Nu stråler lyset i sin pragt

Var det ikke bare helt fantastisk? Tak til Liriel Domiciano og til koret. Hvilken storslået troserklæring – »Han lever! Vor Forløser stor.« Endnu engang tak for den gribende og vidunderlige sang.

Først vil jeg gerne sige til hele Kirken og til andre: Tak for jeres store venlighed over for søster Hinckley og mig. I har været og er så elskværdige og storsindede. Vi er rørt over alt det, I gør for os. Hvor ville verden se anderledes ud, hvis hele verden blev behandlet, som vi bliver behandlet. Vi ville vise omsorg for hinanden i Mesterens ånd, han som viste medfølelse ved at trøste og helbrede andre.

Brødre og søstre, præsident Packer har talt til jer som bedstefar. Jeg kunne tænke mig at tage fat i en af trådene i det billedtæppe, han har vævet. Jeg er også en gammel mand nu, ja ældre end han er, hvis I kan forestille jer det. Jeg har levet længe, jeg har rejst langt, og jeg har set meget i denne verden. Når jeg sidder og stille reflekterer over livet, spekulerer jeg på, hvorfor der mon er så megen uro og lidelse næsten overalt. Vor tid er fyldt med farer. Vi hører ofte Paulus’ ord til Timotheus citeret: »Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider« (2 Tim 3:1). Dernæst fortsætter han med at beskrive de tilstande, der skal herske. Jeg synes, det er helt tydeligt, at disse sidste dage virkelig er farefulde tider, som passer til de tilstande, som Paulus beskrev (se 2 Tim 3:2-7).

Men farefulde tider er ikke noget nyt for menneskeheden. I Johannes’ Åbenbaring står der, at »der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op,

men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen.

Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den« (Åb 12:7-9).

Hvilke farefulde tider det må have været. Selveste den Almægtige kæmpede mod Morgenrødens søn. Vi var der, mens det stod på. Det må have været et utroligt vanskeligt slag, der dog endte med en storslået sejr.

Om disse desperate tider talte Herren til Job fra stormen og sagde:

»Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? …

mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?« (Job 38:4, 7).

Hvorfor var vi så lykkelige dengang? Jeg tror, det var fordi, det gode havde sejret over det onde, og hele menneskeslægten var på Herrens side. Vi vendte Satan ryggen og sluttede os til Guds styrker, og disse styrker vandt sejr.

Men når vi nu havde truffet den beslutning, hvorfor skulle vi træffe den igen og igen efter vores fødsel?

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er så mange, som i dette liv har svigtet den beslutning, de traf, dengang den store krig fandt sted i himlen.

Men det er tydeligt, at den strid mellem godt og ondt, som begyndte med denne krig, aldrig er hørt op. Den er fortsat i det uendelige op til vor tid.

Jeg tror, vor Fader græder over, at så mange af hans børn gennem tiderne har udøvet den handlefrihed, han gav dem, og har valgt at vandre på det ondes vej snarere end på det godes.

Det onde gjorde sig bemærket tidligt i denne verden, da Kain slog Abel ihjel. Det onde tog til, indtil Gud på Noas tid »så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.

Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet« (1 Mos 6:5-6).

Han gav Noa befaling om at bygge en ark, hvori »nogle få, nemlig otte sjæle« skulle frelses (1 Pet 3:20).

Jorden blev renset. Vandet trak sig tilbage. Retfærdigheden herskede atter. Men det varede ikke længe, før menneskeslægten – alt for mange af dem – igen blev ulydige. Indbyggerne i dalbyerne Sodoma og Gomorra er eksempler på, hvor dybt fordærvede nogle mennesker var blevet. Og Gud tilintetgjorde byerne fuldstændig i en sidste og endelig ødelæggelse (se 1 Mos 19:29).

Esajas råbte:

»Det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.

For jeres hænder er sølet til af blod og jeres fingre af synd; jeres læber taler løgn, jeres tunge forkynder ondskab« (Es 59:2-3).

