Frygt ikke, tro kun!

I dag retter jeg mine bemærkninger til de unge i Kirken, det vil sige alle på præsident Russell M. Nelsons alder eller yngre. Jeg benytter mig sjældent af illustrationer, men jeg kan ikke modstå at dele denne.

Dette cri du cœur kommer fra min otteårige ven Marin Arnold og blev skrevet, da hun var syv år. Jeg oversætter lige hendes tidlige reformerede egyptiske:

Marin, den tale, jeg skal til at holde, kommer uden tvivl til at skuffe dig igen. Men når du skriver til din biskop for at klage, er det vigtigt, at du fortæller ham, at jeg hedder »Kearon. Ældste Patrick Kearon.«

I næsten to år har en pandemi af bibelske proportioner indhyllet vores planet, og selvom den plage fik næsten alt socialt til at stoppe, er det tydeligt, at den ikke satte en stopper for brutalitet, vold og væmmelig politisk aggression – både nationalt og internationalt. Og som om det ikke var nok, så står vi stadig med de langvarige sociale og kulturelle udfordringer, spændende lige fra økonomiske tab til miljømæssige ødelæggelser til racemæssig uretfærdighed og mere.

Sådanne stive vinde og mørke dage kan tage modet fra de unge iblandt os, dem vi ser hen til, hvad angår optimisme og entusiasme for morgendagen. Det er blevet sagt, at »ungdommens styrke er hele denne verdens fælles velstand. De … unge … er fremtidens ansigter.«² Desuden er vores børn dem i hvis hænder, denne kirkes skæbne ligger.

Med de tider vi lever i, er det forståeligt, hvis de unges idealisme er en smule svindende. Dr. Laurie Santos, der er professor på Yale University, oprettede for nylig en klasse med titlen Psykologi og det gode liv. »Det første år kurset blev udbudt, var næsten [en tredjedel] af alle de bachelorstuderende indskrevet.«³ Flere end 64 millioner mennesker har siden lyttet til hendes podcast. En journalist, der skrev om dette fænomen, bemærkede, hvor smerteligt det var at se så mange strålende, unge studerende – og voksne – der desperat »søger efter noget, de har mistet« eller endnu værre længes efter noget, de aldrig har haft.⁴

Min indtrængende opfordring til vores unge, og til de forældre og voksne, der vejleder dem, er at indlede jeres søgen efter lykke med at gribe i den overflod, vi allerede har modtaget fra giveren bag enhver god gave.⁵ Nøjagtig i det øjeblik, hvor mange i verden stiller dybe spørgsmål om sjælen, bør vi svare med de »gode tidende«⁶ i Jesu Kristi evangelium. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som holder Frelserens mission og budskab til verden højt, tilbyder den mest evigt signifikante vej til både at finde godhed og gøre godt i en tid, hvor der er så hårdt brug for det.

Præsident Russell M. Nelson har sagt, at denne generation af unge mennesker har kapaciteten til at »påvirke til mere [godt] i verden, end nogen tidligere generation.«⁷ Vi, af alle mennesker, bør »synge sangen om den forløsende kærlighed,«⁸ men det kræver disciplin – at være discipel – den slags, som værner mod negative holdninger og nedbrydende vaner, som kan gøre det svært at ramme tonen, når vi prøver at synge sangen om evig frelse.

Selvom vi holder os på gadens solskinside,⁹ løber vi fra tid til anden ind i den fyr, der er opsat på at finde det trøstesløse og dystre i alt. I kender hans valgsprog: »Det er altid mørkest, lige inden det bliver kulsort.« Sikke et ondskabsfuldt syn og en miserabel levevis! Ja, vi får sommetider lyst til at løbe væk fra det hele, men vi bør bestemt aldrig løbe fra, hvem vi er – børn af den levende Gud, der elsker os, som altid er rede til at tilgive, og som aldrig nogensinde vil opgive os. I er det dyrebareste, han har. I er hans barn, som han har givet profeter og løfter, åndelige gaver og åbenbaringer, mirakler og budskaber og engle på begge sider af sløret.¹⁰

