Find tilliden igen

Engang, da jeg var ung, tænkte jeg kort over at løbe væk hjemmefra. Som den lille dreng, jeg var, følte jeg, at ingen elskede mig.

Min opmærksomme mor lyttede og trøstede mig. Jeg var hjemme i tryghed.

Har I nogensinde haft lyst til at løbe hjemmefra? Når man løber hjemmefra, indebærer det ofte, at en tillid er opslidt eller brudt – tilliden til sig selv, til hinanden eller til Gud. Når vores tillid brister, tvivler vi på, om vi kan genvinde den.

Mit budskab i dag er, at uanset om vi kommer eller er på vej hjem, så kommer Gud os i møde.¹ I ham kan vi finde tro og mod, visdom og dømmekraft til at fatte tillid igen. På samme måde beder han os om at lade et lys skinne for hinanden, om at være mere tilgivende og mindre fordømmende over for os selv og hinanden, så hans kirke kan være et sted, hvor vi føler os hjemme, om vi så er der for første gang nogensinde eller for første gang i lang tid.

Tillid er en handling i tro. Gud bevarer sin tro på os. Alligevel kan menneskers tillid undermineres eller briste, når:

• En ven, en arbejdskollega eller nogen, vi stoler på, ikke taler sandt, sårer os eller udnytter os.²

• En ægtefælle er utro.

• Nogle, vi elsker, pludseligt dør, skades eller bliver syge.

• Vi støder på uventede spørgsmål omkring evangeliet, måske noget om Kirkens historie eller retningslinjer og nogle påstår, at vores kirke på en eller anden måde skjuler eller ikke fortæller sandheden.

Andre situationer kan være mindre specifikke, men lige så bekymrende.

Måske har vi svært ved at se os selv i Kirken, måske føler vi ikke, at vi passer ind eller vi kan føle os dømt af andre.

Eller måske er tingene bare ikke gået, som forventet, selvom vi har gjort alt, der kan forventes af os. Trods vores personlige erfaringer med Helligånden, føler vi måske ikke, at vi ved, at Gud lever eller at evangeliet er sandt.

I dag føler mange et stort behov for at skulle genopbygge tilliden til menneskelige relationer og det moderne samfund.³

Når vi tænker over tillid, ved vi, at Gud er en sanddru Gud og ikke kan lyve.⁴ Vi ved, at sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive.⁵ Vi ved, at fortsat åbenbaring og inspiration får uforanderlige sandheder til at passe til foranderlige vilkår.

Vi ved, at brudte pagter nedbryder hjerter. »Jeg gjorde noget dumt,« siger han. »Kan du nogensinde tilgive mig?« Manden og hustruen tager måske hinanden i hånden og håber på at genvinde tilliden. I en anden sammenhæng siger en indsat i fængsel eftertænksomt: »Hvis jeg havde holdt visdomsordet, sad jeg ikke her i dag.«

Vi ved, at glæden på Herrens pagtssti, og kaldelser til at tjene i hans kirke, er en invitation til at føle Guds tillid og kærlighed til os og hinanden. Kirkens medlemmer, deriblandt enlige voksne, tjener overalt i Kirken og i vores lokalsamfund.

Ved inspiration kalder et biskopråd et ungt par til tjene i menighedens børnehave. Til at begynde med sidder manden i et hjørne, fjern og utilnærmelig. Gradvist begynder han at smile til børnene. Senere udtrykker parret taknemlighed. Tidligere, siger de, ønskede hustruen børn, men det gjorde manden ikke. Nu har kaldelsen ændret og forenet dem. Den har også bragt glæden ved børn ind i deres hjem og ægteskab.

I en anden by overraskes og overvældes en ung mor med små børn og hendes mand, da hun kaldes til at tjene som menighedens hjælpeforeningspræsident, men hun siger ja. Kort tid efter afbryder isslag strømmen, hvilket fører til tomme hylder i butikkerne og hjem så kolde som køleskabe. Fordi den unge familie har strøm og varme, åbner de generøst deres hjem og giver adskillige familier og enkeltpersoner husly.

Tillid bliver ægte, når vi gør svære ting i tro. Tjeneste og offervilje øger evner og forfiner hjertet. Tillid til Gud og hinanden åbner for himlens velsignelser.

Efter en trofast bror overlever kræft, bliver han kørt ned af en bil. I stedet for at få ondt af sig selv, spørger han bønsomt: »Hvad kan jeg lære af denne oplevelse?« Mens han er på intensivafdelingen, føler han sig tilskyndet til at bemærke en sygeplejerske, der er urolig for sin mand og sine børn. En patient med smerter finder svar, da han sætter sin lid til Gud og rækker ud til andre.

Mens en bror med udfordringer med pornografi sidder udenfor stavspræsidentens kontor, beder stavspræsidenten for at vide, hvordan han skal hjælpe ham. Der kommer en klar tilskyndelse: »Åben døren og luk ham ind.« Med tro på og tillid til, at Gud vil hjælpe åbner præstedømmelederen døren og omfavner broderen. Begge føler de transformerende kærlighed og tillid til Gud og hinanden. Styrket begynder broderen at omvende og ændre sig.

Selvom vores forskellige omstændigheder er personlige, så kan evangeliske principper og Helligånden hjælpe os til at vide om, hvordan og hvornår vi kan stole på hinanden igen. Når tillid brydes eller svigtes, er skuffelsen og desillusionen ægte; og ligeledes er behovet for at vide, hvornår tro og mod belønnes med tillid til menneskelige relationer igen.

