Alting skal tjene jer til gode

Jeg elsker at læse. Men jeg kan næsten ikke holde det ud, hvis en roman bliver for intens – hvis heltens liv bringes i for stor fare, eller det bliver for kompliceret, eller hvis han bliver for bedrøvet. Så bliver jeg nødt til at læse slutningen blot for at forsikre mig om, at alt ordner sig for hovedpersonen.

På en måde befinder vi os alle midt i vores egen roman – vores livshistorie. Til tider føles vores historie intens, og vi kunne godt tænke os at læse forud for at lære om slutningen på vores eget liv og sikre os, at alt ordner sig til sidst. Skønt vi ikke kender enkelthederne i vores livsforløb, ved vi heldigvis noget om vores fremtid, hvis vi lever værdigt.

I Lære og Pagter 90:24 får vi følgende at vide: »Søg flittigt, bed altid og hav tro, så skal alting tjene jer til gode, dersom I vandrer retskaffent.« Dette vidunderlige løfte fra Herren om, at alting skal tjene os til gode, bliver gentaget mange gange i skrifterne, især for mennesker eller profeter, som lider prøvelser i løbet af deres egen livshistorie.

Jeg fornemmer, at vi har fået dette løfte af en kærlig, omsorgsfuld Fader, som ønsker at velsigne os og give os grund til at nære håb på vores jordiske rejse. Kundskaben om, at alting skal tjene os til gode i den sidste ende, hjælper os til at udholde trængsler, ligesom det gjorde for de trofaste mennesker fra skrifterne, som kendte til hans løfter og stolede på dem, for »de havde … set og hilst [dem] i det fjerne« (Hebr 11:13). Vi kan også tage imod dette løfte.

Nogle gange ser vi løftet blive opfyldt med det samme. Andre gange bønfalder vi Herren i årevis, før vi ser de ønskede løfter blive opfyldt. Atter andre gange, sådan som det var tilfældet med den trofaste Abraham, tager vi imod løfterne, men dør »uden at have fået løfterne opfyldt« (Hebr 11:13) her på jorden. Selv om det måske er sandt i nogle tilfælde, at de velsignelser, vi er blevet lovet, kun bliver opfyldt i evighederne, er det også sandt, at når vi søger, beder og har tro, oplever vi ofte, at alting tjener os til gode i dette liv.

Når jeg læser beretningerne om, hvordan det gik Jesu apostle efter hans død, lærer jeg, at de ofte brutalt blev forfulgt, stenet og kastet i fængsel. Men de var modige og havde tro. De vidste, at alting i den sidste ende ville tjene dem til gode. De vidste også, at de ind imellem blev velsignet og så mirakler, således at alting ordnede sig. De blev bevaret, undervist og beskyttet. De tog ikke kun imod løfterne i det fjerne, men også her og nu.

Der skete et vidunderligt mirakel i Peters liv, da han blev sat i fængsel af kong Herodes. Hans medapostel Jakob var netop blevet slået ihjel, og nu blev Peter kastet i fængsel og omhyggeligt bevogtet af 16 mænd. Jeg tænker på, om han måske følte på samme måde som profeten Joseph Smith, da han led i fængslet i Liberty. Det var, mens Joseph befandt sig der, at Herren lovede ham, at »alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste« (L&P 122:7). Det må have været svært at tro på dette løfte under sådanne prøvelser, men ligesom Joseph blev Peter velsignet af Herren.

Kirkens medlemmer var samlet og bad »utrætteligt« for Peter. Og så skete der noget vidunderligt. En nat, mens Peter lå og sov mellem to soldater og var blevet lagt i to lænker, stod Herrens engel der pludselig og »vækkede Peter« og »lænkerne [faldt] af hans hænder.« Peter troede, at det var noget, han drømte. Han fulgte med englen forbi vagtposterne og gennem en jernport ud på en gade, »og pludselig forsvandt englen fra ham.« Da gik det op for Peter, at det ikke var en drøm. På mirakuløs vis var han blevet befriet. Herren velsignede ham her og nu.

