Stå uplettet for Herren

FFor nogle år siden sad min eventyrlystne søn Jeff og jeg klokken 1 om natten i en gammel bus, som bumlede ud ad en jordvej i Centralamerika. Vi tog den allertidligste afgang, for det var den eneste bus, der kørte den dag. En halv time senere standsede chaufføren for to missionærer. Da de steg på, spurgte vi dem, hvor i alverden de skulle hen så tidligt. Til zonekonference! Og de havde sat sig for, at de ville gøre alt for at nå frem. Klokken 2 steg endnu to ældster på bussen og omfavnede begejstret de andre missionærer. Skuet gentog sig hver halve time, mens bussen kørte op ad den afsidesliggende bjergvej. Klokken 5 havde vi 16 af Herrens bedste mænd som vore medpassagerer, og vi nød den Ånd, de havde bragt med sig om bord.

Pludselig standsede bussen med et hvin. Et kolossalt mudderskred havde begravet vejen. Jeff sagde: »Hvad gør vi nu, far?« Det samme tænkte vore venner, Stan, Eric og Allan. Men så råbte zonelederen: »Kom så, ældster. Intet skal standse os!« Og så hoppede de af bussen! Vi så på hinanden og sagde: »Følg ældsterne.« Og så sjoskede vi gennem mudderet og forsøgte at holde trit med missionærerne. Der holdt tilfældigvis en lastbil på den anden side, så vi hoppede alle om bord. En kilometer længere fremme blev vi standset af endnu et mudderskred. Endnu engang pløjede ældsterne sig gennem mudderet med resten af os i hælene. Men denne gang holdt der ingen lastbil. Zonelederen sagde uforknyt: »Vi skal nok nå frem til vores mål, selv om vi skal gå resten af vejen.« Flere år senere fortalte Jeff mig, hvordan missionærerne og dette billede inspirerede og motiverede ham kolossalt, mens han tjente Herren i Argentina.

Selv om vi overvandt mudderskredene, var vi alle sølet til med mudder. Missionærerne var noget beklemte ved at skulle stå foran deres præsident til zonekonferencen, mens han og hans hustru tog deres udseende i nærmere øjesyn.

På vores sjosken gennem livets mudderskred kan I og jeg heller ikke undgå at få nogle få mudderklatter på os. Og vi har ikke lyst til at stå foran Herren og se tilsølede ud.

Da Frelseren viste sig i det fordums Amerika, sagde han: »Omvend jer, alle jordens ender, og kom til mig og bliv døbt i mit navn, så I må blive herliggjort ved at modtage den Helligånd, så at I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Nephi 27:20).

Alma advarer os om nogle af de måder, vi kan blive tilsølet på: »Thi vore ord vil fordømme os, ja, alle vore gerninger vil fordømme os; vi vil ikke blive fundet uplettede, og vore tanker vil ligeledes fordømme os« (Alma 12:14).

Alma sagde også:

»I ikke kan blive salige; thi intet menneske kan blive saligt, uden at dets klæder bliver vasket hvide, ja dets klæder må renses, indtil al besmittelse er fjernet …

… hvordan vil nogen af jer føle jer til mode, dersom I skal stå for Guds domstol med klæder, besmittede af blod og al slags urenhed?« (Alma 5:21-22).

Han fortæller os også om »alle de hellige profeter, hvis klæder er rensede og pletfri, rene og hvide« (Alma 5:24).

Derpå spørger han os om, hvordan vi klarer os på vores vej gennem livets mudderskred: »Har I vandret og holdt jer ulastelige for Gud? Dersom I i denne stund blev kaldt på til at gå på den anden side, kunne I da sige til jer selv … at jeres klæder er blevet renset og gjort hvide ved Kristi blod?« (Alma 5:27).

Takket være omvendelsen og Jesu Kristi forsoning kan vore klæder blive pletfri, ren, skøn og hvid. Moroni bønfalder: »O, I lidettroende, vend jer derfor til Herren; råb af al magt til Faderen i Jesu navn, så at I måske kan blive fundet pletfri, rene, skønne og hvide, renset ved Lammets blod, på den store og yderste dag« (Mormon 9:6).

I Første Samuelsbog læser vi: »Se ikke på hans udseende og højde … mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (16:7).

Nephiterne så på lamaniternes ydre, for Jakob sagde: »Jeg giver jer derfor en befaling, som er Guds ord, at I ikke mere håner dem på grund af deres mørke hud« (Jakob 3:9).

Vor Fader kender og elsker sine børn over hele verden, fra Boston til Okinawa, fra San Antonio til Spanien og fra Italien til Costa Rica. I Ghana takkede præsident Gordon B. Hinckley for nylig Herren »for det broderskab, som findes blandt os, at hverken hudfarve eller land eller fødsel kan adskille os som dine sønner og døtre« (bønnen fra indvielsen af templet i Accra i Ghana, i »Brotherhood Exists«, Church News, 17. jan. 2004, s. 17).

