Med en øm faders hele kærlighed: Et budskab om håb til familier

Som Paulus profeterede, så lever vi i »hårde tider.«¹ »Satan [er gået] omkring og [har] forført folket«² og hans indflydelse øges. Men uanset hvor ond verden bliver, så kan vores familie opleve fred. Hvis vi gør det, som er rigtigt, vil vi blive vejledt og beskyttet.

Den salme, som vore pionerforfædre så ofte sang, fortæller os, hvad vi skal gøre: »Omgjord din lænd, og tab ej mod. / Gud fører os på sikker fod.«³ Dette mod og denne tro er det, som vi har behov for som forældre og familier i disse sidste dage.

Fader Lehi havde et sådant mod. Han elskede sin familie og glædede sig over, at nogle af hans børn holdt Herrens befalinger. Men hans hjerte må have været sønderknust, da hans sønner »Laman og Lemuel [ikke] spiste af frugten«, som repræsenterede Guds kærlighed. »… han … nærede stor bekymring for Laman og Lemuel, ja han frygtede for, at de ville blive udstødt af Herrens nærværelse.«⁴

Enhver forælder står over for øjeblikke med en sådan frygt. Men når vi udøver vores tro ved at undervise vore børn og gør det, som vi kan, for at hjælpe dem, så vil vores frygt forsvinde. Lehi omgjorde sin lænd og med tro »formanede [han] dem da med en øm faders hele kærlighed til at give agt på hans ord, så at Herren måske ville forbarme sig over dem.« og han »bad …dem om at holde Herrens befalinger.«⁵

Vi må også nære tro til at undervise vore børn og byde dem at holde befalingerne. Vi bør ikke lade deres valg svække vores tro. Vores værdighed vil ikke blive målt i overensstemmelse med deres retskaffenhed. Lehi mistede ikke velsignelsen ved at mætte sig med frugten fra livets træ, bare fordi Laman og Lemuel ikke ønskede at spise af frugten. Vi oplever af og til som forældre, at vi har svigtet, når vore børn laver fejl eller farer vild. Forældre har aldrig svigtet, når de gør det bedste, de kan, for at elske, undervise og sørge for deres børn. Deres tro, bønner og indsats vil blive helliget til gavn for deres børn.

Herrens ønske for os som forældre er, at vi holder hans befalinger. Han har sagt: Lær »dine børn lys og sandhed efter befalingerne … [sæt] dit eget hus i orden … og se til, at [I] er flittigere og omhyggeligere hjemme.«⁶

Jeg ønsker i dag at minde os alle om, at ingen familie har nået fuldkommenhed. Alle familier er underkastet livets forhold. Vi har alle fået handlefrihedens gave – at vælge for os selv og at lære af vore valgs konsekvenser.

Vi kan alle komme til at opleve, at en ægtefælle, et barn, en forælder eller en slægtning lider på en eller anden måde – mentalt, fysisk, følelsesmæssigt eller åndeligt – og vi kan til tider selv opleve disse prøvelser. Livet på jorden er kort sagt ikke let.

Hver familie har sine egne specielle forhold. Men Jesu Kristi evangelium imødekommer enhver udfordring – hvilket er årsagen til, at vi må undervise vore børn i det.

»Familien: En proklamation til verden« siger:

»Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«⁷

At opfylde disse forpligtelser er nøglen til beskyttelsen af vores familie i disse sidste dage.

Moses rådede: »Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.«⁸ Vore familier bør hele tiden være i vore tanker.

Moses forstod behovet for konstant at undervise, for han voksede op i en vanskelig tid. På det tidspunkt, hvor Moses blev født, havde Farao befalet, at hvert eneste hebraisk drengebarn i Egypten skulle kastes i floden. Men Moses’ forældre tog deres pligter som forældre alvorligt.

Skriften fortæller: »I tro blev den nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre i tre måneder … og [hans forældre] lod sig ikke skræmme af kongens befaling«⁹ Da Moses blev gammel nok til at blive skjult, lavede hans mor, Jokebed en sindrig sivkurv, som hun gjorde vandtæt med beg og tjære, og anbragte sin søn i den. Hun ledte denne lille kurv ned ad floden og til et sikkert sted – der, hvor Faraos datter badede.

Jokebed overlod intet til tilfældigheder, men sendte en inspireret hjælper med, sin datter Miriam, der skulle holde vagt. Da Faraos datter, prinsessen, fandt barnet, tilbød Miriam modigt at kalde på en hebræisk amme. Denne amme var Jokebed, Moses’ moder.¹⁰

På grund af hendes trofasthed blev Moses’ liv skånet. Med tiden lærte han, hvem han virkelig var, og han »forlod … Egypten uden at frygte kongens vrede.«¹¹

Jeg slutter mig til trofaste forældre overalt og erklærer, at vi ved, hvem vi er, vi forstår vores ansvar som forældre, og vi frygter ikke mørkets prins’ vrede. Vi stoler på Herrens lys.

