Styrk dine brødre

Bror José de Souza Marques var den type leder, som i sandhed forstod det princip, som Frelseren underviste i: »Og dersom nogen iblandt jer er stærk i Ånden, da lad ham tage den med, der er svag, så denne kan blive opbygget i al ydmyghed og også blive stærk« (L&P 84:106).

Som medlem af grenspræsidentskabet i Fortaleza i Brasilien lagde bror Marques sammen med de andre præstedømmeledere en plan for, hvordan de skulle genaktivere de mindre aktive i deres gren. En af disse mindre aktive var en ung mand, der hed Fernando Araujo. Jeg talte for nylig med Fernando, og han fortalte mig om sin oplevelse:

»Jeg begyndte at deltage i surfingkonkurrencer søndag morgen og holdt op med at komme til mine kirkemøder. En søndag morgen bankede bror Marques på min dør og spurgte min mor, som ikke er medlem, om han måtte tale med mig. Da hun fortalte ham, at jeg sov, bad han om lov til at vække mig. Han sagde til mig: ›Fernando, du kommer for sent i kirke!‹ Han lyttede ikke til mine undskyldninger, men tog mig med til kirke.

Den næste søndag skete det samme igen, så den tredje søndag besluttede jeg at tage tidligt af sted for at undgå ham. Da jeg åbnede havelågen, så jeg, at han sad på sin bil og læste i skrifterne. Da han så mig, sagde han: ›Godt! Du er tidligt oppe. I dag vil vi køre ud og finde en anden ung mand!‹ Jeg påberåbte mig min handlefrihed, men han sagde: ›Vi kan tale om det senere.‹

Efter otte søndage kunne jeg ikke slippe af med ham, så jeg besluttede at sove hos en ven. Jeg var ude på stranden den næste morgen, da jeg så en mand i jakkesæt og slips komme gående ud mod mig. Da jeg så, at det var bror Marques, løb jeg ud i vandet. Pludselig følte jeg en hånd på min skulder. Det var bror Marques, der stod i vand til brystet! Han tog mig ved hånden og sagde: ›Du er sen på den! Kom så.‹ Da jeg sagde, at jeg ikke havde noget tøj at tage på, svarede han: ›Det ligger i bilen.‹

Den dag, hvor vi sammen gik op af vandet, blev jeg rørt over bror Marques’ oprigtige kærlighed og bekymring for mig. Han forstod i sandhed Frelserens ord: ›De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke‹ (Ez 34:16). Bror Marques gav mig ikke blot et lift til kirken – kvorummet sørgede også for, at jeg forblev aktiv. De planlagde aktiviteter, som fik mig til at føle, at der var brug for mig, og at jeg var ønsket. Jeg modtog en kaldelse, og kvorumsmedlemmerne blev mine venner.«

Efter at bror Araujo var blevet aktiv, tog han på fuldtidsmission og har tjent som biskop, stavspræsident, missionspræsident og regionalrepræsentant. Hans mor, der var enke, hans tre søstre og adskillige fætre og kusiner er også gået i dåbens vande.

Da bror Araujo, der atter tjener som biskop, talte om det arbejde, som kvorummerne i Det Aronske Præstedømme i hans ward udfører, sagde han:

»Vores redningsarbejde er i fokus i alle tre kvorummer i Det Aronske Præstedømme. Vi har en liste over hvert eneste af vore tabte får. Kvorumspræsidentskaberne, vejlederne og biskoprådet deler sig og besøger dem på regelmæssig basis. Vi besøger ikke blot de mindre aktive medlemmer, men vi besøger også ikke-medlemmerne i de mindre aktive familier eller familier, hvor ikke alle er medlem af Kirken.

Aktiviteterne organiseres således, at de når ud til hver eneste ung mand. Vi drøfter hver eneste ung mand ved vore kvorumspræsidentskabsmøder og ved vores månedlige møde i biskoprådets ungdomskomité. I 2003 lykkedes det os at redde fem præster, en lærer og to diakoner, som nu er aktive i deres kvorummer. Vi har også genaktiveret nogle familier og har nydt velsignelserne ved at se nogle ikke-medlemmer træde ned i dåbens vande.«

Mens jeg overvejede ønsket hos disse præstedømmebrødre om at opfylde deres hellige pligter ved at tilbringe hovedparten af deres tid med at betjene i stedet for at administrere, kom Frelserens ord til mig:

»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig« (Matt 25:35-36).

