Den fuldendte historie

For nogen tid siden fandt jeg en stor hvid kuvert i min postkasse. Indeni lå der en historie, skrevet af en dreng, jeg havde været skolelærer for adskillige år tidligere, da han gik i sjette klasse. Jeg huskede eleven og det projekt, som hans klasse havde arbejdet på i månedsvis. Jeg huskede også, at han holdt af at skrive og kunne sidde og tænke, så det knagede. Nogle gange fik han kun nedfældet nogle få ord på sit papir. Nogle gange arbejdede han også i frikvarteret, men da opgaven skulle afleveres, manglede der stadig det sidste kapitel. Jeg sagde, at han bare skulle aflevere historien, som den var, men Jimmy havde noget andet i tankerne og ville gerne aflevere en færdig historie. Da skoleåret var forbi, spurgte han, om han måtte skrive historien færdig i sommerferien. Jeg bad ham igen om blot at aflevere den. Han bønfaldt mig om at få mere tid, og til sidst sendte jeg ham af sted med en stak krøllede og nussede papirer, idet jeg roste ham for hans beslutsomhed og forsikrede ham om min tiltro til hans evne til at skrive en pragtfuld historie.

Jeg tænke på ham den sommer, men jeg glemte til sidst alt om stilen, indtil flere år senere, da jeg fandt hans færdige projekt i postkassen. Jeg var forbløffet og spekulerede på, hvad der mon havde fået Jimmy til at skrive sin historie færdig. Hvilken vision, beslutsomhed og anstrengelse havde det krævet af ham? Hvorfor er der overhovedet nogen af os, der løser en vanskelig opgave, især hvis der ikke er nogen, som forlanger, at den bliver færdig?

Min mands oldefar Henry Clegg var en, som gjorde det færdigt, han var begyndt på. Han tilsluttede sig Kirken sammen med sin familie, da Kirkens første missionærer kom til Preston i England. Henry havde sit rejsemål i sigte, dengang han og hans hustru, Hannah, og deres to små drenge udrejste til Utah. Henry rejste fra sine aldrende forældre, som var for skrøbelige til at foretage en så lang og anstrengende rejse, vel vidende at han aldrig fik dem at se igen.

På vejen over prærien fik Hannah kolera og døde. Hun blev stedt til hvile i en ukendt grav. Kompagniet rejste videre, og klokken 18 samme aften døde også Henrys yngste søn. Henry fandt vejen tilbage til Hannas grav, lagde sin lille søn i sin hustrus arme og begravede dem sammen. Henry måtte derpå vandre tilbage til vogntoget, som nu var 8 kilometer borte. Henry led selv af kolera og beskrev, at han var så syg, at han stod med det ene ben i graven. Men samtidig indså han, at han stadig havde 1600 kilometer tilbage at gå. Forbløffende nok fortsatte han fremad, idet han satte den ene fod foran den anden. I adskillige uger efter at have mistet sin kære Hannah og deres lille søn holdt han op med at skrive i sin dagbog. Jeg blev slået over de ord, han brugte, da han begyndte at skrive igen: »Stadig på vej.«

Da han endelig nåede de helliges samlingssted, stiftede han en ny familie. Han bevarede troen. Han fortsatte sin historie. Men det mest forbavsende er, at hans sorg over at måtte begrave sin kære hustru og søn affødte vores families arv – at vi må gå fremad og fuldende vor gerning.

Jeg har ofte, når jeg har hørt pionerhistorier ligesom den om Henry Clegg, tænkt: »Kunne jeg nogen sinde gøre det?« Til tider frygter jeg dette spørgsmål, for jeg ved, at vores pionerarv lever videre i dag. For nylig var jeg i Vestafrika og var vidne til hverdagspionerer, som gik fremad, tilsluttede sig en ny kirke, efterlod mange århundredes traditioner, ja, som endog efterlod familie og venner, sådan som Henry gjorde. Min beundring og kærlighed til dem er lige så stor som til mine egne forfædre.

Virker andres udfordringer større end vore egne? Vi ser ofte på mennesker, som bærer et kolossalt ansvar, og tænker: »Det kunne jeg aldrig gøre.« Men måske er der andre, som ser på os og føler på nøjagtig samme måde. Det drejer sig ikke om ansvarets størrelse, men snarere om hvordan man har det med at være den, der står midt i det ufærdige stykke arbejde. For en ung mor med mange børn hjemme kan arbejdet med at tage sig af dem døgnet rundt føles, som om der er endnu 1600 kilometer at gå. Det kan være svært i Hjælpeforeningen at give en lektion til søstre, som er ældre eller yngre, eller som er mere erfarne eller veluddannede, især hvis det pågældende emne er et, man selv kæmper med at forstå og efterleve. Det kan være skræmmende at undervise en klasse med ti aktive seksårige børn, især hvis ens egen seksårige dreng er i klassen, og man ikke helt har fundet ud af, hvordan man underviser ham på tomandshånd.

Hvad kan vi lære af den unge Jimmy, af de første pionerer og af vore dages pionerer rundt omkring i verden, som kan hjælpe os i vore egne udfordringer? Jimmy tilbragte flere år med at skrive uden at have nogen tidsfrist, Henry Clegg vandrede videre alene uden så meget som at magte at skrive i sin dagbog, og de afrikanske hellige levede værdigt til at få et tempel, de ikke kunne have forestillet sig en dag ville blive opført i deres eget land. At fortsætte, at forblive trofast og at fuldende måtte bære lønnen i sig selv.