Ligesom Jokebed opdrager vi vore familier i en gudløs og fjendtlig verden – en verden, som er ligeså farlig som Egyptens hof, der blev styret af Farao. Men lad os ligesom Jokebed danne en beskyttende sivkurv om vore børn – en kurv, som vi kalder »familien« – og lede dem til et sikkert sted, hvor vore lærdomme kan styrkes i hjemmet og i kirken.

Vi leder dem i sidste instans til det mest storslåede lærdommens hus – det hellige tempel, hvor de en dag kan knæle, omgivet af deres trofaste familiemedlemmer for at blive beseglet for tid og al evighed til en værdig ægtefælle. Hvad de har lært fra os, vil de undervise deres børn i, og de evige familiers værk vil fortsætte.

Langs vejen, når vore børn er borte fra os, sørger Herren for inspirerede »Miriam’er« til at våge over dem – de særlige tredjehåndshjælpere, såsom præstedømmeledere og ledere i hjælpeorganisationerne, lærere, slægtninge og værdige venner. Sommetider tilskynder Ånden os til som forældre at søge særlig hjælp udover os selv hos læger og kvalificerede rådgivere. Ånden vil lede os, når og hvordan sådan hjælp skal søges.

Men den største hjælp til vores familie kommer ved hjælp af evangeliet – fra vor himmelske Fader, ved Helligåndens vejledning og ved lærdommene og principperne samt ved præstedømmet. Må jeg fortælle jer om fem vigtige elementer i det at være forælder, som vil hjælpe os med at styrke vores familie.

Hold familieråd. Af og til er vi bange for vore børn – bange for at rådgive dem af frygt for at fornærme dem. Der er uvurderlige velsignelser, der kan opnås ved at rådføre sig med hinanden i vore familier og ved at udvise en ægte interesse i vore familiemedlemmers liv. Af og til kan familieråd omfatte alle familiens medlemmer som del af familieaftenen eller ved andre særlige lejligheder. Men vi bør regelmæssigt rådføre os med hvert enkelt barn.

Uden denne individuelle rådføring sammen med vore børn, er det meget sandsynligt, at de tror, at far og mor eller bedstefar og bedstemor ikke forstår eller bekymrer sig om de udfordringer, som de står overfor. Når vi lytter med kærlighed og afstår fra at afbryde, vil Ånden hjælpe os med at lære, hvordan vi kan hjælpe vore børn og undervise dem.

Vi kan fx opleve, at vi kan undervise dem i, at de kan vælge deres handlinger, men ikke konsekvenserne af disse handlinger. Vi kan også forsigtigt hjælpe dem med at forstå, hvilke konsekvenser af deres handlinger, der kan komme i deres eget liv.

Af og til, når vore lærdomme ikke følges, og når vore forventninger ikke bliver imødekommet, må vi minde os selv om at lade døren til vores hjerte stå åben.

I lignelsen om den fortabte søn, finder vi en stærk lektion for familier og især for forældre. Da den yngre søn »gik … i sig selv,«¹² besluttede han at drage hjem.

Hvordan vidste han, at hans far ikke ville afvise ham? Fordi han kendte sin far. I de uundgåelige misforståelser, konflikter og sønnens dårskab, kan jeg forestille mig hans far altid nærværende med et forstående og barmhjertigt hjerte, det blide svar, det lyttende øre og den tilgivende omfavnelse. Jeg kan også forstille mig, at hans søn vidste, at han kunne komme hjem, fordi han vidste, hvilket slags hjem der ventede på ham. For skrifterne siger: »Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.«¹³

Jeg vidner om, at vor himmelske Fader lader døren stå åben. Jeg vidner ligeledes om, at det aldrig er for sent at åbne døren mellem os og vore børn med enkle ord som: »Jeg elsker dig«, »Jeg er ked af det« og »Vil du tilgive mig.« Vi kan lige nu begynde at skabe et hjem, som de vil ønske at vende tilbage til – ikke kun nu, men i evighederne.

Vi kan også hjælpe vore lydige børn til at lade tilgivelsens dør stå åben ved at udtrykke vores kærlighed og taknemlighed over for dem, og ved at hjælpe dem med at glæde sig over deres søskendes omvendelse.

Med en åben dør til vores hjerte bør vi lære, hvordan vi anvender skrifterne på os selv.

Vi taler ofte om at undervise vore børn ud fra skriften, men hvordan gør vi det?

For adskillige år siden belærte jeg vores unge søn om Jareds brors liv og oplevelser. Selv om beretningen var meget interessant, var han ikke engageret. Jeg spurgte ham derpå, hvad beretningen betød for ham personligt. Det har stor betydning, når vi spørger vore børn: »Hvad betyder det for dig?« Han sagde: »Ved du hvad, det er ikke anderledes end det, som Joseph Smith gjorde i lunden, da han bad og fik et svar.«

Jeg sagde: »Du er omkring Josephs alder. Tror du, at en bøn som hans vil være til hjælp for dig?« Pludselig talte vi ikke om en fordums beretning i et land langt væk. Vi talte om vores søn – om hans liv, hans behov og den måde, hvorpå bøn kan hjælpe ham.