Han har også givet jer en kirke, der styrker familier i dette jordeliv og knytter dem sammen for evigt. Den tæller mere end 31.000 menigheder og grene, hvor folk mødes og synger og faster og beder for hinanden og giver af deres midler til de trængende. Det er her, at enhver kendes ved navn, redegøres og drages omsorg for og hvor lægmænd som venner og naboer frivilligt tjener hinanden i kaldelser, der spænder lige fra kontorarbejde til praktiske pligter. Unge voksne – og ligeledes ældre par – tjener som missionærer i tusindtal for egen regning uden at have indflydelse på, hvor de skal arbejde, og unge som gamle trisser medlemmer til templet for at udføre de hellige ordinancer, der er nødvendige for at binde den menneskelige familie sammen – et frejdigt forehavende i sådan en splittet verden, men et som tilkendegiver, at sådan en splittelse kun er midlertidig. Det er nogle få årsager, vi angiver »for det håb, [vi] har.«¹¹

I vore dage møder Jesu Kristi disciple selvfølgelig ufatteligt svære udfordringer. Lederne i denne kirke vier deres liv til at søge Herrens vejledning for at finde løsninger på disse udfordringer. Hvis nogle ikke løses til alles tilfredshed, udgør de måske en del af det kors, som Jesus sagde, at vi måtte tage op for at følge ham.¹² Det er lige præcis, fordi der vil være mørke dage og svære sager, at Gud lovede, at han »om dagen i en skysøjle … og om natten i en ildsøjle« vejleder profeter, giver os en jernstang, åbner en smal port, der leder ind på en lige sti og frem for alt giver os styrke til at fuldføre løbet.¹³

Så tag venligst for jer og bliv til hele festen, selvom I ikke er så vilde med kål. Sol jer i hans lys og giv af jeres lys til sagen.¹⁴ De har fanget det i Primary: Jesus ønsker virkelig, at vi er »som solskin.«¹⁵

Da den jødiske forstander, Jairus, bønfaldt Jesus om at helbrede hans 12-årige datter, der lå for døden derhjemme, trængtes skaren omkring Frelseren så meget og så længe om ham, at der kom husfolk til den ængstelige far og sagde: »Din datter er død. Gør ikke Mesteren mere ulejlighed.«

»Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: ›Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.‹«¹⁶

Og det blev hun. Og det vil I også. »Frygt ikke, tro kun.«

Fordi enhver af jer i denne forsamling er dyrebar for Gud og for denne kirke, runder jeg af med denne særlige apostolske erklæring. Inden I modtog Helligåndsgaven, var Kristi lys plantet i jeres sjæl,¹⁷ »det lys, som er i alting, og som giver liv til alting«,¹⁸ og det er den drivkraft til at gøre godt, der ligger i hjertet hos alle mennesker, der nogensinde har og vil leve. Det lys er givet for at beskytte og undervise jer. Et af de centrale budskaber i det er, at livet er den mest dyrebare af alle gaver, en gave, som udelukkende kan opnås for evigt gennem Herren Jesu Kristi forsoning. Som verdens lys og liv¹⁹ kom Guds Enbårne Søn for at give os liv ved at overvinde døden.

Vi må hengive os fuldt og helt til denne livets gave og løbe dem til undsætning, som er i risiko for at opgive denne hellige gave. Ledere, vejledere, venner og familie – hold øje med advarselstegn på depression, fortvivlelse eller noget, der tyder på selvskade. Tilbyd jeres hjælp. Lyt. Træd ind på en eller anden måde, når det er passende.

Til enhver af jer unge derude, som kæmper, og hvad end der bekymrer eller besværer jer, så er selvmord helt sikkert ikke svaret. Det vil ikke lette den smerte, som I føler, eller som I mener, at I er årsag til. I en verden, der så desperat har brug for alt det lys, den kan få, så formindsk venligst ikke det evige lys, som Gud lagde i jeres sjæl, inden denne jord blev skabt. Tal med nogen. Bed om hjælp. Ødelæg ikke et liv, som Kristus gav sit for at redde. I kan bære udfordringerne ved dette liv på jorden, fordi vi vil hjælpe jer med at bære dem. I er stærkere, end I aner. Hjælp er til rådighed, fra andre og især fra Gud. I er elskede, og I er værdsatte og vigtige! Vi har brug for jer! »Frygt ikke, tro kun!«

En, der stod i langt mere desperate omstændigheder, end I og jeg nogensinde kommer til, råbte engang: »Gå fremad [mine elskede unge venner]. Fat mod … og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad.«²⁰ Vi har så meget at være glade for. Vi har hinanden, og vi har ham. Nægt os ikke muligheden for at have jer hos os, beder jeg om i vor Mesters, Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.