Har du fanget det rigtige budskab?

Mine kære brødre og søstre og venner, jeg hilser jer i venskabets og kærlighedens ånd. Vi lever i informationsteknologiens forunderlige tidsalder. Mængden af information, som sendes ved hjælp af e-mail, fax, mobiltelefoner og andre kommunikationsmidler, er enorm. Faktisk oversvømmes vi af budskaber. Mængden er så stor, at det er let at gå glip af et vigtigt budskab, og det kan have alvorlige følger.

For eksempel har budskaber, som i krigstid er gået tabt mellem hærførere og soldater, ført til stor forvirring og alvorlige tab af menneskeliv. Under første verdenskrig blev 308. infanteri beordret til fronten i et desperat forsøg på for enhver pris at indtage og holde Argonneskoven. Slaget var så heftigt, at støttetropperne på højre og venstre side af en af bataljonerne trak sig tilbage, og bataljonen blev omringet og isoleret. Som følge af at hovedkvarteret mistede forbindelsen til dem, blev de kendt som Den Tabte Bataljon.

Bataljonen kommunikerede med hovedkvarteret ved hjælp af brevduer, som fløj fra bataljonen til hovedkvarteret med meddelelser. Men så snart disse duer blev sendt af sted, blev de skudt ned af fjendens styrker. Den Tabte Bataljons eget artilleri, som ikke vidste, hvor de befandt sig, åbnede ild mod dem og påførte dem store tab. Bataljonen løb tør for mad og vand, men de holdt stand og overgav sig ikke på trods af deres store tab. Til sidst slap en enkelt due, som hed Cher Ami, igennem til hovedkvarteret – skønt den blev beskudt – med en meddelelse om, hvor bataljonen befandt sig. Bataljonens overlevende blev reddet, fordi en enkelt afgørende meddelelse slap igennem.¹

Når som helst vi går glip af vigtige budskaber, får det alvorlige følger, især hvis sådanne budskaber er fra Gud. Gennem verdenshistorien har Gud sendt budskaber på forskellige måder. Moses gik og vogtede sin svigerfars får i ørkenen, da han fik øje på en »flammende ild fra en tornebusk.«² Han blev nysgerrig og ville gerne vide, hvorfor busken ikke brændte op.³ Da Moses gik hen for at se på det, »råbte Gud til ham inde fra busken: ›Moses! Moses!‹ Han svarede ja.«⁴ Gud sagde: »Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.«⁵ Gud valgte at tale med Moses fra en brændende busk. Han fortalte Moses, at han havde en opgave til ham – nemlig at føre Israels børn ud af Egypten, til »et land der flyder med mælk og honning.«⁶

Herrens ord lød kun én gang fra en busk, som flammede uden at brænde op. Profeten Elias havde en anderledes oplevelse. Han ventede, og »forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.«⁷

Budskaber tilkendegives almindeligvis gennem »en sagte susen,« som hvisker til os alle gennem skrifterne, vore dages profeter og personlig åbenbaring.

Til tider ønsker vi ikke at høre nogen budskaber fra Gud. For eksempel kaldte Herren Jonas til at drage til Nineve og råbe omvendelse. Men Jonas ignorerede budskabet og stak af til Jafo, hvor han for at flygte fra Herren gik om bord på et skib, som skulle til Tarshish. Men Herren sendte en stærk storm over havet. Søfolkene var bange og i et forsøg på at gøre Herren venligt stemt, kastede de Jonas i havet. En stor fisk slugte Jonas, og han var i fiskens bug i tre dage og tre nætter. Jonas bad om tilgivelse og udfrielse, og fisken spyttede ham op på land. Anden gang Herrens ord kom til Jonas, lyttede han og drog hen for at kalde indbyggerne i Nineve til omvendelse.⁸

Nogle af os har måske brug for, at et eller andet overraskende, som for eksempel en brændende busk, skal bringe os til fornuft. Ved en sådan oplevelse fatter man pludselig et menneskes, en situations eller en genstands egentlige beskaffenhed. Vi forstår dette som værende inspiration. Det er en særlig gave at kunne fatte det trivielle og banale i livet ved inspiration. Mange mennesker opfanger ikke inspirationen, fordi Guds »store magt … synes ringe for menneskers forstand,«⁹ eller fordi de bliver »mindre og mindre forundret over et tegn eller et under fra himlen.«¹⁰

