Opløft dit hjerte og glæd dig

Herren talte til det nye medlem, Thomas B. Marsh, og sagde opmuntrende: »Opløft dit hjerte og glæd dig, for timen for din mission er kommet« (L&P 31:3).

Jeg tror, at denne opfordring kan tjene som en inspiration for alle medlemmer af Kirken. Når alt kommer til alt, har vor himmelske Fader kaldet os alle til at indsamle Israel på begge sider af sløret.

Præsident Russell M. Nelson har kaldt denne indsamling »det vigtigste, der finder sted på jorden i dag. Intet andet kan måle sig i storhed, intet andet kan sammenlignes i vigtighed, intet andet er så storslået som dette.«¹

Der er bestemt mange værdige sager i verden. Det er umuligt at nævne dem alle. Men kunne du ikke tænke dig at deltage i en god sag, som er inden for din rækkevidde, og hvor dit bidrag udgør en afgørende forskel? Indsamlingen udgør en evigtvarende forskel for alle. Medlemmer i alle aldre kan deltage i denne sag uafhængigt af deres omstændigheder og af, hvor de bor. Der findes ingen anden sag i verden, der er mere inkluderende.

Præsident Nelson talte specifikt til de unge, da han sagde: »Vor himmelske Fader har gemt mange af sine mest ædle ånder – måske … hans bedste hold – til denne sidste fase. Disse ædle ånder – disse bedste spillere, disse helte – er jer!«²

Ja, I er blevet forberedt fra før dette liv og født nu for at deltage i det storslåede arbejde med at indsamle Israel på begge sider af sløret i disse sidste dage (se L&P 138:53-56).

Hvorfor er denne sag så vigtig? Fordi »sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Og fordi »den, der tror på mig og bliver døbt, han skal blive frelst; og … skal arve Guds rige« (3 Ne 11:33). Og ydermere »alt det, som min Fader har, skal gives« dem, der modtager hans ordinancer og holder hans pagter (L&P 84:38). Desuden er »arbejderne få« (Luk 10:2).

Kun i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige finder vi magten, autoriteten og vejen til at tilbyde en sådan velsignelse til andre, hvad enten de er levende eller døde.

Og husk at præsident Nelson har erklæret: »Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempelordinancer, bidrager I til Israels indsamling. Så enkelt er det.«³

Selv om der er mange måder at bidrage til indsamlingen på, vil jeg især gerne tale om én: At tjene som fuldtidsmissionær. For mange af jer vil det sige at være en missionær, der underviser. For mange andre vil det sige at være tjenestemissionær. Men verden forsøger at aflede de unge fra dette mest hellige ansvar ved hjælp af frygt og usikkerhed.

Andre distraktioner kan være at opleve en pandemi, at forlade et godt job, at udskyde en uddannelse eller at være særligt interesseret i en person i romantisk henseende. Alle vil opleve deres egne udfordringer. Sådanne distraktioner kan opstå netop på det tidspunkt, hvor man begynder at tjene Herren, og valg, der synes indlysende senere, er ikke altid så lette i det givne øjeblik.

Jeg kender af egen erfaring de bekymringer, sådant et ungt menneske gør sig. Da jeg forberedte mig på at tage på mission, var der nogle overraskende kræfter, der forsøgte at afskrække mig. Den ene var min tandlæge. Da han opdagede, at jeg kom, for at jeg kunne tage på mission, forsøgte han at tale mig fra det. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, at min tandlæge var imod Kirken.

At afbryde min uddannelse var også kompliceret. Da jeg bad om to års orlov fra mit universitetsstudium, fik jeg at vide, at det ikke var muligt. Jeg ville miste min plads på universitetet, hvis jeg ikke vendte tilbage efter et år. I Brasilien var dette alvorligt, da den eneste optagelsesmåde til et universitetsstudium var en meget vanskelig og konkurrencepræget eksamen.

Efter gentagne gange at have insisteret fik jeg modvilligt at vide, at jeg, efter at have været fraværende i et år, kunne søge om en undtagelse af ekstraordinære grunde. Måske ville det blive godkendt og måske ikke. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle tage den svære optagelsesprøve igen efter to års pause fra mine studier.

Jeg var også specielt interesseret i en ung kvinde. Flere af mine venner delte denne interesse. Jeg tænkte ved mig selv: »Det vil være meget risikabelt at tage på mission.«

Men Herren Jesus Kristus var min store inspiration til ikke at være bange for fremtiden, da jeg stræbte efter at tjene ham af hele mit hjerte.

