For således elskede Gud os

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16). Første gang jeg bemærkede dette vers, var jeg ikke i kirke eller til hjemmeaften. Jeg så en sportsbegivenhed i fjernsynet. Uanset hvilken kanal jeg så og uanset hvilken kamp der blev spillet, så havde mindst en person et skilt, hvor der stod »Johannes 3:16«.

Jeg har udviklet den samme kærlighed til vers 17: »For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.«

Gud sendte Jesus Kristus, sin eneste Søn i kødet, for at sætte sit liv til for hver enkelt af os. Det gjorde han, fordi han elsker os og udarbejdede en plan for, at vi alle kan vende hjem til ham.

Men det er ikke en generel plan, en, der når ud til alle, eller der kun virker tilfældigt. Den er personlig, fremsat af en kærlig himmelsk Fader, der kender vores hjerter, vores navne og det, han har brug for, at vi gør. Hvorfor tror vi på det? Fordi vi lærer det i de hellige skrifter.

Moses hørte gentagne gange vor himmelske Fader sige ordene »Moses, min søn« (se Moses 1:6; se også vers 7, 40). Abraham lærte, at han var Guds barn og udvalgt til sin mission, endda før han blev født (se Abr 3:12, 23). Takket være Gud blev Ester sat i en indflydelsesrig position for at kunne redde sit folk (se Est 4). Og Gud stolede på en ung kvinde, en tjener, til at vidne om en levende profet, så Na’aman kunne blive helbredt (se 2 Kong 5:1-15).

Jeg elsker især den gode mand – lille af vækst – der klatrede op i et træ for at se Jesus. Frelseren, der vidste, at han var der, stoppede op, så op mod grenene og sagde: »Zakæus … [kom] ned« (Luk 19:5). Og vi må ikke glemme den 14-årige, der gik ud i en lund og lærte, hvor personlig planen virkelig er: »[Joseph,] det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).

Brødre og søstre, vi er fokuspunktet i vor himmelske Faders plan og årsagen til vor Frelsers mission. Hver enkelt af os er deres gerning og herlighed.

For mig har ingen bog med hellig skriften illustreret dette tydeligere, end mit studium af Det Gamle Testamente har. Kapitel efter kapitel finder vi eksempler på, hvordan vor himmelske Fader og Jahve er dybt involveret i vores liv.

Vi har for nylig studeret om Josef, Jakobs elskede søn. Josef var fra sin ungdom meget begunstiget af Herren, og alligevel oplevede han store prøvelser på grund af sine brødre. For to uger siden blev mange af os rørt over, hvordan Josef tilgav sine brødre. I Kom og følg mig læser vi: »Josefs liv kan på mange måder sammenlignes med Jesu Kristi liv. Selv om vores synder var anledning til, at han led meget, tilbyder Frelseren tilgivelse og udfrier os fra en skæbne, der er meget værre end hungersnød. Hvad enten vi har brug for at modtage tilgivelse eller give det – vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt brug for begge dele – så peger Josefs eksempel hen mod Frelseren, den sande kilde til helbredelse og forsoning.«¹

En lektie, jeg elsker i den beretning, kommer fra Josefs bror Juda, der spillede en rolle i Guds personlige plan for Josef. Da Josef blev forrådt af sine brødre, overtalte Juda dem til ikke at slå Josef ihjel, men at sælge ham som slave (se 1 Mos 37:26-27).

Mange år senere blev Juda og hans brødre nødt til at tage deres yngste bror, Benjamin, med til Egypten. Til at begynde med gjorde deres far modstand. Men Juda afgav et løfte til Jakob – han ville bringe Benjamin hjem.

I Egypten blev Judas løfte sat på prøve. Den unge Benjamin blev uretfærdigt anklaget for en forbrydelse. Juda tilbød – tro mod sit løfte – at blive fængslet i Benjamins sted. »For,« sagde han, »hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til min far uden drengen?« (se 1 Mos 44:33-34). Juda var fast besluttet på at holde sit løfte og vende sikkert tilbage med Benjamin. Føler I nogensinde for andre, som Juda følte for Benjamin?

Er det ikke det, forældre føler for deres børn? Det missionærerne føler for folk, de tjener? Det ledere for Primary og unge føler for dem, de underviser og elsker?

Uanset hvem I er eller hvad jeres nuværende omstændigheder er, føler nogen præcis sådan for jer. Nogen ønsker at vende tilbage til vor himmelske Fader med jer.

Jeg er taknemmelig for dem, der aldrig opgiver os, som fortsat udøser deres sjæl i bøn for os, og som fortsat underviser og hjælper os til at gøre os værdige til at vende hjem til vor Fader i himlen.

