Generalkonference
Pagtsstien: Vejen til evigt liv
Aprilkonferencen 2022


Pagtsstien: Vejen til evigt liv

Vejen til fuldkommenhed er pagtsstien, og Jesus Kristus er midtpunktet for alle ordinancer og pagter.

En mægtig konge ønskede, at hans søn skulle herske over et af hans riger. Prinsen måtte lære og vokse i visdom for at kunne sidde på tronen. En dag mødtes kongen med prinsen og fortalte ham om sin plan. De blev enige om, at prinsen skulle tage til en anden by for at få erfaring. Han ville både møde udfordringer og nyde mange gode ting der. Kongen sendte ham så til byen, hvor prinsen forventedes at bevise sin trofasthed mod kongen og vise, at han var egnet til at modtage de privilegier og det ansvar, som kongen havde i vente for ham. Prinsen fik frihed til at vælge at modtage disse privilegier og ansvar eller ej, alt efter sine ønsker og sin trofasthed. Jeg er sikker på, at I gerne vil vide, hvad der skete med prinsen. Vendte han tilbage for at arve riget?

Kære brødre og søstre, vi er hver især prins eller prinsesse. Vi er blevet sendt til jorden af en kærlig himmelsk Fader for at nyde den velsignelse at have et legeme, der bliver udødeligt gennem Jesu Kristi forsoning og opstandelse. Det forventes af os, at vi forbereder os på at vende tilbage til Guds nærhed ved at bevise, at vi vil »gøre alt, hvad Herren [vor] Gud vil befale [os]« (Abr 3:25).

For at hjælpe os kom Frelseren for at forløse os og vise os vejen tilbage til Gud. Guds børn opfordres til at komme til Frelseren og blive fuldkommengjort i ham. I skrifterne gentages opfordringen til os om at komme til Herren over 90 gange, og mere end halvdelen af dem er personlige opfordringer fra Herren selv. At tage imod Frelserens opfordring vil sige at tage del i hans ordinancer og holde vores pagter med ham. Jesus Kristus »er vejen, sandheden og livet« (Joh 14:6), og han indbyder os »alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham« (2 Ne 26:33).

Evangelisk læring og undervisning øger vores omvendelse til vor himmelske Fader og Jesus Kristus og hjælper os til at blive mere ligesom dem. Selvom alt ikke er blevet åbenbaret angående »den præcise tid og på hvilken måde ophøjelsens velsignelser« vil blive skænket, så er vi ikke desto mindre garanteret dem (M. Russell Ballard, »Håb i Kristus«, Liahona, maj 2021, s. 55).

Højpræsten Alma, der underviste i Zarahemlas land, gengav en inderlig opfordring fra Jesus Kristus:

»Se, han sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem, og han siger: Omvend jer, så vil jeg modtage jer.

Ja, han siger: Kom til mig, så skal I nyde af frugten af livets træ« (Alma 5:33-34).

Frelseren selv indbyder os til at komme til ham og tage hans åg på os, så vi kan få hvile i denne verden, der er fuld af tumult (se Matt 11:28-29). Vi kommer til Kristus ved at »udøve tro på [ham], omvende os dagligt, indgå pagter med Gud, idet vi modtager frelsens og ophøjelsens ordinancer, og holde ud til enden ved at holde de pagter« (se Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1.2.1, JesuKristiKirke.org). Vejen til fuldkommenhed er pagtsstien, og Jesus Kristus er midtpunktet for alle ordinancer og pagter.

Kong Benjamin belærte om, at vi på grund af de pagter, vi indgår, bliver Kristi sønner og døtre. Han har født os åndeligt, og under hans betegnelse bliver vi gjort frie, for »der er ikke givet noget andet navn, hvorved frelse bliver tilvejebragt« (se Mosi 5:7-8). Vi bliver frelst, når vi holder ud til enden ved at »følge den levende Guds Søns eksempel« (2 Ne 31:16). Nefi sagde, at alt ikke er gjort, ved at man blot er kommet ind på den snævre og trange sti; vi må »trænge [os] frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker« (se 2 Ne 31:19-20).