Som forældre er det vores ansvar at hjælpe vore børn med at »anvend[e] al hellig skrift [ja, enhver del af Jesu Kristi evangelium] på os selv [og vore børn], så at den kunne blive [vores familie] til gavn og lærdom.«¹⁴

Anvender vi alle vore børns evangeliske erfaringer på deres virkelige behov? Belærer vi dem om Helligåndens gave, om omvendelse, forsoningen, nadveren og nadvermødets velsignelse i imødekommelsen af udfordringerne i deres eget liv? Der er ikke tilstrækkelig tid i formelle møder til at undervise vore børn i alt det, som de har behov for at vide. Derfor må vi gøre brug af dagligdagens undervisningsøjeblikke.

Disse øjeblikke er uvurderlige. De kommer, når vi arbejder, leger og kæmper sammen. Når de opstår, kan Herrens Ånd hjælpe os med at vide, hvad vi skal sige og hjælpe vore børn med at tage imod vores undervisning.

Hvor er det dog en glæde og velsignelse at have Ånden i vores hjem! Og hvor er det dog en velsignelse at indbyde den ved bøn, studium af skriften, og ved at tale venligt til hinanden og vise hinanden påskønnelse. Lad os forberede vore undervisningsøjeblikke ved at bede, som Alma bad for sin søn »med stor tro«¹⁵ og ved at anvende hele vores sjæls energi ved at faste, ransage skrifterne, omvende os og tillade Helligånden at fylde vores hjerte med kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed. Og så vil det opfylde vores hjem. Lad os da stole på den gode hyrde.

Moses’ mor, Jokebed, ledte sin søn ned ad floden med tro på »[vore] sjæles hyrde.«¹⁶ Som forældre kan vi også stole på, at den gode hyrde vil lede og vejlede os. Esajas lovede: »Han leder moderfårene«,¹⁷ ja, alle dem, som har et ansvar for de unge.

Han vil hjælpe os med at stole på og at ære handlefrihedens, modsætningens og forsoningens principper, selv når vore børn træffer ukloge beslutninger. Han vil ved sin Ånd hjælpe os med at undervise vore børn i at møde enhver udfordring, prøvelse og modstand i livet ved at huske hvem de er – Guds børn. Vi vil blive inspireret til, hvordan vi kan hjælpe dem med at iføre sig »Guds fulde rustning«,¹⁸ så de kan modstå »modstanderens gloende pile«¹⁹ med »troens skjold«²⁰ og »Åndens sværd.«²¹ Når vore børn er åndeligt beskyttet og styrket, vil han velsigne dem til at holde trofast ud til enden og til at vende hjem, værdige til at stå og leve i deres himmelske Faders nærvær for evigt.

Og gennem alt dette vil vi med sorg se vore familiemedlemmer lide under livets slynger og pile. Men vi vil i ærefrygt se den kærlighed, som vor Frelser tilbyder dem. På grund af ham vil plagerne ikke besejre dem og ødelægge dem, men vil blødgøre, styrke og helliggøre dem.

Jeg vidner over for forældre og familier i hele verden, at Herren Jesus Kristus har magt til at frelse. Han er helbrederen, Forløseren og den frelsende hyrde, som vil forlade de 99 for at finde den enkelte. Hvis vi søger at frelse de »særlige« i vores egen familie, bærer jeg vidnesbyrd om, at de er inden for hans rækkevidde. Vi hjælper ham ved at række ud til dem og trofast efterleve evangeliet, blive beseglet i templet og leve trofast over for de pagter, som vi indgår der.

Forældre kan finde stor trøst i ældste Orson F. Whitneys ord om Joseph Smiths lærdomme:

»Profeten Joseph Smith har sagt – og han har aldrig undervist i en mere fortrøstningsfuld lære – at forældrenes evige besegling og de guddommelige løfter, der gives dem for tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke alene frelser sig selv, men også deres efterkommere. Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de det guddommelige forsyns arme række ud efter dem og trække dem tilbage i folden. De vender tilbage, enten i dette liv eller i det tilkommende liv. De må betale deres gæld til retfærdigheden, de må lide for deres synder og bliver måske nødt til at vandre ad en tornestrøet sti, men hvis denne sti, ligesom tilfældet var med den fortabte søn, leder dem til en tilgivende fars hjerte og hjem, har den smertefulde oplevelse ikke været forgæves. Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«²²

Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd, at Jesus Kristus gav sit liv og muliggjorde frelse og ophøjelse for alle familier på jorden. Med en øm faders hele kærlighed udtrykker jeg min kærlighed og vor himmelske Faders kærlighed til jer og jeres familie.

Må vi samle vore kære omkring os, omgør jeres »lænd og tab ej mod. Gud føre os på sikker fod.« Med tro, mod og kærlighed vil familier i sandhed være sammen for evigt. Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.