For nogle år siden bad en af vore døtre mig om at komme udenfor og spille stangtennis med hende. Hun bad mig sætte mig ned og se på, mens hun den ene gang efter den anden slog til en bold på en snor, som viklede sig rundt om en stang. Efter at have set hende slå bolden rundt om stangen adskillige gange, spurgte jeg, hvad min rolle i legen var, og hun sagde: »Ih, mor, du skal bare sige: ›Godt gået, godt gået,‹ hver gang bolden går rundt om stangen.«

»Godt gået!« gør rejsen mere overkommelig. Det kan måske være en telefonopringning fra en mor til en seksårig dreng i Primary, som ringer til læreren for at fortælle hende, at hendes søn forsigtigt hjalp sin lillesøster op på barnesædet, uden at være blevet bedt om det, og som gerne vil give primarylærerens lektion æren for at have tilskyndet ham til hans nye adfærd. Det kan være ægtemanden, som følger sine børn i børnehaven og Primary, mens hans hustru gør sig klar til sin lektion i Unge Piger. Det kan være noget så enkelt som et smil, et knus eller en lang gåtur, hvor man kan tale tingene igennem med en ven, sin mand eller et barn.

Vi må hver især finde og gøre vores egen historie færdig, men hvor dejligere er den ikke at fortælle, hvis der er nogen, der hepper på en, og hvis der er nogen, der værdsætter og fejrer, at vi når frem til vores rejsemål, uanset hvor længe siden det er, vi er påbegyndt rejsen.

Den største vejleder og talsmand, vi har, har sagt: »Jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Er der nogen af os, som har råd til at udelade dette på vores personlige rejse?

Henry Clegg stræbte fremad i sit ønske om at bo blandt de trofaste hellige, om at indtage sin plads, om at stifte familie og om at tjene sin næste. Det var den vision, han havde, selv da hans hjerte var ved at knuses. Jeg hørte et primarybarn fra Ghana besvare spørgsmålet: »Hvad vil det sige at vælge det rette hver dag?« med »Det vil sige, at man følger Herren og Frelseren hver dag og gør sit bedste, selv når det er svært.« Denne pionerdreng kendte præsident Hinckleys formaning. Han vidste, at han måtte holde budene hver dag. Han forstod, at hans egen historie ville afsløre sig ved ganske enkelt at sætte den ene fod foran den anden, en dag ad gangen.

Sidste efterår havde jeg den vidunderlige, men også krævende mulighed at udarbejde og undervise i primaryoplæring ved hjælp af et videobånd, produceret udelukkende på spansk. På et tidspunkt havde jeg lært spansk, men for nylig havde jeg talt portugisisk, og jeg vidste, hvor svært det ville være at lære spansk igen. Jeg gjorde alt det, som vi alle gør, når vi ønsker at fuldføre en opgave, der virker utrolig vanskelig. Jeg fik hjælp fra dygtige og hengivne latinamerikanske søstre. Sammen studerede, bad og fastede vi og arbejdede i mange timer ad gangen. Endelig oprandt dagen, da det var tid til at gå og gøre det, som Herren havde bedt os om, og vi var ikke alene frygtsomme, men følte også, at vores arbejde var utilstrækkeligt. Vi havde arbejdet lige op til afleveringsfristen og kunne ikke gøre mere. Jeg ville allerhelst begynde forfra igen.

Vi fik hver især en præstedømmevelsignelse af vores mand og begyndte at føle fred og ro. Som fra engle kom hjælpen blandt andet fra min kære mand, som satte alarmen på sit armbåndsur, så han kunne bede for mig hver halve time under optagelsen, fra en kameramand, hvis blik sagde: »Godt gået,« og fra primaryledere, som satte deres lid til Ånden og var i stand til at formidle dette med kraft. Til sidst havde vi en færdig film, som var nyttig for vore spansktalende ledere. Alle, som deltog i den, var noget overraskede og yderst taknemlige for, at den blev en succes. Vi gik så langt, som vi kunne, og da vi følte, at vi var på nippet til at slippe kærren og falde langs vejen, var det som om, englene skubbede på bagfra.

Hvad lærte vi af denne opgave? Det samme som Henry Clegg jun. og Jimmy lærte, og det samme som alle vore dages trofaste pionerer lærer. Med Herrens hjælp er intet umuligt (se Luk 1:37), men vi må selv skrive vores historie færdig. Han sender sin Ånd, og vi råber opmuntrende ord til hinanden, men vi må blive ved med at skrive, blive ved med at gå og blive ved med at yde tjeneste og tage imod nye udfordringer, indtil vores egen historie er færdig. »Stadig på vej« er det grundlæggende vilkår på livets rejse. Han ønsker, at vi kommer godt i mål. Han ønsker, at vi kommer tilbage til ham. Jeg beder om, at vore historier må slutte i vor himmelske Faders og hans Søns, vor Frelsers, Jesu Kristi, nærhed, de som er vor tros banebrydere og fuldendere. I Jesu Kristi navn. Amen.