»Bliv i mig«

Tidligere fortalte Brødrene ofte om deres missioner ved generalkonferencen. Jeg erkender, at dette er 2004, og ikke 1904, men jeg ønsker at nedkalde ånden ved denne tidligere skik og reflektere over nogle af de vidunderlige ting, som søster Holland og jeg oplever i Latinamerika. Ved at gøre dette håber jeg at gøre det anvendeligt for jer alle, uanset hvor I bor eller tjener.

For det første ønsker jeg at takke enhver missionær, som nogen sinde har tjent i dette storslåede sidste dages værk, som vi har del i. Fremgangen for det gengivne evangelium er et mirakel i ordets egentligste betydning, og ikke mindst i det mirakel, at en betydelig del af det ruller frem på 19-åriges skuldre! Når vi har set vore sønner og døtre og børnebørn (og i nogle tilfælde jeres forældre og bedsteforældre!) trofast arbejde i Chile, har jeg forestillet mig titusindvis af andre som dem, som vi har mødt overalt i verden. Rene, gode, klarøjede missionærer, som arbejder to og to, er overalt blevet et levende symbol på denne kirke. De udgør personligt det første evangeliske budskab, som deres undersøgere møder – og sikke et budskab. Alle ved, hvem de er, og de af os, som kender dem bedst, elsker dem mest.

Jeg ville ønske, at I kunne møde den søster, som blev kaldet til at tjene sammen med os fra sit fædreland Argentina. Eftersom hun ønskede at gøre alt for at finansiere sin egen mission, solgte hun sin violin, der var hendes dyrebareste og næsten eneste jordiske eje. Hun sagde ganske enkelt: »Gud vil velsigne mig med en anden violin, efter at jeg har velsignet hans børn med Jesu Kristi evangelium.«

Jeg ville ønske, at I kunne møde den chilenske ældste, som boede alene uden sin familie på en kostskole, og som tilfældigt fandt et eksemplar af Mormons Bog og begyndte at læse den samme aften. I lighed med det, som Parley P. Pratt oplevede, læste han umætteligt – uden pause hele natten. Ved daggry var han overvældet af en dyb følelse af fred og et nyt håb. Han besluttede sig til at finde ud af, hvor denne bog kom fra, og hvem der havde skrevet dens fantastiske sider. Tretten måneder senere var han på mission.

Jeg ville ønske, at I kunne møde den fantastiske unge mand, som kom til os fra Bolivia – han kom uden tøj, der passede sammen, og med sko, der var tre numre for store. Han var lidt ældre, fordi han var den eneste forsørger i sit hjem, og det havde taget tid at tjene penge til sin mission. Han avlede høns og solgte æggene ved at gå fra dør til dør. Netop da hans kaldelse kom, måtte hans mor, der var enke, gennemgå en akut blindtarmsoperation. Vores unge ven betalte hver en øre af de penge, han havde tjent, til sin mors operation og efterfølgende pleje, indsamlede det brugte tøj han kunne fra venner og ankom på MTC i Santiago ifølge planen. Jeg kan forsikre jer om, at hans tøj nu passer sammen, hans sko passer, og både han og hans mor har det godt både timeligt og åndeligt.

Og således kommer de fra jeres hjem over hele verden. På denne lange liste over Herrens hengivne tjenere findes et stadigt stigende antal ældre ægtepar, som yder et uundværligt bidrag til værket. Vi elsker og behøver ægtepar i bogstavelig talt alle Kirkens missioner! I, som kan, gem jeres golfkøller væk, lad være med at bekymre jer om børskurserne, indse, at jeres børnebørn stadig vil være jeres børnebørn, når I kommer tilbage – og tag så af sted! Vi lover jer en oplevelse for livet.

Lad mig sige noget om Kirkens vidunderlige medlemmer. Ved omorganiseringen af en temmelig vidstrakt stav for nylig, følte jeg Herrens tilskyndelse til at kalde en mand til stavspræsident, som jeg havde hørt ejede en cykel, men ingen bil. Mange ledere over hele verden har ikke bil, men alligevel var jeg bekymret over, hvad det kunne betyde for denne mand i denne særlige stav. På mit elendige spansk gik jeg videre med interviewet og sagde: »Hermano, ¿no tiene un auto?« Med et smil og ikke et sekunds tøven, svarede han: »No tengo un auto; pero, yo tengo pies, yo tengo fe.« »Jeg har ikke en bil, men jeg har fødder, og jeg har tro.« Han sagde derpå, at han kunne tage bussen, køre på cykel eller gå, »como los misionero,«, smilede han – »ligesom missionærerne.« Og det gør han.

For blot otte uger siden afholdt jeg en missions- og distriktskonference på øen Chiloe, som ligger i det sydlige Chile, og som kun har få besøgende. Forestil jer det ansvar, jeg følte, da jeg, mens jeg talte til disse smukke mennesker, blev gjort opmærksom på en meget gammel mand, der sad forrest i kirkesalen, og som siden klokken fem i morges havde gået fem timer fods for at kunne sidde på sit sæde klokken ni og vente på et møde, der ikke skulle begynde før klokken 11. Han sagde, at han ville have en god siddeplads. Jeg så ind i hans øjne, tænkte på tidspunkter i mit liv, hvor jeg enten havde været for skødesløs eller for sent på den, og jeg tænkte på Jesu udtalelse: »Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.«¹

Den chilenske stav Punta Arenas er Kirkens sydligste stav på jorden, og den strækker sig sydpå mod Antarktis. Enhver stav længere mod syd vil være ledet af pingviner. For de hellige i Punta Arenas er det tur-retur en rejse på 6750 km med bus for at komme til templet i Santiago. For en mand og hans hustru kan det kræve helt op til 20% af en lokal årsindkomst alene for transporten. Der kan kun være 50 personer i bussen, men for hver tur kommer der 250 andre for at afholde en kort gudstjeneste sammen med dem om morgenen, hvor de skal af sted.

