Forsoningen: Alt for alle

I de senere år har vi sidste dages hellige undervist, sunget og vidnet meget mere om Frelseren Jesus Kristus. Jeg glæder mig over, at vi glæder os mere.

Jo mere vi »taler om Kristus«¹ vil fylden af evangeliets lærdomme komme ud af »mørket«. Nogle af vore venner kan fx ikke se, hvordan vores tro på forsoningen knytter sig til vores tro på at kunne blive mere lig vor himmelske Fader. Andre tror fejlagtigt, at vores kirke bevæger os hen mod en forståelse af forholdet mellem nåde og gerninger, som kommer fra de protestantiske lærdomme. Sådanne fejlopfattelser får mig til i dag at overveje genoprettelsens enestående lære om forsoning.

Herren genoprettede sit evangelium gennem Joseph Smith, fordi der havde været et frafald. Siden det femte århundrede har kristendommen undervist i, at Adams og Evas fald var en tragisk fejltagelse, som senere ledte til den tro, at menneskeheden har nedarvet en ond natur. Dette synspunkt er forkert, ikke alene omkring faldet og menneskets natur, men også omkring selve livets formål.

Faldet var ikke en tragedie. Det var ikke en fejltagelse eller en ulykke. Det var en fastlagt del af frelsesplanen. Vi er Guds åndelige »slægt,«² sendt til jord »uskyldige«³ i Adams overtrædelse. Alligevel er vi efter vor Faders plan underkastet fristelse og sorg i denne faldne verden som pris for at kunne fatte den ægte glæde. Uden at smage det bitre, kan vi i virkeligheden ikke forstå det søde.⁴ Af os kræves der jordelivets disciplin og forædling som »det næste skridt i [vores] udvikling« hen mod at blive som vor Fader.⁵ Men vækst indebærer vokseværk. Det betyder også at lære af vore fejltagelser i en vedvarende proces, som er muliggjort ved Frelserens nåde, som han udstrækker både under og »trods alt, hvad vi formår at gøre.«⁶

Adam og Eva lærte konstant af deres ofte barske oplevelser. De vidste, hvordan en bekymret familie har det. Tænk på Kain og Abel. Alligevel kunne de på grund af forsoningen lære af deres erfaring uden at blive fordømt ved den. Kristi offer fjernede ikke bare konsekvensen af deres valg og returnerede dem til Edens have i uskyldighed. Det ville have været en historie uden noget plot og nogen vækst hos personerne. Hans plan er udviklende – linje på linje, trin for trin, nåde efter nåde.

Så hvis I oplever problemer i tilværelsen, gå så ikke ud fra, at der er noget galt med jer. At kæmpe med disse problemer er kernen i livets formål. Når vi søger at nærme os Gud, vil han vise os vore svagheder, og gennem dem gøre os klogere og stærkere.⁷ Hvis I ser flere af jeres svagheder, kan det betyde, at I er kommet nærmere Gud, og ikke længere væk.

En af de første australske omvendte sagde: »Mit tidligere liv [var en] ødemark af ukrudt, hvor der næppe voksede en blomst. [Men] nu er ukrudtet væk og blomster vokser i stedet for.«⁸

Vi vokser på to måder – ved at fjerne det negative ukrudt og dyrke de positive blomster. Frelserens nåde velsigner begge dele – hvis vi gør vores del. Vi må først og hele tiden rykke det ukrudt op, som består af synd og dårlige valg. Det er ikke nok blot at slå ukrudtet, som man slår græs. Riv det op med rode, og omvend jer fuldt ud for at imødekomme nådens betingelser. Men at blive tilgivet er kun en del af vores vækst. Vi betaler ikke blot en gæld af. Hensigten med os er at blive celestiale personer. Når vi har renset vores jord, må vi hele tiden plante, luge og nære de guddommelige kvaliteters sædekorn. Når vores sved og disciplin hjælper os med at vokse, så kan vi modtage hans gaver »og nådens blomster der«⁹ i form af håb og ydmyghed. Selv et livets træ kan slå rod i os, og bære så sød frugt, at den letter alle vore byrder »ved glæden over hans Søn.«¹⁰ Og når barmhjertighedens blomst blomstrer her, vil vi elske andre med kraft fra Kristi egen kærlighed.¹¹