Vi indbyder alle mennesker overalt uanset sprog eller kultur til at komme til Kristus »og få del i hans godhed, og han nægter ikke nogen at komme til sig, sort eller hvid, træl eller fri, mand eller kvinde … thi alle er lige for Gud« (2 Nephi 26:33).

Vi kommer til verden i mange forskellige farver, former, størrelser og omstændigheder. Vi behøver ikke at være hverken rige, høje, tynde, særlig intelligente eller smukke for at blive frelst i Gud rige – kun rene. Vi må være lydige mod Herren Jesus Kristus og holde hans bud. Og det kan vi alle vælge at gøre, uanset hvor vi bor, eller hvordan vi ser ud.

Da Mosiahs fire sønner underviste de grumme og blodtørstige lamaniter, fandt der en stor forandring sted i deres hjerte:

»… så mange af lamaniterne, som troede på deres forkyndelse og blev omvendt til Herren, [faldt] aldrig fra troen.

Thi de blev et retfærdigt folk; de nedlagde oprørsvåbnene, så de ikke mere stred mod Gud og heller ikke mod nogen af deres brødre« (Alma 23:6-7).

I dag læser mange af deres efterkommere om dette i deres egne eksemplarer af Mormons Bog, og mange vælger at følge Kristus. Jeg elsker at hilse på Lehis børn i pletfri hvide klæder i de talrige templer i Det Sydmexicanske Område, hvor jeg for øjeblikket tjener. Jeg føler på samme måde, som præsident Gordon B. Hinckley følte ved indvielsen af templet i Guatemala City:

»Milde og nådige Fader, vore hjerter svulmer af taknemlighed over, at du erindrer Lehis sønner og døtre, de mange slægtled af vore fædre og mødre, som måtte lide så meget, og som måtte vandre så længe i mørke. Du har hørt deres råb og set deres tårer. Nu åbnes porten til frelse og evigt liv for dem« (bønnen fra indvielsen af templet i Guatemala City i Guatemala, i »Their Cries Heard, Their Tears Seen«, Church News, 23. dec. 1984, s. 4).

Jeg har set Lehis ydmyge efterkommere komme ned fra bjergene til dette tempel og åbenlyst græde, overvældet af ærefrygt. Et medlem gav mig en abrazo og bad mig om at tage denne kærlighedens, påskønnelsens og broderskabets omfavnelse med tilbage til alle de elskede missionærer, som havde bragt dem evangeliet, og til alle de hellige, hvis trofaste tiendebetaling har gjort, at tempelvelsignelserne nu er inden for rækkevidde. Takket være Jesu Kristi forsoning kan vi alle stå pletfri, rene og hvide foran Herren.

I taknemlighed opløfter jeg min røst sammen med Nephi: »Og vi taler om Kristus, vi glæder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn [og vore børnebørn] kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Nephi 25:26).

Min hustru og jeg elsker dette skriftsted så meget, at hun har malet det på væggen af vores opholdsstue under en smuk hvid porcelænsfigur af Kristus. Det tjener som en konstant påmindelse til os om at leve et kristent liv.

En dag læste vores søn i skrifterne sammen med sin familie. Vores syvårige barnebarn Clatie læste: »›Og vi taler om Kristus, vi glæder os i Kristus‹ – jamen, det er jo det, der står på farmors og farfars væg!« Nu er det et af hans yndlingsskriftsteder.

Ved en anden lejlighed var vi i besøgscentret på Tempelpladsen sammen med de samme børnebørn. Toårige Ashley var træt og ville gerne gå igen. Søster Mask spurgte hende, om hun kunne tænke sig at se en stor statue af Jesus, ligesom den på vores væg. Hun spurgte: »Er han lige så stor som mig?« »Endnu større,« svarede søster Mask. Da den lille pige så op på den majestætiske statue af Kristus, løb hun hen og stillede sig for fødderne af den og stirrede ærbødig op på den i flere minutter. Da hendes far gav tegn til, at det var tid til at gå, sagde hun: »Nej, far. Han elsker mig og vil gerne give mig et kram!«

Livets vej er fyldt med åndelige mudderskred. Men uanset hvad vore synder og ufuldkommenheder måtte være, kan vi forcere dem med den samme missionærbegejstring, hvormed ældsterne forcerede deres mudderskred. Og måtte vi dagligt takke vor Fader for at have sendt os sin Søn, Jesus Kristus, som tilgiver os vore mudderklatter, så vi kan stå uplettede foran ham. Ashley havde ret. Han elsker os og vil på hin pragtfulde dag sige: »Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).

Jeg vidner om, at han lever og elsker os. Han er vor Frelser og vor Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.