Ærefrygt for Kristus og hans evangelium

Jeg har en kær ven, som er en dygtig, pensioneret universitetsprofessor, en produktiv forfatter og frem for alt en hengiven Jesu Kristi discipel. Han har besøgt det hellige land mange gange for at deltage i konferencer, foretage akademisk forskning og lede rundture. Ifølge ham forundres han, hver gang han besøger det land, hvor Jesus gik, fordi han utvivlsomt lærer noget nyt, forbløffende og fascinerende om Frelseren, hans jordiske tjenestegerning og elskede hjemland. Den ærefrygt, min ven viser, når han taler om alt, hvad han lærer i det hellige land, er smittende; og denne forundring har været grundlæggende for hans store bedrifter og akademiske bestræbelser i hans liv.

Når jeg har hørt om hans oplevelser og følt hans begejstring, har jeg tænkt over, hvor meget mere åndelig forundring, så at sige, vi kan og bør føle for Jesu Kristi evangelium og den forskel, det kan gøre i vores liv som disciple og på vores rejse mod evigt liv. Den forundring, jeg hentyder til, er følelsen af ærefrygt eller forbløffelse, der er almindelig for alle, der helhjertet centrerer sit liv om Frelseren og hans lærdomme og ydmygt anerkender hans tilstedeværelse i sit liv. En sådan følelse af forundring, der er inspireret af Helligåndens indflydelse, ansporer begejstringen for gladeligt at efterleve Kristi lære.¹

Skrifterne indeholder adskillige eksempler på, hvordan denne fornemmelse er til stede. Profeten Esajas udtrykte for eksempel dybden af sin taknemlighed for Herren gennem sin glæde over ham.² De, der hørte Jesus prædike i synagogen i Kapernaum, var forbløffede over hans lære og den styrke, hvormed han underviste.³ Det var den samme følelse, der gennemtrængte alle fibre i Joseph Smiths unge hjerte, da han i Bibelen læste det første kapitel af Jakobsbrevet, hvilket førte til at søge Guds visdom.⁴

Mine brødre og søstre, når vi virkelig har ærefrygt for Jesus Kristus og hans evangelium, bliver vi lykkeligere, vi får større entusiasme for Guds værk, og vi anerkender Herrens hånd i alt. Derudover bliver vores studium af Guds ord mere meningsfuldt; vores bønner mere bevidste; vores tilbedelse mere ærbødig; vores tjeneste i Guds rige mere flittig. Alle disse handlinger bidrager til, at Helligåndens indflydelse bliver hyppigere i vores liv.⁵ Således vil vores vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium blive styrket, vi vil holde Kristus i live i os,⁶ og vi vil leve vores liv »rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen … overstrømmede i … tak.«⁷ Når vi lever på denne måde, bliver vi mere åndeligt modstandsdygtige og beskyttet mod at falde i den åndelige ligegyldigheds fælde.

En sådan ligegyldighed er karakteriseret ved et gradvist tab af vores begejstring for at engagere os fuldt ud i Herrens evangelium. Det begynder generelt, når vi føler, at vi allerede har opnået al den nødvendige viden og de velsignelser der er nødvendige for vores lykke i dette liv. Denne selvtilfredshed får os så at sige til at tage evangeliets gaver for givet, og fra da af risikerer vi både at forsømme vores regelmæssige fordybelse i Jesu Kristi evangeliums væsentligheder⁸ og de pagter, vi har indgået. Derved distancerer vi os gradvist fra Herren; svækker vores evne til at »høre ham«,⁹ bliver ligegyldige og ufølsomme over for storheden i hans værk. Tvivl om de sandheder, vi allerede har modtaget, kan trænge ind i vores sind og hjerte og gøre os sårbare over for fjendens fristelser.¹⁰

Præsten Aiden Wilson Tozer, en kendt forfatter og tapper kristen, skrev: »Selvtilfredshed er en dødsfarlig fjende af al åndelig udvikling.«¹¹ Var det ikke netop det, der skete for Nefis folk kort efter Kristi fødsel? De »begyndte at blive mindre og mindre forbavsede over et tegn eller et under fra himlen … og begyndte at tvivle på alt, som de havde hørt og set«. Således forblindede Satan »deres øjne og forledte dem til at tro, at læren om Kristus var tåbelig og tom.«¹²

Mine elskede brødre og søstre, i sin fuldkomne og uendelige kærlighed og viden om menneskenes natur,¹³ har Frelseren banet en vej for os, så vi kan undgå at falde i den åndelige ligegyldigheds fælde. Frelserens opfordring giver os et bredere perspektiv, især når vi overvejer den komplekse verden, vi lever i: »Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig.«¹⁴ Når vi tager imod Frelserens opfordring, viser vi vores ydmyghed, vores ønske om at være lærevillige og vores håb om at blive mere som ham.¹⁵ Opfordringen omfatter også at tjene ham og vise omsorg for Guds børn med »hele [vores] hjerte, kraft, sind og styrke.«¹⁶ Kernen i vores indsats på denne rejse er selvfølgelig de to store bud: At elske Herren vor Gud og elske vores næste som os selv.¹⁷