Vær stille et øjeblik og spørg jer selv om, hvornår I sidste gang stod på en kold, vindomsust parkeringsplads, tæt på Magellanstrædet, blot for at synge sammen med og vinke til dem, som skulle til templet, idet I håbede, at jeres sparepenge ville give jer mulighed for at tage af sted næste gang. 110 timer, hvoraf 70 er på støvede, ujævne og ufærdige veje, der snor sig gennem Argentinas vilde Patagonien. Hvordan føles 110 timer i en bus? Jeg ved det ærlig talt ikke, men jeg ved, at nogle af os bliver nervøse, hvis vi bor mere end 110 km fra et tempel, eller hvis sessionerne dér tager mere end 110 minutter. Mens vi underviser sådanne fjerne sidste dages hellige i tiende, beder med dem og bygger stadig flere templer, kunne resten af os måske gøre noget mere for oftere at nyde de velsignelser og undere ved templet, når de nu i større grad er inden for vores rækkevidde.

Og det fører mig hen til mit sidste punkt. For Kirken som helhed er der så meget, der i vores sind forbindes med præsident Gordon B. Hinckleys fremsynede tjenestegerning, deriblandt (og måske især) den store udstrækning af templer og tempelbyggeri. Men jeg vover at sige for de af os, der sidder her på forhøjningen, at vi nok vil huske ham mindst lige så meget for hans ihærdige indsats for at fastholde de nyomvendte, som slutter sig til denne kirke, i permanent aktivitet. Ingen nutidig profet har talt mere direkte om dette emne eller forventet mere af os med hensyn til at sørge for, at det sker. Med et glimt i øjet og en hånd, der slog i bordet foran ham, sagde han for nogen tid siden til De Tolv: »Brødre, når mit liv er ovre og bisættelsen er afsluttet, rejser jeg mig, når jeg passerer jer, og ser hver af jer ind i øjnene og siger: ›Hvordan klarer vi os med hensyn til fastholdelse?‹«

Dette emne slutter cirklen, forbinder den form for sande, dybe omvendelse, som missionærerne stræber efter at nå med den større forpligtelse og hengivenhed, der ses i vidunderlige medlemmer over hele Kirken.

Kristus sagde: »Jeg er det sande vintræ … I er grenene.«² »Bliv i mig, og jeg i ham. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.«³

»Abide in me«, som der står på engelsk, er et forståeligt og smukt begreb fra det elegante engelske i King James-bibelen, men ordet »abide« bliver ikke brugt så hyppigt mere. Jeg fik en endnu større påskønnelse for denne formaning fra Herren, da jeg så oversættelsen af dette skriftsted på et andet sprog. På spansk hedder dette velkendte udtryk: »Permaneced en mi.« Som det engelske udsagnsord »abide« betyder permanecer »at forblive, at blive«, men selv amerikanere som jeg kan fornemme, at roden til dette ord er »permanent«. Betydningen af dette er derfor »bliv – men bliv for evigt«. Dette er evangeliets kald til chilenerne og til alle andre i verden. Kom, men kom for at blive. Kom med overbevisning og udholdenhed. Kom for altid, for jeres skyld og for alle de generationers skyld, som følger efter jer, og vi vil hjælpe hinanden med at forblive stærke helt til enden.

»Den som løfter den ene ende af en stang, løfter også den anden,« belærte min fantastiske missionspræsident om i sit allerførste budskab til os,⁴ og det er sådan, det skal være, når vi slutter os til denne, den sande og levende Guds sande og levende kirke. Når vi slutter os til denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, går vi om bord i det gode skib Zion og sejler med hende derhen, hvor hun tager os, indtil hun når tusindårsrigets havn. Vi bliver på skibet i uro og ro, storm og bagende sol, fordi det er den eneste måde at nå det forjættede land. Denne kirke er ligesom Herrens køretøj for afgørende lærdomme, ordinancer, pagter og nøgler, som er nødvendige for ophøjelse, og man kan ikke være fuldstændig trofast mod Jesu Kristi evangelium uden at stræbe efter at være trofast i Kirken, som er evangeliets jordiske institutionelle tilkendegivelse. Til både nyomvendte og dem, der har været medlemmer i mange år, erklærer vi med samme ånd som i Nephis magtfulde afskedsformaning: »I [er] gået ind gennem porten … Og nu … efter at I er kommet ind på den lige og snævre sti, vil jeg spørge, om I har gjort alt? Se, jeg siger jer, nej … Derfor må I stræbe fremad med standhaftighed i Kristus … samt holde ud indtil enden, se … så skal I få det evige liv.«⁵

Jesus sagde: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.«⁶ Jeg vidner om, at det er Guds sandhed. Kristus er alt for os, og vi skal »blive« i ham for altid, urokkeligt, trofast, for evigt. For at evangeliets frugt kan blomstre og velsigne os, må vi være fast forankrede i ham, alles Frelser, samt til hans kirke, som bærer hans hellige navn. Han er den vinstok, der er vores sande kilde til styrke og den eneste kilde til evigt liv. I ham vil vi ikke alene holde ud, men vi vil sejre og triumfere i hans hellige sag, som aldrig vil svigte os. Må vi aldrig svigte det eller svigte ham, beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.