Bedstemors dåb

Den 30. juni 2001 var jeg i færd med at lave en fødselsdagskage til min datter, da telefonen ringede. Det var min søster i Brasilien, der fortalte mig, at vores bedstemor var død.

Det var en trist nyhed, men jeg var ikke ked af det. Vores kære bedstemor var trods alt blevet næsten 102 år. Jeg var glad for, at hun nu var fri for sin ældede, dødelige krop og var gået videre til åndeverdenen.

Så begyndte jeg at tænke over det tilfælde, at hendes død fandt sted på min datters fødselsdag, og jeg spekulerede over, om der mon var en mening med det sammenfald. Som dagene gik, opdagede jeg, hvad det var: Det ville være let for mig at huske, at jeg skulle døbes for min bedstemor, når der var gået et år. Jeg påtog mig det ansvar og vidste, at jeg måtte vente indtil min datters næste fødselsdag.

Året gik hurtigt. Jeg havde dog ikke mulighed for at komme i templet på selve årsdagen for bedstemors død, fordi jeg boede i Portugal og hørte til templet i Madrid i Spanien. Men der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på mit ansvar for at blive døbt for bedstemor Josefina.

Først i oktober 2002 fik vi mulighed for at komme i templet. Min mand og jeg rejste dertil sammen med vores søn, Matthew, som skulle modtage sin begavelse som forberedelse til sin mission. Jeg var glad for at komme i templet, og jeg tænkte, at jeg nok ville føle noget særligt, når jeg blev døbt for min bedstemor.

Min mand udførte dåben, men jeg følte ikke noget. Min søn udførte bekræftelsen, men heller ikke der følte jeg noget. Min bekymring over ikke at føle noget fortog sig, og jeg var bare glad for at have fået udført ordinancerne for min bedstemor.

Efter begavelsen gik vi op i beseglingsværelset, så bedstemor kunne blive beseglet til sine forældre. Da vi knælede på hver sin side af alteret for at udføre ordinancen, og besegleren begyndte at tale, føltes det, som om et stød gik gennem mit hoved og hele vejen gennem kroppen. Det er svært at beskrive, men i det brændende øjeblik var jeg sikker på, at bedstemor Josefina glædede sig over at være beseglet til sine forældre.