Til styrke for de unge

Mine kære brødre i præstedømmet. Jeg er beæret over at være sammen med jer i aften. Fire af mine børnebørn sidder i Konferencecentret i aften – Craig, Brent, Kendall og Michael. Jeg vil gerne tale til dem og til alle bærere af Det Aronske Præstedømme og opfordre andre til at lytte med.

I Det Første Præsidentskabs budskab i hæftet Til styrke for de unge står der:

»Vore elskede unge mænd … vi har stor tillid til jer. I er udvalgte ånder, som er kommet frem i denne tid, hvor ansvar og muligheder så vel som fristelser er størst. I er ved begyndelsen af jeres rejse gennem dette jordiske liv. Jeres himmelske Fader ønsker, at jeres liv skal være fyldt med glæde og føre jer tilbage til hans nærhed. De beslutninger, I træffer nu, vil afgøre meget af det, der vil ske jer gennem livet og i hele evigheden.«¹

I lever i en verden, som er præget af stor usikkerhed. Der er mange røster. Der er mange veje. De fører ikke alle til vor himmelske Fader. Hvordan finder I ud af, hvem I skal lytte til, eller hvor I skal gå hen?

Profeten Jakob besvarede disse spørgsmål i dette skriftsted: »Ånden taler sandhed og lyver ikke. Derfor taler den om tingene, som de virkelig er, og om tingene, som de virkelig vil blive.«²

Men hvad er »tingene, som de virkelig er,« som Jakob siger? Om dette emne har ældste Neal A. Maxwell sagt:

»Hvis vi ikke lydigt tager imod ›tingene, som de virkelig er‹, må vi tage de endeløse omkørsler og den tomme søgen efter en anden livsførelse … En livsførelse, som er forkert nu, hverken kan eller vil vise sig at være rigtig på et senere tidspunkt …

Jesu Kristi evangelium rummer mange sandheder … at der virkelig er en levende Gud, at der virkelig er en levende kirke, at der virkelig er levende profeter, at der virkelig er levende skrifter, og at der virkelig er en opstandelse efterfulgt af en dom.«³

Der er visse sandheder, visse »ting, som de virkelig er,« der understøttes af standarder – hvoraf mange kan måles. Lad os se på et par eksempler fra atletikken.

På side 8-9 i Liahona fra marts 2004 er der et billede af Moroni Rubio fra Mexico. For to år siden vandt han som 16-årig førstepladsen ved de centralamerikanske mesterskaber i 100 meter løb for juniorer. Hans foreløbige rekord er på 10,46 sekunder.⁴ Tidtagning foregår med et stopur, som måler hans præstation.

Verdensrekorden i højdespring for mænd indhaves af en cubansk sportsmand, som sprang 2,45 m. Kan I forestille jer at kunne springe så højt? En højdespringer springer over en vandret stang, som hviler på to lodrette standere. Stangen repræsenterer en standard – et mål, som vi kan nå eller overgå.

Forestil jer et stævne, hvor løberne ikke måles med et stopur, og hvor højdespringerne ikke skal måle deres spring ved hjælp af en vandret stang.

I livet er der såvel som i atletik visse standarder eller adfærd, der kan måles. Der er noget, der er rigtigt, og noget, som er forkert. Som præstedømmebærere springer vi ikke højdespring uden en vandret stang.

Desværre er vi vidne til, at de traditionelle standarder for moral og adfærd i vore dage er ved at blive fjernet. I folkesproget i vore dage hedder det: »Alt er tilladt.« Verden betragter hævdvundne standarder som gammeldags eller forældede.

Vi tilhører en kirke, hvor det forventes af os, at vi overholder standarder. Det, som altid har været forkert før i tiden, er stadig forkert i dag. Kirken ændrer ikke sine standarder for god moral ved at tilpasse sig samfundets omskiftelige sæder og skikke.

Præsident Gordon B. Hinckley har fortalt om en oplevelse, han havde, dengang han om natten lå på et leje i bunden af en gammel vogn sammen med sin bror Sherman. De »så på myriaderne af stjerner på himlen og skiftedes til at udpege vedkendte stjerner og ved hjælp af Karlsvognen – stangen og kassen – finde Nordstjernen.« Præsident Hinckley har sagt, at han var betaget af Nordstjernen. Upåvirket af jordens omdrejninger bevarede Nordstjernen sin plads på himlen og flyttede sig aldrig. Han sagde: »Jeg betragtede den som en konstant faktor midt i en foranderlig verden. Den er noget, man altid kan regne med, noget som er pålideligt, et anker i det, som ellers virkede som en bevægelig og ustabil himmel.«⁵

En forfatter har fremhævet Nordstjernens urokkelige og absolutte placering og fortalt en historie om det modsatte, nemlig om en dreng, som for vild på en lejrtur. Da hans far endelig fandt ham, spurgte hans far ham, om han havde husket at udpege et eller andet i landskabet, som han altid kunne få øje på. Hvis han havde gjort det, sagde faderen, ville han have haft et fast holdepunkt. »Ja,« sagde drengen.