Han gik hen til det hus, hvor Kirkens medlemmer havde forsamlet sig for at bede for ham. Da Peter bankede på, kom en ung pige (ligesom jer unge piger) ved navn Rhode ud til døren for at lukke op. Hun hørte og genkendte Peters stemme. I skrifterne står der, at hun blev glad. Men i sin begejstring glemte hun at lukke ham ind. I stedet løb hun tilbage for at fortælle de andre den vidunderlige nyhed om, at Peter stod ved døren. De troede hende ikke og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun talte om. I mellemtiden stod Peter stadig og bankede på og ventede. Da de endelig kom ud til ham, »blev [de] ude af sig selv af forundring« (se ApG 12:4-17).

Disse mennesker havde utrætteligt bedt om, at der måtte ske et mirakel, men da Herren besvarede deres bønner, blev de forbløffede. De var overraskede over den godhed, Herren viste dem ved at svare dem på så mirakuløs måde. Lægger vi mærke til det, når Herren opfylder sine løfter i vores liv? Som Frelseren spurgte: »Kan I ikke se, skønt I har øjne?« (Mark 8:18). Har vi øjne at se med?

Overalt er der unge piger, som befinder sig midt i deres egen livshistorie, og som står over for farer og modgang. Som i Peters tilfælde er der »engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). De støtter os, alt mens vi bærer vore jordiske byrder. I vores tilværelse er disse engle ofte mennesker omkring os, som elsker os, og som lader sig selv være redskaber i Herrens hænder. Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Gud holder virkelig øje med os, og han passer på os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov. Derfor er det så uendelig vigtigt, at vi tjener hinanden i riget« (»Der er et formål med livet«, Den danske Stjerne, august 1975, s. 3).

Jeg værdsætter de vidunderlige unge piger, Unge Pigers ledere, mødre og fædre samt gode venner, som styrker hinanden. I er de engle, som hjælper til med, at vor himmelske Faders løfter bliver opfyldt i sine elskede børns liv.

En gruppe unge piger i Oklahoma bad vor himmelske Fader om hjælp til at finde ud af, hvordan de bedst kunne inddrage en ny bikubepige, som var døv. De anstrengte sig for at være hans redskaber og hans hænder (helt bogstaveligt) med hensyn til at hjælpe denne unge pige. Et mirakel bredte sig gennem hele deres menighed, da de blev de engle, som skulle støtte Alexis, den nye bikubepige.

Alexis sagde: »Jeg var både nervøs og spændt på at begynde i Unge Piger. Mor tager altid med mig for at oversætte til tegnsprog, fordi jeg er døv. Efter indledningsbønnen og -sangen sagde søster Hoskin, Unge Pigers præsidentinde: ›Alexis, vi har en gave til dig.‹ Derpå rejste alle pigerne sig og begyndte at sige noget på tegnsprog. Jeg vidste, at det var noget særligt. Senere fandt jeg ud at, at det var Unge Pigers tema. Alle pigerne i vores ward havde lært sig det for at overraske mig.

Jeg ved, at min himmelske Fader elsker mig, for han har sat vidunderlige mennesker her på jorden, som viser mig kærlighed, især pigerne i min [klasse] i Unge Piger og vore ledere, som underviser mig i evangeliet på tegnsprog« (fra et brev til Unge Pigers hovedpræsidentskab).

Søster Hoskin, Unge Pigers præsidentinde, havde bedt flittigt om at måtte finde ud af, hvordan hun kunne hjælpe Alexis. Hun skrev:

»Jeg havde kun været Unge Pigers præsidentinde i en uge, da jeg begyndte at bekymre mig for en af de piger, som skulle til at rykke op i bikubeklassen. Alexis er hørehæmmet, og jeg funderede over, hvordan jeg kunne hjælpe hende til at føle sig hjemme og vise hende, at hun var en af os. Efter at have gjort mig bekymringer i mange dage og efter mange bønner vågnede jeg midt om natten op af en drøm, hvor jeg så mine unge piger stå sammen og sige Unge Pigers tema på tegnsprog. Jeg vidste, at det var svaret på mine bønner.