Sådan var det også med de andre af Det Gamle Testamentes profeter. Kernen i deres budskab var fordømmelsen af ugudelighed. Og den tids farer var ikke særegne for den gamle verden. I Mormons Bog står der, at på den vestlige halvkugle kæmpede jarediternes hære til døden. Nephiternes og lamaniterne kæmpede også, indtil tusindvis af mennesker var omkommet, og Moroni blev tvunget til at vandre om alene for sit eget livs sikkerheds skyld (se Moroni 1:3). Hans store og endelig bøn, som er rettet til os i vore dage, var en opfordring til at leve retfærdigt:

»Og atter vil jeg formane jer til at komme til Kristus og holde fast ved hver god gave, men ikke røre ved den onde gave eller noget urent« (Moroni 10:30).

Da Frelseren vandrede på jorden, »færdedes [han] overalt og gjorde vel« (se ApG 10:38), men han fordømte også de skriftkloges og farisæernes hykleri og omtalte dem som »kalkede grave« (se Matt 23:27). Han langede ud efter vekselererne i templet og sagde: »›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule« (Luk 19:46). Dette var også en yderst farefuld tid. Palæstina var en del af romerriget, som i dets ledelse var benhårdt, undertrykkende og formørket af ondskab.

I sine breve bønfaldt Paulus Kristi disciple om at have styrke, for at ikke skulle blive forledt af den Onde. Men til sidst fik en stemning af frafald overhånd.

Uvidenhed og ondskab indhyllede verden og førte til det, vi kalder den mørke middelalder. Esajas var kommet med følgende forudsigelse: »Mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene« (Es 60:2). I århundreder bredte sygdomme sig overalt, og fattigdom var almindeligt. Den sorte død var årsag til, at omkring 50 millioner mennesker døde i løbet af det 14. århundrede. Var dette ikke en tid med forfærdelige farer? Jeg undrer mig over, at menneskeheden overhovedet overlevede.

Men på en eller anden måde tændtes der i denne lange mørke nat et lille lys. Renæssancen medførte en opblomstring af lærdom, kunst og videnskab. Der opstod en bevægelse af frygtløse og modige mænd og kvinder, som så mod himlen i erkendelse af Gud og hans guddommelige Søn. Vi omtaler den som reformationen.

Og efter at mange slægtled havde vandret på jorden – mange af dem i krig, had, mørke og ugudelighed – gryede genoprettelsens strålende nye dag. Dette herlige evangelium blev indledt ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengen Joseph. Dagen for tidernes fyldes uddeling gryede over hele verden. Alt det gode, det smukke, det guddommelige fra alle tidligere uddelinger blev gengivet i denne, den mest vidunderlige tidsalder.

Men der fandtes også ugudelighed. Og en af de måder, denne ugudelighed kom til udtryk på, var forfølgelse. Der var had. Folk blev fordrevet og i vinterkulden tvunget ud på lange vandringer.

Det var, sådan som Charles Dickens beskrev i de første linjer af sin fortælling om To Byer: »Det var den bedste af alle tider, det var den værste af alle tider … det var lysets æra, det var mørkets æra, det var håbets forår, det var selvopgivelsens vinter.«

Hvilken herlig tid det har været og nu er på trods af den store ugudelighed i disse tider. En ny dag er oprunden i den Almægtiges værk. Dette værk er vokset og blevet stærkere og har spredt sig over hele jorden. Det var haft en positiv indflydelse på millioner af mennesker, og dette er kun begyndelsen.

Genoprettelsens storslåede morgen har også ført til, at verden er blevet overstrømmet af verdslig viden.

Tænk blot på den forlængede levealder. Tænk den moderne lægevidenskabs undere. Jeg er forbløffet. Tænk på opblomstringen af uddannelse. Tænk på de mirakuløse fremskridt inden for transport og kommunikation. Menneskets opfindsomhed kender ingen grænser, når himlens Gud inspirerer og udøser lys og kundskab.

