Hold jer på den ærefulde vej

Mine kære unge venner, I smukke unge piger, vi har hørt gribende vidnesbyrd og vidunderlige taler fra Unge Pigers præsidentskab. Hvilke talentfulde og dygtige ledere de er. Bag sig har de en bestyrelse af samme format, og disse fungerer som ledere af dette storslåede program for unge piger, som findes over hele verden.

Det er nu min tur til at tale til jer, og jeg ved knap nok, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig overvældet af det store antal af jer. Dette vidunderlige konferencecenter rummer tusinder. Mange af dem, der ikke er plads til her, sidder i bygninger i nærheden. Disse møder transmitteres til kirkebygninger i mange lande ud over den vide jord.

I er så mange. Jeg nærer stor hengivenhed for jer. Jeg holder af jer. Jeg ærer og agter jer. Jeg respekterer jer. I kan virke med kolossal styrke i det godes tjeneste.

I er nutidens styrke og fremtidens håb.

I er summen af alle de generationer, som er gået forud, og forjættelsen for alle, som skal komme siden hen.

I må vide, sådan som det er blevet sagt til jer, at I ikke er alene i denne verden. I tæller hundrede tusinder. I bor i mange forskellige lande. I taler forskellige sprog. Og I har hver især noget guddommeligt i jer.

I står ikke tilbage for nogen. I er Guds døtre.

I har som førstefødselsret arvet noget smukt og helligt og guddommeligt. Det må I aldrig glemme. Jeres evige Fader er universets store Herre. Han hersker over alt, men han lytter også til jer som sine døtre og hører jer, når I taler med ham. Han besvarer jeres bønner. Han svigter jer ikke.

I mine stille stunder tænker jeg på fremtiden med alle dens vidunderlige muligheder og med alle dens forfærdelige fristelser. Jeg spekulerer på, hvad I mon kommer ud for i løbet af de næste ti år. Hvor mon I befinder jer? Hvad mon I foretager jer? Det afhænger af de valg, I træffer. Nogle af dem virker måske ubetydelige lige i øjeblikket, men de får kolossale følger.

Det er engang blevet sagt: »Det kan få betydning for hele evigheden, om vi handler rigtigt eller forkert i dag« (James Freeman Clarke, Elbert Hubbard’s Scrap Book, 1923, s. 95).

I har mulighed for at blive hvad som helst, I sætter jer for. I har et sind og et legeme og en ånd. Hvis I lader disse tre arbejde sammen, kan I vandre ad den ærefulde vej, som fører til sejr og lykke. Men det kræver anstrengelse, ofre og tro.

Jeg må blandt andet minde jer om, at I må skaffe jer al den uddannelse, I overhovedet kan. Livet er blevet så komplekst og konkurrencepræget. I kan ikke uden videre gå ud fra, at I får noget foræret. Det forventes af jer, at I gør jer store anstrengelser og anvender jeres bedste talenter til at bane vejen til den mest vidunderlige fremtid, som I kan skabe. Fra tid til anden kommer I sandsynligvis til at lide alvorlige skuffelser. Men mange mennesker vil undervejs stå parat til at hjælpe jer og give jer opmuntring og styrke til at fortsætte.

Forleden tog jeg til hospitalet for at besøge en god ven. Jeg lagde mærke til de forskellige sygeplejersker, som var på arbejde. De var utrolig dygtige. De imponerede mig ved at have styr på alt, hvad der foregik, og vide, hvad de skulle stille op. De havde fået en god uddannelse. Det var tydeligt at se. På hver eneste stue hang der et skilt, hvor der stod: »Vi stræber efter at gøre vores allerbedste.«

Hvilken umådelig stor forskel en uddannelse gør. En uddannelse er nøglen til rige muligheder. En uddannelse medfører en udfordring til at øge sin viden samt styrken og kraften til at disciplinere sig selv. Måske har I ikke midlerne til at få al den uddannelse, I kunne tænke jer. I må klare jer, så langt jeres penge rækker, og derefter drage fordel af stipendier, legater og de studielån, som I magter at betale tilbage.

Det er i denne hensigt, at Den Selvsupplerende Uddannelsesfond blev stiftet. Vi blev klar over, at blot nogle få kroner kunne have afgørende betydning for unge mænds og unge pigers muligheder for at få den nødvendige uddannelse. Modtageren sikrer sig en uddannelse og betaler lånet tilbage, sådan at en anden kan få samme mulighed.

Indtil videre viser erfaringen os, at en sådan uddannelse fører til en indkomst, som er tre til fire gange større end det, som en person uden uddannelse ville have tjent. Tænk engang!

Skønt dette program ikke kan tilbydes overalt, er det nu sat i værk nogle af de steder, hvor I bor, og hvis det stilles til rådighed, kan det vise sig at blive til stor velsignelse for jer.