Det var en stor udfordring. Vi brugte mange timer, blandt andet en hel GUF-aften, og vi måtte øve os ugentligt, før vi var parate. Da det blev Alexis’ fødselsdag, var alle nervøse, men glædede sig til vores overraskelse. Jeg førte Alexis og hendes mor op foran pigerne og sagde (med tegnsprog til Alexis): ›Vi har en gave til dig. Nu er du en af os.‹ Derpå rejste vi os og sagde temaet og gjorde det på tegnsprog. Ånden var så stærk, og der var ikke mange, der sagde noget, for vi græd alle, men pigerne klarede det fantastisk. Alexis strålede. Hun vidste, at hun var en af os.

Vi lærte, at vor himmelske Fader elsker os alle, og at der er tidspunkter, hvor vi er hans røst og hans hænder og kan hjælpe andre til at føle den kærlighed. Vi lærte, at det, som bringer den største lykke, er at tjene andre. Jeg lærte, hvor vigtigt det er at følge sine tilskyndelser, også selv om det medfører en masse arbejde og virker uladsiggørligt« (fra et brev til Unge Pigers hovedpræsidentskab).

Forestil jer, hvordan Alexis’ mor gennem årene har bedt for sin datter og haft det samme håb og de samme drømme for hende, som enhver mor har for sin datter. Hun sagde:

»Som mor til en handicappet datter er jeg vant til at anstrenge mig lidt ekstra for at få tingene til at glide. Og da hun er døv, er jeg ofte ved hendes side for at tolke for hende. I kan nok forestille jer, hvor overvældet jeg blev, da alle de unge piger på tegnsprog sagde Unge Pigers tema for hende. Mens jeg stod og så på med tårer i øjnene, kom jeg i tanker om skriftstedet Matthæusevangeliet 25:40: ›Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.‹

Den enestående kærlighed og tjeneste, som disse unge piger har vist, begyndte netop den dag. Mange af dem har ofret en del af deres tid og kræfter på at lære sig tegnsprog, og de hjælper nu til med at tolke i kirken for Alexis. Jeg har altid bedt om, at Alexis måtte være lykkelig, udvikle sig og føle, at hun er elsket.

Som mor er mit vidnesbyrd om Frelseren blevet styrket, fordi jeg har set den tjeneste og den kærlighed, som disse piger og deres ledere har vist. Til tider har vore bekymringer for vores datter virket som en tung byrde, men den er blevet lettet ved det, som disse trofaste piger og deres vise ledere har udrettet.«

Denne mor havde bedt Herren om hjælp, og nu så hun ved andres hjælp – ved jordiske engles hjælp – at alting tjente hendes datter til gode.

Andre unge piger i denne menighed fortalte om, hvordan de udviklede sig ved at yde denne tjeneste. Laurbærpigernes klassepræsidentinde for- talte, at det var svært for hende at lære temaet på tegnsprog, men de følte, at Ånden hjalp dem med det. Hun sagde: »Vi jappede ikke temaet af, blot for at få det sagt, sådan som vi plejede. Vi tænkte over ordene og viste dem med tegn til en anden, så hun også kunne lære ordene, og jeg blev så glad ved at se, at hun forstod vores tema og vidste, at hun også var Guds datter.«

Selv de unge mænd blev inddraget. De lærte at sige: »Har du lyst til at danse med mig?« på tegnsprog som forberedelse til en forestående fest i GUF. Som følge heraf dansede Alexis til hver eneste musiknummer. Præsterne lærte at sige nadverbønnerne på tegnsprog til hende. Hele menigheden fyldtes af en kærlig ånd.

I hvert eneste ward eller gren og i hvert eneste hjem eller familie er der en Alexis, som har et særligt behov, det være sig fysisk, følelsesmæssig eller åndeligt, og som beder til og stoler på, at alting – på trods af hendes udfordringer – i den sidste ende »skal tjene [hende] til gode.« Vi kan hver især være et redskab i Herrens hænder – en jordisk engel, som kan få mirakler til at ske.

Jeg vidner om, at vor himmelske Fader er en mild og kærlig far, som ønsker at velsigne os med alt, hvad han har. Når vi søger, beder og har tro, bliver vi opmærksomme på miraklerne i vores eget liv og sættes i stand til at udvirke mirakler i andres. Vi bliver overbevist om hans løfte om, at alting skal tjene os til gode. I Jesu Kristi navn. Amen.