For nylig tilbragte en kær ven 233 dage på hospitalet med COVID-19. I den tid blev han besøgt af sin afdøde far, der bad om, at et budskab ville blive videregivet til hans børnebørn. Selv fra den anden side af sløret ønskede denne gode bedstefar at hjælpe sine børnebørn med at vende tilbage til deres himmelske hjem.

Kristi disciple husker i stigende grad »Benjaminerne« i deres liv. Rundt om i verden har de hørt det klare kald fra Guds levende profet, præsident Russell M. Nelson. Unge mænd og unge kvinder er engageret i Herrens bataljon af unge. Enkeltpersoner og familier rækker ud i en ånd af omsorg – de elsker, deler og indbyder venner og naboer til at komme til Kristus. Unge og voksne husker på og stræber efter at holde deres pagter – de fylder Guds templer, finder navne på afdøde familiemedlemmer og modtager ordinancer på deres vegne.

Hvorfor omfatter vor himmelske Faders personlige plan for os at hjælpe andre med at vende tilbage til ham? Fordi det er sådan, vi bliver som Jesus Kristus. I sidste ende lærer beretningen om Juda og Benjamin os om Frelserens offer for os. Gennem sin forsoning gav han sit liv for at føre os hjem. Judas ord udtrykker Frelserens kærlighed: »Hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til min far uden [dig]?« Som Israels indsamlere kan det også være vores ord.

Det Gamle Testamente er fyldt med mirakler og mild barmhjertighed, hvilket er kendetegnende ved vor himmelske Faders plan. I 2 Kongebog 4 gentages det tre gange, at begivenhederne fandt sted »en dag« for at understrege for mig, at vigtige begivenheder finder sted i henhold til Guds tidsplan, og ingen detaljer er for små for ham.

Min nye ven Paul vidner om denne sandhed. Paul voksede op i et hjem, hvor der sommetider var mishandling og misbrug og altid intolerance over for religion. Mens han gik i skole på en militærbase i Tyskland, bemærkede han to søstre, der syntes at have et åndeligt lys. Da han spurgte, hvorfor de var anderledes, lød svaret at de tilhørte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Snart begyndte Paul at mødes med missionærerne og blev inviteret med i kirke. Da han næste søndag steg af bussen, lagde han mærke til to mænd i hvide skjorter og slips. Han spurgte dem, om de var ældster i Kirken. De svarede ja, så Paul fulgte med dem.

Under mødet pegede en præst på folk i forsamlingen og opfordrede dem til at vidne. Efter hvert vidnesbyrd, blev der spillet på trommer og forsamlingen råbte: »Amen«.

Da præsten pegede på Paul, rejste han sig op og sagde: »Jeg ved, at Joseph Smith var en profet og at Mormons Bog er sand.« Der lød ingen trommer eller amen. Paul indså til sidst, at han var kommet til den forkerte kirke. Snart efter fandt Paul vej til det rette sted og blev døbt.

Den dag Paul blev døbt, sagde et medlem, han ikke kendte, til ham: »Du reddede mit liv.« Nogle få uger forinden havde denne mand besluttet sig for at finde en anden kirke og deltog i en gudstjeneste med trommer og amen-råb. Da manden hørte Paul bære sit vidnesbyrd om Joseph Smith og Mormons Bog, indså han, at Gud kendte ham, anerkendte hans udfordringer og havde en plan for ham. For både Paul og manden skete det sandelig i henhold til Guds tidsplan!

Vi ved også, at vor himmelske Fader har en personlig plan for lykke for hver enkelt af os. Fordi Gud sendte sin elskede Søn for os, vil de mirakler, vi har brug for, ske på selve den dag, det er nødvendigt for, at hans plan kan blive opfyldt.

Jeg vidner om, at vi i år kan lære mere om Guds plan for os i Det Gamle Testamente. Denne hellige bog belærer om profeters rolle i usikre tider og om Guds hånd i en verden, der var forvirret og ofte præget af strid. Den handler også om ydmyge troende, der trofast så frem til vor Frelsers komme, ligesom vi ser frem til og forbereder os på hans andet komme – hans længe ventede og profeterede, herlige tilbagekomst.

Inden den dag kan vi måske ikke se Guds plan for alle aspekter af vores liv med vores naturlige øjne (se L&P 58:3). Men vi kan huske Nefis reaktion, da han stod over for noget, han ikke forstod: Selvom han ikke kendte betydningen af alt, vidste han, at Gud elsker sine børn (se 1 Ne 11:17).

Dette er mit vidnesbyrd på denne smukke sabbatsmorgen. Må vi skrive det i vores hjerte og lade det fylde vores sjæl med fred, håb og evig glæde: Således elskede Gud os, at han sendte sin enbårne Søn – ikke for at dømme os, men for at frelse os. I Jesu Kristi navn. Amen.