En profets kærlighed

For nogle år siden rejste præsident Thomas S. Monson til regionalkonference i Hamborg i Tyskland, og jeg havde den ære at ledsage ham.

Præsident Monson spurgte til bror Michael Panitsch, en tidligere stavspræsident, som havde været en af Kirkens stålsatte pionerer i Kirken i Tyskland. Jeg fortalte ham, at bror Panitsch var alvorligt syg, at han var sengeliggende og ikke kunne deltage i vores møder.

Præsident Monson spurgte, om vi kunne besøge ham.

Jeg vidste, at præsident Monson var blevet opereret i foden kort før rejsen til Hamborg, og at han ikke kunne gå uden smerter. Jeg forklarede, at bror Panitsch boede på 4. sal i en bygning uden elevator. Vi ville være nødt til at gå op ad trappen for at besøge ham.

Men præsident Monson insisterede. Og så tog vi af sted.

Jeg husker, hvor svært det var for præsident Monson at gå op ad de trapper. Han kunne kun tage få trin ad gangen, før han måtte standse op og hvile. Han klagede på intet tidspunkt, og han ville ikke vende om. Fordi der var højt til loftet i bygningen, virkede det som om trapperne fortsatte for evigt, men præsident Monson holdt muntert ud, til vi nåede op til bror Panitschs lejlighed på 4. sal.

Da vi endelig nåede derop, blev det et vidunderligt besøg. Præsident Monson takkede ham for hans livslange hengivne tjeneste og opmuntrede ham med et smil. Før vi gik, gav han ham en vidunderlig præstedømmevelsignelse.

Præsident Monson kunne have valgt at hvile sig mellem vores lange møder. Han kunne have bedt om at se nogle af de smukke seværdigheder i Hamborg. Jeg har ofte tænkt på, hvor bemærkelsesværdigt det var, at af alle byens seværdigheder, så var den, han hellere end nogen anden ville se, et svagt og sygt medlem af Kirken.

Præsident Monson tog til Hamborg for at undervise og velsigne landets folk. Men samtidig fokuserede han på den enkelte.

Da apostlen Peter omtalte Jesus, kom han med denne enkle beskrivelse: Han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Det samme kan siges om den mand, vi opretholder som Guds profet.