Generalkonference
Han er opstået med helbredelse under sine vinger: Vi kan mere end sejre
Aprilkonferencen 2022


Han er opstået med helbredelse under sine vinger:

Vi kan mere end sejre

Jesus har overvundet denne verdens misbrug og mishandling for at give jer kraft, ikke blot til at overleve, men til en skønne dag, gennem ham, at klare jer og tilmed sejre.

Marin, jeg hedder ældste Holland, og herfra bliver det kun værre.

Vi kan mere end sejre

Vi fascineres allesammen af overlevelsesberetninger. Vi hører fortællinger om frygtløse opdagelsesrejsende og almindelige mennesker, der klarer at holde sig i live mod alle odds og forventninger, og vi kan ikke lade være med at spørge os selv: »Kunne jeg have klaret det?«

Jeg tænker også straks på den britiske polarforsker Ernest Shackleton og besætningen på hans skib HMS Endurance, som led skibbrud i Antarktis’ is og derpå i næsten to år var strandet på en gold ø. Shackletons helt ekstraordinære lederskab og ukuelige viljestyrke reddede hans mænds liv trods de ekstremt barske forhold.

Derefter tænker jeg på besætningen på Apollo 13, som hastede gennem rummet for at lande på månen! Men uheldet ramte, da en ilttank eksploderede, og missionen måtte opgives. Med mangel på ilt improviserede mandskabet og teamet på jorden på sindrig vis og fik alle tre astronauter sikkert tilbage på jorden.

Jeg forundres over enkeltpersoner og familiers forbløffende overlevelse, når de ramt af krig, indespærret i lejre og de, der bliver flygtninge, som heroisk og modigt holder liv i håbets flamme for andre lidende. De, som bibringer godhed, når de støder på brutalitet, og som det på en eller anden måde lykkes med at hjælpe andre med at holde ud en dag mere.

Kunne I eller jeg overleve under så ekstreme omstændigheder?

Måske er der nogen af jer, der ser på overlevelsesberetninger, og hvis sjæl skriger, at I er en levende overlevelsesberetning lige nu, som ofre for misbrug, vanrøgt, mobning, vold i hjemmet eller tilsvarende lidelse. I står midt i jeres eget desperate forsøg på at overleve en situation, der føles fortvivlende meget som et farligt skibsforlis eller en lovende mission, der pludselig må opgives. Vil I nogensinde blive reddet; vil I klare jer igennem jeres egen overlevelseshistorie?

Svaret er ja. I kan overleve. Rent faktisk er I allerede blevet reddet, I er allerede blevet frelst – af den Ene, der har lidt selve den plage, I lider under nu, og udholdt den pine, I udholder nu.1 Jesus har overvundet denne verdens misbrug og mishandling2 for at give jer kraft, ikke blot til at overleve, men til en skønne dag, gennem ham, at klare jer og tilmed sejre – og fuldstændig rejse jer over smerten, ulykken, kvalerne og se dem erstattet med fred.

Apostlen Paulus spørger:

»Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? …

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.«3

Løfterne til pagtens Israel

I husker sikkert, dengang hvor præsident Russell M. Nelson kom med følgende opfordring til en generalkonference. Han sagde: »Når I studerer skrifterne … opfordrer jeg jer til at lave en liste over alt det, Herren har lovet, han vil gøre for Israels pagtsfolk. Jeg tror, I vil blive forbløffede!«4

Her nævnes blot nogle få af de store og trøsterige løfter, som vores familie fandt. Forestil jer, at Herren siger disse ord til jer – til jer de overlevende – for de er til jer:

Frygt ikke.5

Jeg kender jeres lidelser og vil redde jer.6

Jeg svigter jer ikke.7

Mit navn er på jer og min herlighed over jer.8

I morgen vil jeg gøre undere blandt jer.9

Vandr med mig, lær af mig, jeg vil give jer hvile.10

Jeg er midt iblandt jer.11

I er mine.12

Til de overlevende

Med disse løfter frisk på sinde, vil jeg gerne tale direkte til dem, som føler, at der ikke er nogen udvej eller mulighed for at overleve på grund det traume, som andres grusomme handlinger har påført jer. Er dette jeres historie, græder vi med jer. Vi ser længselsfuldt frem til, at I overvinder forvirringen, skammen og frygten, og vi længes efter, at I sejrer gennem Jesus Kristus.