Vi har behov for nåde til både at overvinde syndigt ukrudt og dyrke guddommelige blomster. Vi kan ikke gøre nogen af delene alene. Men nåden er ikke billig. Den er meget dyr, endog meget »dyrebar«. Hvor meget koster denne nåde? Er det nok blot at »tro på Kristus«? Manden, som fandt én særlig kostbar perle, »solgte alt, hvad han ejede,«¹² for den. Hvis vi ønsker »alt det, som Fader[en] har,«¹³ beder Gud os om al det, vi har. Hvis vi på nogen måde skal kvalificere os til så udsøgt en skat, må vi give på samme måde, som Kristus gav – alt: »… hvor svære ved du ikke, hvor gruelige ved du ikke.«¹⁴ Paulus sagde: »Så sandt som vi lider med ham« »er vi også … Kristi medarvinger.«¹⁵ Hans ganske hjerte, vores ganske hjerte.

Hvilken mulig perle kan være en sådan pris værd – for ham og for os? Denne jord er ikke vores hjem. Vi er sendt i skole og forsøger at lære lektien i »saliggørelsens store plan,«¹⁶ så vi kan vende hjem og vide, hvad det vil sige at være der. Herren fortæller os igen og igen, hvorfor planen er vores offer værd – og hans. Eva kaldte det: »Glæden over vor forløsning.«¹⁷ Jakob kaldte det: »Den salighed, der er beredt for de hellige.«¹⁸ Af nødvendighed er planen fuld af torne og tårer, hans og vore. Men fordi han og vi er så fuldstændig sammen om det, er vores væsen »et« med ham for at overvinde al modstand, som vil bringe os en »ubeskrivelig … glæde.«¹⁹

Kristi forsoning er selve kernen i denne plan. Uden hans uvurderlige, dyrebare offer ville der ikke have været nogen vej hjem, ingen måde at være sammen på og ingen måde at være ham lig på. Han gav os alt, hvad han havde. Derfor »hvor stor er ikke hans glæde,«²⁰ når en af os »fanger det« – når vi ser op fra ukrudtsbedet og vender vores ansigt mod Sønnen.

Kun det genoprettede evangelium har fylden af disse sandheder! Alligevel er modstanderen engageret i et af historiens største bedrag, idet han forsøger at overbevise folk om, at denne Kirke ved mindst – når den i virkeligheden ved mest – om hvordan vores forhold til Kristus gør os til sande kristne.

Hvis vi må give alt, hvad vi har, så er det at give »næsten alting« ikke nok. Hvis vi næsten holder befalingerne, modtager vi næsten velsignelserne. For eksempel mener nogle unge, at de kan rode rundt i det syndige mudder, indtil de tager et omvendelsens brusebad lige før de interviewes til en mission eller til templet. Nogle planlægger endda at omvende sig samtidig med, at de overtræder. De bespotter nådens gave, som sand omvendelse muliggør.

Nogle mennesker ønsker at holde den ene hånd på templets mur, mens de rører ved verdens »urene ting«²¹ med den anden hånd. Vi må lægge begge hænder på templet og holde fast for at redde livet. En hånd er ikke engang nær nok.

Den rige unge mand havde givet næsten alt. Da Frelseren fortalte ham, at han måtte sælge alle sine ejendele, var det ikke kun en beretning om rigdom.²² Vi kan opnå evigt liv, hvis vi ønsker det, men kun, hvis der ikke er noget andet, som vi ønsker mere.

Så vi må villigt give alt, for selv Gud kan ikke få os til at vokse mod vores egen vilje og uden vores fulde deltagelse. Men selv når vi bruger os selv fuldt ud, mangler vi kraften til at skabe den fuldkommenhed, som kun Gud kan fuldføre. Vores alt er alligevel kun næsten nok – indtil det er færdiggjort af hans hele, som er »troens … fuldender«²³ På dette punkt, er vores ufuldkomne, men helligede næsten nok.

