Alting helhjertet

Blot få dage inden Jesus Kristus gav sit liv for os, var han i templet i Jerusalem, hvor han så, at folk lagde penge i tempelblokken. »Der var mange rige, som gav meget,« men derefter »kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.« Det var så lille et beløb, at det knap var værd at registrere.

Billede

En enke skænker to småmønter

Og alligevel var det dette tilsyneladende ubetydelige bidrag, der fangede Frelserens opmærksomhed. Rent faktisk rørte det ham så dybt, at han »kaldte … disciplene hen til sig og sagde til dem: ›Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken.

For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.‹«¹

Med denne enkle observation underviste Frelseren os om, hvordan ofre måles og vejes i hans rige – og det sker efter en ganske anden målestok, end vi er vant til. For Herren måles værdien af et bidrag ikke ved, hvilken virkning det har på totalsummen i skattekisten, men på den virkning det har på giverens hjerte.

Ved at hædre denne trofaste enke, gav Frelseren os en målestok for, hvordan det at følge ham kan komme til udtryk på mange måder. Jesus lærte os, at hvad enten vores bidrag er stort eller småt, så må det altid gives helhjertet.

Dette princip ligger også i opfordringen fra profeten Amaleki i Mormons Bog: »Kom[] til Kristus, som er Israels Hellige, og få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham, og bring hele jeres sjæl som et offer for ham.«²

Men hvordan er det muligt? For mange af os synes en sådan helhjertet hengivenhed helt uden for rækkevidde. Vi er allerede spændt hårdt for. Hvordan kan vi afbalancere livets mange krav og fordringer med vores ønske om at give Herren hele vores sjæl?

Måske ligger udfordringen i, at vi tror, at afbalancering betyder, at vi deler vores tid ligeligt mellem modstridende interesser. Ser man det på den måde, bliver vores forpligtelse over for Jesus Kristus blot en af mange ting, vi skal passe ind i vores fyldte kalender. Men der er måske en anden måde at se det på.

Min hustru, Harriet, og jeg holder meget af at cykle. Det er en skøn måde at få lidt motion og tid sammen på. Når vi cykler, nyder vi den smukke verden omkring os og tilmed en behagelig samtale, når jeg ikke puster og stønner for meget. Det er yderst sjældent, at vi tænker over at holde balancen på cyklen. Vi har cyklet længe nok til, at vi slet ikke tænker over det – det er blevet normalt og naturligt for os.

Men når jeg ser nogen, der skal lære at køre på cykel for første gang, bliver jeg mindet om, at det ikke er let at holde balancen på to smalle hjul. Det kræver tid. Det kræver øvelse. Det kræver tålmodighed. Det kræver tilmed, at man vælter en gang eller to.

Men de vigtigste råd, som de, der lærer at holde balancen på cyklen, har lært:

Se ikke ned på dine fødder.

Se fremad.

Hold blikket rettet på vejen foran dig. Fokuser på dit endemål. Og træd i pedalerne. At holde balancen ligger i at blive ved med at bevæge sig fremad.

Tilsvarende principper gør sig gældende, når det handler om at finde balance i livet som Jesu Kristi disciple. Hvordan man fordeler sin tid og energi mellem mange vigtige gøremål adskiller sig fra det ene menneske til det andet og fra en tid i livet til en anden. Men vores fælles overordnede mål er at følge Jesu Kristi, Mesterens veje, og vende tilbage til en kærlig himmelsk Faders nærhed. Dette mål må være konstant og konsistent, hvem vi end er, og hvad end der ellers sker i vores liv.³

For cykelentusiaster er analogien mellem at være discipel og køre på cykel nok ganske nyttig. Er man ikke vild med at cykle, skal man ikke bekymre sig. Jeg har en anden analogi, som jeg er sikker på, at enhver mand og kvinde og ethvert barn kan relatere til.

Som med de fleste andre ting i livet, kan det at være discipel også sammenlignes med at flyve.

Har I nogensinde undret jer over, hvordan et stort jetfly kan lette og flyve? Hvad er det, der holder disse flyvemaskiner svævende elegant igennem luften over verdenshave og verdensdele?

Helt enkelt flyver et fly kun, når luft bevæger sig hen over dets vinger. Den bevægelse skaber en forskel i lufttrykket, der giver flyet opdrift. Og hvordan får man nok luft til at bevæge sig over vingerne til at skabe opdrift? Svaret er fremdrift.

Flyet opnår ikke højde ved at blive på startbanen. Selv på en blæsende dag, skabes der ikke tilstrækkelig opdrift medmindre flyet bevæger sig fremad, med tilstrækkelig trykkraft til at modsvare de kræfter, der holder det tilbage.