Frelserens eksempel med at gå den ekstra mil for at finde sine tabte får er klar i alle de hellige skrifter. »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems og går ud i ødemarken efter det, han har mistet, indtil han finder det?« (JSO, Luk 15:4). Den Gode Hyrde vidste det, når et af hans får manglede: »… og han tæller sine får, og de kender ham« (1 Nephi 22:25), »og han kalder sine egne får ved navn« (Joh 10:3). Han gik »ud i ødemarken«, som af og til defineres som »en forvirrende mængde« (Merriam-Webster’s Collegiate Dictionary, 11. udg., 2003, »Wilderness«, s. 1432), og han søgte efter det, som var gået tabt.

Vi får ikke at vide, hvor længe det tog Den Gode Hyrde at finde det tabte får, eller om andre hjalp til med at lede, men vi ved, at »de [kendte] hans røst« (Joh 10:4), og at han elskede dem. Vi ved også, at han ikke gav op, at han gik »ud efter det, han [havde] mistet, indtil han [fundet] det«, og da han vendte tilbage, lå det tabte får trygt over hans skulder. Derpå udbryder han: »Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig« (Luk 15:6-7).

I Ezekiels Bog, kapitel 34, læser vi profetens advarselsrøst:

»Herrens ord kom til mig:

… Ve Israels hyrder, som vogter sig selv! Skal hyrder ikke vogte får? …

De … flakker om i alle bjergene og på alle de høje bakker; over hele landet er mine får blevet spredt, og ingen søger eller leder efter dem …

Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Mine får er blevet til bytte og til føde for alle de vilde dyr, fordi de er uden hyrde. Mine hyrder har ikke søgt efter dem …

… Jeg river mine får ud af gabet på dem« (v. 1-2, 6, 8, 10; fremhævelse tilføjet).

Herren har altid krævet, at de, som han betror sit hellige præstedømme, herunder fædre, kvorumsledere og kvorumsmedlemmer, skal holdes ansvarlige for hans får. Brødre, vi må søge efter og finde vore får, og vi må ikke tillade vore får til at blive »til føde for alle de vilde dyr.«

I afsnit 20 i Lære og Pagter underviser Frelseren os i mange af vore pligter som præstedømmebærere og kvorumsmedlemmer. Følgende handlingsord og -udtryk understreger hans følelse af, at det er presserende: »våge over«, »lede«, »forklare«, »besøge medlemmerne i hjemmene«, »bede«, »styrke«, »advare«, »sende«, »lære«, »formane«, »døbe« og »indbyde alle til at komme til Kristus« (v. 42, 44, 46-47, 53, 59, 81-82; fremhævelse tilføjet).

Jeg følte også denne bydende nødvendighed i præsident Hinckley røst, da han sagde: »Lad os, hver og en, for os selv beslutte os til at leve op til de nye muligheder, til en ny erkendelse af ansvar og en fornyet accept af ansvaret for at hjælpe vor himmelske Fader i hans vidunderlige værk med at bringe udødelighed og evigt liv til sine sønner og døtre overalt på jorden« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 124).

Jeg er taknemlig for det eksempel, som Den Gode Hyrde viste, da han ikke gav op, førend han havde bragt det tabte får sikkert hjem; for det eksempel, som præsident Thomas S. Monson viste, da han som biskop efterlod sine får i sin rådgivers varetægt og kørte ud til West Temple Garage for at redde Richard fra smøregraven (se »Det aronske præstedømmes sti«, Stjernen, oktoberkonferencen 1984, s. 35); for bror Marques, som reddede Fernando fra havet; for en kvorumsvejleder og forskellige kvorumsmedlemmer, som jeg kendte, og som bankede på Scotts soveværelsesvindue hver søndag morgen i seks måneder, som indførte ham i fællesskabet og elskede ham, indtil Scott vendte tilbage til folden; og for de eksempler, som mange af jer har vist, I som er gået den ekstra mil, indtil I har fundet dem, som er gået tabt. Jeres indsats vil have en evig virkning på jeres kvorumsmedlemmers liv og på deres efterkommere i de kommende generationer. De vil være levende vidnesbyrd om det løfte, som blev givet af Frelseren, da han sagde: »Vær hyrder for Guds hjord hos jer … og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans« (1 Pet 5:2, 4), »så du kan bringe sjæle til mig, og at du sammen med dem kan nyde hvilen i min Faders rige« (L&P 15:6), og »hvor meget … glæde ville I da ikke have« (L&P 18:16).

Må hvert eneste kvorum og hver eneste af os individuelt i samarbejde med Kirkens råd følge vor Herre og Frelsers eksempel og »tage den med, der er svag, så denne kan blive opbygget« (L&P 84:106). Jeg bærer ydmygt vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet, at Mormons Bog er hellig skrift, at præsident Gordon B. Hinckley i sandhed er Guds profet, at Jesus Kristus er Forløseren og Den Gode Hyrde, og at han lever. I Jesu Kristi navn. Amen.