Som ung lærte jeg, at alle kan få inspiration. Da jeg gik i realskolen, havde jeg et vanskeligt fag, hvor det meste af det, der blev sagt, gik hen over hovedet på mig. En dag stillede læreren mig et spørgsmål. Jeg forstod ikke spørgsmålet, og da slet ikke svaret. Ud af den blå luft lød der et svar i mit sind, som jeg gentog for læreren. Det var det rigtige svar, men jeg vidste, at det ikke kom fra mig.

Hvordan kan vi erkende inspirationen, når vi får den? Enos siger: »Og medens jeg således kæmpede i ånden, se, da lød Herrens røst igen i mit sind.«¹¹ Røsten fra åbenbaringens ånd kan ikke nødvendigvis høres, men den giver os en guddommelig bekræftelse gennem vore tanker og følelser. I Lære og Pagter får vi følgende at vide: »Jeg vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte gennem den Helligånd, der skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.«¹² Vi må fremelske vores lydhørhed over for denne guddommelige røst.

Min første radio var et krystalapparat. Det var svært at stille ind på den frekvens, som den ønskede radiostation havde. Jeg måtte bogstavelig talt kradse modtagertråden hen over den ujævne krystal for at finde det rette punkt – en lille hulning eller et lille fremspring på krystallen – hvor man kunne modtage signalet. Hvis jeg flyttede metalspidsen blot en millimeter til den ene eller til den anden side af dette punkt mistede jeg signalet og hørte i stedet en skrattende lyd. Med tiden samt med tålmodighed, vedholdenhed, et godt syn og en rolig hånd lærte jeg at finde signalpunktet på krystallen uden for meget besvær.

Sådan er det også med inspiration. Vi må stille ind på Guds inspiration og lukke af for de skrattende lyde. Vi må arbejde på at komme på bølgelængde. For de fleste af os tager det lang tid at finde den rette frekvens. Da jeg lige var blevet kaldet til generalautoritet, sagde præsident Marion G. Romney, som på daværende tidspunkt var i halvfjerdserne: »Jeg ved, når jeg arbejder under Ånden, og når jeg ikke gør det.« At kunne erkende, hvornår man blive vejledt af Ånden, er en vidunderlig gave.

Med hensyn til vore dages kommunikation var krystalapparatet med til at hæve os over kommunikationens mørke middelalder. Med den avancerede teknologi foregår en stor del af vor tids kommunikation med mobiltelefon. Af og til opstår der dog døde punkter, hvor signalet ikke når frem til mobiltelefonen. Det kan ske, hvis den, der bruger mobiltelefonen, befinder sig i en tunnel eller i en kløft, eller hvis der er anden støj på linjen.

Sådan er det også med guddommelig kommunikation. Den stille, sagte røst har, om end den er stille og sagte, meget stor styrke. Den »hvisker og trænger gennem alt.«¹³ Men ligesom med mit gamle krystalapparat er der måske et budskab, som det ikke lykkes os at fange. Måske er der noget i vores liv, som hindrer os i at høre budskabet, fordi vi »har mistet evnen til at fornemme.«¹⁴ Vi sætter os ofte i situationer med døde punkter, hvor vi lukker af for guddommelige budskaber. Nogle af disse døde punkter er blandt andet vrede, pornografi, overtrædelse, selviskhed og andre situationer, som støder Ånden.

