Troens stige

Hvordan vil livets udfordringer påvirke vores tro på Jesus Kristus? Og hvilken virkning vil vores tro have på den glæde og fred, vi oplever her i jordelivet?

Året var 1977. Telefonen ringede, og budskabet rev vores hjerter itu. Carolyn og Doug Tebbs var i færd med at flytte til deres nye hjem, efter de havde gjort deres uddannelse færdig. Ældsternes kvorum var kommet for at fylde flyttevognen. Doug, der sikrede sig, at de kunne bakke ud, tog et sidste kig. Det, han ikke kunne se, var hans lille datter, Jennie, der pilede bagom vognen lige i det forkerte øjeblik. På et øjeblik var deres elskede Jennie borte.

Hvad ville der så ske? Ville den dybe smerte, de følte, og det ufattelige tab forårsage en uoverstigelig kløft mellem Carolyn og Doug eller ville det på en eller anden måde knytte deres hjerter sammen og gøre deres tro på vor himmelske Faders plan stærkere?

Vejen igennem deres trængsler har været lang og smertefuld, men et sted fra kom der åndelige reserver, der gjorde, at de ikke mistede håbet, men fortsatte på deres vej.¹ På en eller anden måde blev dette utrolige par endnu mere kristuslignende. Mere hengivne. Mere medfølende. Og de troede på, at Gud til sin tid ville hellige deres trængsler til gavn for dem.²

Selvom smerten og følelsen af tab hverken ville eller kunne slippe helt, har Carolyn og Doug hentet trøst i visheden om, at forbliver de trofast på deres pagtssti, så vil deres elskede Jennie blive deres for evigt.³

Deres eksempel har styrket min tro på Herrens plan. Vi ser ikke alt. Det gør han. Herren sagde til den fængslede Joseph Smith i Liberty: »Alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?«⁴

Når vi accepterer Herrens vilje, vil han lære os at vandre med ham.⁵ Da jeg som ung missionær tjente på Tahiti, blev jeg bedt om at salve et sygt spædbarn. Vi lagde vores hænder på hans hoved og velsignede ham til at få det bedre. Hans helbred begyndte at blive bedre, men så blev han syg igen. Vi velsignede ham igen, men med samme resultat. Så kom den tredje forespørgsel. Vi tryglede Herren om, at hans vilje måtte ske. Kort tid efter vendte denne lille ånd tilbage til sit himmelske hjem.

Men vi følte fred. Vi ønskede, at barnet skulle leve, men Herren havde andre planer. At acceptere hans vilje i stedet for vores egen er nøglen til at finde lykke, uanset hvad vores omstændigheder er.

Den enkle tro vi har på Jesus Kristus, når vi begynder at lære om ham, kan forblive i vores hjerte, når vi møder livets udfordringer. Vores tro på ham kan og vil vejlede os igennem livets kompleksitet. Og vi vil opdage, at der er en enkelhed på den anden side af livets kompleksitet,⁶ når vi forbliver standhaftige »i Kristus og [har] et fuldkommen klart håb.«⁷

En del af formålet med livet er at gøre disse snublesten til trædesten på vores opstigning ad det, jeg kalder »troens stige« – en stige, fordi det angiver, at tro ikke er statisk. Det kan gå op og ned alt efter de valg, vi træffer.

Når vi stræber efter at opbygge tro på Frelseren, forstår vi måske ikke Guds kærlighed til os, og vi kan holde hans bud på grund af pligtfølelse. Skyldfølelse kan tilmed blive en stærkere motivation end kærlighed. Man har måske endnu ikke oplevet en ægte kontakt til ham.

I vores stræben efter at øge vores tro, bliver vi måske forvirret af det, Jakob sagde. Han mindede os om, at »tro uden gerninger er ufrugtbar.«⁸ Vi kan snuble, hvis vi tænker, at alt afhænger af os. At stole for meget på os selv kan hæmme vores evne til at trække på »himlens kræfter«.

Men når vi bevæger os fremad i sand tro på Jesus Kristus, begynder vores tankegang at ændre sig. Vi indser, at lydighed mod og tro på Jesus Kristus kvalificerer os til altid at have hans Ånd hos os.⁹ Lydighed bliver ikke længere en kilde til irritation, men et kald.¹⁰ Vi indser, at lydighed mod Guds bud gør det muligt for ham at stole på os. Og med hans tillid følger større lys. Det lys vejleder vores rejse og gør os i stand at se den vej, vi bør tage, tydeligere.

Men der er mere. Efterhånden som vores tro på Frelseren vokser, vil vi se en stille forandring, der omfatter en himmelsk forståelse af vores relation til Gud – en stadig bevægelse væk fra, »hvad ønsker jeg?« til »hvad ønsker Gud?« Ligesom Frelseren vil vi ønske at handle »ikke som jeg vil, men som du vil.«¹¹ Vi ønsker at udføre Guds værk og være et redskab i hans hænder.¹²

Vores fremgang er en evig størrelse. Præsident Russell M. Nelson har undervist os om, at der er så meget mere, vor Fader i himlen ønsker, at vi skal vide.¹³ Når vi går fremad vil vi få en bedre forståelse af det, Herren lærte Joseph Smith: »For hvis I holder mine befalinger, skal I modtage af hans fylde og blive herliggjort i mig … derfor siger jeg jer: I skal modtage nåde for nåde.«¹⁴

Hvor højt, vi klatrer op ad stigen, er vores valg. Ældste Neil L. Andersen har sagt, at »tro vokser ikke ved tilfældigheder, men på grund af valg.«¹⁵ Vi kan træffe de valg, der er nødvendige for at øge vores tro på Frelseren.

