Forsoningen og værdien af én sjæl

Vores familie led i januar et tragisk tab, da vores barnebarn Nathan døde i en flyulykke. Nathan tjente i den russisktalende Baltiske mission. Han elskede folket og vidste, at det var et privilegium at tjene Herren. Tre måneder efter, at jeg forrettede hans evige ægteskab med hans kære Jennifer, tog denne ulykke hans liv. At Nathan så pludseligt blev taget fra vores jordiske nærhed, har vendt vores hjerte og sind mod Herren Jesu Kristi forsoning. Selvom det er mig umuligt fuldt ud at forklare den fulde betydning af Kristi forsoning, beder jeg om, at jeg kan forklare, hvad hans forsoning betyder for mig og vores familie, og hvad den måske også betyder for jer og jeres.

Frelserens dyrebare fødsel, liv, forsoningen i Getsemane have, lidelsen på korset, begravelsen i Josefs grav og hans herlige opstandelse er alt sammen blevet en fornyet realitet for os. Frelserens opstandelse forsikrer os alle om, at vi også en dag vil følge ham og opleve vores egen opstandelse. Hvilken fred, hvilken glæde denne store gave er, som kommer ved Jesu Kristi kærlige nåde, hele menneskehedens Frelser og Forløser. På grund af ham, ved vi, at vi kan være sammen med Nathan igen.

Der er intet større udtryk for kærlighed end Guds Søns heroiske forsoning. Var det ikke for vor himmelske Faders plan, grundlagt før denne verden blev til, ville alle hidtidige, nutidige og fremtidige medlemmer af menneskeheden være efterladt uden noget håb om evig fremgang. Som resultat af Adams overtrædelse blev menneskeheden dødeligt adskilt fra Gud (se Rom 6:23) og ville være det for evigt medmindre, at der blev fundet en måde at bryde dødens bånd på. Dette ville ikke være let, for den fordrede det stedfortrædende offer af en, der var uden synd og derfor kunne påtage sig hele menneskehedens synder.

Heldigvis fuldførte Jesus Kristus dette offer på modigste vis i det gamle Jerusalem. I stille ensomhed knælede han ned i Getsemane have, og mellem krogede oliventræer påtog Frelseren sig verdens synder på en for os ufattelig måde. Selvom han levede rent og uden synd, betalte han den højeste pris for synd – din og min og for alle, som nogensinde har levet. Hans mentale, følelsesmæssige og åndelige smerter var så store, at de fik ham til at bløde fra hver pore (se Luk 22:44; L&P 19:18). Og dog led Jesus villigt, for at vi alle kan have muligheden for at blive renset – ved vores tro på ham; ved at omvende os fra vore synder; ved at blive døbt med den rette præstedømmemyndighed; ved at modtage Helligåndens rensende gave ved bekræftelsen og ved at acceptere alle andre nødvendige ordinancer. Uden Herrens forsoning ville ingen af disse velsignelser være tilgængelige for os, og vi ville ikke kunne blive værdige eller beredte til at dvæle i Guds nærhed.

Senere gennemgik Frelseren pinslen ved forhør, brutale prygl og død ved korsfæstelse på Golgata. Der har for nyligt været en del debat om dette, uden at nogen dog har klargjort den ene pointe, at ingen havde magt til at tage Frelserens liv fra ham. Han gav det som løsesum for os alle sammen. Som Guds søn havde han magten til at ændre situationen. Alligevel siger skriften tydeligt, at han overgav sig til plage, ydmygelse, lidelse og endeligt korsfæstelse på grund af sin store kærlighed til menneskenes børn (se 1 Nephi 19:9-10).

Jesu Kristi forsoning var en uerstattelig del af vor himmelske Faders plan for sin søns jordiske mission og for vores frelse. Hvor taknemmelige bør vi ikke være, for at vor himmelske Fader ikke greb ind, men snarere modstod sit faderlige instinkt om at redde sin elskede Søn. Takket være hans evige kærlighed til os, tillod han Jesus at fuldføre sin forudordinerede mission – at blive vores Forløser. På grund af Jesu Kristi kærlige nåde blev opstandelsens og udødelighedens gave givet frit til alle mennesker i alle aldre uanset deres gode eller onde gerninger. Til dem, som vælger at elske Herren, og som viser deres kærlighed og tro på ham ved at holde hans bud og kvalificere sig til alle forsoningens velsignelser, tilbyder han yderligere løftet om ophøjelse og evigt liv, som er velsignelsen ved at leve i Guds og hans elskedes Søns nærhed for evigt.