Kristi lære hjælper os til at finde og blive på pagtsstien, og evangeliet er organiseret på en sådan måde, at Herrens lovede velsignelser modtages gennem hellige ordinancer og pagter. Guds profet, præsident Russell M. Nelson, formanede os i en transmission den 16. januar 2018 til at »bliv[e] på pagtens sti. Jeres forpligtelse til at følge Frelseren ved at indgå pagter med ham og derefter holde disse pagter vil åbne døren til enhver åndelig velsignelse og ethvert privilegium, der er tilgængeligt for mænd, kvinder og børn overalt … Målet, som vi alle stræber efter, er at blive begavet med kraft i Herrens hus, blive beseglet som familie og være trofaste over for pagter, der er indgået i templet, der gør os værdige til Guds største gave, nemlig evigt liv« (se »Når vi går fremad sammen«, Liahona, apr. 2018).

Gud vil ikke opgive sit forhold til eller tilbageholde sine lovede velsignelser i form af evigt liv fra nogen trofast pagtsholder. Og når vi ærer hellige pagter, kommer vi Frelseren nærmere. Ældste David A. Bednar underviste os i går om, at evangeliets pagter og ordinancer fungerer i vores liv som et kompas, der viser os hovedretningen for at komme til Kristus og blive mere som ham.

Pagter markerer stien tilbage til Gud. Ordinancerne dåb og modtagelse af Helligåndsgaven, præstedømmeordination og nadveren fører os til Herrens tempel for at tage del i hans ordinancer til ophøjelse.

Jeg vil gerne nævne to ting, som vor Frelser fremhævede for at hjælpe os til trofast at holde pagter:

  1. Helligånden kan undervise os, minde os om Frelserens lærdomme og blive hos os for evigt (se Joh 14:16, 26). Han kan være vores stadige ledsager til at vejlede os på pagtsstien. Præsident Russell M. Nelson har lært os, at »i den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse« (»Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96).

  2. Frelseren indstiftede nadverordinancen, så vi altid kan erindre ham og have hans Ånd hos os. Dåb åbner porten til evigt liv, og nadveren hjælper os til standhaftigt at trænge os frem på pagtsstien. Når vi nyder nadveren, er det et vidnesbyrd til Faderen om, at vi altid erindrer hans Søn. Og når vi altid erindrer ham og holder hans befalinger, vil vi have hans Ånd hos os. Oven i dette løfte fornyr Herren den lovede syndsforladelse, når vi ydmygt omvender os fra vores synder.

Når vi forbliver trofaste mod vores pagter, bør vi bestræbe os på altid at have Ånden til at forberede os til værdigt at deltage i nadveren, og ligeledes bør vi regelmæssigt tage nadveren for altid at have Ånden hos os.

Da vores datter var fem år gammel, havde hun en batteridreven modelbil, og hun elskede at køre rundt med den i huset. En aften kom hun hen til mig og sagde: »Far, min bil kører ikke mere. Kan vi tage noget benzin fra din bil og putte i den, så den kan køre igen? Måske har den brug for benzin ligesom din bil til at køre.«

Senere bemærkede jeg, at batteriet var ved at være tomt, så jeg sagde, at vi ville få den til at køre om en times tid. Med rigtig megen begejstring sagde hun: »Ja! Vi tager den med til tankstationen.« Jeg koblede ganske enkelt batteriet til en strømkilde for at oplade det, og en time senere var hun i stand til at køre bilen, med kraften fra det opladte batteri. Hun lærte derefter, at det er vigtigt altid at oplade batteriet ved at forbinde det til en strømkilde.

Ligesom vores datter lærte om forholdet mellem batteriet og kraften til at køre sin legetøjsbil, lærer vi om Jesus Kristus, nadveren og Ånden. Vi har brug for Ånden til at hjælpe os gennem jordelivet, når vi trofast holder pagter, og vi har brug for nadveren til at styrke vores åndelige væsen. Fornyelse af vores dåbspagt og deltagelse i nadveren driver trofasthed mod alle andre pagter. Vi er forsikret om en lykkelig slutning, når vi bønsomt studerer og ærer Frelserens opfordring og nyder hans lovede velsignelser. Han sagde: »Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag« (L&P 59:9).

Jeg vidner om, at pagtsholdere er lovet »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« (L&P 59:23). Jeg bærer vidnesbyrd om, at når I regelmæssigt tager symbolerne på Frelseren under nadveren, vil I have hans Ånd til at vejlede jer på pagtsstien og forblive trofaste mod jeres pagter. I Jesu Kristi navn. Amen.