Overvej hvilken virkning de trufne valg havde, da Laman og Lemuel klatrede ned ad troens stige, hvor Nefi klatrede højere op. Findes der nogen tydeligere fremstilling af forskellen på Nefis svar: »Jeg vil tage af sted og gøre det,«¹⁶ og Lamans og Lemuels reaktion lige efter de havde set en engel: »Hvordan er det muligt, at Herren vil overgive Laban i vore hænder?«¹⁷

Vantro blokerer for vores evne til at se mirakler, hvorimod en tankegang, der er præget af tro på Frelseren, låser op for himlens kræfter.

Selv når vores tro er svag, vil Herrens hånd altid være udstrakt.¹⁸ For flere år siden fik jeg til opgave at reorganisere en stav i Nigeria. I sidste øjeblik blev datoen ændret. Der var en mand i staven, der valgte at rejse ud af byen på den første konferencedato. Han ville ikke risikere at blive kaldet som stavspræsident.

Mens han var væk, kom han ud for en frygtelig ulykke, men han slap helskindet fra det. Det fik ham til at tænke over, hvorfor hans liv var blevet skånet. Han genovervejede den beslutning, han havde truffet. Han omvendte sig og tog ydmygt til konference på den nye dato. Og ja, han blev kaldet til at være den nye stavspræsident.

Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Vi kan kun finde ægte lykke ved at bringe vores vilje i harmoni med Guds. Alt andet er af mindre værdi.«¹⁹

Når vi har gjort »alt, hvad der står i vor magt,« er det tid til at »være stille for at se Guds frelse.«²⁰ Jeg så dette, da jeg tjente som omsorgsbror hos familien McCormick. Mary Kay havde været gift i 21 år og tjente trofast i sine kaldelser. Ken var ikke medlem af Kirken og havde ingen interesse i at blive det, men da han elskede sin kone, valgte han at gå i kirke med hende.

En søndag følte jeg mig tilskyndet til at bære mit vidnesbyrd for Ken. Jeg spurgte, om jeg måtte. Hans svar var enkelt og utvetydigt: »Nej, tak.«

Jeg var lidt i vildrede. Jeg havde følt en tilskyndelse og prøvet at følge den. Det var fristende at sige, at jeg havde gjort mit. Men efter bøn og eftertanke, kunne jeg se, at selvom mine hensigter var gode nok, havde jeg stolet for meget på mig selv og for lidt på Herren.

Senere vendte jeg tilbage, men med en anden tanke bag. Jeg ville blot være et redskab i Herrens hænder, uden andre ønsker end at følge Ånden. Sammen med min trofaste makker, Gerald Cardon, tog vi hjem til familien McCormick.

Snart efter følte jeg mig tilskyndet til at bede Gerald om at synge: »Han lever! Vor Forløser stor.«²¹ Han så spørgende på mig, men han troede på min tro og gjorde det. En smuk ånd fyldte stuen. Der kom en tilskyndelse til at bede Mary Kay og Kristin, deres datter, om at bære deres vidnesbyrd. Da de gjorde det, blev Ånden stærkere. Rent faktisk begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på Ken, da Kristin havde båret vidnesbyrd.²²

Gud havde taget over. Hjerter blev ikke alene rørt, men forandret for evigt. 21 års fornægtelse af troen blev skyllet væk af og ved Helligåndens kraft. En uge senere blev Ken døbt. Et år senere blev Ken og Mary Kay beseglet i Herrens hus for tid og al evighed.

Sammen oplevede vi, hvad det betyder at erstatte vores vilje med Herrens, og vores tro på ham voksede.

Overvej nu et par spørgsmål fra Guds profeter, når I forsøger at klatre op ad troens stige:

Har jeg aflagt hovmod og stolthed?²³

Giver jeg plads til Guds ord i mit hjerte?²⁴

Lader jeg mine trængsler blive helliget til gavn for mig?²⁵

Er jeg villig til at tilsidesætte min egen vilje for Faderens?²⁶

Hvis jeg har »følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed«, føler jeg det så også nu?²⁷

Lader jeg Gud råde i mit liv?²⁸

Hvis I erfarer, at jeres nuværende retning ikke er forenelig med jeres tro på Frelseren, så find endelig tilbage til ham. Jeres ophøjelse, og jeres efterkommeres, afhænger af det.

Må vi plante troens frø dybt i vores hjerte. Må vi give disse frø næring ved, at vi knytter os til Frelseren ved at ære de pagter, vi har indgået med ham. I Jesu Kristi navn. Amen.