Akkurat som en fremadrettet bevægelse gør, at man holder sig oppe på cyklen, gør fremdriften også, at fly kan trodse tyngdekraft og luftmodstand.

Hvad betyder det for os som Jesu Kristi disciple? Det betyder, at ønsker vi at finde balance i livet, og ønsker vi, at Frelseren skal løfte os mod himlen, så kan vores hengivenhed mod ham og hans evangelium hverken være overfladisk eller sporadisk. Ligesom enken i Jerusalem må vi tilbyde ham hele vores sjæl. Vores offer kan være småt, men det må komme fra hjertet og sjælen.

At være Jesu Kristi discipel er ikke bare en af mange ting, vi gør. Frelseren er den motiverende kraft bag alt vi gør. Han er ikke blot et ophold på rejsen. Han er ikke en seværdighed på vejen. Han »er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen« undtagen ved [Jesus Kristus].«⁴ Det er vejen og vores ultimative mål.

Balance og opdrift kommer ved at »trænge [os] frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker.«⁵

Og hvad med de mange opgaver og ansvar, der gør vores liv så travlt? Tid sammen med vores nære og kære, til at gå i skole eller noget erhvervsforberedende, tjene til livets ophold, tage sig af familien, tjene i samfundet – hvor passer det altsammen ind? Frelseren beroliger os:

»Jeres himmelske Fader ved, at I har behov for alt dette.

Men søg I først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.«⁶

Men det betyder ikke, at det er let.⁷ Det kræver både ofre og indvielse.

Det kræver, at man lader noget gå og lader andet gro.

Ofre og indvielse er to himmelske love, som vi indgår pagt om at holde i det hellige tempel. Disse to love ligner hinanden, men er ikke helt ens. At ofre vil sige at opgive noget for at opnå noget andet af større værdi. I fordums tider ofrede Guds folk deres førstefødte af flokken til ære for den ventede Messias. I historiens løb har trofaste hellige ofret personlige ønsker, tryghed og tilmed deres liv for Frelseren.

Vi har alle noget, stort som småt, som vi er nødt til at ofre for at følge Jesus Kristus mere helhjertet.⁸ Vores ofre viser, hvad vi virkelig værdsætter. Ofre helliggøres og hædres af Herren.⁹

Indvielse adskiller sig på mindst en vigtig måde fra at ofre. Når vi indvier noget, lader vi det ikke fortære på alteret. Vi bringer det derimod i anvendelse i Herrens tjeneste. Vi indvier det til ham og hans hellige hensigter.¹⁰ Vi modtager de talenter, Herren har givet os og stræber efter at øge dem, mangfoldiggøre dem, for at blive til endnu større nytte i opbyggelsen af Herrens rige.¹¹

Meget få af os vil blive bedt om at ofre vores liv for Frelseren. Men vi opfordres alle til hellige ham vores liv.

Når vi stræber efter at rense vores liv og se hen til Kristus i hver en tanke,¹² falder alt andet på plads. Og livet føles ikke længere som en lang liste af separate tiltag for at holde en skrøbelig balance.

Med tiden bliver det hele en del af samme indsats.

En glæde.

En hellig hensigt.

Det er en indsats, der består af at elske og tjene Gud. Det er at elske og tjene Guds børn.¹³

Når vi ser på vores liv og ser de hundrede ting, vi skal gøre, føles det overvældende. Når vi ser en ting – at elske og tjene Gud og hans børn, på hundrede forskellige måder – kan vi arbejde på det med glæde.

Det er sådan, at vi bringer hele vores sjæl som offer – ved at ofre alt, der holder os tilbage og hellige Herren og hans hensigter resten.

Mine kære brødre og søstre og mine kære venner, der vil dog være tidspunkter, hvor I ønsker, at I kunne gøre mere. Jeres kære Fader i himlen kender jeres hjerte. Han ved, at I ikke kan gøre alt det, jeres hjerte ønsker, at I gør. Men I kan elske og tjene Gud. I kan gøre jeres bedste for at holde hans bud. I kan elske og tjene hans børn. Og jeres indsats renser jeres hjerte og gør jer klar til en strålende fremtid.

Det er det, som enken ved tempelblokken syntes at forstå. Hun vidste helt sikkert, at hendes offer ikke ville vende Israels skæbne, men det kunne ændre og velsigne hende – for selvom det var småt, var det alt, hun havde.

Så mine kære venner og elskede Jesu Kristi meddisciple, lad os »ikke [blive] trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk.« Og af det, som er småt, udspringer »det, som er stort.«¹⁴

Jeg vidner om, at dette er sandt, ligesom jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Mester, vor Forløser og den eneste vej tilbage til vor elskede Fader i himlen. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.