Fra offer til overlevende til sejrherre

Har I oplevet nogen form for misbrug, mishandling, vold eller undertrykkelse, kan I stå tilbage med den tanke, at de ting på en eller anden måde var jeres skyld, og at I fortjener den skam og skyld, I føler. I kan have haft tanker som:

  • Jeg kunne have forhindret dette.

  • Gud elsker mig ikke mere.

  • Ingen vil nogensinde elske mig.

  • Jeg er uopretteligt skadet.

  • Frelserens forsoning gælder andre, men ikke mig.

Disse vrangtanker og følelser kan have været en barriere for at søge hjælp fra familie, venner, ledere eller fagpersoner og har gjort, at I har kæmpet alene. Selvom I har søgt hjælp fra nogle, I stoler på, kan I stadig kæmpe med skam og tilmed selvlede. Man kan være påvirket af sådanne hændelser i mange år. I håber på, at I en dag vil få det bedre, men det er bare ikke sket endnu.

Mishandling og misbrug af jer vil aldrig være jeres fejl, uanset hvad krænkeren eller nogen anden måtte have sagt. Når I har været ofre for mishandling, incest eller nogen anden perversion, er det ikke jer, der skal omvende jer fra det, eller som er ansvarlige for det.

I er ikke mindre værdige, mindre værd eller mindre elsket som menneske eller Guds datter eller søn på grund af noget, nogle har gjort imod jer.

Gud ser jer ikke nu – og han vil heller aldrig se på jer – med væmmelse. Hvad end I har været udsat for, skammer han sig ikke over jer eller er skuffet over jer. Han elsker jer i en grad, I stadig har til gode at opdage. Og I vil opdage det, når I stoler på hans løfter, og I lærer at tro ham, når han siger, at I er »dyrebar[e] i [hans] øjne.«13

I defineres ikke af de forfærdelige ting, I er blevet udsat for. I er, det er den herlige sandhed, defineret af jeres evigt eksisterende identitet som Guds søn eller datter, og af jeres Skabers fuldkomne, uendelige kærlighed og indbydelse til at blive helt og aldeles helet.

Selvom det kan synes helt umuligt, kommer helingen gennem det mirakel, som er den forløsende kraft i Jesu Kristi forsoning, han som opstod med helbredelse under sine vinger.14

Vores nådefulde Frelser, der sejrede over mørke og moralsk fordærv, har magt og kraft til at rette op på al uret, en livgivende sandhed for dem, andre har gjort uret.15

Vær forvisset om, at Frelseren er steget ned under alt, selv det, der er sket for jer. På grund af det ved han præcis, hvordan virkelig rædsel og skam føles, og hvordan det føles at være forladt og sønderknust.16 Fra dybden af Frelserens forsonende lidelse bringer han håb, som I troede var mistet for evigt, styrke, som I troede, I aldrig ville besidde, og helbredelse, som I ikke kunne forestille jer var mulig.

Herren og hans profeter har udtrykkeligt fordømt voldelig og krænkende adfærd

Der er ingen plads til nogen form for misbrug eller mishandling – fysisk, følelsesmæssigt eller verbalt – i noget hjem, i noget land eller nogen kultur. Intet en hustru, et barn eller en mand gør eller siger, kan berettige dem til at »fortjene« at blive slået. Ingen, i noget land eller nogen kultur, har nogensinde bedt om aggression eller brutalitet fra nogen andre med magt eller nogen, der var større eller stærkere.

De, som har misbrugt nogen, og som prøver at skjule deres tunge synder, kan måske slippe af sted med det for en tid. Men Herren, der ser alt, kender til vores gerninger og hjertets tanker og hensigter.17 Han er retfærdighedens Gud, og hans guddommelige retfærdighed vil ske fyldest.18

På mirakuløs vis er Herren også nådens Gud over for den, der oprigtigt omvender sig. Krænkere, deriblandt dem, der selv er blevet krænket – som bekender, forsager deres synd og gør alt i deres magt for at gøre bod og bedring, har adgang til tilgivelse gennem Kristi mirakuløse forsoning.