Der er stadig konflikter så mange steder i verden. Der er megen fattigdom, sygdom og had. Mennesket er stadig lige barbarisk i sin umenneskelighed over for sin medmennesker. Og dog er vi vidne til denne herlige morgen. »Retfærdighedens sol« er kommet, »under [hans] vinger er der helbredelse« (se Mal 3:20). Gud og hans elskede Søn har åbenbaret sig. Vi kender dem. Vi tilbeder dem »i ånd og sandhed« (Joh 4:24). Vi elsker dem. Vi ærer dem og bestræber os på at efterkomme deres vilje.

Med det evige præstedømmes nøgler har vi låst op til fortidens fængsler.

Er dette en farefuld tid? Ja. Det er en farefuld tid. Men menneskene har levet i fare fra før jorden blev skabt. På en eller anden måde har der gennem mørket skinnet et svagt, men smukt lys. Og nu skinner det med endnu større glans ud over hele verden. Med sig bringer det Guds plan for lykke for sine børn. Med sig bringer det de store og ubegribelige undere ved Forløserens forsoning.

Hvor er vi himlens Gud taknemlige for hans velsignende omsorg for sine børn ved at åbne for dem – gennem alle evighedens farer – muligheden for frelse og den velsignelse, det er at opnå ophøjelse i hans rige, hvis blot de vil leve i retfærdighed.

Og, mine brødre og søstre, det pålægger os hver især et stort og altopslugende ansvar. I 1894 sagde præsident Wilford Woodruff:

»Den Almægtig er med sit folk. Vi skal nok få alle de åbenbaringer, vi har brug for, hvis blot vi gør vores pligt og adlyder Guds befalinger … Jeg ønsker at gøre min pligt, mens jeg lever. Jeg ønsker, at de sidste dages hellige gør deres pligt. Her er bærerne af det hellige præstedømme … Deres ansvar er stort og vældigt. Guds og alle de hellige profeters blik hviler på os. Dette er den storslåede uddeling, som er blevet omtalt siden verden begyndte. Vi er samlet … ved Guds kraft og på hans befaling. Vi udfører Guds gerning … Lad os opfylde vores mission« (James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bd., 1965-1975, 3:258).

Dette er vores store og krævende udfordring, mine brødre og søstre. Dette er det valg, vi hele tiden må træffe, nøjagtig ligesom generationerne forud for os har måttet vælge. Vi må spørge os selv:

Fatter vi og forstår vi virkelig den kolossale betydning af det, vi har. Dette er hele summen af menneskenes generationer, det afsluttende kapitel i hele menneskehedens panorama.

Men dette giver os ikke ret til at være overlegne. Det burde snarere gør os ydmyge. Det pålægger os et ufravigeligt ansvar for i Mesterens Ånd at drage omsorg for alle andre. Det var Mesteren selv, der sagde: »Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 19:19). Vi må fralægge os al selvretfærdighed og hæve os over smålige egeninteresser.

Vi må gøre alt, hvad der kræves for at fremme Herrens værk og opbygge hans rige på jorden. Vi må aldrig gå på kompromis med den lære, som er blevet givet ved åbenbaring, men vi må leve og arbejde sammen med andre, respektere deres tro og beundre deres dyder, gøre fælles sag mod de sofismer, de skænderier, det had og de farer, som har fulgt menneskene fra begyndelsen.

Vi kan være elskværdige, vi kan være hjælpsomme og vi kan være venlige og imødekommende uden at måtte opgive den mindste flig af vores lære.

Vi, som tilhører denne generation, er frugten af alt, hvad der er gået forud. Det er ikke nok blot at være kendt som medlem af denne kirke. Der påhviler os et højtideligt ansvar. Lad os se det i øjnene og arbejde på det.

Vi må leve som Kristi sande disciple ved at vise næstekærlighed over for alle, ved at gengælde ondt med godt, ved at undervise i Herrens veje ved vores eksempel og ved at yde den vældige tjeneste, som han har opridset for os.

Måtte vi leve værdigt til at få den herlige gave af lys og forståelse og evig sandhed, som er blevet givet os gennem alle fortidens farer. Af en eller anden årsag er vi – blandt alle dem, som var vandret på jorden – blevet ført frem i denne enestående og vidunderlige tid. Vær taknemlige og frem for alt trofaste. Det er min ydmyge bøn, idet jeg vidner om sandheden af dette værk, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.