Vores forhold til Gud

Som Job i Det Gamle Testamente kan nogle i en periode med lidelse føle, at Gud har forladt dem. Fordi vi ved, at Gud har magt til at forhindre eller fjerne enhver lidelse, kan vi blive fristet til at beklage os, hvis han ikke gør det og måske stille spørgsmålet: »Hvis Gud ikke giver mig den hjælp, jeg beder om, hvordan kan jeg så tro på ham?« På et tidspunkt i sine intense prøvelser sagde den retfærdige Job:

»I [skal] vide, at det er Gud, der krænker mig og kaster sit garn over mig.

Jeg skriger: Vold! men får intet svar. Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.«¹

I sit svar til Job siger Gud: »Skal du … dømme mig skyldig, så du selv kan få ret?«² Eller med andre ord: »Vil du gøre mig uret? Vil du dømme mig skyldig, så du kan blive retfærdiggjort?«³ Jahve minder meget bestemt Job om sin almægtighed og alvidenhed, og Job indrømmer i dybeste ydmyghed, at han ikke besidder noget, der blot kommer tæt på Guds kundskab, kraft og retfærdighed, og han kan ikke dømme den Almægtige:

»Nu ved jeg, at du formår alt,« sagde han, »intet, du har besluttet, er umuligt for dig …

Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked …

derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.«⁴

I sidste ende følte Job sig privilegeret over at se Herren, og »fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort.«⁵

Det er i sandhed dårskab for os med vores jordiske snæversyn at formode, at vi kan dømme Gud og for eksempel tænke: »Jeg er ikke lykkelig, så Gud må gøre noget forkert.« For os, hans jordiske børn i en falden verden, der kun kender så lidt til fortiden, nutiden og fremtiden, erklærer han: »Alt er nærværende for mig, for jeg kender det hele.«⁶ Jakob advarer klogt: »Forsøg ikke at give Herren råd, men at tage mod råd af hans hånd. For se, I ved selv, at han giver råd i visdom og i retfærdighed og i stor barmhjertighed til hele sit værk.«⁷

Nogle tror fejlagtigt, at Guds løfter betyder, at lydighed mod ham giver specifikke resultater efter en fast tidsplan. De tænker måske: »Hvis jeg tjener flittigt som fuldtidsmissionær, vil Gud velsigne mig med et lykkeligt ægteskab og børn«, eller »hvis jeg afholder mig fra at lave lektier på sabbatten, vil Gud velsigne mig med gode karakterer« eller »hvis jeg betaler tiende, vil Gud velsigne mig med det job, jeg ønsker.« Hvis livet ikke udfolder sig præcist på denne måde eller i henhold til en forventet tidsplan, kan de føle sig svigtet af Gud. Men tingene er ikke så mekaniske i den guddommelige økonomi. Vi bør ikke se Guds plan som en kosmisk automat, hvor vi (1) vælger en ønsket velsignelse, (2) indsætter den påkrævede sum af gode gerninger og (3) bestillingen leveres omgående.⁸

Gud vil i sandhed ære sine pagter og løfter til os alle. Det behøver vi ikke at bekymre os om.⁹ Forsoningskraften hos Jesus Kristus – han, som steg ned under alt og derefter steg op til det høje,¹⁰ og som besidder al magt i himlen og på jorden¹¹ – sikrer, at Gud kan og vil opfylde sine løfter. Det er afgørende, at vi ærer og adlyder hans bud, men ikke alle velsignelser, der er baseret på lydighed mod loven,¹² formes, udformes eller afstemmes i henhold til vores forventninger. Vi gør vores bedste, men må overlade forvaltningen af velsignelser, både timelige og åndelige, til ham.

Præsident Brigham Young forklarede, at hans tro ikke var bygget på bestemte resultater eller velsignelser, men på hans vidnesbyrd om og forhold til Jesus Kristus. Han sagde: »Min tro er ikke baseret på Herrens gerninger på øerne i havet, på at han har bragt folket hertil … eller på den gunst, han skænker dette eller hint folk, eller på om vi er velsignede eller ikke velsignede, men min tro hviler på Herren Jesus Kristus, og min viden har jeg modtaget fra ham.«¹³

Vores omvendelse og lydighed, vores tjeneste og vores ofre betyder noget. Vi ønsker at være blandt dem, som Eter beskrev som »altid rige på gode gerninger«.¹⁴ Men det handler ikke så meget om nogle celestiale regnskabsbøger. De ting betyder noget, fordi de engagerer os i Guds værk og er de midler, hvorved vi samarbejder med ham i vores egen forvandling fra det naturlige menneske til det hellige.¹⁵ Det, vor himmelske Fader tilbyder os, er sig selv og sin Søn, et nært og varigt forhold til dem gennem sin Søns, Jesu Kristi, vor Forløsers, nåde og mellemkomst.

Vi er Guds børn, indsat til udødelighed og evigt liv. Vores skæbne er at blive hans arvinger, »Kristi medarvinger«.¹⁶ Vor Fader er villig til at vejlede os alle på sin pagtssti med trin, der er udformet til vores personlige behov og skræddersyet til hans plan for vores ultimative lykke med ham. Vi kan forvente en større tillid til og tro på Faderen og Sønnen, at føle deres kærlighed mere og Helligåndens konstante trøst og vejledning.

Alligevel kan denne vej ikke være let for nogen af os. Den kræver for meget finpudsning til, at den kan være let. Jesus sagde:

»Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.

Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner [Faderen], og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.«¹⁷

Processen med renselse og lutring, der ledes af Gud, vil nødvendigvis til tider være pinefuld og smertefuld. Med Paulus’ udtryk er vi »Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.«¹⁸

Så kom tæt på Gud midt i denne lutren i stedet for at blive vred på Gud. Påkald Faderen i Sønnens navn. Gå med dem i Ånden, dag for dag. Tillad dem med tiden at manifestere deres troskab mod dig. Lær dem virkelig at kende og lær virkelig jer selv at kende.¹⁹ Lad Gud råde.²⁰ Frelseren forsikrer os:

»Lyt til ham, som er jeres talsmand hos Faderen, og som taler jeres sag over for ham –

idet han siger: Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort;

Derfor, Fader, skån disse mine brødre [og mine søstre], som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv«²¹

Overvej nogle eksempler på trofaste mænd og kvinder, som stolede på Gud og var sikre på, at hans lovede velsignelser ville komme over dem i livet eller i døden. Deres tro var ikke baseret på, hvad Gud gjorde eller ikke gjorde i en bestemt situation eller på et bestemt tidspunkt, men på at kende ham som deres velvillige Fader og Jesus Kristus som deres trofaste Forløser.

Da Abraham skulle ofres af Elkanas egyptiske præst, råbte han til Gud for at blive reddet, og det gjorde Gud.²² Abraham levede og blev far til de trofaste, gennem hans efterkommere skulle alle jordens slægter velsignes.²³ Tidligere havde den selv samme præst på det selv samme alter ofret tre jomfruer, som »på grund af deres dyd … ikke [ville] bøje sig for at tilbede guder af træ eller sten.«²⁴ De døde der som martyrer.

Josef af Egypten blev som ung solgt som slave af sine egne brødre, i sine kvaler vendte han sig til Gud. Efterhånden steg han gradvist til en fremtrædende position i sin herres hus i Egypten, men så blev al denne fremgang ødelagt på grund af Potifars kones falske beskyldninger. Josef kunne have tænkt: »Det er altså fængsel, jeg får for at holde loven om kyskhed.« I stedet blev han ved med at vende sig til Gud og fik fremgang, selv i fængslet. Josef mødte endnu en knusende skuffelse, da den fange, som han var blevet venner med, på trods af sit løfte om at hjælpe Josef, glemte alt om ham, efter at han var blevet genindsat i en stilling ved Faraos hof. Med tiden greb Herren som bekendt ind og placerede Josef i den højeste tillids- og magtposition næst efter Farao, hvilket gjorde det muligt for Josef at redde Israels hus. Josef kunne bestemt vidne om, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.«²⁵

Abinadi havde til hensigt at udføre sit guddommelige hverv. »Jeg fuldfører mit budskab,« sagde han, »og derefter betyder det intet, [hvad der sker med mig], blot jeg bliver frelst.«²⁶ Han blev ikke skånet for en martyrdød, men han blev helt sikkert frelst i Guds rige, og hans eneste dyrebare omvendte, Alma, ændrede kursen i den nefitiske historie op til Kristi komme.

Alma og Amulek blev udfriet fra fængslet i Ammoniha som svar på deres bøn, og deres forfølgere blev slået ihjel.²⁷ Men tidligere havde de selv samme forfølgere kastet troende kvinder og børn på et flammende bål. Alma, der i dyb smerte var vidne til den forfærdelige scene, blev af Ånden holdt tilbage fra at udøve Guds kraft til at »redde dem fra flammerne«,²⁸ så de kunne blive modtaget oppe hos Gud i herlighed.²⁹

Profeten Joseph Smith hensygnede i fængslet i Liberty i Missouri, ude af stand til at hjælpe de hellige, da de blev plyndret og fordrevet fra deres hjem i vinterens bitre kulde. »O Gud, hvor er du?« råbte Joseph. »Hvor længe skal din hånd holdes tilbage?«³⁰ Som svar lovede Herren: »Din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik, og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje … Du er endnu ikke som Job.«³¹

Til sidst kunne Joseph med Job erklære: »Lad [Gud] slå mig ihjel, jeg venter ham!«³²

Ældste Brook P. Hales fortalte historien om søster Patricia Parkinson, der blev født med et normalt syn, men som 11-årig blev blind.

Ældste Hales sagde: »Jeg har kendt Pat i mange år og fortalte hende for nylig, at jeg beundrede hende for, at hun altid er positiv og glad. Hun svarede: ›Jamen, du har ikke været hjemme hos mig, vel? Jeg har mine stunder. Jeg har haft temmelig alvorlige perioder med depression, og jeg har grædt en masse.‹ Men hun tilføjede: ›Det var lidt mærkeligt, men siden dengang jeg begyndte at miste mit syn, vidste jeg, at min himmelske Fader og Frelseren var med min familie og mig … Til dem, der spørger mig, om jeg er vred, fordi jeg er blind, svarer jeg: ›Hvem skulle jeg være vred på? Min himmelske Fader er i dette sammen med mig, jeg er ikke alene. Han er med mig hele tiden.‹«³³

I sidste ende er det velsignelsen ved et nært og varigt forhold til Faderen og Sønnen, som vi søger. Det gør hele forskellen og er altid prisen værd. Vi vidner med Paulus om, »at lidelserne i [denne jordiske] tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.«³⁴ Jeg bærer vidnesbyrd om, at uanset hvad vores jordiske oplevelse måtte indebære, kan vi stole på Gud og finde glæde i ham.

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«³⁵

I Jesu Kristi navn. Amen.