De falsk anklagede for krænkelser er ofre for en særdeles ubehagelig oplevelse. Men de vil også blive velsignet af Frelserens stedfortrædende lidelse for dem og en viden om, at sandheden i sidste ende vil komme for en dag.

Til gengæld kommer de krænkere, som ikke har omvendt sig, til at svare for deres afskyelige overtrædelser over for Herren.

Herren selv er krystalklar i sin fordømmelse af enhver form for misbrug: »Men den, der forarger en af disse små … ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb.«19

Konklusion

Kære venner, som er blevet så forfærdeligt såret – og for den sags skyld enhver, som har oplevet uretfærdigheder i livet – I kan få en ny begyndelse og en ny start. I Getsemane og på Golgata »påtog [Jesus] sig … al sorg og lidelse, der nogensinde vil opleves af jer og mig«,20 og han overvandt det hele. Med vidtåbne arme tilbyder Frelseren jer helbredelsens gave. Med mod, tålmodighed og et trofast fokus på ham, kan I inden alt for længe tage helt og holdent imod denne gave. I kan slippe jeres smerte og lægge den for hans fødder.

Jeres milde Frelser erklærede: »Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at [I] skal have liv og have i overflod.«21 I er overlevere, I kan blive helbredt, og I kan stole på, at I med Jesu Kristi kraft og nåde vil klare den og sejre.

Jesus har speciale i det tilsyneladende umulige. Han kom her for at gøre det umulige muligt, forløse det uforløselige, helbrede det uhelbredelige, rette op på det ugenoprettelige og love det, loven gjorde umuligt for os.22 Og han er rigtig god til det! Han er faktisk fuldkommen til det. I Jesu Kristi, vor Helbreders, navn. Amen.

Se mere information og flere ressourcer under »Abuse« i afsnittet Life Help på ChurchofJesusChrist.org og i appen Evangelisk bibliotek.

Noter

  1. Se Alma 7:11-12. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »[Jesus Kristus] blev brutalt spottet, hånet, spyttet på og pisket og plaget. I Getsemane have påtog vor Frelser sig alle smerter, al synd og al sorg og lidelse, der nogensinde vil opleves af jer og mig og alle, der nogensinde har levet eller vil leve. Under vægten fra den ulidelige byrde blødte han fra hver en pore (se L&P 19:18). Al denne lidelse blev intensiveret, da han grusomt blev korsfæstet på Golgatas kors« (»Kirkens rette navn«, Liahona, nov. 2018, s. 88).

  2. Se Joh 16:33; Fil 4:13.

  3. Rom 8:35, 37; fremhævelse tilføjet.

  4. Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 95.

  5. Se Es 41:10; 2 Ne 8:7.

  6. Se 2 Mos 3:7-8.

  7. Se 5 Mos 31:6.

  8. Se L&P 109:22.

  9. Se Jos 3:25.

  10. Se Matt 11:28; L&P 19:23; Moses 6:34.

  11. Se L&P 38:7.

  12. Se Es 43:1.

  13. Es 43:4; fremhævelse tilføjet.

  14. Mal 3:20.

  15. Ældste Renlund har vidnet om, »at alt, der er uretfærdigt, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning« (»Oprørende uretfærdighed«, Liahona, maj 2021, s. 43; se også Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2019, s. 52; Es 61:1-3; Åb 21:4).

  16. Se L&P 88:6; 122:5-8.

  17. Se Alma 18:32; 39:8.

  18. Se 2 Ne 9:17; L&P 1:1-3.

  19. Matt 18:6. »Den forfærdelige og ondskabsfulde praksis med seksuelt misbrug … overgår enhver forstand … Det er en overtrædelse af det, der er helligt og guddommeligt … Det er forkasteligt og fortjener den strengeste fordømmelse. Skam få enhver mand eller kvinde, som seksuelt misbruger et barn. Ved at gøre dette forvolder misbrugeren ikke alene den alvorligste form for overlast. Han eller hun står også fordømt foran Herren« (»Red børnene«, Stjernen, jan. 1995, s. 57).

  20. Russell M. Nelson, »Kirkens rette navn«, s. 88.

  21. Joh 10:10.

  22. Se Luk 4:16-19.