Men i forhold til Gud og personlig åbenbaring har præsident Russell M. Nelson sagt: »I behøver ikke undre jer over, hvem I med sikkerhed kan stole på.«⁶ Vi kan altid stole på Gud. Herren kender os bedre og elsker os mere, end vi kender eller elsker os selv. Hans uendelige kærlighed og alvidenhed om det fortidige, nutidige og fremtidige gør hans pagter og løfter konstante og sikre.

Stol på den proces, skrifterne kalder »med tiden«.⁷ Med Guds velsignelse, med tiden og fortsat tro og lydighed kan vi finde beslutsomhed og ro.

Herren betrygger os:

»Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel«⁸

»Læg din byrde alt på ham, stol trygt, han er din Gud.«⁹

»Himlen borttage vor jordiske nød.«¹⁰

Sæt jeres lid til Gud¹¹ og hans mirakler. Vi og vores forhold til andre kan ændres. Gennem Herren Kristi forsoning kan vi aflægge vores selviske naturlige selv og blive et barn af Gud, sagtmodig, ydmyg,¹² fuld af tro og passende tillid. Herren siger, at når vi omvender os, når vi bekender og forsager vores synder, så husker han dem ikke længere.¹³ Det er ikke sådan, at han glemmer, tværtimod virker det til, at han på bemærkelsesværdig vis vælger ikke at huske dem, og det behøver vi heller ikke.

Stol på Guds inspiration til at kunne skelne vist. Vi kan tilgive hinanden til rette tid og på rette måde, som Herren siger, at vi skal,¹⁴ samtidig med at vi er »snilde som slanger og fredelige som duer.«¹⁵

Sommetider når vores hjerte er mest knust og angerfuldt, er vi mest åbne for Helligåndens trøst og vejledning.¹⁶ Både fordømmelse og tilgivelse begynder med at indse, at noget er galt. Ofte har fordømmelse fokus på det fortidige. Tilgivelse ser befriende på fremtiden. »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.«¹⁷

Apostlen Paulus spørger: »Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?« Han svarer: »Hverken død eller liv …eller noget i det høje eller i det dybe … kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.«¹⁸ Og dog er der nogle, der kan skille os fra Gud og Jesus Kristus – det er os selv. Som Esajas siger: »Det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud.«¹⁹

Ved guddommelig kærlighed og himmelsk lov holdes vi ansvarlige for vores valg og konsekvenserne af dem. Men vor Frelsers forsonende kærlighed er »altomfattende og [evig].«²⁰ Når vi er klar til at komme hjem, selvom vi »endnu [er] langt borte«,²¹ står Gud medfølende klar til at byde os varmt velkommen og glædeligt tilbyde os det fineste, han har.²²

Præsident J. Reuben Clark sagde: »Jeg tror, at vor himmelske Fader ønsker at redde hvert eneste af sine børn … det er i hans retfærdighed og nåde, at han vil give os den maksimale belønning for vores gerninger, give os alt han kan give, og på den anden side tror jeg, at han vil pålægge os den minimale straf, det er muligt for ham at pålægge os.«²³

Selv på korset var vor Frelsers bøn til sin Fader ikke et betingelsesløst »Fader, tilgiv dem«, men snarere: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.«²⁴ Vores handlefrihed og frihed betyder noget, for vi står til ansvar over for Gud og os selv for, hvem vi er, hvad vi ved, og hvad vi gør. Himlen være lovet kan vi stole på Guds fuldkomne retfærdighed og fuldkomne nåde, når han dømmer vores hensigter og handlinger.

Vi afslutter, som vi begyndte – med Guds medfølelse, når vi hver især kommer hjem til ham og hinanden.

Husker I Jesu Kristi lignelse om en mand, der havde to sønner?²⁵ Den ene søn tog hjemmefra og ødslede sin formue bort. Da han kom til sig selv, stræbte denne søn efter at komme hjem. Den anden søn, som følte, at han havde holdt buddene »i så mange år«, havde ikke lyst til at byde sin bror velkommen.²⁶

Brødre og søstre, tænk venligst over, at Jesus beder os om, at vi åbner for vores hjerte, forståelse, medfølelse og ydmyghed og ser os selv i begge roller.

Ligesom den første søn eller datter, kan vi komme på afveje og senere forsøge at vende hjem. Gud står klar med åbne arme.

Og som den anden søn eller datter, beder Gud os venligt om at glæde os sammen, når vi hver især kommer hjem til ham. Han opfordrer os til at gøre vores menigheder, kvorummer, klasser og aktiviteter åbne, autentiske og trygge – som et hjem for hinanden. Med venlighed, forståelse og gensidig respekt søger vi alle Herren og beder for og deler gavmildt hans gengivne evangeliums velsignelser med alle.

Vores rejse igennem livet er forskellig, men vi kan vende tilbage til Gud vor Fader og hans elskede Søn ved at have tillid til Gud, hinanden og os selv.²⁷ Jesus siger: »Frygt ikke, tro kun.«²⁸ Må vi som profeten Joseph gjorde, frygtløst stole på vores himmelske Faders omsorg.²⁹ Kære bror, kære søster, kære ven, se igen efter tro og tillid – et mirakel, som han lover jer i dag. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.