Vær forsigtige med, hvem I på jeres vandren ad livets vej vælger som jeres venner. De kan enten hjælpe jer til succes eller fordærve jer. Vær gavmilde med den hjælp, I yder dem, som er mindre heldigt stillet eller i nød. Men find jer venner af jeres egen slags – venner som opmuntrer jer, som står jer bi, som lever sådan, som I ønsker at leve, som nyder den samme form for underholdning, og som har i sinde at modstå det onde, som I beslutter jer for at modstå.

Den store Skaber har for at gennemføre lykkens plan lagt en drift, som gør drenge interesserede i piger og piger interesserede i drenge. Denne stærke trang kan enten føre til smukke oplevelser, eller den kan føre til forfærdelige oplevelser. Hvis vi kigger rundt omkring i verden, virker det som om, at man har afskaffet al moral. Det er blevet almindeligt at bryde gamle standarder. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at man har opgivet ellers hævdvundne principper. Man har glemt at beherske sig selv, og løse seksuelle forhold er blevet almindelige.

Men, mine kære venner, vi må ikke acceptere det, som er blevet almindeligt i verden. I har som denne kirkes medlemmer en højere og mere krævende standard. Den byder jer, som var det en røst fra Sinaj, at I ikke må give efter. I må styre jeres lyster. For jer findes der ingen fremtid i at vælge nogen anden kurs. Jeg tilføjer dog, at Herren har givet mulighed for omvendelse og tilgivelse. Men at give efter for fristelse kan blive som et sår, der aldrig rigtig heles, men bliver til et grimt ar.

En ærbar påklædning og fremtoning er med til at beskytte jer mod fristelser. Det kan være svært at finde sømmeligt tøj, men det er muligt, hvis man gør sig tilstrækkeligt umage. Jeg kunne nogle gange ønske mig, at hver eneste pige havde adgang til en symaskine og kunne blive undervist i, hvordan man bruger den. I så fald kunne hun sy sit eget pæne tøj. Det er sikkert blot et urealistisk ønske, men jeg vil gerne slå fast, at I kan se tiltrækkende ud uden at være usømmelige. I kan optræde kække og ukuelige og smukke i jeres tøj og i jeres adfærd. Andre menneskers beundring af jer udspringer af jeres personlighed, som er summen af jeres individuelle egenskaber. Vær glade. Hav et smil på læben. Mor jer. Men træk nogle skarpe grænser – en streg i sandet så at sige – som I ikke vil overskride.

Herren taler om dem, som ikke vil lade sig råde, og som »snubler og falder, når uvejret bryder løs, vindene blæser og regnen falder og slår mod deres huse« (L&P 90:5).

Hold jer fra usmagelig underholdning. Det kan måske nok virke tillokkende, men i alt for mange tilfælde er det nedværdigende. Jeg ønsker ikke at lyde sippet. Jeg ønsker ikke at blive betragtet som en dødbider. Jeg ønsker ikke, at nogen skal tænke, at jeg blot er en gammel mand, som ikke ved noget om de unge og deres problemer. Jeg mener, at jeg ved noget om dette, og det er med mit hjerte og min kærlighed, at jeg bønfalder jeg om at holde jer på den ærefulde vej. I skal have det sjovt sammen med deres gode venner. I skal synge og danse, svømme og tage på vandreture, arbejde sammen på forskellige projekter og leve livet med iver og begejstring.

I må vise respekt for jeres krop. Herren har beskrevet legemet som et tempel. Der er så mange nu om dage, som skamferer deres krop med tatoveringer. Hvor er det kortsynet. Sådanne aftegninger holder hele livet. Når først de er blevet lavet, kan de kun fjernes ved en vanskelig og dyr behandling. Jeg forstår ikke, hvorfor nogen pige kunne tænke sig at lægge krop til sådan noget. Jeg bønfalder jer om at ikke at lade jer skamfere på denne måde.

Og mens jeg nu taler om det, som I bør undgå, vil jeg igen nævne narkotika. Lad være med at eksperimentere med det. Hold jer fra det, som om det var en ækel sygdom, for det er det, det er.

I må aldrig gå ud fra, at I kan klare jer alene. I har brug for Herrens hjælp. I må aldrig holde jer tilbage for at knæle på et lønligt sted og tale med ham. Hvor er det dog herligt og vidunderligt at kunne bede. Tænk over det. Vi kan faktisk tale med vor Fader i himlen. Han hører og svarer os, men vi må lytte til svaret. Der er intet, som er for alvorligt, og intet, som er for ligegyldigt, at fortælle ham. Han har sagt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28). Han fortsætter: »For mit åg er godt, og min byrde er let« (v. 30).

Det betyder ganske enkelt, at til syvende og sidst er hans liv let at leve og hans sti let at vandre ad. »For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden« (Rom 14:17).