Denne type adfærd er en del af Frelserens guddommelige karakter og var tydelig i alt, hvad han gjorde i sin jordiske tjenestegerning.¹⁸ Når vi derfor bevidst og oprigtigt vier os til at se hen til ham og lærer af hans fuldkomne eksempel,¹⁹ lærer vi ham bedre at kende. Vi vokser i begejstring og i vores ønske om at indarbejde den ultimative standard for, hvordan vi bør leve, det eksempel, vi bør sætte, og de befalinger, vi bør følge. Vi opnår også yderligere forståelse, visdom, guddommelig karakter og nåde mod Gud og vores næste.²⁰ Jeg kan forsikre jer om, at vores evne til at føle Frelserens indflydelse og kærlighed vil blive intensiveret, højne vores tro, vores ønske om at handle retskaffent og motivation til at tjene ham og andre.²¹ Derudover vil vores taknemlighed for de velsignelser og udfordringer, vi oplever i jordelivet, blive en del af vores sande tilbedelse.²²

Mine kære venner, alle disse ting styrker vores åndelige forundring omkring evangeliet og får os til med glæde at holde de pagter, vi indgår med Herren – selv midt i de prøvelser og udfordringer, vi oplever. For at opnå disse resultater må vi selvfølgelig fordybe os i tro og med oprigtig hensigt i Frelserens lærdomme,²³ og stræbe efter at indarbejde hans egenskaber i vores måde at være på.²⁴ Derudover er vi nødt til at komme ham nærmere gennem vores omvendelse,²⁵ søge hans tilgivelse og hans forløsende kraft i vores liv og holde hans befalinger. Herren selv lovede, at han ville lede vores stier, hvis vi ville stole på ham af hele vores hjerte, anerkende ham i al vores færden og ikke støtte os til vores egen indsigt.²⁶

Billede

Ældste Jones med Wes

En mand, jeg mødte for nylig, hvis navn er Wes, og som er til stede ved konferencen i dag, tog imod Kristi opfordring til at lære om ham og hans evangelium og begyndte at opleve ærefrygt for hans kærlighed efter 27 år med distancering fra pagtsstien. Han fortalte mig, at han en dag blev kontaktet på Facebook af en missionær, ældste Jones, der midlertidigt var blevet tildelt Wes’ område, inden han tog på mission i Panama. Da ældste Jones stødte på Wes’ profil uden på forhånd at vide, at han allerede var medlem af Kirken, følte han Helligåndens vejledning og vidste, at han straks skulle kontakte Wes. Han handlede hurtigt på denne tilskyndelse. Wes blev forbløffet over denne uventede kontakt og begyndte at indse, at Herren var opmærksom på ham på trods af hans afstand fra pagtens sti.

Fra da af begyndte Wes og missionærerne ofte at kommunikere. Ældste Jones og hans kammerat ydede ugentlige tjenestegerninger og kom med åndelige budskaber, der hjalp Wes til at få sin ærefrygt for Frelseren og hans evangelium tilbage. Det fik hans vidnesbyrd om sandheden og Frelserens kærlighed til ham til at blusse op igen. Wes følte den fred, der kommer fra Talsmanden og fik den styrke, han behøvede for at vende tilbage til folden. Han fortalte mig, at denne oplevelse bragte ham åndeligt og følelsesmæssigt tilbage til livet og hjalp ham til at fjerne den bitterhed, der var akkumuleret i årenes løb på grund af de svære oplevelser, han havde været igennem.

Som min føromtalte eftertænksomme professor-ven har bemærket, er der altid noget vidunderligt og fascinerende at lære om Jesus Kristus og hans evangelium.²⁷ Herren har givet vidunderlige løfter til alle dem, deriblandt os, som søger at lære af ham og indarbejde hans ord i deres liv. Til Enok sagde han: »Se, min Ånd [vil være] over dig, alle dine ord vil jeg derfor retfærdiggøre; og bjergene skal flygte foran dig, og floderne skal ændre deres løb; og du skal forblive i mig og jeg i dig.«²⁸ Gennem sin tjener kong Benjamin erklærede han: »I [skal] kaldes Kristi børn, hans sønner og hans døtre; for se, i dag har han født jer åndeligt; for I siger, at jeres hjerte er forandret ved tro på hans navn; derfor er I født af ham og er blevet hans sønner og døtre.«²⁹

Når vi derfor oprigtigt og bestandigt stræber efter at lære af Frelseren og følge hans eksempel, lover jeg jer, i hans navn, at hans guddommelige egenskaber vil blive skrevet i vores sind og hjerte,³⁰ at vi vil blive mere som ham, og at vi vil vandre med ham.³¹

Mine elskede brødre og søstre, jeg beder til, at vi altid må have ærefrygt for Jesus Kristus og hans fuldstændige, uendelige og fuldkomne kærlighed. Må mindet om det, vores øjne har set, og vores hjerte har følt øge vores forundring over Frelserens sonoffer, som kan helbrede os for vores åndelige og følelsesmæssige sår og hjælpe os til at komme ham nærmere. Må vi forundres over de store løfter, som Faderen har i sine hænder, og som han har forberedt til de trofaste:

»Riget er jeres, og dets velsignelser er jeres, og evighedens rigdomme er jeres.

Og den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig.«³²

Jesus er verdens Forløser, og dette er hans kirke. Jeg bærer vidnesbyrd om disse sandheder i vor Frelsers, Jesu Kristi, ærefrygtindgydende, hellige og ophøjede navn. Amen.