Han havde også en mission at fuldføre. Med Frelserens egne ord: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38). Og var hans mission let? Selvfølgelig ikke. Hans lidelser, som var en væsentlig del af hans mission, fik ham, »selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – ønske, at [han] ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak [han] og fuldendte [sine] forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:18-19).

Det synes måske svært for os at tjene på en fuldtidsmission. Det betyder måske, at vi må opgive nogle vigtige ting for en tid. Herren ved dette og vil altid være ved vores side.

I deres budskab til missionærer i Forkynd mit evangelium lover Det Første Præsidentskab faktisk: »Herren vil belønne og velsigne jer rigeligt, når I ydmygt og bønsomt tjener ham.«⁴ Det er sandt, at alle Guds børn er velsignede på den ene eller anden måde. Men der er forskel på at være velsignet og at blive overmåde velsignet i hans tjeneste.

Kan I huske de udfordringer, som jeg troede, at jeg stod over for før min mission? Min tandlæge? Jeg fandt en anden. Mit universitet? De bevilgede en undtagelse for mig. Husker I den unge kvinde? Hun giftede sig med en af mine gode venner.

Men Gud velsignede mig i overmål. Og jeg lærte, at Herrens velsignelser kommer på andre måder, end vi forventer. For Guds veje er i sandhed ikke vore veje (se Es 55:8-9).

Blandt de mange store velsignelser han har givet mig, fordi jeg tjente ham som fuldtidsmissionær, er en større tro på Jesus Kristus og hans forsoning og en dybere viden samt vidnesbyrd om hans lærdomme, således at jeg ikke længere lader mig påvirke af »hver lærdoms vind« (Ef 4:14). Jeg mistede min frygt for at undervise. Min evne til at møde udfordringer med optimisme øgedes. Ved at observere enkeltpersoner og familier, som jeg mødte eller underviste som missionær, lærte jeg, at Guds lære er sand, når han siger, at synd ikke bringer sand lykke, og at lydighed mod Guds bud hjælper os til at trives både timeligt og åndeligt (se Mosi 2:41; Alma 41:10). Og jeg lærte selv, at Gud er en gud, der gør mirakler (se Morm 9).

Alle disse ting var medvirkende til at forberede mig på mit voksenliv, herunder et muligt ægteskab og at være forælder, tjeneste i Kirken, mit arbejdsliv og mit liv i samfundet.

Efter min mission nød jeg godt af mit øgede mod til at præsentere mig selv som en trofast tilhænger af Jesus Kristus og af hans kirke i alle situationer og over for alle mennesker. Og jeg delte endda evangeliet med en smuk kvinde, som skulle blive min dydige, kloge, sjove og elskede evige ledsager, mit livs lys.

Ja, Gud har velsignet mig rigeligt, langt ud over hvad jeg havde forestillet mig, ligesom han vil velsigne alle dem, der »ydmygt og bønligt tjener ham«. Jeg er Gud evigt taknemmelig for hans godhed.

Min mission har fuldstændig formet mit liv. Jeg lærte, at det er umagen værd at stole på Gud, at stole på hans visdom og barmhjertighed og på hans løfter. Han er trods alt vores far, og der er ingen tvivl om, at han ønsker det bedste for os.

Kære unge i hele verden, jeg vil gerne give jer den samme opfordring, som vores profet, præsident Nelson, har givet jer alle »til at melde jer til Herrens ungdomsbataljon for at hjælpe med at indsamle Israel.« Præsident Nelson har sagt:

»Intet har større konsekvenser. Absolut intet.

Indsamlingen bør betyde alt for jer. Det er den mission, I blev sendt her til jorden for at udføre.«⁵

Vi blev født på dette tidspunkt med et guddommeligt formål, nemlig at indsamle Israel. Når vi tjener som fuldtidsmissionærer, vil vi til tider blive udfordret, men Herren selv er vores store forbillede og vejleder under sådanne omstændigheder. Han forstår, hvad en vanskelig mission er. Med hans hjælp kan vi klare svære ting. Han vil være ved vores side (se L&P 84:88), og han vil velsigne os i rigt mål, når vi ydmygt tjener ham.

Af alle disse grunde er jeg ikke overrasket over, at Herren sagde til Thomas B. Marsh og til os alle sammen: »Opløft dit hjerte og glæd dig, for timen for din mission er kommet.« I Jesu Kristi navn. Amen.