Troen på Herren Jesus Kristus må være et bavneblus for jer – Nordstjernen på jeres himmel.

Præsident George Albert Smith talte altid om, at vi skulle holde os på Herrens side af stregen. Hvor er det vigtigt.

Til en konference for mange år siden fortalte jeg en historie, som jeg tror, jeg vil fortælle igen. Den handler om en baseball-spiller. Jeg er klar over, at der er nogle af jer rundt omkring i verden, som ikke ved så meget om baseball. I bryder jer ikke engang om det. Men denne historie rummer en meget vigtig pointe.

Begivenheden fandt sted i 1912. Det amerikanske baseball-mesterskab var i fuld gang, og dette var den sidste og afgørende kamp i slutspillet. New York Giants førte 2-1, og de var i marken. Det var Boston Red Soxs tur til at slå. Manden ved battet slog bolden højt op i luften. To spillere fra New York Giants løb efter den. Fred Snodgrass på midtbanen gav sine medspillere tegn til, at han ville gribe den. Han løb lige ind under bolden, som faldt ned i hans handske. Men han holdt ikke fast om den. Bolden smuttede fra ham og faldt til jorden. Der lød et brøl fra tilskuerpladserne. Tilhængerne kunne ikke tro, at Snodgrass havde tabt bolden. Han havde grebet hundredvis af høje bolde før. Men lige netop i dette afgørende øjeblik havde han tabt bolden, og Red Sox vandt efterfølgende kampen og mesterskabet.

Snodgrass kom tilbage den følgende sæson og spillede glimrende i endnu ni år. Han blev 86 år gammel og døde i 1974. Men efter dette ene kiks måtte han i de følgende 62 år, når han blev præsenteret for nogen, høre folk sige: »Åh ja, det var dig, der tabte bolden.«

Desværre ser vi mennesker, som hele tiden taber bolden. Der er eleven, som mener, at hun klarer sig fint, men som dumper til den sidste eksamen på grund af stress. Der er den yderst forsigtige chauffør, som i et uforsigtigt øjeblik bliver indblandet i en tragisk ulykke. Der er den ansatte, som nyder sin arbejdsgivers tillid, og som er dygtig, men som pludselig står over for en fristelse, han ikke kan modstå. Der sættes et stempel på et sådant menneske, som aldrig helt forsvinder.

Der er vredesudbruddet, som på et øjeblik ødelægger et langt og nært venskab. Der er den lille synd, som af en eller anden årsag vokser, og som til sidst fører til adskillelse fra Kirken.

Der er den, som lever sit liv i ærbarhed, men som pludselig begår en knusende engangsovertrædelse, som brænder sig fast i erindringen og aldrig helt kan glemmes.

I alle disse tilfælde er der en, som har tabt bolden. Et menneske har måske haft masser af selvtillid. Han eller hun har måske været en smule hovmodig og tænkt: »Jeg behøver egentlig ikke at gøre mig umage.« Men da han eller hun rakte ud efter bolden, faldt den gennem handsken og faldt til jorden. Man kan omvende sig, jo vist. Man kan få tilgivelse, selvfølgelig. Man ønsker at glemme det skete. Men på en eller anden måde står det tidspunkt, hvor bolden blev tabt, prentet i hukommelsen.

Kære vidunderlige piger, jeg taler med en fars kærlighed til jer. Jeg takker jer for, at I indtil videre er nået så langt. Jeg bønfalder jer om aldrig at være efterladne, men om at sætte jer et mål og holde fast ved det og gå fremad uden at lade jer standse af nogen fristelse eller kraft, som måtte krydse jeres vej.

Jeg beder til, at jeres liv ikke må gå til spilde, men at I må udrette meget, som er til stort og evigt gode for andre. Årene går, og en dag er jeg her ikke længere for at se, hvad I har stillet op med jeres liv. Men til den tid er der andre – mange, mange andre – som regner med jer, og hvis fred og lykke afhænger af, hvad I gør. Og oven over dem alle er jeres Fader i himlen, som altid vil elske jer som sine døtre.

Jeg vil gerne understrege, at hvis I begår en fejltagelse, kan I få tilgivelse for den. I kan overvinde den, og I kan lægge den bag jer. I kan stræbe fremad mod succes og lykke. Men jeg håber, at I må være en sådan oplevelse foruden, og det er jeg overbevist om, at I kan være, hvis I beslutter jer for det og beder om styrke til at kunne vandre ad den ærefulde vej, som til tider kan være ensom, men som fører til fred og lykke og overjordisk glæde i dette liv og i evigheden herefter.

Dette beder jeg om i hans hellige navn, han som ofrede sit liv for at gøre det muligt for os at leve evigt, nemlig Herren Jesus Kristus. Amen.