettesatte dem, blev de fornærmede og bandt ham med reb, så han ikke kunne røre sig. I Mormons Bog står der, at hans brødre »behandlede [ham] med megen hårdhændethed«, hans håndled og ankler »var meget opsvulmede og stor var smerten fra dem.«⁵ Nefi sørgede over sine brødres hårde hjerte og blev til tider overvældet af sorg.⁶ »Alligevel,« sagde Nefi, »så jeg hen til min Gud, og jeg priste ham hele dagen; og jeg murrede ikke imod Herren over mine trængsler.«⁷

Mine kære brødre og søstre, hvordan reagerer vi på vores trængsler? Murrer vi imod Herren på grund af dem? Eller er vi ligesom Nefi og min tidligere missionærven taknemlige i ord, tanke og gerning, fordi vi har mere fokus på vores velsignelser end vores problemer?

Vor Frelser Jesus Kristus viste os det eksempel under sin jordiske tjenestegerning. I vanskelige og svære stunder er der få ting, der giver os større fred og tilfredshed end at tjene vores medmennesker. I Matthæusevangeliet læser vi om, hvad der skete, da Frelseren fik at vide, at hans fætter, Johannes Døber, var blevet halshugget af kong Herodes for at behage Herodias’ datter:

»Men hans disciple kom og hentede liget og begravede ham, og de gik hen og fortalte Jesus det.

Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne.

Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.

Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: ›Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.‹

Men Jesus svarede dem: ›De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!‹«⁸

Jesus Kristus viste os, at i tider med prøvelser og modgang kan vi også være bevidste om andres vanskeligheder. Motiveret af medfølelse kan vi række ud og opløfte dem. Når vi gør det, bliver vi også opløftet af vores kristuslignende tjeneste. Præsident Gordon B. Hinckley sagde: »Den bedste modgift, jeg kender mod bekymringer, er arbejde. Den bedste medicin mod fortvivlelse er tjeneste. Den bedste kur mod udmattelse er udfordringen ved at hjælpe en, der er endnu mere træt.«⁹

I denne, Jesu Kristi Kirke, har jeg haft mange muligheder for at drage omsorg for og tjene mine medmennesker. Det er i de stunder, jeg føler, at vor himmelske Fader letter mine byrder. Præsident Russell M. Nelson er Guds profet på jorden; han er et stort eksempel på, hvordan vi bør drage omsorg for andre i svære prøver. Jeg slutter mig til koret af de mange helliges vidnesbyrd om, at Gud er vor kærlige himmelske Fader. Jeg har følt hans uendelige kærlighed på mine mørke dage. Vor Frelser, Jesus Kristus, forstår vores smerter og trængsler. Han ønsker at lette vores byrder og opmuntre os. Vi må følge hans eksempel ved at tjene og drage omsorg for andre, der bærer tungere byrder, end vi gør. I Jesu Kristi navn. Amen.