»Hvad var det?« spurgte faderen.

»Den kanin derovre,« svarede drengen.⁶

Unge mænd i Det Aronske Præstedømme, I må fæstne jeres blik på evangeliets uforanderlige standarder og ikke på en løbende kanin.

I hæftet Til styrke for de unge fungerer blandt andet følgende standarder som Nordstjernen for jer: Vælg venner med høje standarder, lad være med at skamfere jeres krop med tatoveringer eller piercinger, undgå pornografi, lad være med at lytte til musik med et frastødende sprog, lad være med at bande, gå kun ud med dem, som har høje standarder, hold jer seksuelt rene, omvend jer om nødvendigt, vær ærlige, hold sabbatsdagen hellig, betal tiende, hold visdomsordet.⁷

For en snes år siden var der i et af de afrikanske lande en gruppe trofaste medlemmer af Kirken, som havde mødtes i deres hjem i adskillige år. Jeg rejste til landet for at finde ud af, om vi kunne få tilladelse fra regeringen til at lade missionærerne komme ind og etablere Kirken. Jeg mødtes med en af de højtstående ministre i regeringen. Han gav mig 20 minutter til at forklare vores standpunkt.

Da jeg var færdig, sagde han: »Jeg kan ikke se, at der er noget af det, De har fortalt mig, som er anderledes end det, der allerede findes i vores land. Jeg ser ingen grund til at godkende Deres anmodning om at lade missionærerne komme ind i vores land.«

Han rejste sig for at følge mig ud af sit kontor. Jeg var panikslagen. Jeg var en fiasko. Om et øjeblik var vores møde forbi. Hvad kunne jeg stille op? Jeg bad en stille bøn.

Pludselig fik jeg en inspireret tanke. Jeg sagde til ministeren: »Sir, hvis De vil give mig fem minutter til, vil jeg gerne udveksle endnu en ide med Dem. Bagefter skal jeg nok gå.« Han indvilligede venligt.

Jeg tog min tegnebog frem og viste ham det lille kort Til styrke for de unge, som jeg altid har på mig.

Jeg sagde: »Dette er et lille kort med standarder, som vi giver alle de unge i vores kirke.«

Jeg læste derpå nogle af de standarder, som jeg har nævnt i aften, op for ham. Da jeg var færdig, sagde han: »Prøver De at fortælle mig, at I forventer, at de unge fra jeres kirke efterlever disse standarder?«

»Ja,« svarede jeg, »og det gør de.«

»Det er imponerende,« sagde han. »Kunne De ikke sende mig nogle af disse hæfter, så jeg kan dele dem ud blandt de unge i min kirke?«

»Jo,« svarede jeg. Og det gjorde jeg så.

Nogle måneder senere fik vi officiel godkendelse fra dette lands regering til at komme og etablere Kirken.

Unge mænd, disse standarder, som I er så heldige at kunne holde, er virkelig en kostbar perle. Verden forstår dem ikke. Mange gode mennesker søger dem. I har dem.

Profeten Joseph Smith modtog en åbenbaring, som forklarer, hvordan vi i vore dage kan vide, hvilke røster vi skal lytte til – hvilke standarder vi skal følge. I denne åbenbaring bliver vor tid, eller generation, omtalt som en tid, hvor menneskene skal se »en susende svøbe« og »en hærgende sygdom« dække landet.⁸

Herren gav derpå den sikre standard, som skal beskytte de trofaste disciple. Han sagde: »Men mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke røres.«⁹

Brødrene i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er disciple, som står på hellige steder. De hverken bevæges eller rokkes af skiftende tider fra det, som er blevet grundfæstet som sandt i alle tidligere slægter. Kirkens standarder er urokkelige og sande. De garanterer jeres tryghed og evige sikkerhed. Når I forpligter jer til at efterleve dem, bliver I målt i forhold hævdvundne standarder, som Gud har godkendt.

Mine børnebørn og kære brødre i Det Aronske Præstedømme, I befinder jer i livets løb. Det er ikke et kort sprint. Det er snarere som et maraton.

I vil blive prøvet og målt i forhold til Guds fastsatte standarder. Ånden vil vejlede og hjælpe jer til at finde ud af, hvad I skal gøre.

Vi er næsten den eneste organisation tilbage, som stadig har fastsatte, hævdvundne standarder. De fleste andre har givet efter for vores verdens kultur. Hvilken velsignelse det er for os at have levende profeter.

Må I blive velsignet, når I holder Kirkens standarder. I Jesu Kristi navn. Amen.