Vi synger ofte en salme som udtrykker, hvad jeg føler, når jeg overvejer Frelserens velvillige sonoffer:

Jesus Kristus – menneskehedens frelser og forløser – er ikke død. Han lever – Guds opstandne søn lever – det er mit vidnesbyrd, og han leder sin kirke i dag.

I foråret 1820 oplyste en søjle af lys en lund i den nordlige del af staten New York. Vor himmelske Fader og hans elskede Søn viste sig for profeten Joseph Smith. Denne oplevelse indledte genoprettelsen af vigtige doktrinære sandheder, som havde været tabt i århundreder. Blandt de sandheder, som havde været skjult af frafaldets mørke, var den gribende realitet, at vi alle er åndelige sønner og døtre af en kærlig Gud, der er vores Fader. Vi er en del af hans familie. Han er ikke far i en eller anden overført eller poetisk forstand. Han er bogstavelig talt Fader til vore ånder. Han holder af hver enkelt af os. Selv om denne verden har en måde at nedgøre og nedværdige mænd og kvinder på, er virkeligheden den, at vi alle er af kongelig, guddommelige herkomst. Da Faderen og Sønnen på enestående måde viste sig i den hellige lund, var det første ord, som Faderen til os alle sagde, navnet Joseph. Sådant er vor Faders personlige forhold til os hver især. Han kalder os ved navn og længes efter, at vi må blive værdige til at komme tilbage og bo hos ham.

Gennem profeten Joseph Smith kom genoprettelsen af evangeliet. Herren Jesus Kristus har atter engang, gennem sin udvalgte profet, åbenbaret ordinancer og præstedømmemyndighed til at administrere dem til frelse for alle dem, som vil tro.

En anden profet i en anden uddeling blev vist »alle jordens nationer« (Moses 7:23). »Og Herren viste Enok alle ting, ja, lige til verdens ende« (Moses 7:67). Enok så også at Satan »havde en stor lænke i hånden, og den indhyllede hele jordens overflade i mørke. Og Satan så op og lo« (Moses 7:26).

I alt det Enok så, var der en ting, som syntes at fange hans opmærksomhed mere end noget andet. Enok så, at Gud »beskuede resten af folket, og han græd« (Moses 7:28) De hellige optegnelser viser, at Enok igen og igen spørger Herren: »Hvorledes er det, at du kan græde, … hvorledes kan du da græde?« (Moses 7:29, 31).

Herren svarede Enok: »Se disse dine brødre, de er mine egne hænders værk … Og til dine brødre har jeg … givet … befaling om, at de skulle elske hverandre, og at de skulle vælge mig, deres fader; men se, de er uden hengivenhed, og de hader deres eget blod« (Moses 7:32-33).

Enok så forholdene i de sidste dage. Han og andre tidlige profeter vidste, at kun når vi accepterer forsoningen i vores liv og stræber efter at efterleve evangeliet, kan vi møde livets udfordringer og finde fred, glæde og lykke. At komme til forståelse af denne storslåede gave, er en individuel stræben for hvert af Guds børn.

Søskende, jeg tror, at dersom vi fuldt ud forstod Herren Jesus Kristi forsoning, ville vi indse, hvor værdifuld en af Guds sønner eller døtre er. Jeg tror, at vor himmelske Faders evige hensigt med sine børn generelt opnås ved de små og enkle ting, vi gør for hinanden. Midt i det engelske ord for opstandelse atonement er bogstaverne one eller »en«. Dersom hele menneskeheden forstod dette, ville der aldrig være nogen for hvem, vi ikke interesserede os for uanset alder, race, køn, religion eller sociale eller økonomiske ståsted. Vi ville stræbe efter at ligne Frelseren og ville aldrig være uvenlige, ligegyldige, respektløse eller ufølsomme over for andre.