Vi modtager personlige og direkte budskaber fra en guddommelig kilde og fra vore præsiderende ledere i Kirken. De budskaber, vi får fra vore forældre og bedsteforældre, er også af meget vigtige. Budskaber fra vore forældre er måske ikke kærkomne. Men efterhånden som vi får erfaring, og tiden går, lærer vi, at inspirerede budskaber fra vores far og mor er budskaber, som er udtryk for deres kærlighed. At følge sine forældres råd er en af måderne, hvorpå man kan adlyde budet: »Ær din far og din mor.«¹⁵

Et af de budskaber, som mange ikke fanger i vor tid, er Herrens ord om, at vi skal »holde [os] fuldstændig uplettet af verden.«¹⁶ Vi får at vide, at mange er kaldet, »men få er udvalgt,« og grunden er, at »deres hjerter er de verdslige ting hengivne.«¹⁷

Frelserens epokegørende budskab i bjergprædikenen har lige så stor betydning for os alle, som budskabet fra den brændende busk havde: »Men stræb først efter at opbygge Guds rige og at grundfæste hans retfærdighed.«¹⁸ Dette budskab må trænge ind i vores hjerte og sjæl. Ved at tage imod dette budskab indtager vi vores personlige standpunkt i livet. Regelmæssig tempeltjeneste hjælper os til hele tiden at stræbe efter at opbygge Guds rige. Aldrig før har så mange haft adgang til Herrens hellige hus end nu, hvor vi har 117 templer rundt omkring i verden.

Et andet meget vigtigt budskab er behovet for at styrke og værne om vores familie. Der er alt for mange familier, som går i opløsning. Denne ulykkelige tendens har en endeløs række af konsekvenser. Et lykkeligt ægteskab forudsætter, at mand og hustru lever sammen i kærlighed, venlighed og gensidig respekt, og at de vandrer retfærdigt og ydmygt for Herren. Det afhænger af, at man er tro mod alle løfter og pagter. Når en familie går i opløsning, hvad årsagen end måtte være, må forældrene anstrenge sig særligt for at støtte og hjælpe uskyldige familiemedlemmer.

Et andet vigtigt budskab er, at vi må være ærlige over for Herren, ærlige over for os selv og ærlige over for alle andre. Vi må betale en ærlig tiende, sætte tæring efter næring og spare op til dårlige tider. At være i gæld er at være i trældom, for »låntageren er långiverens træl.«¹⁹ Det kan dog være nødvendigt at stifte gæld, for eksempel til finansiering af et hjem eller en uddannelse. Herrens råd vedrørende dette emne er: »Betal [din] gæld … [og] frigør dig for trældom.«²⁰

Gud giver os belærende eller opmuntrende budskaber, for at vi kan gøre hans vilje. Ofte gør han det for at forberede os til en særlig opgave. Dette var tilfældet med Moses, da han fik et budskab fra den brændende busk. Vi må have styr på vores liv, således at vi, når vi får et budskab fra en »brændende busk«, som fortæller os, hvad Herren ønsker af os, kan tage imod det. Vi må sikre os, at vi er i stand til at fatte det og omsætte det til praksis.

I vore dage bombarderes vi med budskaber fra så mange forskellige kilder – både gudsbespottende og åndelige. Hvordan kan vi afgøre, hvilke der er de vigtigste for os? Mit forslag er, at vi ser hen til kilden til budskaberne og bevæggrunden til dem. Herren har gennem profeten Alma givet os en rettesnor: »Det, der er godt, kommer fra Gud, og det, der er ondt, kommer fra djævelen.«²¹ Vi må stræbe efter at være værdige, så vi ikke går glip af de vigtige budskaber, der kommer fra Gud. I den sidste ende udgør disse budskaber den samlede sum af Jesu Kristi evangelium.

Det har været mit store privilegium at have mødt og stiftet bekendtskab med flere end halvdelen af Kirkens præsidenter siden profeten Joseph. Jeg mødte præsident Heber J. Grant, da jeg var præst i Det Aronske Præstedømme. Jeg nærede en kærlighed til ham, som jeg har næret for alle præsidenterne siden da. Jeg har ønsket at leve i harmoni med deres råd.

I de ni år, præsident Monson og jeg har fungeret som rådgivere for præsident Gordon B. Hinckley, har jeg fået vished om og følt med fuldstændig og urokkelig sikkerhed, at præsident Hinckley er vor tids inspirerede præsident og profet. Jeg vidner om, at han har kendt og modtaget og fortsat vil modtage Herrens hensigter og vilje angående dette folk og hele verden. Vi bør altid se hen til og give agt på de profetiske budskaber, som kommer fra Kirkens siddende præsident. At vi gør det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.