Min veninde Donna voksede op med et ønske om at blive gift og få en stor familie. Men denne velsignelse kom aldrig. I stedet brugte hun sit voksenliv til at tjene mennesker i sit ward med uafmålt barmhjertighed og rådgav børn med sociale eller psykologiske problemer i et stort skoledistrikt. Hun havde forkrøblende gigt og mange, lange dage, hvor hun ikke fungerede. Alligevel opløftede hun altid sine venner og blev altid opløftet af sine venner og familie. Da hun engang forklarede om Lehis drøm, sagde hun humoristisk: »Jeg ser mig selv i dette billede på den lige og snævre sti, idet jeg stadig holder fast ved jernstangen, men hvor jeg er faldet om af træthed lige der på stien.« I en inspireret velsignelse lige før Donnas død, sagde hendes hjemmelærer, at Herren »accepterede« hende. Donna græd. Hun havde aldrig følt, at hendes liv som enlig var acceptabelt. Men Herren sagde, at dem, som »vil holde deres pagter ved opofrelse … vil jeg anerkende.«²⁴ Jeg kan forestille ham vandrende ned ad stien til livets træ for at løfte Donna op med glæde og bære hende hjem.

Overvej andre mennesker, der som Donna har indviet sig selv så fuldt ud, at deres næsten er nok:

Mange missionærer i Europa og lignende steder holder aldrig op med at give af deres blødende hjerte, på trods af stadig afvisning.

Håndkærrepionererne, som sagde, at de lærte Gud at kende i deres ekstreme vanskeligheder, og at den pris, som de betalte for at kende ham, var et privilegium at betale.

En far, som gjorde alt hvad han kunne, men som stadig ikke kunne påvirke sin datters valg, kunne kun kravle hen til Herren, og bønfaldt ligesom Alma for sit barn.

En hustru, som opmuntrede sin mand trods års svaghed, indtil omvendelsens sædekorn endelig begyndte at vokse i hans hjerte. Hun sagde: »Jeg forsøgte at se på ham, som Kristus ville have set på mig.«

En ægtemand, hvis hustru led i årevis af et ødelæggende følelsesmæssig problem, men for ham var det altid »vores lille udfordring« – aldrig bare »hendes sygdom.« I deres ægteskabs rige tog han del i hendes lidelser,²⁵ ligesom Kristus i sit uendelige rige: »I al deres trængsel var han bedrøvet.«²⁶

Folket i 3 Nephi 17 havde overlevet tilintetgørelse, tvivl og mørke, bare for at komme til templet med Jesus. Efter i timevis at have lyttet til ham i undren, blev de for trætte til at fatte ham. Da han gjorde sig klar til at forlade dem, så de på ham med tårer og med et så stærkt ønske, at han blev og velsignede deres syge og deres børn. Selv om de ikke forstod ham, ønskede de at være sammen med ham mere end de ønskede noget andet. Så derfor blev han. Deres næsten var nok.

»Næsten« er især nok, når vores egne ofre på en eller anden måde er et ekko af Frelserens offer, uanset hvor ufuldkomne vi er. Vi kan i virkeligheden ikke føle barmhjertighed – Kristi kærlighed til andre – uden i det mindste at smage på hans lidelse for andre, for kærligheden og lidelsen er to sider af samme virkelighed. Når vi virkelig lider med andre mennesker, kan vi indtræde i »lidelsesfællesskabet med ham«²⁷ nok til blive hans medarvinger.

Vi vil vige tilbage, når vi paradoksalt nok indser, hvor stor en pris vi må betale for at modtage det, som i sidste ende er en gave fra ham. Når alt fra Frelseren og alt fra os bliver et, vil vi ikke blot finde tilgivelse for synd – »vi skal se ham, som han er«, og »vi [skal] blive ligesom ham.«²⁸ Jeg elsker ham. Jeg vil gerne være hos ham. I Jesu Kristi navn. Amen.