Hav tro!

Om jer har ældste David B. Haight fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Vi tror på jer, jeres forældre og brødre og søstre tror på jer, og Gud forventer det bedste af jer. I må tro på jer selv. Giv ikke efter, når det bliver svært, for I lægger grundvolden til et stort værk, og dette store værk er jeres liv« (»En tid til forberedelse«, Stjernen, januar 1992, s. 44).

Præsident Hinckley har sagt til os: »Jeg tror på mig selv. Dette skal ikke lyde egoistisk, men jeg tror på min evne og jeres evne til at gøre godt, til at yde et bidrag til det samfund, som vi er en del af, til at udvikle os og til at gøre det, vi måske nu anser for umuligt … Jeg tror på princippet om, at jeg kan udgøre en forskel i denne verden. Den er måske umådelig lille, men den vil bidrage til alles gavn« (»Jeg tror«, Stjernen, marts 1993, s. 8).

I er en af de bedste generationer af unge piger, som nogen sinde har levet på jorden. Før I kom til denne jord, blev I undervist på jeres Faderes knæ. I er blevet holdt tilbage for at komme til jorden med en særlig hensigt. Der venter jer opgaver, som kun I og ingen andre kan gøre lige så godt. I har et livsværk at udføre.

Jeres retskafne forbillede som en af de troende får afgørende betydning i verden, så »bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk« (L&P 64:33).

I jeres stræben efter at være et forbillede for de troende føler I måske, at I står alene. I føler måske, at I er den eneste, som kæmper så ihærdigt for at være retfærdig og ren. I føler måske, at I er den eneste, som stræber efter at være sømmelig i jeres gerninger, tale og udseende. Men I er ikke alene. Over hele verden er der tusindvis af unge piger som jer, der stræber efter at være et forbillede for de troende.

Carmelita og Rosario, to unge piger i Jalapa i Mexico, er blandt de troende. I deres familie er de de eneste medlemmer af Kirken, og de bor alene. Da jeg besøgte dem i deres lille hjem, sagde de, at de vidste, at deres himmelske Fader elskede dem meget højt, for han havde sendt missionærerne hen for at undervise dem i evangeliet. Selv om de har det svært, forlader de sig hver dag på deres himmelske Faders kærlige omsorg og vejledning.

For Carmelita og Rosario og for hver eneste af jer vidner jeg om, at I ikke er alene. Herren har givet jer dette løfte: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Hvis I flittigt gransker skrifterne og altid beder, bliver I vejledt af Herren. En ung pige i Mongoliet lyttede til profeternes ord, mens missionærerne læste skriftsteder op for hende fra Mormons Bog. Mormons Bog var endnu ikke blevet oversat til hendes sprog, men da missionærerne oversatte ordene for hende, troede hun og blev døbt. Hun blev et forbillede for de troende i Mongoliet.

Senere blev hun kaldet til at tage på mission i Salt Lake City. Hvilken glæde hun følte! Hun lærte engelsk og købte sine helt egne skrifter. Da hun besøgte os i vores hjem, læste hun ærbødigt op af sine nye skrifter. Hun elskede dem. Jeg lagde mærke til, at næsten hver eneste side var understreget med gult. Jeg sagde: »Søster Sarantsetseg, dine skrifter ligner guldpladerne.« Hun svarede: »Jeg har kun understreget det, jeg synes om.«

Alt i skrifterne kan anvendes i vores liv. Skrifterne besvarer vore spørgsmål, de skildrer forbilleder og helte, og de hjælper os til at forstå, hvordan vi skal takle vore udfordringer og prøvelser. Mange gange er de vers, I læser, svaret på jeres bønner.

Da jeg var omtrent på jeres alder, blev min far alvorligt syg. Vi troede, at det kun var en influenza, men som dagene gik, blev han mere og mere syg. Det var i den periode, at jeg virkelig lærte, hvad det vil sige altid at bede (se 2 Nephi 32:9). Jeg havde konstant en bøn i hjertet, og jeg udsøgte mig ensomme steder, hvor jeg udøste min sjæl i bøn til min himmelske Fader om at gøre min far rask. Efter nogle få ugers sygdom døde min far. Jeg var rystet og bange. Hvad skulle min familie stille op uden vores far, som vi elskede så højt? Hvordan kunne vi komme videre? Jeg følte, at min himmelske Fader hverken havde hørt eller besvaret mine inderlige bønner. Min tro blev sat på prøve. Jeg henvendte mig til min himmelske Fader og stillede spørgsmålet: »Himmelske Fader, lytter du overhovedet?«

I mange måneder bad jeg om hjælp og vejledning. Jeg bad for min familie, og jeg bad om at måtte forstå, hvorfor min far ikke var blevet gjort rask. For en tid virkede det for mig som om, himlen var tavs, men som familie fortsatte vi med at bede om trøst og vejledning. Jeg fortsatte også med at bede. Så en dag, mange måneder senere, mens jeg var til nadvermøde, fik jeg svaret i form af et skriftsted. Taleren sagde: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6). Jeg blev overvældet og følte, at jeg var det eneste menneske i kirkesalen. Det var mit svar. Min himmelske Fader havde hørt min bøn!

Det er nu mange år siden, jeg havde den oplevelse, men den står stadig levende i min erindring, og jeg vidner om, at han har jævnet mine stier. Jeg ved, at hvis vi har tro og sætter vores lid til ham, »så skal alting tjene [os] til gode.«

Nu skal samme opfordring som den, apostlen Paulus gav sin unge ven Timotheus, lyde til jer: »Vær et forbillede for de troende« (1 Tim 4:12). Vil I ikke nok være det? Vil I ikke nok ved jeres påklædning, ved jeres tale, ved jeres respekt for jeres legeme og ved selve jeres rene levevis, vise verden og Herren, at I har tro? Verden har brug for unge piger, som er troende.

Hav tro på Frelseren. Han elsker jer, og jeg vidner om, at han ikke vil svigte jer. Han har givet dette løfte:

Jeg tror på, at I hver især har styrken til at ændre verden. Hav tro på jer selv. Hav tro på, at I aldrig er alene. Hav tro på, at I bliver vejledt. I Jesu Kristi navn. Amen.