Dersom vi fuldt ud forstod forsoningen og den evige værdi af hver eneste sjæl, ville vi få fat i den vildfarne dreng eller pige og enhver anden af Guds vildfarne børn. Vi ville hjælpe dem med at fatte Kristi kærlighed til dem. Vi ville gøre alt, hvad vi kunne for at hjælpe dem med at forberede sig til at modtage evangeliets frelsende ordinancer.

Hvis Kristi forsoning overskyggede alt i sindet hos wards- og grensledere, ville intet nyt eller genaktiveret medlem nogensinde blive forsømt. Fordi hver eneste sjæl er så dyrebar, vil lederne tale sammen og sørge for, at hver eneste undervises i lærdommene i Jesu Kristi evangelium.

Når jeg tænker på Nathan og på hvor meget, han betyder for os, kan jeg tydeligere se og mærke, hvordan vor himmelske Fader føler for alle sine børn. Vi ønsker ikke, at Gud skal græde, fordi vi ikke gjorde alt det, vi kunne for at dele evangeliets åbenbarede sandheder med hans børn. Jeg beder til, at enhver af vore unge vil søge at kende forsoningens velsignelser, og at de vil stræbe efter at være værdige til at tjene Herren på missionsmarken. Der er sikkert også mange flere ældre par og andre, hvis helbred tillader det, som med begejstring ville ønske at tjene Herren som missionærer, dersom de ville granske betydningen af Herren Jesu Kristi forsonende offer. Det var Jesus, som sagde: »Og om … I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige!« (L&P 18:15; fremhævelse tilføjet). Ikke kun det – men hvor stor skal ikke også Herrens glæde være over den sjæl, som omvender sig! For den ene er af stor værdi for ham.

Søskende, vor himmelske Fader har rakt ud imod os gennem vor Frelsers forsoning. Han indbyder alle til at »komme til Kristus, som er den Hellige i Israel, og få del i hans salighed og i hans forløsnings kraft« (Omni 1:26). Han belærte os om, at det er gennem vor trofaste overholdelse af evangeliets principper, ved at modtage de frelsende ordinancer, som er blevet gengivet, gennem stadig tjeneste og ved at holde ud til enden, at vi kan vende tilbage til hans hellige nærhed. Hvilke mulige ting i hele verden er tilnærmelsesvis så vigtige som at vide dette?

Sørgeligt nok er det ofte sådan i verden i dag, at en persons vigtighed afgøres af størrelsen på det publikum, han eller hun optræder foran. Det er sådan medier og sportsprogrammer måles, sådan betydning i erhvervslivet nogle gange afgøres, og ofte sådan offentlige embeder besættes. Det er, måske derfor roller som far, mor og missionær sjældent modtager stående applaus. Fædre, mødre og missionærer »optræder« foran et meget lille publikum. Og dog er der måske i Herrens øjne kun en størrelse på publikum, som virkelig betyder noget – og det er bare en, enhver, dig og mig, og enhver af Guds børn. Det er ironisk, at forsoningen som er uendelig og evig – dog er det individuelt én person ad gangen, at vi anvender den på os selv.

Børnesalmen »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195) harmonerer med evighedens musik. Vi er Guds børn. Hver enkelt af os er dyrebar i den forstand, at vi kan bringe Gud den Almægtige en fylde af glæde, hvis vi er trofaste, eller til tårer, hvis vi ikke er.

Som den opstandne Frelser sagde til nephiterne, sådan kan han også sige til os i dag:

»Salige er I for jeres tros skyld. Og se, min glæde er nu fuldkommen.

Og da han havde sagt disse ord, græd han, og mængden bar vidnesbyrd derom, og han tog deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem og bad til Faderen for dem« ( 3 Nephi 17:20-21; fremhævelse tilføjet).

Søskende, undervurder aldrig nogensinde værdien af den ene. Husk altid på Herrens enkle formaning: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15). Stræb efter altid at leve værdigt til Herren Jesu Kristi forsonings fulde, hellige velsignelser. I vores sorg over adskillelsen fra vores kære Nathan, er den fred, som kun Frelseren og Forsoneren kan give, kommet. Vores familie har vendt sig mod ham én for én, og vi synger nu med større påskønnelse og forståelse:

Mine kære brødre og søstre, jeg beder ydmygt om, at I må give andre, og selv modtage enhver velsignelse som Herren Jesu Kristi forsonende offer tilbyder. I Jesu Kristi navn. Amen.